HDDT - Lørdag og søndag

Populær
HDDT - Lørdag og søndag

På Heavy Days in Doom Town begejstredes Devilutions udsendte over gamle, sure mænd, episk doom og lørdagens program i almindelighed.

Kunstner
Titel
Altar of Oblivion, Coffins, Aldebaran, Torchlight, Lord Vicar, Griftegård, m.fl.
Spillested
Dato
05-05-2012
Genre
Fotograf
Troels Thuren Nielsen, Mads Pedersen
Forfatter

Lørdag 5/5, Ungdomshuset

Lørdag var på forhånd den dag, hvor programmet tegnede bedst. Forventningerne var umenneskeligt høje. Og de blev indfriet. Engelske Purson havde desværre aflyst – det er ellers altid interessant at se det næste hypede Rise Above Records-band – ligesom tidligere både Pagan Altar og Cough havde aflyst. Erstatningerne, i form af Altar of Oblivion, Solstice og Lord Vicar, var dog næsten bedre.

Første punkt på programmet var italienske Black Oath, der lader sig indplacere i den italienske doomskole, dog med en mere straight metallisk tilgang til genren. I forhold til bandets horrorimage stak den ene guitarist lidt uheldigt ud rent visuelt, med kikset sminke, kort hår og en Flying V-guitar der sad lidt rigeligt højt oppe. Til gengæld spillede han, ligesom resten af bandet, glimrende. Vokalpræstationen var dog noget ujævn: Nogle gange fungerede den virkelig godt, andre gange var den ret så uinspirerende. Det var den til gengæld ikke da Ustumallagam (Denial of God) entrede scenen og leverede en fornem gæsteoptræden. Hans raspende røst var lige et par niveauer over Black Oath-sangerens rene vokal. Senere leverede Azter (ligeledes fra Denial of God) en stærk gæsteoptræden på guitaren, og mod slutningen fandt Black Oath en interessant vekslen mellem black-vokal og hovedsangerens doom-vokal frem, ligesom de havde gang i nogle interessante, Mercyful Fate-agtige ting i riffingen. Et band der er værd at tjekke nærmere ud.

Svenske epikkonger og halsstarrige englændere

Griftegårds episke og klassiske doommetal var noget jeg på forhånd havde set frem til. De spiller den klassiske, Candlemass-inspirerede doom metal, og det er noget jeg sætter stor pris på. Gemt bag en prædikestol (hvis krucifiks et medlem af publikum naturligvis forsøgte at vende om) stod sanger Thomas Eriksson med form som en Buddha og en stemme som en gud. Skønt Griftegård ikke varierer deres tempo nævneværdigt, er deres episke sange af så høj kvalitet, at man som lytter er ultrafokuseret. Griftegård var suveræne, intet mindre.

Dernæst stod mit program på et af festivalens hovednavne, det episke, britiske doom metal-band Solstice, der var trådt til da Pagan Altar aflyste. Anført af den bebrillede Legohårindehaver og guitarist Rich Walker levede Solstice til fulde op til alle forventninger, og mere til. Rich Walker er en kompromisløs type med et Lou Reed-agtigt vrantenhedsniveau og kendt for at lægge sig ud med alt og alle, særligt egne bandmedlemmer. Og andre bands, som han mener sælger ud (hvilket de næsten alle gør, hvis Walker har noget at skulle have sagt). Og gamle venner. Og folk der er eksponenter for, hvad han opfatter som ”middelklasseværdier”. Den person, der ikke kan blive uvenner med vredladne Walker findes ikke. Og det – og de stadigt skiftende line-ups – er sikkert grunden til, at Solstice aldrig har opnået den helt store kommercielle succes. For materialet, der kan minde om en doomudgave af Primordial, har høj klasse, særligt 90'er-klassikeren 'New Dark Age'. Walker er en mand, der har forstået, at det ikke kun er tyngde og langsommelighed, der sikrer gode doomsange, men at variation og temposkift i høj grad er påkrævet.

Men fra scenen fremstod Walker næsten sympatisk og fortalte anekdoter om sidst han spillede i København for knap 10 mennesker. Højdepunktet under det ophold havde været, at han mødte en hjemløs, der lignede Rutger Hauer. Med sig i bandet havde han også den fremragende leadguitarist Randy Reaper (ex-The Lamp of Thoth), der, udover at være ret god til at håndtere sin guitar, også udmærkede sig ved at akkompagnere sin måne med langt, tyndt hår. Et pragteksemplar af en mand og en virkelig god guitarist. Bandet var i det hele taget velspillende, og særligt trommeslageren markerede sig positivt. Den unge sanger Paul Kearns gjorde det udmærket, men druknede en smule i lydbilledet. Men det var vist også den eneste gang, lyden ikke var perfekt i Ungdomshuset. Det er også det eneste tilnærmelsesvis dårlige, jeg kan sige om en koncert der bar præg af klasse fra start til slut, og hvor publikum også lod til at være på i usædvanlig grad. Da Solstice sluttede af med 'New Dark Age II' og klassikeren 'The Sleeping Tyrant' var jeg i doomhimlen.

Senere havde jeg fornøjelsen af at tale med Walker, der bestemt ikke mente, at jeg skulle komme og rose bandets koncert, og skældte mig ud for ikke at synes det var noget lort, for det syntes han selv. Hvis Walker har ret i det, så vil jeg saftsusemig gerne se Solstice på en god dag!

Højdepunkt på højdepunkt

Efter et par øl for at fejre Solstices storslåede koncert skulle jeg ind at se Lord Vicar, som vittige hunde på festivalen allerede havde døbt "Lortevikaren". Deres vikariat for Cough var dog alt andet end noget lort. Bandet består bl.a. af den tidligere Count Raven-sanger Christian Lindersson og Kimi Kärki, tidligere guitarist for de finske doomkonger Reverend Bizarre, og det er jo et ret godt tegn. De lyder omtrent som en krydsning mellem Black Sabbath og et mere 70'er-progpræget Reverend Bizarre med dejligt meget mellotron. Originalt kan det ikke kaldes, men til gengæld holder det. Live viste de sig at være endnu bedre end på plade, og det hele fik et ekstra skud energi og nogle fine detaljer i guitararbejdet. Det var godt, og hvis ikke de havde været så uheldige at komme på lige efter Solstice, så havde det sikkert været endnu bedre i min bog. Jeg er dog et mennesker, der er storsindet nok til ikke at lade Solstices præstation ligge Lord Vicar til last. Særligt ikke, når Lord Vicar leverede en af festivalens absolut bedste koncerter.

Derefter var det hurtigt over til Dödsmaskinen for at se Altar of Oblivion, der var startet 10-15 minutter tidligere. De var trådt til i stedt for Purson, men jeg har vanskeligt ved at forstå, at de ikke var på programmet fra begyndelsen. Til gengæld er jeg jublende lykkelig for at de kom. Klassisk, episk doom af tidløst tilsnit med en ganske særegen og lyd, ikke mindst takket være sanger Mik Mentors operatiske og teatralske vokaludfoldelser. Og så er der jo også lige bandleder Martin Mendelssons fremragende og dynamiske metalkompositioner. Jeg – og resten af det entusiastiske publikum – var blæst væk. Vokalen måtte godt have været lidt højere i mixet, men det virker som et lidt overflødigt kritikpunkt oven på den koncert. 'The Final Pledge', åbningsnummeret på debuten 'Sinews of Anguish' var højdepunktet i en koncert, der fungerede som ét langt højdepunkt. Danmarks pt. bedste metalband?

Livsklog brite

Det skulle fejres med adskillige øl, og i gården var min ven Hans og jeg så heldige at støde ind i Randy Reaper, der, i pauserne mellem sine behjertede forsøg på at gramse på Hans' venindes bryster, udøste sin livsvisdom over os. Randy Reaper var ikke udelt begejstret over livet (det ville jeg nok heller ikke være, hvis jeg var tvunget til at stå og høre på folk som Hans og mig), og brokkede sig over alt og alle (”This is a shit place and a shit festival”, hvorefter han gav sig til at brokke sig over Hans og mig). Retfærdigvis gav han heller ikke meget for vores ros til hans guitarevner: ‎”Playing guitar is nothing special. Practice for 5 years and even you'd be able to do it.” Derefter prøvede den aldrende herre – sikkert ansporet af føromtalte bryster – at bilde os ind, at han kun var 36 år gammel. En prægtig mand!

Nu havde jeg efterhånden fået en del øl, og jeg var måske også lidt musikmæt, og så var gården jo meget hyggelig og sådan, så jeg kom ikke ind at se Noothgrush. Folk, der så dem, var svært begejstrede for dem, mens jeg var svært begejstret for de lave priser på øl og cocktails. Næste band blev for mit vedkommende det tyske funeral doom-band Worship. Men det blev en kort fornøjelse for mig, og jeg måtte indse, at min fremskredne alder, og min endnu mere fremskredne brandert, nok krævede at jeg tog hjem efter tre numre. Det jeg nåede at høre af dem var godt, men mit sind kunne ikke rumme mere. Den lørdag var en af de bedste dage på en dansk festival i nyere tid.


Søndag, Loppen.

Det var hårdt at stå op søndag morgen... formiddag... middag... eftermiddag. Meget hårdt. Af samme årsag tog jeg ikke ud til eftermiddagsdelen af HDDT, der foregik på Christiania og havde koncerter med Lynched og Øresund Doom Collective (bestående af Øresund Space Collective-medlemmer med et mere doomet udtryk). Udover koncerterne var der film i Byens Lys, men jeg havde et uopsætteligt mellemværende med min seng.

Søndagen var nok den dag jeg havde glædet mig mindst til, idet de bands som jeg så mest frem til – Aldebaran og Coffins – skulle spille forholdsvist sent, og jeg gerne skulle møde på arbejde mandag morgen. Lidt ærgerligt at det lige var søndagsdelen, man havde valgt at lægge på Loppen, når man tænker på det sene spilletidspunkt. Men man kan jo også vælge at se på søndagen som en slags pendant til Roadburns Afterburner-søndage, hvor de ekstra hårde kan slappe med et mindre omfangsrigt program, men stadig få dækket deres daglige doomdosis. Man kunne se lidt på publikumstallet, at jeg ikke var den eneste der var træt, men som aftenen skred frem blev der egentlig fyldt meget pænt op.

Jeg indfandt mig til aftenens første band, Torchlight, der gik på lidt over kl. 22. Bandet består af medlemmer af grindcore-bandet Dead Instrument, men her er stilen en tung, vred og larmende sludge, der sine steder slår over i psykedeliske. Det gjorde de egentlig virkelig godt, og jeg kunne særligt lide de mere psykedeliske udslag. Helt fangede bandet mig ikke, men det skyldes min nok så omtalte sludge-skepsis, og er ikke noget der skal lastes bandet.

Forvirret doomblanding

Derefter var der en lidt længere pause inden svenske Kongh gik på. De har spillet i København et par gange, men det er altid lykkedes mig at misse dem. Bandet spillede en lidt pudsig og inkongruent blanding af stoner doom med sludgede elementer, men slog engang imellem over i lidt mere klassisk doom, med en ret okay ren vokal. Det var en lidt pudsig blanding, og selvom der var interessante passager, synes jeg ikke helt det fungerede.

Et band, jeg på forhånd havde set frem til, var Aldebaran fra Portland, der spiller H.P. Lovecraft-inspireret doom/death med kraftig bismag af både black metal og postrock i slæbende langsomt tempo. Jeg havde ikke hørt dem på forhånd, men rygterne talte godt om dem. Bandet var en interessant oplevelse, med laaange, kompositioner, der var meget lidt dynamiske, men besad en sær, hypnotiserende kvalitet. Fokus lå på meget simple guitarmelodier, der blev trukket meget langt ud, og de var både en styrke og en svaghed. Når det virkede for mig var det, som nævnt, mildt hypnotiserende. Men i lange passager forekom guitarmelodierne alt for simple og uinteressante til at kunne bære sangen. Den black metalliske vokal fungerede fint, mens de hviskede kvindevokaler trak mere fra end de lagde til. En lidt frustrerende og ujævn oplevelse, men også et band, jeg forestiller mig at kunne investere i plader med. Jeg gik efter en halv time, fordi kroppen ikke kunne mere. Det kunne den velfortjente hyletone, jeg havde for mit indre øre, til gengæld sagtens.

Altså gik jeg glip af de svinagtigt beskidte japanske death/doomere Coffins. Jeg var mere end færdig, men også mere end almindeligt glad for Heavy Days in Doom Town, hvis første år var en succes på alle væsentlige punkter.

Kritik? Næsten ikke.

I hvert fald er kritikken i petitesseafdelingen. Det største kritikpunkt er, at lørdagen havde et markant stærkere program end de andre dage, og programmet kunne have været bedre balanceret. Men dele af det problem skyldes erstatningerne for de aflyste bands, og man skal være et dummere svin end jeg for at kritisere festivalen for de imponerende erstatninger de hev ind. For min skyld kunne man også mageligt afholde hele festivalen i Ungdomshuset på Dortheavej. Jeg kan egentlig godt lide idéen om at sprede festivalen ud over resten af byen, og syntes også det fungerede fint, men jeg var altså også ret så pjattet med den hyggelige festivalstemning på Dortheavej.

Ellers er hovedkritikpunktet vist, at jeg godt kunne have ønsket mig, at der var servietter til maden i Ungdomshuset. Det er vist hvad man kalder kritik på petitesseniveau, og fortæller mest om, hvor rasende vellykket arrangementet var. Og til gengæld kan jeg berette, at Devilution-kollega Jens Franco var svært begejstret for Ungdomshusets toiletpapir (som jeg ikke selv nåede at stifte nærmere bekendtskab med), så det går vel lige op.

Herfra skal der i hvert fald lyde en ubetinget tak for arrangementet til de smagsbevidste bookere, og især også til de mange frivillige, der fik hele arrangementet til at køre på skinner på rasende professionel vis. Jeg glæder mig allerede til næste år. Det gør min lever og min hyletone med garanti ikke.

 

Se første del af Mads Pedersens reportage fra HDDT her.