Studiekonkurrence: Mød juryen
PopulærKære læsere
Her følger et kort overblik over, hvem der kommer til at møde jeres musik, når I dyster i vores konkurrence om indspilningstid i Fast Beat Studio.
Konkurrencen løber til d. 28. februar, så der er stadig tid nok til at sende materiale ind, såfremt I overså opslaget i sidste uge. Vi havde også lovet jer et interview med manden bag lyden, Rasmus Toftlund, men det har endnu ikke været muligt at finde tiden til at mødes, så vi må holde jer hen til næste nummer.
Juryen består af nogle af folkene bag Devilution samt Anders Bøtter, kendt fra Sort Søndag (og et eller andet vildt tidligt om morgenen..?).
Turid Nolsøe
Mine foretrukne genrer er blackened death, melodød og sludge. Men jeg kan sagtens se det smukke i en del andet.
Min erfaring og beskæftigelse består, udover meget amatøragtigt basspil, af ren og skær journalistisk arbejde inden for metalmusikkens domæne. Som anmelder, reporter og derudover promotionassistent på COPENHELL.
Motivationen for at dømme i konkurrencen er at finde noget unikt, der fortjener at blive fremhævet i det gode, analoge univers, som Fast Beat leverer.
Jeg vil lytte efter en stærk sans for komposition, og gerne en original en af slagsen. Med et komplet og interessant lydbillede, der fortjener at få den rigtige lyd. Jeg behøver ikke at se et image og vil gerne være fri for gimmicks. Jeg glæder mig at høre noget solidt, seriøst og måske endda gennemtænkt.
Signe Andersen
Mine foretrukne genrer er død (old school og melodisk), hard rock, syrerock, thrash og hardcore.
Min erfaring i branchen er mangeartet, da jeg har spillet, siden jeg var ti, med trommer som det første instrument, men jeg har siden haft guitar og klaver som hovedinstrumenter. Derudover har jeg modtaget undervisning på sax, trommer, i sang/kor/komponering og lydteknik med praktikforløb i Odense. Siden 2008 og indtil for kort tid siden havde jeg anpart i Ref Production (vokalindspilning/mix/mastering/beats) og har også haft eget booking- og managementfirma og efterfølgende været booker på The Rock.
Min motivation for at dømme i konkurrencen er mit bløde punkt for upoleret og rå musik, og jeg mener, at de mest interessante ting sker i øvelokalet hos ikke særligt erfarne bands. Dem, der bare skralder derudad, fordi de ikke kan lade være og synes, at de tre akkorder, som andre for længst har gennemtæsket, bare lyder møjerfucking i orden, når DE spiller dem. Det har en særlig nerve og energi, som jeg sætter pris på.
Jeg vil lytte efter inderligheden: Om jeg kan mærke, at I tror på det, I laver, og tror nok på det til at blæse det ud til alle på 120 db og vil skide på, hvad folk synes om det. Dernæst tekniske færdigheder: Om I er klar til at gå i studiet, og om jeg mener, I kan naile jeres ting inden for en kort tidsramme med det pres, der følger med, når man skal præstere. Og til sidst: genkendelsesfaktoren. Om I har en helt speciel signatur, der gør, at jeg vil kunne kende jeres musik, når I laver et egentligt album.
Jacob Dinesen
Mine foretrukne genrer er et sted i den uhellige treenighed af black, hardcore og tysk powermetal. Om musikken er god eller ej afgør hvad det falder ud til fordel for.
Min erfaring er at have været dommer i efterhånden mangen en talentkonkurrence a’la W:O:A Metal Battle eller Mighty Fight Night.
Min motivation for at være med som dommer er at det er både anstrengende og plagsomt at lytte demoer og promoer igennem, MEN fra tid til anden støder man på noget hvor man tænker, "hvad fanden skete der lige der?!".
Jeg vil lytte efter noget udefinerbart der kan kaldes potentiale – er det fedt? Er der mulighed for at det bliver federe?
Mathias Nielsen
Mine foretrukne genrer er god musik. Dårlig og uinteressant musik bryder jeg mig ikke om.
Min erfaring er som sådan at have skrevet om musik i over ti år. Da jeg var yngre spillede jeg trommer, men det holdt jeg op med, da det ikke kom nogen vegne. Derfor er jeg indbegrebet af "vittigheden", der lyder "anmeldere er bare sure gamle mænd, der ikke selv var gode nok til at spille musik". Det har jeg det aldeles fint med.
Min motivation for at lege smagsdommer, selvom jeg ikke bryder mig om talentshows, er, at blive overbevist om, at der altså findes andet end komplet kompost på den danske metalscene. Hvis nu der var et band, der kunne mere end bare at prøve at lyde som deres idoler, så skulle de da gerne have chancen for at indspille deres bemærkelsesværdige skidt.
Jeg vil lytte efter nye toner. Ikke eksperimenter for eksperimenternes skyld, men helst nogen, der har noget nyt at sige. Skal det være gammeldags, så skal det virkelig virke overbevisende, for at der gives pluspoint herfra.
Anders Bøtter
Mine foretrukne genrer findes ikke. Jeg betragter mig selv som genreløs. Men skal jeg pege på top 3, så er det så afgjort hovedgenrerne punk, metal og nedbarberede singer/songwritere, som skriver bedre tekster end de spiller musik. Generelt, så må musik meget gerne støje og skal ikke være for produceret (med undtagelse af Queen). Derfor tiltaler punken, samt thrash, black- og oldschool dødsmetal mig meget. Men jeg knuselsker også den diementrale modsætning; de grædende mørkemænd (og kvinder), som kan sætte livet på spil med en enkelt guitar, et flygel og en skrøbelig eller fyldig stemme. Desto mere en genres lyd er defineret af dens produktion eller de tekniske omstændigheder, desto mere afskyer jeg den.
Min erfaring og beskæftigelse består, af en hel masse forskellige frivillige og betalte jobs indenfor musikformidlings ”branchen”. Begyndte som praktikant i en Svendborgensisk pladebutik (”Uptown Music”) som 13 årig og har siden da stået bag kassen i et væld af fynske og københavnske pladebutikker. Har sideløbende skrevet for Diskant.dk, Geiger og andre obskure musiksites. Forsøgte mig som musikvideo- og filminstruktør for Salem (”The Needle In The Butterfly”) og Efterklang (”Performing Parades” dokumentaren), men lagde det helt på hylden da jeg blev radiovært på fuldtid, da DR åbnede P6 Beat i April 2011. Hvad jeg end beskæftiger mig med, så er det altid vigtigt for mig, at følge alle produkter helt til dørs. Så om jeg laver film, tv eller radio, så står jeg oftest for hele produktionen selv (instruktion, optagelse, klipning, mixing og færdiggørelse).
Motivationen for at være dommer i konkurrencen er at finde nogle musikere (unge eller gamle), som spiller på deres instrumenter så jeg kan høre at de bløder og sætter liv og sjæl på spil. Jeg orker ikke lyden af hobby bands og hyggelige side gesjæfter mere. Jeg håber på at finde bands, som knurrer, hvæser, gør og snerrer af mig!
Jeg vil lytte efter godt håndværk og folk der gør sig umage. De behøver ikke være geniale guitarister, de bedste bassister eller super sangere. Men de skal enten være ligeglade eller lade som om – og så skal de kunne finde ud af at komponere noget, som vækker min nysgerrighed så jeg får lyst til at høre mere. Det kan både gøres med meget simple riffs eller komplekse tromme fills.