Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

En helt ny verden

Populær
Updated
RISING_Press_1_LO_@Naya_Buch
RISING gatefold cover_LO_inner
RISING gatefold cover_LO_front

Coverhistorien: Hvad sker der egentlig på omslaget til Risings fjerde album, der udkommer i næste uge? Sanger og illustrator Morten Grønnegaard fører os ind i historien. 

Kunstner
Genre
Fotograf
Naya Buch

De er gamle nok til at have købt deres metal ud fra de covers, der var de fedeste i pladeforretningen. Gamle nok til, at den måde, man hørte en ny plade på, når man efter nøje overvejelser havde investeret sine sammenskrabede penge i én af dem, var i andægtighed på værelset med coveret foran sig. Gatefolden åben, hvis det var så fancy, så man rigtig kunne leve sig ind i den historie, der blev fortalt her, og finde ud af, hvordan den hang sammen med musikken på pladen.

At Rising så i forsangeren Morten Grønnegaard har en illustrator, der kan omsætte deres visioner til et grafisk udtryk og er fuldstændigt inde i, hvor de vil hen, får kunst og musik til at indgå i en symbiose. 

– Jeg er jo den bedste kandidat i verden til at illustrere det her, fordi alle tankerne kommer inde fra mit eget hoved, griner han.

Det bliver tydeligt, når man ser coveret til de københavnske sludgemetalleres fjerde plade, ‘Sword & Scythe’, der udkommer i næste uge. Ser det rigtigt, vel at mærke: Foldet ud som gatefold og allerhelst lagt flere ved siden af hinanden, så man kan se, hvordan billedet løber fra forside til bagside i et langt bånd, der gentager sig selv. På samme måde som de friser, der løber hele vejen rundt inde på Thorvaldsens Museum, hvor bandbillederne til pladen blev taget.

Der er en mening med det hele, og der er tænkt over alt, forklarer Morten Grønnegaard. Selv den røde farve på coveret svarer til den, der er brugt på Thorvaldsens Museum.

– At coveret looper i uendelighed, svarer jo ret godt til temaet på pladen, om at de samme ting sker igen og igen.

cover loop

En ny verdenshistorie
Da Rising gik i gang med at lave materiale til en ny plade, greb de nemlig arbejdet an på en anden måde end tidligere.

– Vi aftalte fra starten, at vi gerne ville fortælle en samlet historie i sangene denne gang, så vi skrev de potentielle sangtitler ned sammen med en synopsis, inden vi overhovedet begyndte at skrive sangene. Vi ville fortælle en historie om den verden, vi lever i i dag, og det ville være kedeligt bare at lave en plade om, at vi var trætte af miljøproblemerne. Derfor handler historien om, hvad der ville ske, hvis verden startede forfra. Ville vi komme igennem det hele én gang til? Og igen?

Bandet enedes om at dele historien op i tolv punkter, der skulle behandle hver deres område – krig, religion og andre af de begivenheder, der har formet vores kultur – i et parallelunivers, der, som man kender det fra science fiction og fantasy, bruges til at holde et spejl op mod vores egen verden.

Spejlet går igen som billede flere steder på pladen. Det optræder også prominent på coveret, hvor kvinden i centrum sidder på sin trone og kigger ind i spejlet, blot for at se døden på den anden side med et fast greb om hendes håndled.

– Det er et symbol på, hvor vi er nu med forfængelighed, mobiltelefoner og det ekkokammer, de sociale medier udgør. Det handler sangen ‘Sea of Irrelevance’ om: Hvordan vores holdninger bliver brugt i det ekkokammer, og hvordan verden spejler sig, så vi ikke længere ved, hvad der er sandt, og hvad der er falsk. Vi tror, at alt er godt, og vi sidder i en magtposition, fordi vi lever i et vestligt land. Men vi ser ikke Døden i spejlet.

Destruktion og fremdrift
Dødens gevandter bliver gennem loopet til den røg – der i øvrigt trækker tråde tilbage til coveret til den foregående plade, ‘Oceans Into Their Graves’, som Morten Grønnegaard også lavede – der på bagsiden markerer civilisationens endeligt med bygninger reduceret til en ruinhob. En hånd stikkende op af brokkerne, knust under historiens sammenbrud. 

– Hånden går igen i flere af sangene, men her refererer den specifikt til sangen ‘Renewal Ritual’. Det er en sang om det behov, vi åbenbart har for at gøre irrationelle ting i vores samfund. I det konkrete tilfælde handler det om stening som en måde at ofre noget for at få noget andet i stedet. 

Ud af stendyngen kommer en ridder på sin hvide ganger med sværdet fra pladens titel ved sin side.

– Ridderen er et symbol på aggression. Som soldat er han med til at smadre verden, men samtidig fungerer han også som overgangsmand til et nyt samfund. Der er altid nogen, der får overtaget.

Omme på forsiden står Døden tilsyneladende endnu en gang bag damen på tronen med den le, der udgør anden halvdel af pladens titel.

– Det var meget sent i processen, vi fandt på titlen ‘Sword & Scythe’. Det kom fra en linje i en af sangene. 

