RMF '11: Og så var lørdagen i gang
Populær
Lørdagen på Royal Metal Fest lagde ud med de unge knægte i Aphyxion, hvorefter ligeledes danske Strychnos og Altar of Oblivion tog over, før Pathology leverede underholdende dødsmetal.
Første band på scenen, til at blæse eventuelle tømmermænd fra festivalens første dag væk, var Aphyxion, der havde en travl dag foran sig med show i Aalborg til Wacken Metal Battle om aftenen også.
Aphyxion har allerede fået en god del opmærksomhed og det er ikke blevet mindre efter den lovende EP 'Obliteration of the Weak', og de havde også sat sig for at give de tidligt fremmødte et brag af en koncert. Desværre var lyden ikke helt med dem, og det store bastryk betød, at nuancerne i guitarerne forsvandt og med det blev også vokalen til en lidt ensformig brølen ovenpå trommernes ellers solide beat.
Der blev dog leveret en fin og energisk præstation, men i denne dags lyd ville det være anbefalelsesværdigt at benytte sig mere af guitaristens baggrundsskrig, da det fungerede fedt som variation oveni frontbrølet. Man drømte om bedre lyd, men blev heller ikke overrasket over at erfare, at bandet samme aften rent faktisk spillede sig videre til finalen i Metal Battle.
(Aphyxion: 3)
Hvis man har læst anmeldelsen af Strychnos om torsdagen på Loppen, så er der ikke så meget nyt af tilføre. Missionen var igen at slå ihjel, og i dette dystre univers blev det temmelig underholdende, da en hatteklædt mand i publikum undervejs råbte til bandet "hvor er jeres hatte?".
Loppen var en bedre ramme til Strychnos misantropiske stil, selvom det også blev et veludført show på Voxhall. Det blev bare lige lidt mindre intenst, og så lå vokalen i starten ikke ligeså fedt i mixet, som det havde gjort på Loppen. Alligevel bestemt noget, der tændte folks glød for mere af den seje metal.
(Strychnos: 3)
Og så skiftede stilen retning
Men det var åbenbart ikke Altar of Oblivion, som flertallet ville have denne dag. Efter den superfede debut med episk heavy og doom var det med store forventninger at showet blev overværet. Det var sådan en "både og"-oplevelse. For grundrytmen sad tungt og solidt og endda mindre doomet, som ville bandet give folk lidt mere metal i den dødsmetalramte festival, og det var naturligvis fedt nok, samtidig med at Mik på vokal også "live" formåede at levere sin specielle røst flot.
Desværre føltes det lidt som om, at der var en række skift i tempo, som ikke skulle have været der, men måske kom af en stor spilleiver. Måske derfor showet kun var 25 minutter langt - det gik for stærkt i visse partier? Martin på guitar leverer på skiven spændende spil, og det blev også spillet fint her, men lyden var måske lidt skæv via reverb/harmonizer-effekt eller måske en båndfalsk guitar? Det var i hvert fald ikke lige alle steder, at de høje toner begejstrede.
Der er helt sikkert mere at hente i Altar of Oblivion en anden gang, og selvom frontmanden undervejs fik trykket næver med begejstrede fans på forreste række, så var der også tegn på, at man havde med et mindre scenevant band at gøre. Et fedt afbræk fra growl denne dag, men desværre uden den forløsning, der var håbet på.
(Altar of Oblivion: 3)
Hvad synger manden?
Til gengæld må man sige at den lille, skæggede frontmand fra Pathology havde scenetække. Selvom han valgte at befinde sig mest på gulvet bag strengespillerne, der tog plads forrest på scenen ved monitorerne, så var hans maniske vandren frem og tilbage med de nærmest spastiske armbevægelser hypnotiserende.
Samtidig havde bandet dagens endnu bedste lyd, som først igen blev matchet ud på aftenen. Kendte man ikke Pathology, så er man en mester i growl-forståelse, hvis man fangede titlerne på sangene - og endnu mere, hvis man hørte ord i sangene! For det var godt nok en dyb knurren, som ikke på nogen måde gav mening udover at være et slags krydderi til den faktisk ret varierede dødsmetal, som bandet leverede.
Forståelig var manden dog i sine længere snakke mellem sangene, og han udviste stor respekt overfor sine tourfæller i Grave og Obituary, som publikum endnu havde at glæde sig til. Pathology var et band, som i denne anmelders opfattelse voksede sig fra en 2'er i den første umiddelbare vurdering til den dobbelte karakter. Det voksede simpelthen på én, og publikum så ud til at være ret enige.
(Pathology: 4)