En okay-sejrsikker baronesse fra Georgia
Populær
Til trods for al den hype, der retfærdigt har været omkring Baroness det seneste stykke tid, leverede de en koncert, der ofte imponerede noget mere, end man egentlig havde turdet håbet på.
Det var med blandede forventninger, man denne onsdag aften tog på The Rock for at se de hypede gutter i Baroness. Til trods for at Georgia-kvartetten figurerede på toppen af diverse det-bedste-fra-2009-lister - hvilket skyldes deres forrygende sophmore-album, "Blue Record", skulle nogen være i tvivl - så havde man i lige så høj grad en aldeles skuffende koncertoplevelse fra Stengade 30 i hukommelsen, som man rent faktisk havde sangenes imponerende blanding af kampklare kompositioner og flyvske færdigheder på hjernen. Altså: Det gode med det dårlige. Da de gæstede Stengade 30 for to år siden, formåede de nemlig aldrig at give sangene det karakteristiske perifæriske luftelement, som i øvrigt bedre kendetegner Baroness' musik, end det egentlig kendetegner Mastodons, ligesom de her også fejlede i deres forsøg på at få de mange detaljer frem i det mættede udtryk, som ellers imponerer så pokkers bravt på pladen.
En sejrsikker præstation for for få publikummer
Men jo, heldigvis havde Baroness lært en live-ting eller to, siden de var her sidst. Det blev hurtigt klart, at bandet har taget alt hypen med sig på skuldrene ind i øvelokalet, og at de formentlig har ment, der var noget, der skulle leves op til også live. For det var mildest talt et forrygende tight band, der sejrsikkert og yderst professionelt henrykkede de alt for få halvanden hundrede publikummer, der var mødt op.
Med John Baizleys melodiske, uslebne råbevokal i front af lydbilledet, blev der lagt ud med en kort intro, inden der blev stemt for for et fem kvarter langt sæt, der bestod af sange fra såvel sidste års blå perle, fra fuldlængde debuten, "The Red Album" (2007) samt fra deres ep-fortid. Der var altså både noget for de nyankomne og de garvede lyttere.
Det imponerende og det irriterende
"Blue Record" er en imponerende plade. Til trods for dens åbenlyse instrumentale Metallica-referencer, dens noget nær Torche-plagierende vildskab og dens tydelige Mastodon-passager, fanger den stadigvæk i sin helhed. Der gemmer sig rent faktisk også nyt under solen, og der er ingen tvivl om, at det er Baroness, man har på anlæget. Inspirationskilderne er på den måde ikke mere evidente, end signaturen er det.
Men pladen har også momenter, der tenderer det irriterende, og de blev selvfølgeligt (desværre) også taget med ned i den hundekolde kælder på The Rock. Tager man eksempelvis en sang som singlen "A Horse Called Golgotha", er der ikke meget forståelse for dens poppede Muse-inspirerede opstemthed. Sangens fræsende guitarriff minder lige så meget om en dårlig nyere Dream Theater-sang, som den på nogen måder bare tilnærmelsesvis har resonans af en gedigen metalskæring.
Hitsange har som regel to muligheder: I den ene ende, af det parameter vi her for sjov kan vurdere efter, har vi de skarptskårne evergreens, der ved den ene gennemlytning efter den anden formår at bevare sangens uslidsomme skjold. "Enter Sandman" er formentlig verdens bedste eksempel her på. I den modsatte ende har vi de kedelige regnestykker til gennemskuelige irritationssange, der hurtigt tenderer det lala-lallende, og her er der ikke langt fra Muse til "Golgotha"-sangen. Bandet har tydeligvis mere sjov med at spille den, end publikum har med at høre den - både på plade og live.
Dans og headbang
Men ro på! De momenter er heldigvis få på pladen, og det var de også live. Generelt var det ikke svært at lade sig rive med af den energiske udladning, bandet hele linien over kom med, og desuden er det i sig selv ganske imponerende, at man som band spiller op til såvel dans som headbanging.
Men Baroness foretrækkes nu stadig på plade fremfor live.
Rising
Afslutningsvis skal danske Rising, som gav en veloplagt halv times opvarming, nævnes. Bandet ep-debuterede sidste år og er pt. det bedste danske bud på et lovende metalnavn. Det bevidste de sådan set live, at de godt kan leve op til. Til trods for lige så tydelige og stor set ens inspirationskilder som aftenes hovednavn var det svært ikke at blive revet med, når riffene blev leveret så overbevisende, som de blev. De første numre virkede mere dog bedre end de sidste numre, hvilket skyldes ensformighed. Det bør der rådes bod på, hvis de skal have forhåbninger om at holde publikum i takt en hel koncert igennem. Men jo, bestemt, uden tvivl: Potentialet er her.
Nebra
Det er ikke mange metalbands, man hører fra Schweiz, og sætter Nebra standarden, er det godt det samme. Pelican er ikke værd at efterligne i sig selv, men forsøger man at gå et halvhjertet instrumentalband i bedene, bør man i det mindste bevise, at man kan gøre det bedre. Det gjorde Nebra ikke. Er du til ulegitime Down-riffs og kompositioner, der aldrig har stået den distance det er at undvære en vokal, skal du dog selvfølgelig checke disse Nebra ud. Men også kun da.