Wacken Metal Battle 2016: København
Populær
Metal Battle-karavanen nåede torsdag til Stengade på tourens tredje af fem indledende runder. Det blev en varieret og lang aften, før vinderen af runden endelig kunne udnævnes lidt før halv to natten til fredag.
Det er sjette gang, at Wacken Open Airs talentkonkurrence løber af stablen i Danmark. Første gang var i 2010, mens der måtte siddes over i 2013, da interessen for konkurrencen internationalt er så stor, at der må siddes over fra tid til anden. Således også i 2017, men her i 2016 er gamet virkelig i gang herhjemme i kampen om den ene plads, der kan åbne så mange døre, og i første og ikke ubetydelige omgang medfører en koncert på Wacken.
Der var stor ros her fra Devilution, da Forever Still leverede deres show i Aalborg. Hvert band i konkurrencen får to indledende runder, og dette var således københavnernes sidste chance for at imponere juryen og udløse en af i alt fire finalebilletter. Bandet gik som ventet til sagen med en stærk sceneoptræden, naturligvis med stort fokus på sangerinden Maja Shining, men der var heldigvis også masser af tegn på, at det var et band, der stod på scenen, og et band, der ikke kun har høstet sceneerfaring inden for landets grænser.
Musikalsk er der tale om en omgang simpel, let poppet rock/metal med catchy vokalmelodier. Det væsentlige i musikken er vokalen, som blev leveret ganske overbevisende, men det nærmest totale fravær af riff var en mangel. Ofte blev der bare høvlet akkorder, hvilket naturligvis giver plads til vokalen, varemærket, men det gør også, at der instrumentalt set ikke er så meget at komme efter. I hvert fald ikke, hvis ens tilstedeværelse i salen primært skyldtes en kærlighed til den del af konkurrencens navn, der hedder noget med "metal". Samtidig var det ærgerligt, at bandet ikke havde en guitarist mere med, da der flere steder lå guitar på backingtracket, som man godt kunne have tænkt sig lidt mere af, for at få tryk på live-fornemmelsen og ikke bare et eller andet statisk, digitalt lydende spor i baggrunden.
Rutinens magt
Rutine er en interessant ting i en konkurrence, der skal finde morgendagens nye stjerner. Hos Forever Still gav den en sikkerhed på scenen og et autentisk show, hvor man tror på, at bandmedlemmerne virkelig mener det. Til gengæld er det også svært, hvor bandet skal flytte sig hen, hvis det for alvor skal videre. Hos næste act Sunless Dawn var fraværet af rutine interessant. Det var gruppens første show, så rutinen var naturligvis til at overse, da der samtidig var tale om relativt unge bandmedlemmer. Men man kunne fornemme et eller andet potentiale emme i baggrunden af bandets uprøvede musik, der slog sine folder i grænselandet mellem død og black og progressive, episke og til tider symfoniske flader.
Den var ikke helt i mål denne aften trods en stærk opbakning fra hjemmepublikummet. Dertil var vokalen, et trods alt meget solidt brøl, for lidt opbakkende til de mange metalliske afarter, som instrumentalisterne fik bevæget sig ud i på guitar, bas og trommer. Og samtidig var udtrykket temmelig stillestående og nørdet, hvis det ikke var for den meget aktive frontrmand. Men det var samlet set lovende, og måske slog noget af potentialet sig ud i større flor ved bandets senere show på WOA-touren, eftersom det nu vides, at bandet står i finalen?
Lydkrig
De fire dystende bands havde alle samme lydmand. De benyttede egne håndvåben som guitar, bas, lilletromme, forstærkertoppe og lignende, men ellers havde de samme udgangspunkt for god lyd set fra mixerpulten. Og her kunne det med rutine og evner på instrumenterne godt fornemmes. For Melusive havde markant bedre lyd end de andre bands i konkurrencen denne aften. Det var noget med en rutine, en stærkere teknisk formåen og så præcis det rette udstyr for at få lyden ud over scenekanten på den måde, som bandet har visualiseret sig det gang på gang hjemme i øvelokalet. I en metalkonkurrence stak Melusive noget ud – hvilket forsangerinden ikke var bleg for at pointere, når hun takkede for at blive taget så åbent imod af "metalmiljøet".
