Metal Magic V

Populær
Metal Magic V

Årets Metal Magic Festival var en stor succes. Devilution havde to udsendte reportere, Mads Pedersen og Henrik Kjellerup Bro, afsted på festivalen. Læs om deres oplevelser nedenfor!

Titel
Metal Magic Festival V
Dato
12-07-2012
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter

TORSDAG

Af Mads Pedersen

Metal Magic foregik som vanligt i Ungdommens Hus i Fredericia, hvor festivalen vel efterhånden er en slags institution. Sidste år måtte jeg desværre undlade at tage derover pga. specialeskrivning, men i år skulle det være.

I de senere år har festivalen imponeret med et program, der for små penge har præsteret at hive nogle særdeles kompetente bands hjem og samtidig præsteret et generelt højt bundniveau. Det er undergrundsånd af den bedste skuffe der gennemsyrer festivalen.

Generelt er organisationen helt i orden og programmet er fremragende, især i betragtning af den lave billetpris man betaler som gæst. Med andre ord skal jeg helt sikkert afsted igen næste år, hvis ellers min sagesløse krop kan holde til strabadserne.

Pga. teltproblemer nåede jeg først frem til den femte – og min første – Metal Magic Festival torsdag eftermiddag. Festivalen var ellers udvidet med en enkelt dag i år og startede allerede om onsdagen.

Episk black og glad forsanger

Da jeg ankom var danske Fjorsvartnir allerede godt i gang med deres episke, keyboardbaserede black metal. Det gik dog ganske hurtigt op for mig, at keyboardet var lige fremtrædende nok for mine forfinede smagsløg. Så lokkede en øl og et gensyn med gamle venner udenfor mere.

Derfor blev festivalens første hele koncert for mit vedkommende det danske prog/power-metalband Forcentury, der spillede på udendørsscenen. Anført af en lidt rigeligt overstadig ældre britisk herre i front gjorde de et helt fint indtryk og endte med at samle en pæn lille skare foran scenen, trods det tidlige spilletidspunkt. Jeg syntes måske forsangerens begejstrede sceneoptræden var lige i overkanten, men på den anden side vidnede den også om spilleglæde, og det må min mavesurhed så med glæde acceptere.

Så var det tid til en en lille smagsprøve på Obsessör. Den opmærksomme læser har nok, alene ud fra bandnavnet, gættet, at Obsessör er tyske og spiller thrash, og så behøver man vel egentlig ikke sige mere. De gjorde det glimrende, men jeg må nok indrømme, at jeg skal være i humør til denne type prøjserthrash, og det var jeg så ikke denne dag.

Derefter stod der dansk doom på programmet i form af Sinister Creation på udendørsscenen. De har spillet en del koncerter, og det kan høres, at kvartetten er en tæt sammenspillet enhed. Jeg har tidligere omtalt gruppen, og der er ikke rigtig noget i min holdning der har ændret sig. De bliver bedre gang for gang, virker som et stærkere band, men sangmaterialet har en tendens til at blive for ensformigt.

Hygge og metalarkæologi

Ogdru Jahad
består af folk fra kredsen omkring Sadomator. I sagens natur er der tale om ultrakaotisk ultraundergrunds black metal, som er en genre, der har et lille, men dedikeret publikum. De må de for min skyld også gerne, i hvert fald så længe jeg kan få lov at være fri. Jeg tror nok de gjorde det godt – det lød i hvert fald som det plejer – men jeg var ærligt talt mere interesseret i hyggeligt samvær med mænd iført denimveste, langt hår og begyndende måne. Det foregik i den udrangerede togvogn udenfor, og der sad vi så og blev klogere og klogere at høre på. Heromkring mødte jeg også medanmelder Henrik, hvis fortid i heavy metal-bandet Metal Cross kastede lidt autografskrivning af sig – de udgav to demobånd og var med på en compilation-lp i 1980'erne! Metalarkæologi er en højst levende disciplin.

To højdepunkter

Helt klog var der dog ikke tid til at blive, idet tyske Attic gik på på udendørsscenen Attic havde afløst Witchsmeller Pursuivant, og de var en suveræn erstatning og et tidligt højdepunkt på festivalen. Attic har kun eksisteret siden 2010, men virkede som en ret så sammenspillet enhed. De spiller klassisk, okkult metal og referencerne til Mercyful Fate og King Diamond er så mange, at bandet næsten – men også kun næsten – fremstår som en art tribute-band. Helt ned til vokalen, selvom Attic bruger falsetten noget mere end Kongen. Det generer mig sådan set ikke, for dels er jeg ret så glad for Mercyful Fate og King Diamond, dels er der ikke så mange bands, der spiller i denne stil, og derfor kommer Attic alligevel til at have en egen identitet. Det var en virkelig god koncert, og det er bestemt et band jeg skal have indkøbt plader med. Optur!

