Vi vil så gerne se jer smadre hinanden!
Populær
En kold solskinsdag i Pumpehusets Byhaven ramte kogepunktet, da et års koncertabstinenser endelig blev forløst.
2. Victim
3. Choke
4. Off
5. Distance
6. Underperformer
7. Surf
8. Float
9. Verge
Første metalkoncert efter jerntæppet er blevet løftet et par centimeter. Køen til Pumpehusets Byhaven var allerede kvart i tre temmelig lang, og flere havde da også taget campingstole og sixpacks med, så ventetiden ikke føltes så lang.
Og selvom folk havde haft et par dage til at øve sig i at være ude blandt andre mennesker, var stemningen alligevel nærmest elektrisk af forventning og måske en smule statsinduceret frygtsomhed.
Ikke desto mindre steg humøret adskillige grader, da porten til Byhaven blev åbnet, og vi fik mulighed for at strømme ind i adstadigt og kontrolleret tempo.
Solen skinnede køligt, og de kloge skyndte sig at sætte sig ved terassevarmerne, så de kunne fordrive de fire timer, der ville gå før musikken gik på i lidt mere behagelige omgivelser.
De fire timer bød dog, for de flestes tilfælde, på rig mulighed for at drikke øl nok til at de lave grader ikke var det store problem, og da klokken langt om længe slog nitten, og første band, Writhe, gik på, var humøret højt.
Et taknemmeligt publikum
Og at humøret var så højt på forhånd, skal Writhe være glade for. For den modtagelse, de fik, var nok lidt mere, end de ville have fået, hvis alle ikke havde hungret efter at få blæst ørerne af. Deres udstråling var hjemlig, og hjemstavnspunket og de fire mænd virkede også lidt vel nervøse for at komme på scenen igen. Den nervøsitet fulgte dem, og det føltes hele tiden en smule akavet at se dem spille uden at give helt los.
Den lidt skramlede lyd på den postpunkede blanding af Strawberry Slaughterhouse og Nephew bidrog ikke synderligt til noget godt. Ikke desto mindre var alle så klar til fest, at vi nåede igennem uden det blev pinligt.
“UD MED DEN STIVE NAR”
Helt anderledes veloplagte var hardcorekometerne i Eyes. Fra første sekund var der fuld smadder på, og selvom de på forhånd havde været lidt bekymrede for at skulle have "banket rusten af", var deres metalliske hardcore i bedste skinnende stand.
Til tonerne af 'Swim' gav forsanger Victor Kaas helt slip på hæmningerne og svingede mikrofonen over hovedet, inden han sprang ned på gulvet for at gå sin vanlige gang – i dag dog uden at støde ind i publikum, der for det meste høfligt holdt sig på pladserne. Som Kaas også indtrængende bad dem om,: "Please, please, please bliv siddende. Vi skal ikke lukkes ned" og lidt senere "Vi vil så gerne se jer smadre hinanden, men ikke i aften".
Restriktionerne lå present i alles tanker, og selv om flere ikke kunne modstå fristelsen og rejste sig halvt ved deres bord-bænkesæt, var hovedparten dog forstående, og nøjedes med at ryste både krop og hoveder i hviletilstand.
Som koncerten skred frem, kunne særligt én mand ikke klare det længere, og vandrede op foran scenen, hvor han først headbangede glad, men senere kastede adskillige øl på scenen. Til et fællesråb af "UD MED DEN STIVE NAR" tog Devilutions fotograf og en af Pumpehusets medarbejdere fat i manden og fik ham ekspederet ud. Alle var enige om, at musikken var vigtigst. Man kunne måske håbe på, at den slags nultolerance mod idioti fulgte os i fremtiden.
Muligvis kunne det meste være gået i den ekstatiske jubeltilstand, alle befandt sig i, men Eyes leverede mere, end nogen kunne have forventet, og bandet var også nemme at overbevise om at give ikke kun ét, men to ekstranumre.
For den allerførste koncert efter en uendeligt lang tørke, kunne det ikke have været bedre end Eyes i Byhaven. Det var alt man kunne ønske sig – også selv om vi måtte nøjes med at forestille os en wall of death under den sydende ‘Surf’.
Som en af tilskuerne sagde i de sidste minutter, "det er for vildt! Det er både hjerte og talent."