Top 5 - Images and Words

Populær
Top 5 - Images and Words

Den 14. maj spiller de amerikanske progressive giganter Dream Theater hele deres mesterværk ’Images and Words’ i DR's Koncerthuset i Ørestaden i anledning af dets 25-årsjubilæum. Her er fem højdepunkter fra en kompleks plade.

1. Hittet ’Pull Me Under’

Der er en oplagt grund til, at Dream Theaters opsamling hedder ’Greatest Hit (... And 21 Other Pretty Cool Songs)’, for de skriver sjældent lettilgængelige numre, der egner sig til radio, men her er undtagelsen i form af den indledende heavy metal-hymne, hvor det progressive går hånd i hånd med hårde riffs og et stort omkvæd.



2. Guitarsoloen – ’Under a Glass Moon’

Uanset hvor anti-rock'n'roll det er, når John Petrucci sætter foden på en lille skammel for at spille de allersværeste af de sværeste stykker, så kan han krølle et hegn i et tempo og med finesser, som er de færreste forundt. Dette er svendestykket på ’Images and Words’, hvor han kommer gennem alle teknikker, som en guitarhelt skal mestre.

?t=4m29s

3. Mellemstykket – ’Take the Time’

Årsagen til at Dream Theater er så langt foran andre bands i genren, hvad angår det ekvilibristiske, er passager som denne, hvor de balancerer overlegent mellem blær og store melodier – og dette er eksemplarisk eksekveret.

?t=3m43s

4. Bassoloen – ’Metropolis part I – The Miracle and the Sleeper’

Hele nummeret er et fabelagtigt, men bassist John Myung der i øvrigt rummer en sær kombination af teknisk snilde og selvudslettende scenepersonlighed, brillerer hæsblæsende på 5-6-7 strengede basser. Og så bliver du i øvrigt hængende og hører hele det skingrende skøre skizofrene mellemstykke, som følger i halen på bassen. Her finder du forklaringen på, hvad 9 ud af 10 progressive bands stræbte efter at genskabe i halvfemserne.

?t=5m40s

5. Afslutningen – ’Learning to Live’

En melodi på guitarens overtoner! Enkelt, smukt, gennemtænkt og et modstykke til amokløbene, der i øvrigt kendetegner, ’Images af Words', lukker og slukker.

?t=9m57s

Bobleren: Var dette ej et site for metal og hård rock havde balladen ’Wait for Sleep’ nok sneget sig med på listen grundet sit sære, dansende, hypnotiske klaver-riff, der lister sig ind og ud af skæve taktarter, men alligevel formår at virke legende let og simpelt.

I øvrigt ved enhver Dream Theater-dyrker, at dette riff findes i mange variationer og på flere instrumenter andre steder på dette og senere værker fra bandets hånd.