Copenhell 25 – Dansk diamant, dødskirurgi og dommedagsgrind!
Næste års brag byder bl.a. på thrash-legender, Eurovision-feels, Liverpools finest og Danmarks sande konge! Du kan læse nærmere om alle 'Hell-tilføjelserne her.
Copenhell er klar med 10 nye navne, der muligvis sender en enkelt billet eller to under juletræet næste måned. Med navne som King Diamond, Cattle Decapitation, Carcass og Exodus gør de i hvert fald sit til at vække appetitten hos det modne og kræsne publikum. Det er stærke navne.
Samtidig giver Copenhell nu også publikum muligheden for at købe en 1+1 billet, hvor man selv bestemmer hvilke to dage, man gerne vil deltage i festivalen på Refshaleøen. Så er programmet kun interessant for dig onsdag og lørdag, så er det nu muligt at sammensætte dit eget program, og ifølge arrangørerne er 1+1 billigere end to en-dagsbilletter. Mens du overvejer om du skal have billet til én dag, flere eller hele festivalen, kan du nedenfor læse om de 10 bands, der netop er tilføjet plakaten for 2025.
KING DIAMOND
Det er ikke, fordi Hvidovres egen konge af Danmark kræver nogen nærmere introduktion. Vi ved, at det bliver et stort anlagt show med masser af gysereffekter, teatertorden og sminke. Vi ved, at falsetten vil gå gennem marv og ben. Vi ved, at sætlisten vil byde på nogle af metallens største klassikere fra King Diamonds righoldige repertoire, der også blev luftet i 2013 og 2016 på Copenhell.
Vi ved ikke, om det kommende album, ‘The Institute’, er ude til den tid, men vi har efterhånden også ventet længere tid på det, end kronprins Frederik nåede at vente på at blive konge. Forgængeren udkom i 2007. På den igangværende amerikanske turné (hvor Myrkur har ageret backingvokalist og organist) har King Diamond luftet to sange fra ‘The Institute’. Det største spørgsmål bliver, om vi får dem eller nogle andre sange fra det kommende album. Ellers er alt nok ved det gamle. Heldigvis da.
Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Læs seneste interview her.
CATTLE DECAPITATION
Omsider!
Første tanke, da vi så, at Cattle Decapitation endelig er bekræftet til Copenhell. Det amerikanske death/grind-band har gået deres sejrsgang siden 2012, da de udsendte ‘Monolith of Inhumanity’. Siden er de bare blevet større og vildere for hver plade. Deres plade ‘The Anthropocene Extinction’ fra 2015 kårede vi sågar til en af 10’ernes 10 bedste udgivelser overhovedet, ligesom efterfølgeren ‘Death Atlas’ også fik topkarakter. Tre noget nær perfekte plader i træk. Så kan det godt være, at den seneste ‘Terrasite’ ikke helt når samme højde, men mindre kan også gøre det.
Og fortvivl ej. De gange vi har set dem live har de pulveriseret scenerne både indenfor og udenfor. De seneste koncerter var i Pumpehuset og på Inferno Metal Fest i foråret. De kigger forbi allerede igen i starten af 2025, hvor de indtager Amager Bio i midten af februar måned. Derefter gælder det Copenhell i juni måned, hvor noget må være gået galt, hvis ikke de som minimum får Hades at spille på. Der kan Travis Ryan og co. meget passende brøle om menneskehedens endeligt i landet med de døde fjorde og oversvømmede kældre, hvis vinden så meget som vover at driste sig over 6,66 sekundmeter.
Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Læs seneste interview her.
CARCASS
Der vil stadig være enkelte afvigere, der kender Liverpool for noget med fodbold og et band med ham, der blev gift med Yoko Ono. Men ægte kendere af finkultur ved, at den fornemste eksportvare, havnebyen har at byde på, er Carcass. Pionerer indenfor først grindcore og sidenhen melodisk dødsmetal.
Jeff Walker, Bill Steer og Ken Owen gjorde bandet populært op gennem firserne, og da de fik Michael Amott med i folden, stak det helt af på ‘Heartwork’ fra 1993. Bandet gik i opløsning i en kort periode, men fandt sammen igen og har siden 2007 turneret, udgivet plader og holdt eftermælet i live.
Første gang de gæstede Refshaleøen var tilbage i 2017. Siden da har de kun været i Danmark en enkelt gang, da de kiggede forbi Forum i november 2022. Til sommer er de så omsider tilbage. Vi glæder os til at se Walker og Steer give os en opvisning i dødsmetal og grindcore med kirurgisk præcision og knivskarp levering.
Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Læs seneste interview her.
EXODUS
Thrash fra den pureste kilde, der er. Exodus var i den grad med til at forme den genre i Bay Area, der i firserne og halvfemserne tog verden med storm. Det her er bandet, der udgav ‘Bonded By Blood’ og blev set som et af de helt store navne. De blev også store. I og omkring San Francisco, men hvor deres venner i Metallica, Slayer og Megadeth også blev kæmpestore internationalt, fik Exodus aldrig helt samme springbræt.
