Sorte navne i store arenaer
Populær
På lørdag indtager Arch Enemy, Behemoth og Carcass hovedstaden i Forum Black Box. Vi tog til Hamburg for at vurdere dagsformen.
1. Buried Dreams
2. Kelly's Meat Emporium
3. Incarnated Solvent Abuse
4. Under the Scalpel Blade
5. This Mortal Coil
6. Dance of Ixtab (Psychopomp & Circumstance March No. 1 in B)
7. The Scythe's Remorseless Swing
8. Corporal Jigsore Quandary
9. Heartwork
Behemoth:
1. Ora Pro Nobis Lucifer
2. The Deathless Sun
3. Ov Fire and the Void
4. Thy Becoming Eternal
5. Conquer All
6. Daimonos
7. Bartzabel
8. Off to War!
9. No Sympathy for Fools
10. Blow Your Trumpets Gabriel
11. Versvs Christvs
12. Chant for Eschaton 2000
Arch Enemy:
1. Deceiver, Deceiver
2. War Eternal
3. Ravenous
4. In the Eye of the Storm
5. House of Mirrors
6. My Apocalypse
7. The Watcher
8. The Eagle Flies Alone
9. Handshake With Hell
10. Sunset Over the Empire
11. As the Pages Burn
12. Snow Bound
13. Nemesis
14. Fields of Desolation
Arch Enemy og Behemoth er begge nogle af de tunge navne indenfor døds- og black-metal. Arch Enemy har pladen 'Deceivers' ude, mens Behemoth har deres 'Opvs Contra Natvram' på gaden. Begge plader fra sensommeren, der nu bringer de to sværvægtere forbi Forum Black Box i København på lørdag. Vi drog til Hamburg lige syd for grænsen for at undersøge om de nu også kan spille.
Det kan de! Begge bands er i hopla, og det er opvarmningsbandet Carcass, som vi ikke har set live siden Copenhell i 2017, også. Med sig har de deres seneste udspil 'Torn Arteries' fra sidste år, som de stadig promoverer og det bærer briternes setliste også præg af. De spiller naturligvis de store hits som 'Buried Dreams' fra mesterværket 'Heartwork' og titelnummeret lukker ikke overraskende Carcass' 45 minutter af. I de tre kvarter knurrer Jeff Walker vredt og Bill Steer spiller noget af det bedste guitar, vi har hørt fra ham. Carcass er en velsmurt maskine og man kan se, at både Walker og Steer nyder at spille sammen med trommeslager Daniel Wilding, der nu har været med i bandet i 10 år. Den anden guitarist, James 'Nip' Blackford har kun været med i et års tid og gør ikke meget væsen af sig.
Det gør Behemoth derimod. Med pompøs intro, hvor forsanger Nergal blæses op fra projektor på et stort hvidt lærred, der dækker scenen, introduceres de polske satanister med fuld patos, og de buldrer i 'Ora Pro Nobis Lucifer' fra den store plade 'The Satanist' fra 2014. Videre i den ene publikumsfavorit efter den anden. Og mens Carcass tilbagelænet nyder at spille deres dødsmetal, så er Behemoth langt mere aggressive og udadreagerende. Nergal pisker hele tiden til publikum og har så mange kostumeskift, masker og hatte, at man skulle tro han var ved at udvikle sig til en popstjerne.
Med sig har han sin tro væbner, bassist Tomasz 'Orion' Wróblewski, der i den grad også kommer ud over scenekanten. I sidste nummer går han ned til hegnet og læner sig udover publikum mens han spiller videre. Så kommer man altså ikke tættere på. Det er, ikke overraskende, noget de fremmødte i Edel_Optics Arena kan lide, og salen koger. For selvom salen ikke er fyldt, så mener Nergal nu alligevel, at publikum larmer mere end Berlin og Düsseldorf, som de lige har spillet i. Det er de klassiske tricks til at vinde publikums gunst, og det virker. Mon ikke Forum får det samme at vide? Nergal smider ekstra krydderi på ved at sige det er deres bedste koncert nogensinde i Hamburg. Så bliver det næsten ikke bedre, vel?
Publikum synes at mene det samme. Der er moshpits og crowdsurfing over det hele. Selv nede ved baren opstår der lokale moshpits, og selvom der ikke er nogen pyro denne aften, så er der røg, damp og lys nok til at sørge for at Behemoths store show holder vand.
Det gør Arch Enemy sådan set også. Nu har vi oplevet både Behemoth og Arch Enemy på Wacken Open Air ikke langt fra Hamburg for få måneder tilbage. Distancen gør det svært at vurdere, men på Wacken havde Arch Enemy et kæmpe publikum. Det har de også denne søndag aften i Hamburg. Selvom musikken de senere år har udviklet sig lettere formularisk, så er der altså fans i det. Og de er loyale. Der bliver brølet med på både gamle klassikere som 'My Apocalypse' og 'Nemesis', mens også nyere numre som 'The Eagle Flies Alone' og 'War Eternal' får publikum til at koge. Alissa White-Gluz er en god forsanger, der formår at inddrage publikum, omend hendes små peptalks mellem numrene føles noget mere indstuderede end de tilsvarende fra Nergal og Jeff Walker.
Det, der redder Arch Enemy hver aften er Michael Amott og Jeff Loomis. Det er guitarister, der kan deres håndværk. Amott er godt nok slem til at skrive sange, der lyder ens, men live leverer de varen hver gang. Med Daniel Erlandsson usvigeligt sikker på trommerne og Sharlee D'Angelo på bas har Arch Enemy en motor, der uanset vind, vejr og fremmøde sørger for, at musikken fremføres ordentligt.
Alt i alt er man altså godt underholdt. Både Behemoth og Arch Enemy kan hver især bære at være hovednavn på Europas større spillesteder og når man så får et show med begge, så er det svært ikke at lade en nakke eller fod vippe lidt. Carcass er blot ekstra krydderi, der får hjertet til at hoppe lidt ekstra på en erfaren anmelder, der har været glad for det band i tre årtier. Alle tre bands, der har gjort det godt i den ekstreme ende af heavy-metal spektret.
Bonusinfo: I Tyskland printer alle deres billetter ud fysisk. Vi så kun to tilskuere, der fik scannet en stregkode på telefonen. Det var danskere. Og vi stod ved indgangen i 20 minutter og ventede på, at de to skulle komme ind. Lidt pudsigt at konstatere hvordan kulturen stadig er så forskellig selvom man kun er ganske få kilometer syd for grænsen.