MMF'VII: Lørdag

Populær
MMF'VII: Lørdag

Metal Magic VII's sidste dag første Devilutions udsendte forbi tvivlsom svensk hard rock, britisk doom metal, okkult black metal og outreret scenetøj.

Kunstner
Dato
12-07-2014
Koncertarrangør
Forfatter

Sidste dag på Metal Magic for i år og indtil videre en klokkeklar succes. Eneste aber dabei har været den notorisk sure fotografs gode humør - højst fremmedgørende med den positive attitude, men dog ikke nok til at ødelægge festivalen.

Ørerne og kroppen er ved at være medtagne, så formiddag og eftermiddag bruges mest i skyggen med sund mad, kaffe, danskvand og en øl eller to i behageligt selskab med mennesker, der også sætter pris på livets simple glæder. Det bliver dog til at høre en smule Ear Danger fra Holland, der spiller traditionel 80'er-metal og har været i gang siden 1981 uden at opnå det helt store, udover et temmelig omfattende katalog af eks-medlemmer. Solid, NWOBHM-inspireret metal, der holdt et fornuftigt niveau, uden dog at imponere vildt. Også Dynamite tjekkes lidt ud. Som alle svenske bands har de looket og lyden. I hvert fald hvis man kan lide en en blanding af Krokus og 80'er-AC/DC og Accept-agtig metal, bare blottet for charme, gode sange og bevægen sig uden for midttempo.

Outreret scenetøj

Stillestående var Cult of Fire til gengæld ikke, i hvert fald ikke musikalsk. Bevægelsesmæssigt satte bandets lange, sorte hætter og tunge gevandter ganske vist en stopper for mobiliteten, men det anfægtede ikke bandets interessante, dynamiske udtryk. Cult of Fire er ellers et af de bands, hvor de mange gimmicks potentielt kan risikere at skygge for musikken - udover hætterne og roberne bruger bandet mikrofonstativer formet af leer og sorte altre med menneskekranier, dyreknogler og levende lys og bagtæpper med okkulte symboler. Når man tænker på temperaturen i salen, tør jeg slet ikke tænke på temperaturen på scenen. Jeg skal være den sidste til brokke mig over udstyrsstykket, især fordi bandets melodiske og på én gang uptempo og epic doomede og ildevarslende black metal holder. Og så fordi jeg kan lide den slags overgearethed og prætentiøsitet. Cult of Fire lyder nemlig som Cult of Fire og ikke så meget andet. En rituel atmosfære (godt hjulpet på vej af en røgelse, der virkelig kunne hænge fast i tøjet og i fotografens afrohår), østlige musikalske temaer inkorporeret perfekt i en ambitiøs og mangefacetteret black metal, der prioriterer stemningen og de transcendentale elementer over brutalitet.

Det var varmt til Cult of Fire, og da min medanmelder tog sig af Desolation Angels, foretrak jeg skyggen og rehydrering, før jeg skulle ind til indendørscenen og de norske thrashere Nekromantheon, hvis studieudgivelser er fremragende, som en perfekt blanding af teutonsk thrash, Slayer og nogle dejligt tunge Overkill-elementer, der tilføjer variation og afbræk, så det ikke bliver ren out'n'out-thrash, men i stedet en egen thrash fyldt med tunge hooks. Live går det dog lige hurtigt nok, hvorved tyngden og nuancerne mistes til fordel for speed, og det er en skam, for bandets kvalitet ligger i den ubesværede afveksling. Pitten var dog glade, men anmelderen lidt mindre glad, for selv et kongenummer som 'Rise, Vulcan Spectre' blev lige hurtigt og unuanceret nok til sit eget bedste.

Mere outreret scenetøj

Det svenske hard rock/heavy metal-band Bullet... Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal skrive. Jeg kan gentage mig selv fra Dynamite-anmeldelsen, selvom Bullet har mere metallisk kant takket være sanger Hell Hofer, der lyder lidt som Steve Grimmett fra Grim Reaper, og der er også lidt udvandet Saxon over det. Hell Hofer er ømt klædt på i en slags frynset naverkostume, der ligner noget, Ritchie Blackmore kunne finde på at bære i Blackmore's Night. De har også en masse lamper, der danner bandlogoet, i stedet for et scenetæppe. Der er med andre ord styr på det kitschede look og sikkert også på musikken, men har svært ved at finde behag i Bullets ret ordinære metalrock. De har dog en del fans, så jeg er sikkert bare kontrær. De virker dog sympatiske nok.

Mere tyskerthrash, denne gang Protector som rent faktisk kommer fra Tyskland (skønt der i dag er et stærkt svensk islæt i bandet). Jeg droppede dem dog, da mit mætningspunkt for denne genre var nået, men jeg hørte rosende ting om dem.

Rosende ting kan man også sige om Aura Noir, der er anmeldt separat. Fantastisk band, festivalens største navn nogensinde og fuldstændig overlegen klasse.

...og nedknappede skjorter

Efter den energiudladning var det indenfor for at se britiske Solstice, der i år er vendt tilbage med ep'en 'Death's Crown Is Victory' efter mange års lineupproblemer og pladetavshed, hvor det dog er lykkedes at give nogle mindeværdige koncerter, blandt andet på Heavy Days in Doom Town i 2012. Her nåedes ikke helt samme højder, blandt andet fordi sanger Paul Thomas Kearns ikke helt ramte dagen og sang lidt falsk. Til gengæld lykkedes det os at tage strategisk opstilling lige uden for guitarist Randy Reaper, så vi kunne nyde synet af langt hår og måne og stærkt nedknappet - faktisk helt nedknappet - skjorte uden på glinsende, britisk pubmave. Storslået præstation på både look- og guitarside, og hele Solstices instrumentalside spillede sgu egentlig fedt. Og når et band åbner med 'The Sleeping Tyrant', så ved man, at de har noget at give af. På trods af Kearns' præstation blev det alligevel fremragende.

Og varmt. Udenfor var der endelig ved at være køligt. Der var også kolde øl. Og efterhånden var jeg ved at være smådøv, fordi min ven Hans B. med den perlende latter indførte nultolerance over for brug af ørepropper. Det går ud over Rob Coffinshaker (ud over og ud over... mon ikke han var ligeglad med mig?) og hans mordballader, hvor folk ifølge de af mine venner, der ser det, står og snakker en del, så det var sikkert et fornuftigt valg, undtagen for de unge mennesker, der var tvangsindlagte til at høre på mig, før jeg gik under i teltet.

Dagen efter var det farvel til Metal Magic efter bedste Metal Magic, jeg endnu har været på. Fremgang på alle planer, et nyt lysanlæg der virkelig kom til sin ret ved de sene udendørskoncerter, korte køer, fornuftige priser, flot udseende blandt gæsterne og en mindre hær af frivillige, der var effektive og smilende og fandt på løsninger, hvis noget koksede lidt. Og god stil at give gratis kakaomøl og morgenmad søndag morgen. Jeg er der også næste år.