Top 5 – Festivalfits
Vi er næsten klar til Copenhell og har derfor kigget efter inspiration til vores festivaloutfits.
Hvad skal man egentlig have på, på en festival? Vi har taget pulsen på festival-fits ifølge nogle af de største tøjbutikkers udvalg til festivalerne, ved simpelthen at søge på "festival" på deres hjemmesider. Butikkerne er nævnt i uvilkårlig rækkefølge, men får hver især en karakter ud af fem mulige battleveste.
1. Hos Zalando fandt vi nærmest kun beige ting i "dame"-afdelingen, da vi søgte på ”festival”. Der havde af uransagelige årsager også sneget sig en festival-venlig badedragt med, som vi er sikre på er supernem at tisse i på et festivaltoilet i. Vi kunne desuden forstå, at man her anbefaler sneakers til regnvejr. Som en af de, der overlevede Roskilde Festival i 2007 kan jeg ikke anbefale den strategi. I "mændenes" afdeling var der mere sjov og ballade, blandt andet kan du være den mest irriterende type på hele festivalen i et fuldt suit med Bulbasaur eller Super Mario eller… Bare lad være. Vi ledte efter specifikke metalting, men det bedste vi kunne finde, var en masse sort mesh, lidt bandanaer og et par virkelig hårde Crocs. Alting skal selvfølgelig matches med et par på den ene side overvældende, på den anden side undervældende solbriller. Zalandos festivaludvalg får to battleveste ud af fem.
2. På Asos kan man søge i både "herre"- og "dame"-afdelingen samtidigt, hvilket gjorde alting en del nemmere og også mere inkluderende. Allerede fjerde søgeresultat var et par grønne gummirøjsere – nogen har forstået opgaven. Og dog, for tredje resultat er et par høje hæle... Temaet her er til gengæld overvældende grønt – inklusiv grøn kropsfarve. Der er altså rig mulighed for at parre sin gamle grønne militær-jakke med en masse lækre accessoires – især den allestedsnærværende bøllehat og selvfølgelig grønne briller. Noget tyder også på at ”Big Fringe” har lobbyet for hele outfits hos Asos. Farven er selvfølgelig grøn. Vi søgte selvfølgelig også specifikt på ”metal” og her fandt vi en ualmindelig nuttet lyserød t-shirt med ”Heavy Metal” og et skelet. Cute! Tasken på alles læber er igen i år en mavetaske. Men HUSK at få en i grøn og husk, at du ikke må have den rundt om maven. Vi fandt også et par Dr. Martens (meget metal!) i grøn (ikke så metal!). Asos får tre ud af fem battleveste for praktikalitet – de anbefaler også solcreme.
3. H&M leverede ubestridt den værste festival-shopping. Det lader ikke til, at de har investeret noget som helst tid i deres interne søgefunktion på siden, og derfor var det eneste resultat, vi fik, diverse (beige) toppe til damer og en (beige) Jazz Festival-plakat. Så vi sprang direkte videre til at søge på ”metal” hvilket tog os til samtlige H&M Home-varer i materialet metal. For eksempel en brødkurv. Dog fik vi anbefalet søgeordet ”Metallica” og det skal man da ikke sige til os to gang! Men resultaterne var også her begrænsede til fem resultater – inklusiv en ”hihi det er sjovt at have en lyserød metal-t-shirt”. For 179 kr. kan du være med i den klub, men det hjælper ikke H&M op fra en bund-rekord på én battlevest ud af fem.
4. Som en ægte Roskildenser besluttede jeg mig også for at checke gode, gamle Fatima – der desværre ikke længere har en butik, men kun en webshop. De har selvfølgelig ikke en specifik festival-sektion, men alle dage er vel lidt festival på Fatima. Her kan vi afsløre, at trenden er sort. Sort med Volbeat, sort med Slipknot, sort med Slayer, sort med FFDP. Hvis du ønsker at følge absolut ingen trends og samtidigt iføre dig en slags camouflage på Copenhell, hvor du kan gemme dig i havet af titusind lignende sorte T-shirts, så er Fatima her for dig. Har du lyst til at presse citronen og prøve noget lidt vildere, så fandt vi en gul Nirvana-hoodie og en 5 Seconds of Summer-T-shirt. Blandt accesories fandt vi blandt andet en face-wrap, som vi går ud fra er en slags tørklæde (?) med et dødningehoved. Vi tænker, at det måske kan beskytte imod tis-støv. Fatima får fire ud af fem battleveste for at være præcis den samme butik, som jeg gik ind i for at købe outfits til min første festival i 2005.
5. Blandt de nyeste firmaer, der udnytter billig arbejdskraft gud-ved-hvor og gud-ved-hvordan er Boohoo. De skiller sig ud ved at have en ”BoohooMAN" og derfor noget, der kan tiltrække den store del af vores læserskare, der kan pisse i hegnet (please, brug urinalerne, venner). Og her ser vi simpelthen en smuk sammenblanding af samtlige tidligere bud: Der er camouflage i både grøn og beige! Der er irriterende solbriller og en ironisk PowerPuff Girls T-shirt. Især hos ”kvinde”-afdelingen finder vi virkelig utjekket merch – ikke med Metallica, men Blink-182, Nirvana igen, Guns'n'Roses og The Ramones. Der er også regnjakker og gummistøvler (vi har dog ikke tænkt os at undersøge, om de faktisk kan holde regnen ude). Det bedste fund var klart en ko-cowboy-hat som du måske kan få lov til at nyde i to sekunder inden den går i stykker eller blæser væk. Hvis din samvittighed kan holde til det, så får Boohoo to ud af fem battleveste for et bredt, men ret forvirret udvalg.
Alt i alt er der altså masser at vælge imellem. Skal vi være helt ærlige, så anbefaler vi, at du i stedet bruger penge på at købe merch fra et lokalt band eller bare det tøj, du kan lide at gå i. Vi er sikre på, at du ser dejlig ud, lige meget hvad.