Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Morgendagens stjerner: Heidra

Populær
Updated
Morgendagens stjerner: Heidra

At spille musik for at blive verdensherskere kan vi naturligvis kun bifalde. Læs her, hvad Heidra ellers har at sige om, hvorfor de måske er morgendagens stjerner.

Kunstner
Forfatter

Hvem er med i bandet?

Carlos G.R. - guitar
Martin W. Jensen - guitar
Morten Kristiansen - bas
Mikkel Køster - trommer
Danny Svendsen - keyboards
Morten Bryld - vokal/akustisk guitar.

Hvordan startede bandet?

Vi tog de første spæde skridt sent i 2006, hvor Martin og vores daværende trommeslager, Simon, spurgte mig, om jeg havde lyst til at starte et band sammen med dem. Derefter gik vi i gang med at sammensætte et band og begyndte i 2007/08 at skrive vores egne sange, prøvede at finde på et bandnavn, osv.

Hvor var jeres første øver?

Jeg mener, at vores første øver var ude i et øvelokale i Gladsaxe, hvor vi også senere indspillede vores første demo. Good times.

Hvor var jeres første koncert?

Vores første koncert var på The Rock i 2008 med Sicknum og Nembience. Jeg tror umiddelbart ikke, de bands eksisterer mere. Vores anden koncert var dog en kende mere interessant, da det var som opvarmning for Turisas (også på The Rock).

Hvem har fået øje på jer?

Hvis jeg forstår spørgsmålet ret, er der umiddelbart ikke nogen enkeltperson, der har fået øje på os på den måde. Vi har arbejdet sammen med mange forskellige mennesker. Senest med Andy La Rocque og Olof Berggren fra Sonic Train Studios i forbindelse med indspilningen af vores kommende album.

Hvad har været jeres største koncert?

Der har været et par stykker. Den førnævnte Turisas-koncert var et tidligt højdepunkt, men i 2013 havde vi blandt andet også fornøjelsen af at varme op for Korpiklaani og Metsatöll i Pumpehuset og senere Thyrfing på Templet i Lyngby.

Hvad er det sværeste ved at være ny i gamet?

Om vi er nye i gamet, ved jeg ikke, men det kan man måske godt sige, da Heidra i sin nuværende form først rigtigt har taget fart efter indspilningen af vores første ep, 'Sworn to Vengeance', i 2012. Jeg tror umiddelbart, at det sværeste ved at være et band uden pladekontrakt, bookingselskab osv. er det dér med at få en fod indenfor de rigtige steder og at få branchefolk til at tage én seriøst, så man kan få de fede koncerter eller få sin skive distribueret osv.

Hvordan har det været at indspille jeres debutplade?

Det var en fed oplevelse. I vores tilfælde tog vi til førnævnte Sonic Train Studios i Sverige og fordybede os i indspilningerne i 14 dage i streg. Det er dog også en ganske trættende proces at arbejde på musikken i noget, der ligner 10-16 timer hver dag. Man bliver helt ør i hovedet nogle gange. Og så er det jo heller ikke gratis. Men produktet er blevet fedt, så det skal I glæde jer til at høre.

Hvad er jeres inspirationer?

Jeg tror, de fleste i bandet er inspirerede af forskellige ting, men da vi startede i sin tid, var det da uden tvivl bands som Moonsorrow, Bathory, Windir og Ensiferum, der var den primære inspirationskilde. Personligt hører jeg musik i mange forskellige stilarter og lader mig inspirere af det meste. Sådan tror jeg også, resten af bandet har det. Det håber jeg har en positiv indvirkning på vores sangskrivning og giver vores musik noget variation.

Hvad er jeres drømme?

Vi vil utroligt gerne være verdensherskere, men hvis vi ikke kan blive dét, tror jeg vores drømme som band lige nu består i at få lov til at spille på nogle af de mange europæiske metalfestivaler. I det hele taget bare at få vores musik ud til et større publikum. Både i form af plader og i form af koncerter.

Hvordan vil I nå dem?

Vi arbejder aktivt på at få vores plade udgivet og distribueret på den ene og/eller den anden måde. Det kan jeg ikke sige så meget konkret om. Formentlig får vi også inden for en overskuelig fremtid stablet en tourné på benene og kommer ud at spille for nogle nye mennesker i nogle nye lande. Vi er stadig på et tidligt stadie i hele den proces. Mighty Fight Night kan måske også vise sig at være et skridt på vejen.

Hvordan vil I virkelig IKKE ende?

I opløsning? Jeg tror ikke, vi har gjort os så mange tanker om, hvad det værste, der kan ske for os, ville være. Hvis vi mislykkedes med alt, vi gjorde, og folk hadede vores musik, ville vi nok have et problem, men det er heldigvis ikke tilfældet.

Hvor meget opbakning har du/I fra baglandet (forældre, skole, venner, job etc.?

Jeg vil da mene, at vi generelt har stor opbakning fra både venner, familie osv. Det er mit indtryk, at de medlemmer, der har egne familier, også møder stor forståelse og opbakning, selv om det kan være både meget tidskrævende og pengekrævende at være med i et band som Heidra.