Ikke desto mindre står de her stadig. De har også allerede stået på Copenhell to gange tidligere. Første gang var i 2015, og de kiggede forbi igen tre år senere i 2018, hvor de spillede på Helviti. Derefter har de kun været i Danmark en enkelt gang, da de var i Amager Bio i februar 2020 lige inden pandemien.
Det bliver en fornøjelse at have dem på Copenhell igen i 2025, hvor Steve Souza, Gary Holt, Tom Hunting og resten af bandet kan fejre sig selv og den genre, de var med til at skabe tilbage i starten af firserne.
Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Læs seneste interview her.
NESTOR
Parykkerne er billige og fake, men omkvædene er ægte, storladne og lyder som en million i et par orange skumpude-høretelefoner. Vi taler ti minutter i Eurovision. Nestor kanaliserer den type sangskrivning, man kunne møde på et VHS-bånds rulletekster. Tænk højt til loftet-vokaler, twin leads, brede FM-synth-akkorder og absolut ingen skam over noget, når Nestor ruller ind i en åben sportsvogn. Get in, loser. We’re going to get our hair coiffed.
HEALTH
Los Angelinoerne i HEALTH bragede ind på den alternative scene med deres fornemme andet album ‘Get Color’ i 2009, og siden da har bandet balanceret på en yderst tilfredsstillende knivsæg mellem skønhed og grumhed, mellem knusende støj og glasklange. HEALTH har det med at ramme ved siden af skiven rent kompositorisk fra tid til anden, men til gengæld er de helt fantastiske, når de rammer plet, og der hersker ingen tvivl om, at det bliver interessant at se dem på Copenhell til sommer.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
TROLD
Folkemetal kommer i to forskellige former: En, der tager sig selv uhyre alvorligt, mens de kogler, huldrer og går rundt derude i de store skove – og så en, der i højere grad handler om en god melodi fra gamle dage, en god kop mjød og så ud at svinge det anakronistiske træben.
Trold hører til i den sidste kategori, så det skal nok blive festligt, hvis du er en sjov person, eller forfærdeligt, hvis du er sådan en, der har brug for at fortælle andre om, hvordan du har god smag(™).
Læs seneste interview her.
SUN DONT SHINE
To medlemmer fra Type O Negative allierer sig med to medlemmer fra Crowbar – og så kan resultatet vel dårligt blive andet end råt og lækkert for os, der kræser om metallen i den tungere ende!
Vi snakker Kirk Windstein og Todd Strange, der både deler scene i Crowbar og Down-sammenhæng, som sammen med Kenny Hickey og Johnny Kelly er blevet enige om under denne alliance at omfavne det rå, afvise det hyperpolerede og lade musikken tale for sig selv med både lys og mørke til at styrke kontrasterne i sangskrivningen. Blot to sange har indtil videre set dagens lys, den melodisk schwungende ‘Dream Always Die With the Sun’ og doomtraveren ‘Cryptomnesia’, så tiden må vise, hvor bredt dynamikken spændes ud fra disse fire erfarne herrer, når Copenhell 2025 står på tourkalenderen – vi skriver dem i hvert fald bag øret!
FLESHWATER
90’erne ringer, Fleshwater svarer! Under tre år efter sin debutkoncert kan den unge Boston-kvintet nu tilføje Copenhell til tourprogrammet næste sommer. Ikke en dårlig feat, men også fuldt fortjent!
Godt nok er det blot blevet til ét album indtil videre (hvis man ser bort fra sidste års remix-album af samme debut), men deres alternative metal-lyd, hvor grungens melodik, den Chino Moreno-inspirerede, melankolske stemmeføring og de shoegazede undertoner er bærende, står skarpt og har allerede givet dem en solid following på den anden side af Atlanten. Fleshwater har øre for de gode melodier, og vil uden tvivl også kunne krybe ind under huden på et par melankolske ‘Hell-heads til sommer!
BASTARDANE
Lad dig ikke narre – de her bastarder er ikke opvokset i den jyske muld, men derimod i Savannah, Georgia, hvor denne unge trio over de sidste fem år har udviklet sit eget take på 90’ernes stoner/groove-metal-scene. Fuzzy spader, vrængende og forvrængede stemmer og hårde tæsk bag tønderne, lige som den slags skal skæres.
Mon ikke forældrene har et par Corrosion of Conformity-plader stående, der har hjulpet afkommet på rette livsbane og ud på de støvede landeveje og sprede budskabet om den fede, riff-heavy stoner-stil? Det kan trommeslager Castor Hetfield i hvert fald ikke løbe fra – mon ikke det efternavn ringer en klokke?
Under alle omstændigheder et interessant bekendtskab, som nok skal kunne få ‘Hell-støvet i omdrejninger en solrig eftermiddag på Refshalen.