Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Wacken Metal Battle er over os

Populær
Updated
Wacken Metal Battle er over os
Wacken Metal Battle er over os

Aphyxion. Huldre. By The Patient. Electric Hellride. Bands, der for alvor blev kendte, efter de havde vundet Wacken Metal Battle. Nu skal vi finde et nyt navn.

Wacken Metal Battle er blevet så stor en konkurrence på verdensplan, at Danmark ikke længere er sikret en plads hvert år. 2015 er derfor året, hvor vi igen skal finde en kandidat, der skal ned og forsvare den danske fane på den store festival Wacken Open Air. Aphyxion, Huldre, By The Patient og Electric Hellride har allerede prøvet det. Specielt Huldre, der blev nummer tre sidste år, har fået deres gennembrud via denne konkurrence og cementeret deres navn fast både i ind- og udland.

I år gælder det så de indledende runder, der bringer karavanen forbi byer som Slagelse, Lyngby, Kolding, Aarhus, Esbjerg og så Aalborg, hvor finalen afholdes. Denne gang er deltagerlisten som følger:

Abscission
Contrition
Embryo
Heidra
Møl
Phoebus Cartel
Prevail
Savage Machine
Velociter
When Water Runs Deep

Nogle er erfarne bands, der med konkurrencen forsøger at bryde igennem, mens andre er unge kræfter, der bare skal ud på de skrå brædder og vise deres værd. Fælles for dem alle er, at de gerne vil vinde konkurrencen og dermed turen til Wacken Open Air. Et ikke uvæsentligt show at få skrevet på sit turné-cv.

Ifølge arrangørerne vil der være fire bands i hver indledende runde, der hver aften rundes af med to af de tidligere vindere. Det er Huldre, der vandt i 2014 og fik den flotte placering i den internationale del samt Aphyxion, der vandt konkurrencen tilbage i 2011, og som enten senere i år eller i starten af næste år er klar med opfølgeren til debutpladen 'Earth Entangled'. 

Vi har stillet de deltagende bands en række spørgsmål, som du kan læse ved at klikke på bandnavnet ovenfor. Og så vil vi naturligvis opfordre vores læsere til at møde op og deltage i de indledende runder samt ikke mindst finalen. Det er netop ved disse shows, hvor de mindre kendte bands får chancen, at man kan være med fra start, inden et band går hen og bliver det næste Huldre, Illdisposed eller Volbeat!

Det hele skydes af i næste weekend, hvor de første shows foregår fredag d. 8. maj på Badeanstalten i Slagelse og lørdag d. 9. maj på Templet i Lyngby. Ugen efter er det Godset i Kolding, der afvikler tredje afdeling d. 13. maj, Atlas i Aarhus d. 14. maj og sidst Konfus i Esbjerg d. 15. maj.

Line-up de enkelte aftener er som følger:

Fredag d. 8. maj på Badeanstalten, Slagelse:

Abscission
Møl
Heidra
When Water Runs Deep
Aphyxion
Huldre

Lørdag d. 9. maj på Templet, Lyngby:

Prevail
Heidra
Phoebus Cartel
Abscission
Aphyxion
Huldre

Onsdag d. 13. maj på Godset, Kolding:

When Water Runs Deep
Embryo
Velociter
Savage Machine
Aphyxion
Huldre

Torsdag d. 14. maj på Atlas, Aarhus:

Savage Machine
Velociter
Møl
Contrition
Aphyxion
Huldre

Fredag d. 15. maj på Konfus, Esbjerg:

Phoebus Cartel
Contrition
Embryo
Prevail
Aphyxion
Huldre

Når de fire finalister er fundet afvikles finalen på Studenterhuset i Aalborg lørdag d. 30. maj. Der er der ét af de ovennævnte bands, der får en indløst en billet til Wacken Open Air 2015.