Teateret er fuldendt
Der var store forventninger til gensynet med Mike Portnoy tilbage bag trommerne hos Dream Theater – og de blev næsten opfyldt.
Overture 1928
Strange Déjà Vu
The Mirror
Panic Attack
Barstool Warrior
Hollow Years ('96 demo version)
Constant Motion
As I Am
-----------------
Night Terror
Under a Glass Moon
This Is the Life
Vacant
Stream of Consciousness
Octavarium
----------------
Home
The Spirit Carries On
Pull Me Under
Forventningerne var tårnhøje forud for Dream Theaters koncert på Københavns nye spillested, Poolen søndag aften. Med den nye single 'Night Terror' som forløber for det kommende album 'Parasomnia' og med Mike Portnoy tilbage bag trommerne, var der lagt op til en kæmpe oplevelse.
For denne anmelder var dette Dream Theater-koncert nummer 20, og hvis hukommelsen ikke svigter, også første udsolgte koncert siden ”Images and Tour”-koncerten i Huset den 2. april 1993. Meget er sket siden 93, hvor trommesættet fyldte halvdelen af hele spillestedet, og de forreste måtte støtte mig til baskabinettet for at holde balancen, men flere af aftenens fremmødte var også til koncerten i '93 – dengang med et langt, mørkt hår, hvor håret i dag har et sølvskær og er blevet en del kortere.
Som når et fodboldhold skifter træner, synes udskiftningen af Michael Mangini med bandets oprindelige trommeslager Mike Portnoy at have givet bandet ny energi, samtidig med, at interessen for Dream Theater er steget. Portnoys sidste optræden i Danmark var med Winery Dogs i Pumpehuset den 16. oktober 2023, hvor man kunne opleve en atypisk og anonym Portnoy – men mon ikke han allerede dér kendte sine fremtidsplaner, da bandet ni dage senere annoncerede hans tilbagevenden til Dream Theater?
Ekvilibrisme i højsædet
Præcis klokken 19:30 begyndte introen, mens scenen stadig var skjult bag et banner, der markerede bandets 40-års jubilæum. Introen gled over i den legendariske 'Metropolis Pt. 1: The Miracle and the Sleeper', og lidt forsinket faldt banneret, mens koncerten gik i gang med et brag. Fra første takt var der gnist og energi mellem band og publikum, og især Portnoy var i sit es, hvor hvert enkelt trommeslag blev leveret med fuld kraft og attitude.
Baslyden var desværre lidt uklar de første minutter, særligt under Myungs solodel knap seks minutter inde i nummeret, hvor mange fans ellers havde fundet telefonerne frem for at forevige denne del. Kort efter faldt lyden heldigvis på plads og endte med at være virkelig god – og et bevis på, at Poolen er det perfekte sted til koncerter som denne.
Forsanger James LaBrie kæmpede til tider med at ramme de høje toner, men publikum bar over med ham, vel vidende, at Dream Theaters krævende riffs kan være svære at synge over. Desuden er det nok også de færreste, der går til en Dream Theater-koncert for at høre vokalen – fokus er helt klart på bandets øvrige fire instrumentale ekvilibrister.
Et af aftenens højdepunkter blev 'Hollow Years', spillet i en tidlig demo-version, der på punkter afveg fra originalversionen fra albummet 'Falling Into Infinity'. Især slutningen imponerede med en fænomenal guitarsolo fra John Petrucci, efterfulgt af en virtuos præstation fra keyboard-troldmanden Jordan Rudess.
Alt i alt fremstod første sæt som en lang hitparade – hvis man kan bruge dét ord inden for denne genre. Hele koncerten blev understøttet af videosekvenser og et lysshow, der skabte den perfekte atmosfære til hvert nummer. Særligt lyset var en oplevelse i sig selv, da bandets faste lysmand manuelt styrer det live og følger musikken minutiøst. Han har næsten lige så travlt som Portnoy, og er i sig selv en fornøjelse at iagttage.
Andet sæt begyndte i samme høje gear, som første sæt sluttede, med bandets nye single, 'Night Terror' – deres største single siden “Pull Me Under” i 1992 , skal man tro Dream Theaters Facebook-side.
Det nye nummer blev fulgt op af 'Under a Glass Moon' fra det klassiske album 'Images and Words', og bandet viste her, hvorfor de af mange er blevet kronet som kongerne af prog-rock. Bandet leverede en magtdemonstration i teknisk perfektion og høstede da også aftenens største bifald her. 
Hvor blev gnisten af?
Herefter gik der dog desværre lidt i tomgang i den med lange passager af udstrakte keyboardtoner, hvilket lagde en dæmper på den ellers begejstrede stemning. 'Stream of Consciousness' – nummeret hvor bandet ville vise musikalsk overskud og at de kan tælle til fem, og derefter syv, fire, tre og elleve meget hurtigt efter hinanden – havde slet ikke samme underholdningsværdi som 'The Dance of Eternity', der ellers havde været en fast del af repertoiret de sidste mange år. Det virkede endda, som om selv bandet mistede lidt af gnisten her.
Andet sæt sluttede med det 24 minutter lange titelnummer fra 'Octavarium', der langsomt, men sikkert igen løftede både band og publikum.
Efter en kort pause startede ekstranumrene med, at 'There’s No Place Like Home' blev afspillet, mens der blev vist klip fra filmen 'The Wizard of Oz'. Herefter kom Dream Theater atter på scenen og rundede koncerten af med 'Home', 'The Spirit Carries On' og til sidst den uundgåelige 'Pull Me Under'.
Aftenens koncert var næsten perfekt – men sidste halvdel før ekstranumrene trak helhedsindtrykket lidt ned. Man kan håbe, at Dream Theater topper den, når bandet vender tilbage til Refshaleøen som et af hovednavnene på Copenhell 2025 med forhåbentlig masser af gode numre fra det kommende album, 'Parasomnia'!