Musikalsk var der tale om en omgang rock med progressive undertoner og godt med keys indover. Med kvinden i front havde bandet et brag af en showskaber. Det er jo aldrig dårligt, men på en lille scene som Stengades virkede det sært, at guitaristen i den ene side "skyggede" for keyboardspilleren ved at stå lige foran, mens samme seance udspillede sig i den modsatte side af scenen, hvor det var bassisten, der blev gemt væk bag den anden mand på seks strenge. I midten var der til gengæld imponerende mange kvadratmeter at boltre sig på for sangerinden, den klejne scene taget i betragtning. Hun udnyttede det fuldt ud og fik godt fat i publikum, men de andre i bandet blev omdannet til statister, der ikke engang bare en enkelt gang havde øjenkontakt med publikum. Men set på evnen til at få deres lyd præsenteret på bedst mulig vis og med formidabelt sikker hånd, så var til at forstå, at juryen faldt for bandet fra Odense og lod gruppen løbe med sejren i denne runde.
"One song to rule them all"
Iotunn havde en sejr fra Aalborg med i bagagen. Hvordan det kunne gå sådan, fik man hurtigt en idé om, da bandet, som virkelig udnyttede sin hjemmebanefordel, havde spillet blot få minutter. Der var smæk på, og bandet fremstod med langt hår i heftig headbanging og "klassiske" metalriffs og hurtige soli virkeligt som et energisk metalband, der kunne fange de fremmødte metalfans. Kompositorisk var menuen en blanding af klassisk heavy metal mixet med et nordisk inspireret progressivt, episk lydbillede. Dertil en high pitch-vokal med generelt fine melodiske idéer, men også en vokal, som stadig lige har lidt tilbage at ønske i forhold til at ramme den særligt lækre og individuelle tonestil.
På trods af soli, der vidnede om gode evner på guitarerne, så var der et eller andet rodet over bandets lyd denne aften. Noget, som fik bandet til, på denne front, at stå i kontrast til Forever Still og Melusive, der syntes at have mere styr på leveringen af eget materiale. For Iotunn betyder det, at bandet stadig har noget at indhente, men der er helt givet et masse ting at bygge videre på. I konkurrencer som disse bliver det tit nævnt, at man er nødt til som minimum at have ét nummer, som folk kan huske bagefter, for ellers drukner man i mængden af bands. Og her var Iotunn en vinder, som med lidt polering af potentialet vil kunne gå langt, når konkurrencen bliver international på markerne i Wacken til sommer. Med afslutteren i 'Frost' ramte Iotunn er nerve så intens, at det var umuligt ikke at lade sig rive med. En flot heltemetallisk glorificeren af det episke i Bathory. Her glemtes alt om et rodet lydbillede, for riffene var nu så stærke, at de skar sig ind i hjernebarken. Næverne, der røg taktfast i vejret under sangen, og bifaldet fra salen efterfølgende sagde det hele. Formidabel afslutning!
Stærkt trods klichéer
Mens dommerne trak sig tilbage, var det tid til de to særligt inviterede bands. Fra vore egne marker var det Savage Machine, der høstede en flot femteplads, da bandet efter dansk sejr repræsenterede Danmark sidste år, og fra færøerne Hamferd, der tilbage i 2012 spillede sig til en sejr i konkurrencen. Forskellen mellem en femteplads og førsteplads var tydeligt i den forstand, at Savage Machine trak på noget velkendt og sikkert i form af rutinerede metalklassiske dyder, mens Hamferd i stedet har en stil, der virkelig skiller sig ud i lyd og udtryk.