Og selvom sværdet traditionelt forbindes med aggression, og leen uvægerligt giver associationer til manden med leen, som også er den helt klassiske afbilding af døden, der vises på coveret, mener Morten Grønnegaard også at kunne finde positive egenskaber at fremhæve ved dem.

– Leen bruges til at høste og skabe fremdrift, så vi kan udvikle os som mennesker, og med sværdet kan man befri sig fra nogen, der undertrykker en. Men samtidig er der også en voldsomt destruktiv kraft i leen, ligesom der er i sværdet: Det kan være et symbol på overhøstning og udpining af landet. På den måde fungerer sværdet og leen som symboler på menneskets udvikling.

Vanvids-mareridts-fremtidsscenarie
Men selvom Morten Grønnegaard medgiver, at figuren ikke mindst i kraft af sin kutte og sin le ligner Døden, er det faktisk ikke det, han repræsenterer her:

– Han symboliserer religion, autoritet og styrke. Han har et soltegn på sin krave, hvis man kigger efter, og det går igen i flere af teksterne, fordi solen er gud i den verden, vi har skabt til pladen. Jeg havde først tegnet en præst med en lygte, men ham her har mere autoritet, og med leen i hånden har han også kontrol over produktionen; i rustning har han kontrol over hæren.

På sin venstre hånd bærer han en jagtfalk og peger på den siddende kvinde. Det er en reference til sangen ‘Kill Automation’, og som i ‘Sea of Irrelevance’ handler det om den moderne teknologi, og hvad den gør ved os:

– Jeg arbejder selv i en virksomhed, hvor vi opererer med data, og det er utroligt, så meget man kan få at vide om mennesker, når man indsamler data om dem. Det har jeg brugt her: Nogen ved alt om dig. Og hvis de ikke vil have dig til at være her, forsvinder du. Falken på coveret her er en slags dræberdrone i et vanvids-mareridts-fremtidsscenarie.

Nederst på coveret slænger en stor, slange sig i færd med at fortære sin egen hale som et symbol på, at det hele virkelig går i ring. Ouroboros, som kendes fra alkymismen, er blevet brugt i adskillige sammenhænge med det ædlere metal: heavy. Som så i øvrigt slet ikke er det, Morten Grønnegaard selv er vokset op med, når det kommer til stykket.

– Jeg har tegnet sådan noget som det her siden gymnasiet. Jeg spillede Dungeons & Dragons og lavede pornotegneserier til Tegnesex (et tegnet tillæg til pornobladet Express Special – red.), og jeg har altid været glad for rockmusik, men dengang forstod jeg ikke rigtig heavy metal. Dét på trods af at jeg selv tegnede barbarer og folk, der kæmpede med sværd. Jeg kunne ikke tage alt læderet og nitterne alvorligt, så jeg sprang først på der, hvor det blev den alternative metal med sådan noget som Helmet, Deftones og Tool. Men som ældre har jeg fundet ud af, hvordan det hele hang sammen, og hvor det kom fra, og nu kan jeg jo godt høre det fede i Judas Priest og Iron Maiden. På samme måde som jeg fandt ud af, at hvis jeg godt kunne lide Pearl Jam, skulle jeg nok til at høre noget Neil Young.

Kondensering af projektet
I dag kommer hans evner som illustrator Rising til gode. Tidligere har han illustreret børnebøger, og til daglig arbejder han som art director på et reklamebureau, hvor opgaverne er af en helt tredje art.

– Jeg er god til at lave forskellige stilarter, men jeg kan stadig godt se, at de forskellige ting er mig. I de børnebøger, jeg har illustreret (for forfatteren og gymnasievennen Dennis Gade Kofod - red.), er der også en dyster tone i billederne.

På coveret til ‘Sword & Scythe’ har han fået frie hænder og benyttet det til at læsse så meget på som overhovedet muligt.

– Hele den her plade er et voldsomt ambitiøst projekt, og det har været endnu større, end hvad det blev til. Det her er en kondensering af de ting i processen, der holdt.

Det er den første plade, Rising i sin nuværende konstellation har lavet som et helt band. Alle fem medlemmer har deltaget i sangskrivningen, selvom det fortsat er guitaristen Jacob Krogholt og trommeslageren Martin Ørsted Niemann, der er den primære drivkraft bag sangskrivningen, mens Morten Grønnegaard skriver teksterne. Det endelige resultat af den kollektive proces, ‘Sword & Scythe’, udkommer digitalt fredag den 26. oktober og anmeldes her på sitet på udgivelsesdagen. Dagen efter, lørdag den 27. oktober, fejrer bandet udgivelsen med en eksklusiv koncert på Refshaleøen ved siden af deres øvelokaler.

Men når albummet skal høres for alvor, er der kun én måde at gøre det rigtigt på: Siddende på gulvet foran sine højttalere med pladen på pladespilleren og gatefoldcoveret bredt ud foran sig. Den oplevelse kan man sikre sig gennem selskabet, Indisciplinarian.

Menu