Ungdomshuset metaltromlet
Populær
Svenske Kongh og de danske opkomlinge i Rising var lige ved at gøre Ruth Evensen kunsten efter, da Dortheavej 61 fik besøg af tungmetal-bulldozerne.
Der er noget charmerende over det ”nye” Ungdomshus’ spillested Dødsmaskinen. Ikke blot navnet, men lige så meget intimiteten; vi har at gøre med en venue, der er noget mindre end eksempelvis Stengade 30. OG så er ølpriserne tilmed en åbenbaring: for eksempel 35 flade for 70 centiliter af den måske bedste danske luksusøl, Hancock Guld.
Ja, så spiller det.
Man skal bare sørge for at holde sig tæt på scenen, for det beskedne lydanlæg spiller ikke bedre, end at det hele bliver temmelig mudret, hvis man står for langt tilbage. Til gengæld får man så også trommehinderne blæst så meget desto længere ind i kraniet.
Og dét fik de omtrent 100 mennesker, der var mødt frem på Dortheavej denne aften, for at blive væltet omkuld af svenske Konghs nihilistiske dommedagsdoom og danske Risings lovende sludge-tonseri.
Tilintetgørende brøl
Konghs første plade, ’Counting Heartbeats’ lyder som en olm udgave af Neurosis, der låner stemningen fra Khanates degraderede og direkte ubehagelige psykologiske metalsuiter – det vil sige, at sangene varer 10-15 minutter hver, og i øvrigt konstant truer med at tromle alt, der kommer i vejen.
Det nye album, ’Shadows of the Shapeless’, derimod, er mere stoner-agtigt med en black metallisk, sumpet demoproduktion, som nok burde kunne skræmme de fleste lyttere af vejen.
Hér, da svensken svingede den metalliske le i nordvest, fik vi lidt af det hele:
Dræbende langsomme sange, David Johanssons tilintetgørende brøl, tonsende trommer og bas, der ramte som knytnæveslag i mellemgulvet. Og som om det ikke var nok, så tumlede svampepåvirket Ungdomshusindavl bevidstløst rundt foran scenen for ligesom at tilføje kaosset en ekstra dimension.
Det var ondt, det var tungt, og man tænkte flere gange: ”Kan en guitar virkelig stemmes så lavt?”
Tonsende opvarmning
Opvarmningen leverede de danske opkomlinge i Rising, og det er en powertrio, der bare er blevet bedre og bedre, mere og mere selvsikre i deres sag for hver gang, denne signatur har overværet dem live.
Rising har stadig kun udgivet én lovende EP, som ganske vist duftede lige rigeligt af idolerne fra Mastodon, Torche og Baroness, men det glemmer man live, og det glemte man især under lømlernes opvarmning i lørdags, som var helt på højde med Konghs præstation.
Selvom guitarist Jacob Krogholt måtte skøjte lidt rundt i en sø af øl på scenen, lykkedes det for ham og kumpanerne at brillere med et tonsende sæt, der på trods af nogle lydproblemer i starten var en sand fornøjelse.
Især de nye sange, som lover umådelig godt for den kommende fuldlængde, tegnede billedet af et band, der har endnu mere i ærmet end det, der blev lovet på debut-EP’en. Spændende!
(Rising er for øvrigt nomineret i Årets Talent-kategorien til DMeA, hvori vinderen vælges af pladeselskaberne selv. Herfra krydses der fingre for dette fornuftsbaserede foretagende).