Ikke ueffent

Populær
Ikke ueffent
King Diamonds nye album rummer gode ting, men matcher ikke det forrige superværk "The Puppetmaster". King Diamond selv kalder det nye blodige barn af et album, ”Give Me Your Soul… Please”, som det bedste siden den fantastiske ”Abigail”, der blev udsendt for tyve år siden. Og det forstår jeg ikke. For det betyder jo, at han helt overser den fantastiske styrke, som ”The Puppetmaster” (2003) havde!?

Jeg synes helt klart, at ”The Puppetmaster” i al sin velspillede, potente og energiladede dysterhed er det bedste King Diamond har præsteret. Og, beklager: ”Give Me Your Soul… Please” er desværre slet ikke i nærheden af dukkeførerens højder. Men derfor er det nye album bestemt ikke ueffent.

King Diamond virker bedst på undertegnede, når han synger – og ikke skriger med sin til tider ganske irriterende og ufrilligt komiske Bee Gees-falset. Og han syger altså mere på ”The Puppet Master” og skriger mere på ”Give Me Your Soul… Please”. Hvor ”The Puppetmaster” var en fortættet og dyster og ganske velproduceret omgang, er ”Give Me Your Soul… Please” mere end legende og varieret, ja, sine steder ganske progressiv omgang. Masser af guitarharmonier og figurer, skæve rytmer og beats, og det er fint nok. Men produktionen er mere tyndbenet denne gang.

Men igen: ”Give Me Your Soul… Please” er bestemt ikke et dårligt album. Det er ganske udmærket. Fra den hæsblæsende åbner ”Never Ending Hill” over den harmonisk stærke ”Black of Night” via den flot opbyggede ”The Cellar” og det højenergiske titelnummer til det stærke ”The Floating Head” med det helt vildt fede og thrashede åbningsriff, så er det helt tydeligt, at King Diamond mener alvor. Og han og orkestret leverer bestemt. Det gør de også på den noget tunge ”Cold As Ice” og den legende, lidt mærkelige ”Shapes of Black”.

King Diamond har bidraget så fantastisk meget til metalscenen – først i kraft af Mercyful Fate og siden 1986 også med King Diamond orkestret. Og han fortsætter med at levere stærke fingeraftryk. Men at påstå, at ”Give Me Your Soul… Please” er næsten lige så god som ”Abigail” og i samme åndedrag helt glemme fantastiske ”The Puppetmaster” er at skyde ved siden af.

Men ”Give Me Your Soul… Please” er, trods alt, et ganske giftigt skud. Det er helt tydeligt, at King Diamond stadig har flere skud i bøssen

Kunstner
Titel
Give Me Your Soul… Please
Distributør
Forfatter
Karakter
3