Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Universets sejeste liveband

Populær
Updated
_XJD3603
_XJD3580
_XTD3756
_XTD3887
_XTD3857
_XTD3894
_XTD4082

I Fredericia beviste Marduk nok engang, at de er i særklasse på en scene. Men det ville efterhånden klæde bandet at skifte de evigt samme sange ud på sætlisten.

Kunstner
Titel
+ Attic + Unlight
Spillested
Dato
10-12-2019
Trackliste
1. Panzer Division Marduk
2. Baptism By Fire
3. Werwolf
4. Of Hell's Fire
5. The Levelling Dust
6. Cloven Hoof
7. Throne of Rats
8. Burn My Coffin
9. Equestrian Bloodlust
10. The Blond Beast
11. Into Utter Madness
12. Wolves
Ekstra:
13. The Black...
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

”Let the storm break loose as the trumpets of reprisal sound!” skrev Marduk for nylig på bandets sociale medier i anledningen af, at svenskerne næste år fejrer 30-års jubilæum med en omfattende verdensturné.

Nej, Marduks knusende overlegenhed på scenen er ikke kommet snigende. Med 1.300 koncerter tilbagelagt i 70 lande har kvartetten erobret flere territorier med deres Christraping Black Metal, end hvad musikhistoriens færreste andre ekstreme metalbands nogensinde kommer til at præstere.

Det er imponerede – og det kan mærkes. I Fredericia fornægtede formatet sig på ingen måde, da de svenske ikoner mentalt lammetæskede Tøjhusets små 300 gæster med 13 træfsikre skæringer igennem en times modbydeligt god koncert.

Langt om længe, må man sige. Selvom vores naboer fra Norrköping ikke er sjældne gæster her i landet, så er der alligevel gået 18 måneder, siden Marduks 14. opus ’Viktoria’ udkom. Og først nu lagde svenskerne vejen forbi her på det fjerde stræk med Viktoria-turneen.

Hvert minut af koncerten var ventetiden værd.

Den danske livepremiere på hittet ’Werwolf’ gik rent ind hos Fredericias frådende publikum, der konsekvent igennem koncerten kvitterede med headbanging og horn i vejret, uden at det nogensinde udviklede sig til ulidelig og ubegavet moshpitting – tak for det!

Tyske Simon Schilling blev hevet ind tidligere på året som lejesvend for Fredrik Widigs, der efter fire års tjeneste i trommestolen stod af for at hellige sig karrieren som kunstner. Det krævede ikke mange koncerter med den 28-årige tyske trommetornado, før bandboss Morgan ”Evil” Håkansson var overbevist om, Schilling var rette mand til at udfylde pladsen permanent. Forståeligt nok.

Om det var brutaliteter som ’Baptism By Fire’, ’Throne of Rats’, ’Into Utter Madness’ eller den midtempo publikumsfavorit ’The Blond Beast’, så sad hver eneste af Schillings tusindvis af slag på trommerne fuldstændigt præcist og tight. Der var endda overskud til at indskyde ekstra trommefills i forhold til studieversionerne, så Schilling satte sit eget præg på musikken. Sådan skal det sgu være!

42-årige Daniel Hans Johan Rostén alias Mortuus knuser enhver konkurrent, når han står der på scenen med en diktatorisk aura og growler sig imponerende og ubesværet igennem alle de klassiske numre, mens den spillende trio eksekverede musikken som en ustoppelig krigsmaskine. Hvis Marduk har solgt deres sjæl til Satan i bytte for overmenneskelige evner, så er de i hvert fald ikke blevet snydt.

Man kan til gengæld indvende, at diehard fans bliver snydt for at opleve såkaldte deep cuts fra diskografien. Sætlisten i Fredericia har Marduk fyret af over 130 gange, siden ’Viktoria’ udkom, og før det har sætlisten også været præget af de lidt for mange evige gengangere. Med et suverænt bagkatalog, der tæller minimum 150 udgivne numre, er der i hvert fald ikke så få skæringer, der gerne måtte blive leveret live.

Og ville Mortuus eksempelvis egentlig være i stand til at fremføre den vanvittige afslutning på ’Frontschwein’, ’Thousand-Fold Death’, live? Det er et af de spørgsmål, Marduk endnu har til gode at svare på. Måske til næste år? Når svenskerne forhåbentlig ryster posen på verdensturneen, der markerer de 30 år som musikhistoriens mest overlegne black metal-band. 

Tvivlsom tysk support
Overlegent er næppe ordet, der bedst beskriver tyske Unlight, der stod som aftenens første band og leverede 40 minutters lunken livemusik. Desværre. På plade er Unlight egentlig anstændigt. Især seneste udgivelse, ’Antihelion’ fra 2016, er støbt af et hæderligt format. Det er ikke unikt. Men det er udmærket musik. Som på pladen åbnede og lukkede tyskerne med ’Create and Annihilate’ og ’First Son of Flame’, hvor sidstnævnte var blandt showets få højdepunkter.

Den gode lyd var ikke med bandet i begyndelsen. Men selv da musikken gik ordentligt igennem, virkede helhedsindtrykket konstant til at være lidt op ad bakke for tyskerne. Det var både synligt og hørbart, at Unlight tilhører den masse af black metal-bands, der nok kan sætte en slags musik sammen i studiet, bestille nogle nitter og patronbælter på nettet, smøre sminke i smasken og hyre en fotograf til at knipse nogle seje billeder. Desværre for Unlight og utallige andre, så fås hverken karisma eller overlegne evner på postordre, hvilket tyskernes indsats bevidnede alt om – det var ganske simpelt kedeligt og ligegyldigt.

Mere dansk end tysk
Landsmændene i Attic havde mere at byde på. Og de har faktisk budt på det før hele to gange i Fredericia til Metal Magic Festival i 2012 og 2016. Omend Attic ikke har noget originalt at byde på. Tyskerne er snarere et tributeband til Mercyful Fate.

Frontmand Meister Cagliostro er en vaskeægte King Diamond-klon helt ind til benet – men sikken klon!

Han sang fuldstændigt forrygende, og musikken var langt hen ad vejen velspillet og medrivende. Røg og utallige levende lys på scenen sikrede da også den rette stemning. Og som et 40 minutters indslag mellem først tam black metal og Marduks triumferende black metal, så passede Attics rendyrkede heavy metal ind som et udmærket tilforladeligt indslag.