Ugens top fem handler om anerkende de fantastiske transpersoner i rock- og metalmusikken, der har været med til at skabe repræsentation og genkendelighed for LGBTQ+ personer i miljøet.

Behemoth og Ulver leverer det sorte. Misery Index og Baest leverer det hårde. Undergrunden leverer den skæve akkord, og således rundes årets Roskilde Festival-plakat af med lidt til enhver smag.

Januar har skruet godt op for blusset. Det ser sløjt ud i ugens hverdage, men hvis du ikke har planer i weekenden, så forstår du det simpelthen ikke. 

All star-bandet Fever 333 debuterer med politisk præget rap-rock. Effektivt, men til tider vel letkøbt.

Var det en selvfølge, at Architects leverede en velspillet koncert i Vega? Ja. Var det alligevel mere end bare velspillet? Også det.

Enter Shikari var forud for koncerten i Pumpehuset på skribentens liste over livebands, man skal se, inden man dør. Vurderingen var dog ikke den samme bagefter. 

Der var lavvande i de danske punk-udgivelser, men til gengæld er der masser af både dansk og udenlandsk metal i den progressive ende, der sparker igennem. 

Man siger, at tiden læger alle sår, men en god playliste hjælper også lidt. God lyrik er ligesom terapi: Det kan hjælpe med at sætte tingene i perspektiv. Undertegnede vil dog plædere for, at det ikke er ‘All by Myself’ eller ‘My Heart Will Go on’, der skal til. 

Copenhell offentliggør den helt store pakke med Lamb of God, Clutch, Slash og 13 andre bands, der spænder fra grunge over hardcore til black og død.

Forbrændingens lancering af et rent kvindeprogram i 2019 er ikke den festdag, det bliver udlagt som. Både kvindelige musikere og det kvindelige publikum bliver taget som gidsler i det, der først og fremmest er et misforstået pr-stunt.

Biffy Clyro bød på en anderledes oplevelse, da de gæstede DRs Koncerthus med et unplugged-sæt. Bandet var velspillende, men der manglede den særlige "Mon the Biff"-stemning. 

Solskin og punk hører forbløffende godt sammen. Her er en top fem over sange i poppunken, genrens enfant terrible. Fem sange, der er perfekt egnet til at tage med på stranden eller i badeland.

Selvom man først kommer om fredagen, betyder det ikke, at man ikke kan nå en hel uges oplevelser på én dag.

De sene nattetimer blev overladt til De Underjordiske og Fribytterdrømme, der leverede to meget forskellige, men forgrenede sæt. 

Nogle gange ramler man ind i noget vidunderligt, når man skal dække et band, man aldrig har hørt om. Dette er ikke sådan en historie.

Descendents er blevet gamle, men de kan stadig holde en fest, der er værd at komme til. 

Touché Amoré leverede endnu engang en koncert i særklasse, og endnu engang takket være Jeremy Bolm, der synes at knuse sit eget hjerte, hver gang han går på scenen.

Baby in Vain kunne have været fredagens sidste fest. I stedet blev det musikalsk godnatlæsning inden turen tilbage til teltet.

Til opvarmningsdagene på Roskildes Rising-scene, kan du køre ørerne i stillinge til tunge toner fra blandt andre Slægt, Dirt Forge og Alcabean, inden festivalen for alvor går løs onsdag.

Fredag kan du tage lidt Skeletonwitch ind med morgenmaden og tjekke Mike Pattons Dead Cross, Nick Cave og Myrkur, inden Watain og LLNN til sidst får festivalen til at gå helt i sort. På den gode måde!