Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Ud på rejse med IOTUNN

Updated
IOTUNN (Pumpehuset, januar 2025)

Om 14 dage drager IOTUNN ud på sin første Europa-tour som headliner. I den forbindelse tog vi en snak med Jesper Gräs om forventninger, liveplader og økonomisk bæredygtighed.

Kunstner
Dato
10-03-2026
Fotograf
Lykke Nielsen (arkiv)
Forfatter

Det går godt for IOTUNN i disse år, med to albums, der begge er bredt anerkendte i de progressive metal-kredse, og masser af liveaktivitet både inden for og uden for landets kredse.
Her inden turen går til Grækenland satte vi af samme årsag den ene af Gräs-brødrene stævne for at blive lidt klogere på touren forude, deres valg af supportnavne og deres nylige visit på Kulturministeriets bonede gulve.

I har jeres headliner-tour forude, med 22 shows på tværs af 12 lande, med flere shows der allerede er udsolgt. Der er ikke mange danske metal-bands, der oplever den succes uden for landets grænser, så en kæmpe cadeau for det! Hvordan oplever I selv interessen for jer i disse år?

Tusind tak! Vi har haft en virkelig god rejse, siden 'Kinship'-albummet kom ud. Det album satte gang i et 2025 fyldt med nye fans og store festivaler – som fx koncerten på Wacken sidste år, hvor vi spillede foran 10.000 publikummer – og ikke mindst en tour med Dark Tranquility, Soen og Equilibrium. Vi mærker helt klart, at tingene vokser, og at sælge shows ud rundt om i Europa og få opgraderet venues til 5-700 cap-venues rundt om i fx Tyskland er en skøn følelse!

Vi tror på, at den kommende tour er et helt afgørende skridt til det næste trin i vores karriere, og efter touren venter der store oplevelser, når vi skal spille på Copenhell, Brutal Assault, Party San Open Air, Hellsinki Festival og Motocultor Festival blandt andre. Så interessen er voksende, og vi knokler videre for at få bandet til endnu nye højder. 

Er der steder/venues på touren, som I ser særligt frem til at opleve (igen), eller hvor I ved, at I har en stærk fanbase?

Jeg holder som sådan af at spille alle steder, men IOTUNN har spillet meget i Nederlandene og Tyskland, så jeg glæder mig meget til de shows. Og så glæder jeg mig rigtig meget til at spille for første gang i fx Athen, Istanbul og Ljubljana.


Foto: Jacob Dinesen

For godt et år siden drog I på en mindre release-tour for ‘Kinship’-pladen rundt i landet, med support fra An Abstract Illusion og albumaktuelle Heksproces. På denne tour er det så In Vain og Nephylim, der varmer op. Jeg ser en klar tråd i jeres valg af supportnavne, men kan I måske selv sætte et par ord på, hvad der ligger bag jeres valg af support på denne tour?

Jeg tror, at det, vi søger at ramme når det kommer til supportbands, er en balance mellem, at det skal være musik af meget høj kvalitet, og at det også skal være realistisk. Vi kan godt lide, når musik vil tage én med ud på en rejse, så indtil videre finder vi helt sikkert også bands, der er i stand til det i deres musik. 

Tilbage i januar udgav I en live-plade fra jeres sidste show på Copenhell. Live-plader havde stort momentum i 70'erne og 80'erne, hvor de i dag ikke helt bliver givet den samme opmærksomhed som studieudgivelser. Selv er jeg dog også stor tilhænger af live-udgivelser, men hvordan tænker I selv, at man som band kan få mest muligt ud af livealbum-formatet? Og er der livealbums, som betyder noget særligt for jer?

Du har helt ret i, at liveplader nok spiller en mindre rolle for fans af metal i dag, men jeg tror dog samtidig på, at liveplader er en smuk tradition, der skal holdes i live, og det er et ønske for os at have livealbums som en del af vores DNA og karriere. 

For mig handler rock og metalmusik – og musik generelt – stadig utrolig meget om liveoplevelsen, og livealbums har fyldt meget igennem mit liv. For mig har det ikke kun handlet om selve musikken fra en koncert, men også det at kunne tage hele liveoplevelsen med hjem på teenageværelset som Metallicas Seattle 1989-show (fra deres 'Live Shit: Binge & Purge'-boxsæt) og Iron Maidens 'Rock in Rio'. Sådanne udgivelser har haft afgørende betydning for min kærlighed til den hårde musik og til mit eget ønske om at ville være metalmusiker. 



I januar fik I jer også en snak med vores nuværende kulturminister Jakob Engel-Schmidt om, hvad der kan gøres politisk for at gøre musikbranchen mere bæredygtig. Hvad var det vigtigt for jer at give udtryk for i den forbindelse – og oplevede I en lydhørhed for, hvilke udfordringer I som musikere oplever for at få det hele til at spille?

Vi blev inviteret ind på baggrund af ministerens kærlighed til metalmusik, og fordi han er stor fan af IOTUNN også. Men lige så vigtigt blev vi også inviteret ind for netop at kunne tale med ministeren om vores perspektiver som musikere i.f.t., hvad der kan gøre den danske musikbranche mere bæredygtig for musikerne, så vi sikrer en bedre fremtid, hvor flere musikere kan leve af at spille musik. 
Jakob Engel-Schmidt havde planer om endnu en politisk musikpakke, og vi havde en rigtig givende og inspirerende samtale med ministeren, der tog de punkter, vi mente kunne rykke mest for alle musikere, meget seriøst, noterede dem ned og tog dem med til sine medarbejdere. 

Nu hvor der er udskrevet valg, så er det jo svært at sige hvad der sker, men skulle han blive kulturminister igen, så er det vores klare indtryk, at han bl.a. vil arbejde videre på den musikpolitiske pakke. Vi oplevede en meget stor lydhørhed og en minister, der gjorde en dyd ud af at inddrage mennesker fra kulturlivet i kulturpolitikkens udformning, og altså også os musikere i udformningen af den musikpolitiske fremtid. Det kan vi jo kun ønske os mere af.

Jeres kommende tour runder af i Amager Bio. Kan I måske løfte lidt af sløret for, hvad I har i ærmet denne gang til jeres fans?

Vi er så glade for at kunne slutte hele den store rejse af i Danmark og på Amager Bio. Vi vil sørge for et meget flot visuelt show denne aften og så har vi planlagt den største sætliste, vi nogensinde har spillet. 

Koncerten i Amager Bio løber af stablen søndag d. 26. april, og billetter kan købes her.


Foto: Lykke Nielsen