Savage Machine har efterhånden fået arbejdet en masse fine metalliske riff og har fået en god, homogen sceneoptræden, der ligger langt fra dengang, hvor vi på Devilution kritiserede bandet lidt for at spille med fjollede statementbærende t-shirts, hvilket kunne skabe tvivl om, hvorvidt bandet mente musikken alvorligt eller ej. Det var alvor nu, men med det glimt i øjet, der viser, at kærligheden til genren med harmoniguitar, skrigende leads og ditto Rob Halford-vokal er stor.
Desværre var det gået, som det ofte har gjort til de lange seancer som WOA Metal Battle ofte er: Flere folk var smuttet eller nød den sommerlige aften udenfor, mens der blev snakket musik og ventet på, at juryen fik voteret færdig. Der var således ikke længere så godt fyldt i salen. Det var dog hæderligt, og koncerten led ikke herunder, og hæderligt var også Savage Machines show, hvis nye materiale lover godt for det kommende album. Hvis det godt må være rigtig klassisk metal, for overraskelser var der ingen af her.
Fra metalvest til slips og slikhår
Hamferd er en spøjs størrelse. Før koncerten kunne man se medlemmerne gå omkring i klassisk heavy metal-vest med patches fra diverse bands, men på scenen er bandet som en forsamling af revisorer. Stift klædt i jakkesæt og velfriseret hår. Selvom der her også er stor vægt på vokalisten, så var det interessant med en opstilling, udover trommeslageren bagerst, der stod på linje og dækkede scenens bredde med to guitarister, keyboard, bas og vokal. Det signalerede band på en helt anden måde, end Melusive udnyttede deres tilsvarende sekstet-lineup tidligere på aftenen.
Lyden var bragende god til den dystre musik med dragende melodier og en andægtig ro i den dybe lyd, hvor bassen specielt bød stærkt ind med dundrende tunge anslag. Jón Aldarás vokal er uden lige i doom/death-genren. Sikke et growl, og sikke en hymnisk salmesang på den rene vokal. Storslået, imponerende og på sær vis forfriskende prætentiøs. Interessant var det at høre, at bandet i forhold til denne anmelders første møde med dem nu også havde flere passager, hvor trommerne var nærmest uptempo, og guitarriffene flirtende med et dødsmetallisk og forholdsvis simpelt, pumpende, hårdt arbejde. Det gav en fornem kontrast til passagerne, hvor man bare måtte lukke øjnene og drømme sig ind i det dunkle melodiske univers, som bandet mestendels gør sig i.
Publikum ville have mere end de 50 minutter, det blev til. Et mildt nik med hovedet i en gestus af tak til de tilbageværende natteravne var, hvad Hamferd gik af scenen med. Musikken havde talt og havde gjort det godt. Der var ikke mere at sige.
Aftenens vinder klarede ikke cuttet
Det var en nordjyde dog uenig i. Den snakkesalige arrangør gennem alle årene på den danske afdeling af Wacken Battle, Kasper Molin, tog mikrofonen og gik på scenen for at udnævne en vinder for aftenens runde. Imens han indledningsvis takkede sponsorerne for supporten, de fremmødte samt de deltagende bands, indfandt der sig flere folk i salen, end tilfældet havde været under de to foregående bands. De fik at høre, som allerede nævnt, at det blev Melusive, der vandt denne runde.
Senere på weekenden viste det sig desværre ikke nok for dette band, da finalen er endt med at bestå af Bæst, Iotunn, Sunless Dawn og Empire of Doom. Tillykke til dem – de kan opleves dyste om den ene forjættede Wacken-plads i finalen den 14. maj på Godset i Kolding.
Karakterer:
Forever Still: 2
Sunless Dawn: 2
Melusive: 4
Iotunn: 3
Savage Machine: 3
Hamferd: 4
Se flere billeder fra aftenen her:
