ACW '23 – Lyden af fremtidens hardcore
Meget kan man kalde Eyes, men "klassisk" eller "uvarieret" er ikke ordene. Endnu engang rev de et af de københavnske spillesteder midt over.
IT'S HAPPENING
Congratulations (feat. Benjamin Clemens)
Bbbbbbbliss
Distance
Tearjerker
Generation L
Underperformer
The City
Ballast
Swim
Surf
Som primært punklytter er A Colossal Weekend for undertegnede et par spændende dage på udebane. Det er dejligt med lidt afveksling, når man snart har hørt de fleste bands den danske punk- og hardcorescene kan byde på af flere omgange. Men et glædeligt gensyn vil altid være Eyes. Siden de var Morgendagens Stjerner på nærværende magasin har bandet igen, igen, igen, igen, igen og igen imponeret os med solide udgivelser og måske endda endnu mere solide optrædener. Så det kommer næppe som en overraskelse for den trofaste læser, at i aften var en fortsættelse ud af det samme karakterblad.
Et frisk pust over Colossal
I forbindelse med bookingen til et primært metalforetagende havde bandet også kigget i gemmerne, på trods af at bandet lige nu tournerer med deres nye udgivelse ’Congratulations’, så havde de taget tre sange fra det mere "typiske" (hvis man overhovedet kan tillade sig at bruge det ord om Eyes) ’Underperformer’. Vi fik dog også en del numre fra ’Congratulations’, hvor bandet i højere grad eksperimenterer. Det var også med en tre-trinsraket fra ’Congratulations’ i form af ’dull BOY’, ’IT’S HAPPENING’ og titelnummeret. Til det sidste dukkede en frisk og veloplagt Benjamin Clemens fra SYL op på scenen. Tager man Syls væsentligt mere post’ede lyd og tekstunivers i betragtning, så er det altså imponerende, hvad Clemens også kan levere på den her front.
Mere krudt! Vi skal have mere krudt!
Det kunne lidt lyde som om, at festfyrværkeriet allerede lidt var brugt op med sådan en start – men det havde Eyes glemt at bemærke, så de tændte ild i alt andet, de havde med sig. Det føltes, som om at reaktionen var forsinket med cirka de tre sange. Men så holdt selv det arm-krydsende metalpublikum op med at være alt for seriøse, og de mindst seriøse mødtes i et cirkus-agtigt moshpit, der aldrig helt brændte ud. Det er særligt her de insisterende og nærmest hvepse-vrede guitar-stykker fra Underperfomer-sange som den metalliske ’Distance’ der giver et mere 1-2-3-4-pust til flammerne, kom til deres ret. Og det kunne så vokse sig større under decideret Frankensteinske skæringer som ’Bbbbbbbliss’.
Mangler det variation? *tjekker noter* til en Eyes-koncert?
Anmelderen fra Undertoner mente, at Eyes havde svært ved at variere deres udtryk og kaldte det ”klassisk derudaf-hardcore med masser af metallisk bismag” og der må jeg simpelthen melde mig særdeles uenig. Eyes er nok et af de mest varierede og eksperimenterende hardcorebands, vi har i Europa – og det synes jeg helt bestemt, at de viste på Colossal. Det føles næsten forbudt at kalde numrene fra ’Underperfomer’ ”typiske”, men det er kun for at understrege hvor absolut atypiske numre som ’Generation L’ med mærkelige, rytmiske, nærmest nu-metalliske sektioner, eller førnævnte ’Bbbbbbbliss’, eller de kaotiske breakdowns i ’IT’S HAPPENING’, eller det nærmest surfede riff i ’Ballast’ er.
Jeg kan forstå hvis man mener at Eyes er for meget ”på” hele tiden lydmæssigt og ikke tager gidsler. Det er en menneskelig loudness-war, når Eyes går ind på scenen – I alle henseender. Men det føler jeg nærmest er hele pointen for Eyes' musik. Det er den klaustrofobiske, overophedede lyd, der gør dem til noget særligt.
Den ene for varm. Den anden for kold. Eyes perfekt.
Eyes formår på en måde at være mere melodiske og mere kaotiske end samtlige andre bands i deres nærhed, uden at det modarbejder hinanden. Snarere formår de at sætte det kaotiske i stærkere kontrast ved at have melodiske ankre. De steder, hvor man skal finde variationen hos Eyes, er snarere når de spiller en ”mere typisk” (igen, typisk i Eyes-kontekst) hardcore-sang, så er det der, du skal trække vejret dybt, for det bliver endnu mere sindssygt om lidt. Eyes kommer nok aldrig til at variere, hvor meget de er helt oppe i dit ansigt (forsanger Victor Kaas er det bogstaveligt talt) fra start til slut. Det synes jeg altså heller ikke, at de skal. Der kan man så være uenig i den approach.
Derudover er variationen i sangenes opbygninger, kaotiske sammenstød af rytmer, genrer og afskygninger af indebrændthed simpelthen noget af det mest spændende, der er sket i dansk hardcore – måske lige med undtagelse af Victor Kaas’ andet projekt, Telos. Ikke nok med det, så indtræder bandet nærmest allerede fra første gang vi så dem ind på scenen, som om de aldrig har lavet andet. Alt er tight AF. Kaas er en supermenneskelig dynamo.