WOA’22: Lækkerier på en lørdag

Shopped1200_72A6614
Shopped1200_72A6628
Shopped1200_72A6690
Shopped1200_72A6403
Shopped1200_72A6300
Shopped1200_72A6315
20220806_121735

Sidste store dag på Wacken gav os lækkerier fra Island i form af Auðn, mens der på de store scener var både Life og Agony og Arch Enemy.

Spillested
Dato
06-08-2022
Koncertarrangør
Fotograf
Kent Kirkegaard Jensen

Lørdag på Wacken Open Air 2022 startede allerede omkring frokosttid, da Bleed From Within fra Skotland åbnede den store Harder-scene med store smil. Selvsamme scene havde Slipknot gennemtævet i halvanden time kun 12 timer før, men både scene og publikum var klar til endnu en omgang moderne heavy metal, så Bleed From Within stod der ikke alene. Energien var også til stede. Moshpitten fik støvet til at rejse sig med det samme, så ingen ro til de onde.

Vi brugte derefter tiden på at gå ned til World Metal Camp, der ligger umiddelbart bag Louder-scenen på campingområdet. Her er der rigtig mange nationaliteter samlet, og Danmark er selvfølgelig repræsenteret. Vi fik en snak med den ansvarlige for den danske afdeling, Kasper Molin, der kunne fortælle om deres initiativer i samarbejde med arrangørerne bag Wacken, hvor man lavede en aktiv indsats for at genbruge de telte, soveposer, pavilloner og andet, som publikum i lejren ikke ønskede at tage med hjem. I stedet for blot at indsamle det hele til brændbart, så kom der nogle organisationer og sorterede i det, når folk havde pakket deres udstyr sammen og lagt det til disse. Et prisværdigt tiltag.

Næste punkt på programmet var Life of Agony. Der er løbet meget rødt vand igennem åen, siden de brød igennem i halvfemserne, men her står Mina Caputo stadig med sine makkere Joey Z og Alan Robert på guitar og bas næsten tredive år senere. Imponerende. Med sig har de den relativt nye, og ganske habile trommeslager Veronica Bellino, der afløste den mangeårige Sal Abruscato for nogle år siden. Firkløveret ser ud til at have det godt i hinandens selskab, og det smittede af på koncerten. Bandet var tændte og det kunne mærkes. Der blev plads til både nye sange som ’Scars’ og naturligvis de store hits som ’Through and Through’ og ’This Time’ fra debutpladen ’River Runs Red’.

Der var godt nok lidt flere mennesker da Tarja Turunen overtog hovedscenerne. Her stod støvet næsten lige så højt, som Turunen kan komme i det vokale register. Knap så mange havde Attic på W:E:T Stage, der nok bedst kan betegnes som en klon af King Diamond. Look, vokal, det hele er ren kopi, så der tillader os vi at henvise til sidste gang, vi så Attic på de hjemlige breddegrader. Her varmede de op for Marduk på Tøjhuset i Fredericia i 2019, hvor vores anmelder tørt konstaterede: 

Tyskerne er snarere et tributeband til Mercyful Fate.
Frontmand Meister Cagliostro er en vaskeægte King Diamond-klon helt ind til benet – men sikken klon!


Men selv på hjemmebane kunne man godt se, at publikum havde fået den ægte vare få dage forinden, hvorfor tiltrækningskraften ikke var så stor for Attic. Der var der mere tyngde i islandske Auðn, der samme sted lidt senere formåede at give en af festivalens bedre oplevelser med deres post-black metalliske musik fra vulkanøen oppe mellem det nordlige Atlanterhav og Ishavet.

Og bedst som vi troede, vi havde set det bedste denne lørdag, blev vi trumfet af publikum. For hvor vi måske ikke har været så begejstrede for de seneste udspil fra Arch Enemy, ligesom deres koncerter har været middelmådige, så er situationen markant anderledes på Wacken. For otte år siden så vi den nye forsanger Alissa White-Gluz få sin ilddåb på selvsamme festival i 2014. Hun havde fødselsdag, blev fejret og accepteret af publikum. Og mens redaktionen ikke har været imponerede af de to plader, de har lavet siden da, ’War Eternal’ og ’Will to Power’, så skal vi da lige love for, at Wacken stadig har Arch Enemys ryg.

For Wacken Open Air er helt tydeligvis Arch Enemys anden hjemmebane. Festivalpladsen var fyldt, som da Slipknot gav koncert. Rigtig mange mennesker, og så har bandet Michael Amott og Jeff Loomis på hver sin guitar til at tryllebinde publikum med deres kunnen på instrumenterne. Der er fællessang på næsten hver sang. White-Gluz viser også på de nyere numre, at der er plads til mere ren vokal, end vi har set og hørt fra bandet tidligere.

De har netop en ny plade ude her om få dage, hvilket de selvfølgelig også gjorde så rigeligt opmærksom på. Et lettere snedigt trick var bl.a. at lufte et helt nyt nummer, ’The Watcher’ og bekendtgøre, at musikvideoen til denne ville blive optaget lige her og nu under koncerten, så nu skulle publikum ikke holde igen. Det gjorde de ikke. Der blev crowdsurfet og startet moshpits, som var der ingen morgendag, og selvom man i ny og næ godt kan stå og lege indebrændt anmelder med armene over kors, så var det svært ikke at smile af den kæmpe fest, Arch Enemy og Wackens publikum havde. 

Udover ’The Watcher’ var der også premiere på nummeret ’In the Eye of the Storm’, mens det dog var numre som ’My Apocalypse’,  samt ’Under Black Flags We March’ og ’No Gods, No Masters’ fra ’Khaos Legions’-pladen, der fik den største applaus. Forventeligt, naturligvis. 

Pudsigt nok var Arch Enemy et af de bands, denne anmelder så for første gang, da vi besøgte Wacken første gang i 2004. Dengang kunne de ikke fylde pladsen. Overhovedet. Og der var kun 48.000 solgte billetter. Her 18 år senere er festivalen fordoblet i antal mennesker, der deltager, og der var også mere end 48.000 til stede til deres koncert. Så hatten af for at holde ved, trods lunkne anmeldelser. For Arch Enemy er tilsyneladende større end nogensinde før. Sikke en afslutning på Wacken Open Air 2022. 

Læs vores anmeldelse af Auðn her.