Copenhell 23: Åben kiste, alle er inviteret
Populær
Vi skulle lamentere, men endte i stedet med en flad emotionel og lydmæssig oplevelse til Touche Amore.
Undertegnede har efterhånden set Touche Amore et par gange. Både i dagslys, men også i totalt mørke. Der er ingen tvivl om, hvilket af scenarierne screamo-bandet er bedst bygget til. Det ændrer ikke på, at de stadig kan brilliere i solskin, som jeg for eksempel så dem gøre i bragende solskin på Riot Fest i Chicago.
Det starter da også godt, da en kronraget Jeremy Bolm træder ind på scenen med sit band til tonerne af den smukke ’Flowers and You’, åbningsnummeret på albummet ’Stage Four’. Sangen, og hele albummet, handler om Bolm’s mors død. Det er svært ikke at få en lille tåre i øjet til linjerne ”I took inventory of what I took for granted and ended up with more than I imagined”.
Taget for givet, det bliver bandet altså lidt. Det er tydeligt, at Touche Amore nok skulle have haft en lydprøve mere, og solen steger de sidste vanddråber ud af vores kroppe, så der kun er ren alkohol tilbage i systemet. Vilkårene er ørken-lignende og ikke særligt vellydende. Backup-vokalen lader til at være faldet i kampen.
Hvor jeg for eksempel på Roskilde Festivalen så bandets få, men inkarnerede fans synge med på de hurtigt-afleverede messende sangtekster, er der meget langt imellem de entusiastiske her på Copenhell. Scenen synes uendelig stor, selvom Bolm gør, hvad han kan for at fylde den op, imens han slår i luften for hvert breakdown og skriger sit hjerte ud. Det er næsten hårdt at se et så sympatisk menneske, med så sympatisk et budskab ikke lykkes. Jeg tager mig selv i at benægte, at det er så dårligt, som alle omkring mig siger, at det er.
Noget af udfordringen er simpelthen også setlisten. Fra ’Flowers and You’ er der virkelig langt til de mere juicy skæringer som ’Palm Dreams’, ’~’, ’New Halloween’ og ’Limelight’, der ligger helt i enden. Luften går langsomt mere og mere ud af ballonen for publikum, der begynder at snakke. Og snakke så meget at de, når de fantastiske numre endelig bliver spillet, ikke ænser, at det sker.
Særligt den korte, men vigtige ’~’ synes som en momentær feberdrøm eller hallucination hvor jeg selv står og prøver at føle den, mens alle omkring mig har givet op for længe siden. Jeg ænser folk der ligesom mig et kort øjeblik bliver raptured af deres favoritsang og lige akkurat kan abstrahere fra den fraværende stemning i et par minutter. Åben kiste, alle er inviteret – RSVP fra Copenhell i dag var simpelthen "tak, men nej tak".