Naturstridig formkurve

Behemoth - Opvs Contra Natvram - Artwork

Behemoth har med deres 12. plade begået en tilforladelig og nærmest ligegyldig plade. Men populariteten er alligevel kæmpestor. Underlig udvikling.

Kunstner
Titel
Opvs Contra Natvram
Dato
16-09-2022
Trackliste
1. Post-God Nirvana
2. Malaria Vvlgata
3. The Deathless Sun
4. Ov My Herculean Exile
5. Neo-Spartacvs
6. Disinheritance
7. Off To War!
8. Once Upon A Pale Horse
9. Thy Becoming Eternal
10. Versvs Christvs
Karakter
2

Behemoth skuffer med deres seneste plade ’Opvs Contra Natvram’, der ellers er ventet blandt mange, der stadig ser polakkerne som noget af det ypperste indenfor moderne black metal. Behemoth er også vældigt populære. Af forskellige årsager. Problemet for Adam ’Nergal’ Darski og co. er bare, at materialet på deres 12. studiealbum lader en del tilbage at ønske, hvis man fokuserer på musikken.

For det er nemt at lade sig distrahere. Nergal er en karismatisk frontfigur, der er oppe på den helt store, teatralske klinge under koncerterne, hvor tematikken med kirke og religion blæses så meget op, det overhovedet kan lade sig gøre. Samtidig er han udenfor scenen i en evig krig med de polske magthavere, der er dybt katolske og foragter Nergal og Behemoth lige så meget, som hadet er gengældt fra musikerne. Til sammen giver det en masse omtale, og eftersom bandet har et imponerende bagkatalog, så er det ikke svært at forstå, hvorfor de stadig er så populære, som de er.

Dette til trods for, at det nu snart er et årti siden, de sidst udgav en rigtig god plade. For formkurven var voldsomt i slutningen af halvfemserne og op gennem 00’erne. Det kulminerede der i 2004 med ’Demigod’, hvor vi dengang skrev, at de havde potentialet til at komme med helt op i superligaen indenfor de store bands. Det kom de med ’Evangelion’ i 2007 og særligt da ’The Satanist’ blev udgivet i 2014. Efter en kamp mod leukæmi i 2010 og 2011, kæmpede Nergal sig tilbage til livet og ’The Satanist’ blev ligesom manifesteringen af et reelt comeback. Behemoth nåede tinderne og bakkede det op med god musik.

Siden har der været længere mellem snapsene. Live er de stadig oftest et sikkert kort på ethvert spillested eller festival, men da de i 2018 udgav ’I Loved You at Your Darkest’ var vores anmelders reaktion ”Var det virkelig det?”. Forventningerne blev ikke helt indfriet, og vi efterspurgte nytænkning. For det var som om Behemoth bare trådte videre i det spor, de havde lavet sig med ’The Satanist’.

Desværre er det præcis det, der sker på ’Opvs Contra Natvram’. Direkte oversat betyder det, at det er naturstridigt arbejde. Desværre lige så profetisk, som Nergal med garanti havde håbet, han ikke ville være set i lyset af hans aversion mod religion og hellige skrifter. For det virker selvmodsigende at sidde og gennemhøre ’ Opvs Contra Natvram’ og lede efter noget godt, velvidende at det her er mægtige Behemoth, man hører. Selv når Nergal brøler ”I am Nothing” på singleforløberen ’The Deathless Sun’, der er en ode til solguden Sol Invictus. Selvfølgelig velvalgt gud, der blev tilbedt længe før kristendommen blev født, men stadig en tilbedelse af en gud. Naturstridigt når man tænker på, hvilket korstog Nergal fører mod kirken. Eller måske er det bare én kirke, Nergal kæmper mod



For pladen føles lige så ensporet, som Nergals udfald mod den polske kirke og regering er det. Den kunstneriske åre, Behemoth fandt omkring ’The Satanist’ blev videreført på ’I Loved You at Your Darkest’ og udvandes nu bare yderligere på ’Opvs Contra Natvram’, der mest af alt udmærker sig ved ikke overhovedet at have én eneste sang, man sådan for alvor kan se sig selv eller andre gjalde med på næste gang, bandet spiller i Danmark. 

’Ov My Herculean Exile’ er en midtempo langgaber, der følges af en endnu mere uinspireret ’Neo-Spartacvs’ og ligegyldige ’Disinheritance’. Det betyder, at det bliver sange som ’Maria Vvlgata’ og ’Off To War!’, der står som noget af det bedste på en plade, der ikke har rigtigt gode numre. Særligt sidstnævnte har lidt af et hook og det føles vitterligt som en sang, man ville høre på vej til fronten.



Opsummeret må vi bare køligt konstatere, at der er noget naturstridigt over det stykke arbejde, Behemoth har lagt for dagen med ’Opvs Contra Natvram’. Det burde ikke kunne lade sig gøre at samle så mange mennesker foran scenekanten, når man sender så middelmådige udgivelser på gaden. Men når de i november indtager Forum med Arch Enemy og Carcass, så vil horderne af black metalfans stå klar til at indtage den diabolske nadver med Nergal som indpisker. Vi kan håbe, de kun spiller ganske få af sangene fra ’Opvs Contra Natvram’, for det her er ikke deres karrieres bedste plade. Tværtimod. Det er en af deres dårligste.