I den konsummetalliske tidsalder

ArchEnemyDeceiversCover

Med klassiske skråle-med-omkvæd og præfabrikerede fist pumps byder Arch Enemy på 45 minutters poleret single-parade.

Kunstner
Titel
Deceivers
Dato
11-08-2022
Trackliste
Handshake with Hell
Deceiver, Deceiver
In the Eye of the Storm
The Watcher
Poisoned Arrow
Sunset over the Empire
House of Mirrors
Spreading Black Wings
Mourning Star
One Last Time
Exiled from Earth
Forfatter
Karakter
2

McDonalds’ cheeseburger er ikke verdens bedste cheeseburger. Det er verdens mest solgte. Måske er den i virkeligheden lidt dårlig. Eller ér den god? Den er let tilgængelig, gør ikke væsen af sig og trykker netop på de rigtige knapper i en urhjerne, der craver lette kalorier.

Arch Enemy har netop udgivet ‘Deceivers’. Det 11. studiealbum i rækken på en diskografi, der har gjort Arch Enemy til et af verdens mest kendte metalbands, og hvorend du kommer frem på kloden vil et fellow metalhovede kende til bandet, og have holdninger. Det er en bedrift i sig selv og er brændstof til enhver piges og drengs metaldrømme. 

‘Deceivers’ er et album, der lige så godt kunne have været 10 singler og spørgsmålet er, om det er godt eller skidt.

Fra skabelon til plade
Med karakteristisk og storslået guitarpicking og lir starter albummet ud med tredjesinglen ‘Handshake with Hell’. Melodiøst og fremadgående metal af den lette slags, med “synge med”-omkvæd og en Alissa White-Gluz som udover sin velkendte growl også bidrager med clean vocals. En forfriskning, der faktisk fungerer. I samme stil fortsætter ‘Deceiver, Deceiver’ med sin pumpede energi, melodiøse guitarsoloer og et omkvæd perfekt til stadions og de store metalfestivaler. En velkendt skabelon i Arch Enemy-regi. Mere ro finder vi på de rockede ‘In the Eye of the Storm’ og ‘Poisoned Arrow’, der går ned i tempo og på albummet skaber en pause inden skabelonen igen tager over. Halvt inde i ‘Deceivers’ er turen kommet til de powerfulde ‘Sunset over the Empire’, ‘House of Mirrors’ samt ‘Spreading Black Wings’ hvor sidstnævnte er en hyldest til afdøde LG Petrov fra Entombed. Tre numre, der meget sagtens kan være blandt albummets bedste. 

Arch Enemy er et band med enormt dygtige musikere. Et band, der virkelig forstår sig på sangskrivning og med en frontfigur der kan sit kram, både vokalmæssigt og som formidler på scenen. Lad os for sidste gang blive enige om at lægge den bedagede Angela Gossow kontra Alissa White-Gluz-diskussion i graven og skrive RIP på stenen. De, der er med i et band, er med, fordi de gerne vil – og/eller fordi bandet gerne vil have det. Sådan er det vist med alle bands, store eller små. Vi elsker alle Angela. Hun er ikke med i Arch Enemy længere. Hendes egen anbefaling gør det godt. Fra rensang til den dybe samt lyse growl. En dygtig sanger. 

Med fist pump-attitude fortsætter ‘One Last Time’ inden den storslåede og melodiøse ‘Exiled from Earth’ roligt runder albummet af og fader ud med marchtrommer.

ArchEnemyPromoPic2022


Super godt kedeligt håndværk
‘Deceivers’ er et album milevidt fra Arch Enemys storhedstid. Og så alligevel. Sangskrivningen er perfektioneret, bandet udgøres af endog meget dygtige metalmusikere, og numrene indeholder det, som et metalhit skal indeholde. Måske er det netop, hvad der gør albummet ligegyldigt, at det er perfektioneret til en grad hvor alle kanter er slebet af og hvert enkelt af de 11 numre i princippet kunne stå alene som singler, ud over ‘Mourning Star’, som er en instrumental intermezzo. At det temmelig sikkert er et perfekt gateway drug, skal det have. Det er moderne at gøre grin med, men et gateway drug kan aldrig være dårligt, hvis målet er "the kids". Som album virker det dog som en perlerække af generiske numre skrevet ud fra samme skabelon. Melodierne er der, riffsene er der, de synge-med-venlige omkvæd er der, de mere chunky og headbang-venlige stykker er der. Men intet nyt, intet ophidsende, ingen egentlig relevans eller tilnærmelsesvis innovativ omgang med egen lyd. Selv med en lille uges koncentreret beskæftigelse kan det uden for kontekst være svært at huske hvordan numrene adskiller sig fra hinanden, og også svært ikke at kede sig, desværre. Produktionen er i top, ren og klar og nærmest poppet i sin polerede venlighed. Det er ærgerligt, for Arch Enemy kan så meget mere. På den anden side er det også hvad bandet anno 2022 er; det store, folkelige metalband med en venlig lyd og bred appel passende til enhver større metalfestival, hvor man med fadølsånde kan stå til metallens svar på Roxette og råbe “hey, hey!” med knyttet hånd i duften fra stegte pølser og churros.