Kloge ord i vrede sange
Populær
Bag en maske af flødeskum har Eyes iklædt sig ætsende kynisme og bouncy riffs på den stærke toer.
2. IT’S HAPPENING
3. Congratulations! (Feat. Benjamin Clemens)
4. dull BOY
5. Value (Feat. Jacob Bredahl)
6. Tearjerker (Feat. Jon Gotlev)
7. Bbbbbbbliss
8. Chew
9. The City
10. Ballast
Eyes er tilbage. Det kan understreges allerede fra første færd. Den københavnske hardcoresensation, der tog landet med storm og spillede bukserne af anmelderne til Steppeulven efter første LP, den fantastiske ‘Underperformer’, skuffer så absolut ikke på ‘Congratulations’, der endnu engang er ude på Indisciplinarian Records.
Tværtimod er det et band, der igen har nytænkt formlen fremfor at hvile på laurbærrene. Det vil sige, at på denne, bandets fjerde udgivelse, lyder det igen på en ny måde. Vi havde blackened hardcore på debut-EP’en, kaotisk og ny nordisk hardcore på Underperformer, forvirrende sammensurier på mixpladen Reperformer og nu har Eyes så valgt at slippe det indre legebarn løs.
Krogen i dig
‘Congratulations’ er, om noget, endnu skarpere skåret end Underperformer, der også strålede i sin produktion midt i kaos, men på opfølgeren har Jacob Bredahl og Brad Boatright formået at få hvert eneste element til at stå knivskarpt. Men også til at føles mere professionelt og, i mangel af et bedre ord, slikket. Der er ikke en finger at sætte på, noget og alt er præcist overvejet og tilrettelagt. Alle levels er lige over hele pladen og det lyder som et kohæsivt hele. Det er man slet ikke i tvivl om. Der, hvor det kan blive for meget af det gode, er i de mere særprægede delelementer. Rasmus Furbo og Søren Bomand deler igen guitartjansen mellem sig, og selv om man godt kan høre forskel på de tos linjer, er der alligevel elementer, der gentages netop for kohæsionens skyld, som kan gå hen og blive lige rigeligt, særligt i pladens anden del.
For hvor ‘Generation L’ åbner med et et solidt drøn af et baspræget guitarriff, bliver der på bedste metalcorevis spillet ganske mange deet-deet-deets, særligt på pladens anden halvdel. De er gode, bevares, men når kohæsionen stiger, falder de enkelte numres særpræg, hvilket betyder at pladen flyder fremragende, men også at man når igennem den, nærmest før man opdager det.
Det er tydeligt at mærke, at Eyes har villet et særligt sted hen med denne plade, og at særligt Victor Kaas’ forståelse af sangskrivning og opbygning har rykket sig i de tre år, der er gået, og der er kommet en helt ny orden i det kaos, der ellers stod i så skarp kontrast til det glittede boligmagasin, der var ‘Underperformers’ udtryk. Der er lagt en helt anden plan her og som Kaas fortalte for nylig, har der i højere grad været et fokus på at opbygge en plade, der kunne sidde fast i lytteren.
Hooks er der masser af, og det bliver nærmest ægte dansabelt, fremfor at lægge op til ren slåskamp. Outroen i ‘Value’ er et godt eksempel på et groove, der bliver siddende i kroppen, længe efter nummeret er kørt ud, og som trækker i de hoftebevægelser, bandet fremviste i den legendariske video til ‘Distance’ fra forgængeren.
Man kunne kalde det poppede tendenser, men noget siger os, at den slags labels ikke interesserer bandet synderligt, men at de i højere grad har opdaget, hvad der virker for publikum, og har sørget for at skrive musik, der kan understøtte deres energiske liveoptrædener i endnu højere grad.
Kaas forklarede i vores interview med ham, hvordan hans musikforståelse kun er blevet mere holistisk med tiden, og der er derfor heller ikke nogen grænser for, hvilke indflydelser man kan hive ind. Det sagt, er det stadig umiskendeligt Eyes.
‘Tearjerker’, der gæstes af Hirakis Jon Gotlev, der bidrager med samme vokalleje som på den brillante ‘Common Fear’ er tungt, langsomt og ærligt talt ildevarslende, og den måde Djurhuus’ trommer banker sangen af på og sætter scenen til den boblende ‘Bbbbbbbliss’, der med næsten rockede leads og et beat, der lægger op til aggressiv nikken er imponerende i sin spændvidde.
Det samme kan siges om ‘Chew’, der byder på en stoneragtig dovenskab fra trommeslagerens side, mens guitaristerne og bassiten kanaliserer unge Josh Homme og Nick Oliveri, altimens vokalen ligger lige så skærende og skrabende som altid og suppleres godt af Søren Bomands backupråb i omkvædet.
Man kunne gennemgå hvert eneste track på denne måde, for de byder alle sammen på hver deres grundide, og fokuserer på denne på fremragende vis. På moderne dansk, et album fuld af bangers.
Førstesinglen ‘Congratulations’ er et solidt nummer, der vil frem i verden. Sangen er bouncy og solid og byder på en fremragende gæstevokal fra SYL’s Benjamin Clemens. ‘dull BOY’ ruller og rokker og har endog klap med i lydbilledet, men det allerstærkeste nummer er uden tvivl råbe-med-hymnen ‘Value’, der er så vanvittigt catchy og enkelt i sin opbygning, og som i kraft af både Victor Kaas’ og Jacob Bredahls sang er umuligt at overvurdere.
Alt spiller på denne sang, og der kan synges med både i bilen, på kontoret og i pitten. En god kandidat til årets hit.
Sarkasme, som værn mod idioter
Hvis musikken er blevet lidt mindre bidende, er lyrikken gået modsatte vej. ‘Congratulations’ ætser sig ind i alskens problemer og kastes direkte i hovedet på folk, der mener at have fundet svar på verdens hemmeligheder, ved at “researche” en smule på youtube.
Som Kaas forklarede, har en stor del af tekstforfatteriet taget udgangspunkt i hans oplevelser med mennesker, der gik i internetassisteret kognitivt forfald under den store lockdown, og titelnummeret er et gigantisk slag i ansigtet på de mennesker.
“Here's your medal and here's your crown / Everyone bow the king is in town / You're so much smarter than everyone else / Don't even listen to anyone else”, synges der vrængende i titelnummeret, der nok desværre ikke vil blive hverken hørt eller forstået, af dem den henvender sig til.
Men den er emblematisk for den retning, tekstindholdet er gået på ‘Congratulations’.
Underperformer pegede indad. Den handlede om alle de måder, man kunne føle, at man ikke slog til, at man ikke kunne det, man skulle, eller at man bare var ved at bluffe sig gennem livet og ventede på at blive afsløret.
Nu har Eyes så fundet frem til, at det hele ikke kan forklares gennem selvhad og manglende tiltro til sig selv, men noget af svaret måske også skal findes ude i verden. Således fokuserer ‘Generation L’ i bedste Spanish Love Songs-stil på den verden, der har vendt den unge generation ryggen og placeret dem i gældshelvede, uopnåeligt boligmarked og korte projektansættelser, mens ‘The City’ raser mod den gentrificering og byfornyelse, der har gjort os til fremmede i vores egen hovedstad.
‘Congratulations’ er måske nok mere lyttevenlig end ‘Underperformer’, men den er det mere indædt rasende. Det er ikke svært at forestille sig Bredahl og Kaas spytte deres litani af hån og iskoldt had i hovedet på alle de mennesker, der spilder både deres egen og vores andres tid og tilværelse på at være dræn, på ‘Value’, ej heller det skuffede mismod, der stilles til skue på albumafslutteren ‘Ballast’.
Kaas er stadig en dygtig tekstskriver, og han formår at ramme ned i mange af de strømninger, der beskæftiger mennesket i vor tid. At Eyes derudover formår at give os afløb for vreden og frustrationen er kun brænde på bålet, når Eyes skal spille op for os i levende live igen.
Sarkasmen er ikke altid sund, men det føles rart at spytte sin galde ud.