Roskilde '18: Følsom fredag
Touché Amoré leverede endnu engang en koncert i særklasse, og endnu engang takket være Jeremy Bolm, der synes at knuse sit eget hjerte, hver gang han går på scenen.
Hvem har glædet sig til Touché Amoré? Det har jeg. Bandet leverer generelt det, man kan kalde guldstandarden for post-hardcore-koncerter, med trods alt kun ti år på bagen og fire albums i kufferten. Vokalist og bandets ubestridte frontmand Jeremy Bolm leverer nærmest altid på ypperste niveau, men man har da sine bekymringer forud for et show klokken 16 på fredagen, hvor camping-livet er ved at have taget pusten fra selv den mest ivrige festivalgænger.
Og det er da heller ikke dagens største crowd, der har samlet sig foran Pavilion, men alligevel lidt flere end jeg havde regnet med. Bands i Touché Amorés åre kan ende i kategorien "screamo" eller "emo". Det label kan nogen gange afskrække, hvis man her tænker mindre på My Chemical Romance og mere på Rites of Spring. Ikke desto mindre lader Descendents til at have trukket alle mand ud af hullerne og en tur forbi Pavilion inden punkbraget en time senere.
Jeremy Bolm leder som forventet publikum stilsikkert igennem klassikere som 'Flowers and You', 'Rapture', 'Displacement' og hittet 'Palm Dreams', der i øvrigt kommer fra bandets seneste album fra 2016 'Stage Four'. Det handler om Bolms mors død. Så er stilen lagt. På scenen virker frontmanden rutineret, ikke indstuderet. Og det er alligevel en bedrift, når man nu engang synger om død, angst og depression. Det kan meget let blive hverdag at skrige om døden, men for Bolm virker såret altid åbent på scenen. Som supplement til hans messende, nærmest talende vers tilføjer han ansigtsudtryk og fagter, som en stum mand, som verden omkring ham ikke forstår.
Min koncertmakker siger ind imellem to sange, "han har jo nærmest sunget en hel bog når han er færdig". Og det er ikke langt fra. Det er næsten mere imponerende at flere i crowden kan synge med på selvsamme bøger forfra og bagfra. Men det er nu særligt den nye sang 'Green', der imponerer. Der er ingen tvivl om at bandet har bevæget sig tættere på en mere melodisk lyd og her kommer de mere klare guitarriffs og den pulserende baslinje virkelig til sin magt. Hvor lyden måske har svinget lidt til resten af koncerten, fremstår bandet i al sin enkelthed perfekt samspillet, perfekt timede og perfekt gennemslående. Det er en glæde at få mulighed – som her – for at se alting gå op i højere enhed.