Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

W:O:A Metal Battle: Finalen

Populær
Updated
W:O:A Metal Battle: Finalen

Vejen har været lang, fra indsendelse af materiale til udvælgelse af deltagere til de indledende runder, men nu er rejsen nået til ende. Vi er omsider nået til finalen i W:O:A Metal Battle.

Spillested
Dato
26-05-2015
Koncertarrangør

De indledende runder sluttede i d. 15. maj på Konfus i Esbjerg, og finalen finder sted på lørdag på Studenterhuset i Aalborg.

W:O:A Metal Battle præsenteres i 2015 af Livescenen i samarbejde med Wacken Foundation, Royal Beer, Jägermeister, Monster Energy, Devilution, Blastbeast, Sort Søndag, Aalborg Metal Festival, Metal Royale og ORA.

Feltet i år har været repræsenteret bredt i det danske metalmiljø, fra slipseknuder til heavyvest og bestået af henholdsvis Abscission, Contrition, Embryo, Heidra, Møl, Phoebus Cartel, Prevail, Savage Machine, Velociter og When Water Runs Deep. Pakken har i forskellige sammensætninger bevæget sig rundt i det meste af Danmark og med sig bragt sidste års vindere, Huldre, samt Aphyxion der løb med sejren i 2011.

Kriterierne fra dommerpanelet har, som man kan læse her, været at hele atmosfæren omkring de videregående bands skulle være så fyldestgørende og helstøbt som muligt og deraf har der fulgt personlig kritik med til hvert enkelt band. Om de har taget ordene til sig, og hvem der kan levere tilstrækkeligt til at blive værdige til hovedpræmien, som er et spillejob på Wacken Open Air 2015, vil vise sig, når dommerne har voteret efter koncerten på lørdag.

Det endelige finalelineup består af rundevinderne Møl, Heidra, Contrition og Savage Machine, og de vil sammen med Aphyxion og Huldre sørge for en svedig aften i Aalborg. Løjerne starter kl. 18, og enhver sand Wackinger er der selvfølgelig til tiden for at bakke op om dilettanterne. Måske har du allerede selv en favorit?

Møl

Heidra


Contrition


Savage Machine