Efter dette brag skulle ørerne lige have en pause inden Denial of God skulle gå på på den store udendørsscene. Deres koncert er dækket andetsteds på Devilution, her skal blot konstateres at Denial of God leverede den bedste koncert jeg så på festivalen. En magtdemonstration.

Thrash, bodegavisdom og en sovende ged

Efter Denial of God var det tid til det svenske kultband Antichrist, hvis debutalbum 'Forbidden World' har kastet megen fortjent ros af sig. De spiller old school-thrash, grundbasen er tysk, men de får også hevet nogle mere melodiske og groovy Overkill-tendenser ind i mikset. Antichrist spillede en virkelig god koncert. Lad det være sagt med det samme. Desværre spillede de bare lige efter Denial of God, og så havde jeg svært ved at være helt så entusiastisk, som Antichrist fortjente, simpelthen fordi energien var brugt. Ærgerligt, men den slags sker jo på festivaler, og det var i hvert fald ikke Antichrist, der fejlede noget.

Antichrist var torsdagens sidste band i Ungdommens Hus, men for de friske (eller selvmorderisk anlagte) fortsatte festlighederne på den lokale bodega Generalen, hvor Sylvatica og Goat skulle spille. Jeg hørte bestemt ikke længere til de friske, så jeg valgte teltløsningen. Samme løsning (men absolut ikke samme telt!) valgte Lasse Bak, der er eneste medlem af Goat. Men mon ikke folk var fint tilfredse med den løsning? Jeg kan i hvert fald forestille mig en del ting, jeg hellere vil lave end at se Goat kl. 3 om natten, efter en dag hvor man har drukket øl siden kl. 16. Til gengæld var Sylvaticas koncert efter sigende blevet afbrudt, da et af Generalens faste stykker inventar havde smidt trøjen og taget mikrofonen for at udøse sin bodegavisdom over de forsamlede. Hvorefter han naturligvis ikke var til sinds at give den fra sig igen. Devilutions udsendte var bestemt tilfreds med at have valgt teltløsningen. En fremragende første dag på Metal Magic V.

FREDAG

Af Mads Pedersen

Fredag morgen var jeg overraskende frisk, men friskheden fortog sig hurtigt efter et par morgenbajere. Heldigvis var vejret ikke for varmt, så man kunne snildt få sig en lille teltlur for så at vågne helt fortumlet til dagens første koncert med unge danske Pustulation, hvis pilrådne, blanding af death- og black metal var en glimrende genvækning. Bandet har en ganske særlig og unik lyd, som jeg har svært at beskrive, men som jeg også er svært glad for, og det skader absolut ikke at tekstuniverset er fikseret på H.P. Lovecraft. Med andre ord et band, som det vil være værd at følge de kommende år, og et band, som man bestemt bør se, hvis man får muligheden.

Doomy rødvinspimperi

Franske The Bottle Doom Lazy Band spillede som dagens første band på den store scene. Bandnavnet må vist siges at være af tvivlsom karakter, men musikken var ikke dårlig. En lidt pudsig blanding af doom og stoner rock med power metal-præget vokal. Det er i hvert fald en sjælden combo. Sangeren stod og drak rødvin og røg som en skorsten, og det er på en eller anden måde et plus i min bog. I hvert fald er det heller ikke noget, man ser så tit. Jeg kendte ikke bandet i forvejen, men blev i hvert fald positivt overrasket. De har et eller andet interessant over sig, men lige nu er der måske lidt for mange enkelte stykker, der ligesom kastes ind i sangene uden mål og med. Det gør, at sangene ikke altid hænger lige godt sammen, men hvis de kan få styr på det, kan The Bottle Doom Lazy Band godt gå hen og blive være noget, der er værd at følge.

Så var det tid til en lille pause fra musikken, men de, der var inde at se doom/stoner-bandet El Camino, så ud til at have en god fest kørende. Australske Assaulter dødsthrashede fint, men kunne ikke holde min opmærksomhed fanget i længden. Heller ikke belgiske Gae Bolgas gammeldags thrash var voldsomt ophidsende for mig, men de gjorde det som sådan fint.

Aldrende amerikanere skuffede

Amerikanske Damien Thorne var på forhånd lidt af et scoop. De efterhånden aldrende amerikanere spillede én af blot to koncerter i Europa i år her på Metal Magic. De lagde for dagen med en imponerende entusiasme og glæde over at spille på festivalen. Bandet var i sin tid spået et stort gennembrud, men måtte opgive indspilningen af deres andet album i 1987 pga. problemer med pladeselskabet. Kort tid efter mente musikbranchen, at bandets klassiske heavy metal var forældet og ubrugelig, og gennembruddet forsvandt mellem fingrene.

