W:O:A Metal Battle 2015: Abscission
PopulærAbscission vil gerne leve op til den høje standard, som foregående bands har sat i konkurrencen, og de er ikke bange for at blive bedømt af hverken fagfolk eller fans.
Hvorfor er jeres band blevet tilmeldt WOA Metal Battle?
I slutningen af 2014 tog bandet en længere pause for at skrive en ny plade. Da vi følte, det var tid til at spille koncerter igen, bød muligheden for at tilmelde sig Wacken Metal Battle sig på et godt tidspunkt. Derudover havde de fleste af medlemmerne i bandet allerede gode erfaringer med arrangementet, så valget var ikke svært.
Hvad håber I at få ud af at være med?
Først og fremmest er det en god oplevelse. Koncerterne er godt arrangeret, og der gøres mere ud af promoveringen, end der bliver gjort til de almindelige shows, man spiller i landet. Derudover er det fedt at få feedback fra fagfolk, der har fingeren på pulsen inden for metalgenren. Og så ville det være sjovt at komme til Wacken, hvis det blev aktuelt!
Hvad synes I om at blive bedømt af fagfolk og ikke kun af publikum?
Ved andre konkurrencer er det mængden af betalende venner ved koncerterne, der afgør, hvem der vinder. Det er ikke tilfældet til WOA Metal Battle, og derfor føler vi, vi får en fair bedømmelse på vores input.
Hvor langt tror I, bandet kan gå på Wacken, hvis I bliver sendt derned?
Lige nu fokuserer vi bare på at nå finalen i Aalborg, men skulle vi være så heldige at vinde der, vil vi gøre alt hvad vi kan for at komme i top tre på Wacken. Dels for vores eget omdømme, men også for at leve op til den danske standard, der blev bevist sidste år, da Huldre kom til Wacken og fik en tredjeplads.
Hvad mener I om, at nogle synes, at man sælger ud ved at deltage i en talentkonkurrence?
Det interesserer os ikke, hvad andre har at sige om det.