Doom i Danmark
Populær
Det overlagt monotone bliver for meget i længden, og er desuden alt for smukt, hos danske Black Wreath.
2. Nocturnal Dominion
3. Solitude Rising (Missing All Exits)
4. Nidstöng
Under den danske metal scenes jævnt kedelige overflade, roterede Rising på afspilleren og lavede vedkommende ting for et par uger siden, da vi endelig fik anmeldt deres ganske imponerende ep-debut. Nu smider endnu et nyt navn fra hovedstaden så en udgivelse ud, der ligeledes besigtiger anderledes musikalske veje, end hvad vi er vant til at høre herhjemme.
Hos Black Wreath (ikke at forveksle med det nye Southern Lord-navn, Black Breath) tages lytteren med på fire lange, overlagt monotone doom-rejser, der hver især repræsenterer det genrefaste og derfor befinder sig i den doom-kendte gråzone mellem det sindssygt sløvsindede og det solidt smukke.
Skiven hedder 'A Pyre of Lost Dreams', og i løbet af dens fire numre, som strækker sig over en samlet roteringstid på halvtreds minutter, bliver der skruet helt op for begravelsesceremonierne med alle af subgenrens langstrakte, fuldvægtige lydflader af episk ambient, dovent trommespil og nedtunede guitarer.
'A Pyre of Lost Dreams' lægger ud med skivens længste sang, den kvarterlange 'The Black Holes of Your Mind', som blander en traditionelt mørk doom-stemning med en flydende paranoia guitar, der mere minder om en oppe-i-tiden post-rock-tendens, som vi eksempelvis kender det fra Explosions in the Sky og svenske EF, end den umiddelbart minder en om andre doom-navne.
Det er en balancegang at finde det rigtige udtryk, når det kommer til doom. Normmæssigt skal det være tungt og melankolsk, og det er Black Wreath. Normmæssigt skal der også foreligge en markant grad af skønhed, og det gør der i for tydelig grad.
Med respektive musikalske fortider i eksempelvis Saturnus og Blazing Eternity har Black Wreath ancienniteten på plads herhjemme, og den skinner også igennem. Det begynder for alvor at ligne noget på pladens tredje skæring, 'Solitude Rising (Missing All Exits)', hvor et kongeriff lægger brutalt uartigt for. Det er dog inden det halvvejs inde erstattes af en slags emotionel hymne, der går ens næse forbi. Og da det samme lyse, paranoide riff fra åbningssangen dukker op i slutningen af 'Solitude Rising', begynder selv den overlagte monotoni at virke en smule ensformig.
Black Wreath forbliver kun et forholdsvist interessant navn fra under fernissen af den danske metaloverflade. Der er ingen tvivl om, at sangene er ekstremt lydhøre, når det kommer til blandingen mellem det melodiske og det tunge, men det gør det ikke interessant i sig selv. Faktisk er det bandets tendens til at lægge for meget vægt på melodien, der gør musikken ensformig og til tider helt interesseløst.
Sangene behager simpelthen for meget til, at de på noget egentlig tidspunkt udfordrer lytteren. Genrens underliggende skønhed er en hovedingrediens hos Black Wreath, i stedet for at være supplementet til det tunge. Det gør, at man aldrig rigtig bliver taget med på den sindsmæssige rundfart, der for tydeligt sigtes efter.