Bandet gik dog ikke i opløsning, men blev stædigt ved og har siden fået en slags (beskedent) comeback. Der har været lidt udskiftning i bandet siden, men de klør stadig på, selvom gennembruddet nok aldrig kommer. De begyndte lidt famlende, men efterhånden fik Damien Thorne spillet sig op til en godkendt koncert, hvor især den nye sanger Martin DeBourge gjorde et fint indtryk. De var et ganske charmerende indslag, men helt op at ringe kom det aldrig, måske fordi for mange af sangene ikke er oppe i den absolutte topklasse, og fordi fremførelsen savnede lidt punch.

Tyske Warhammer har gjort karriere på at forsøge at efterligne Hellhammer. På forhånd havde jeg hørt godt om bandet, men jeg syntes ærligt talt ikke, det lød nær så meget som Hellhammer, som det er meningen, det skal. Hen ad vejen syntes jeg også, det hele gik hen og blev lidt monotont, uden at sangene helt kunne bære det, og så er det svært at bevare koncentrationen, når der er øl og godt selskab lige ved siden af.

Godkendt comeback – også for Alex Savage

Og så var der jo også gendannede Witch Cross. Dem har Henrik Bro skrevet mere udførligt om andetsteds. Jeg var meget langt fra at være begejstret i starten, men synes dog de fik spillet sig op og endte med at være glad for koncerten. Kevin Moore viste sig oven i købet at være en fin erstatning for Alex ”Savage” Nyborg Madsen, der også var oppe at give et nummer, så det endte gudskelov lykkeligt for det sympatiske band.

Derefter fik jeg ikke rigtig set Die Hard, fordi der var nogle øl, der også skulle prioriteres – det skulle jo nødig være sådan, at festivaler kun handler om musikken. Hell var et af de bands, jeg på forhånd havde set frem til, idet pladen har været en lille favorit, men live syntes jeg, den megen fokus på det teatralske blev for sterilt. Medanmelder Henrik var dog mere glad, end jeg var, så det er sikkert bare mig, der er gammel og sur.

Det danske dødsmetalband Church Bizarre er efterhånden sjældne gæster på de skrå brædder. Måske endnu mere nu, hvor forsanger Jens Bendtsen Pedersen og guitarist Allan B. Larsen har succes med dødsmetalbandet Cerekloth. Pedersen har et fedt growl og er en god frontmand, og bandets death/black-blanding er præget af melodiske riffs, der skaber masser af atmosfære, uden at det af den grund bliver kedeligt og sterilt. Men man skal kende sine begrænsninger, og mit tidligere uopsættelige møde med nogle øl havde gjort mig en smule omtumlet. Efter en god halv time var jeg klar til at gå kold nede i teltet, og det gjorde jeg så. Det kommer jeg også til på næste års Metal Magic, og det håber jeg egentlig, at der er mange, som vil gøre. For festivalen fortjener i den grad folkets støtte.

LØRDAG

Af Henrik Kjellerup Bro

Sidste dag på Metal Magic Festival bød måske ikke på helt så store musikalske oplevelse som den foregående dag. Dagen var også præget af afbud fra et af hovednavnene, italienske Mortuary Drape, som dog i sidste øjeblik blev erstattet af den tyske duo Evil Spirit. Men afbuddet var en skuffelse for mange.

Men der var dog mange langt mere end habile optrædender i løbet af dagen, hvor der bl.a. blev lejlighed til ordentlig gang thrash/metal fra svenske Turbocharged, thrash fra norske Deathhammer, det svenske black metal band Valkyrja og en fornuftig gang traditionel metal fra polske Crystal Viper. På den store scene spillede også det finske old school metal band Evil-Lÿn, som på trods af stor entusiasme ikke rigtig formåede at kommer ud over scenekanten. Som afslutning på den store scene spillede The Devil’s Blood et meget langt sæt præget af sangerindens problemer med stemmen.

Men igen var den en dag præget af en hyggelig stemning. Det lød dog røster om, at 4 dage måske var en dag for meget. Der er dog ingen tvivl om, at metalfans og de optrædende bands har taget Metal Magic Festival til sig. Det ses også tydeligt af den måde, hvorpå mange bands dukker op én eller flere dage før deres gig og bliver efter, at de er færdige.

Vi må håbe, at dette års 5-årsjubilæum cementerer, at festivalen er kommet for at blive. Der er bestemt et behov for en dansk metalfestival for nye og gamle, mindre og mellemstore bands i alle de mange metalgenrer.