Mighty Fight Night: Vikingerne vandt
Populær
Skribent Villumsen ramte ikke plet i sit personlige gæt på en vinder i den fjerde udgave af Mighty Fight Night, der var en hyggelig aften med forskellig metalmusik og god stemning blandt ligesindede metalheads.
Mighty Fight Night var tilbage i fjerde udgave, og for første gang blev det et sted, hvor arrangementet havde været afholdt før: den lille sal i Pumpehuset. Og det er et ganske ideelt sted for arrangementet, omend sidste års placering i Lille Vega måske nok betød bedre lysshow og måske endda lidt bedre lydforhold, men vigtigt for at få festen på rette niveau er også ølpriserne. Og da de er lidt lavere i Pumpehuset end i Lille Vega, så flød stemningen så at sige noget bedre her.
Devilution kunne heller ikke i år modstå tilbudet om en aften i selskab med noget af Danmarks upcoming metal, hvoraf ét band endda ville løbe af sted med en plads på Copenhell-programmet. Noget som Barricade og Fall of Pantheon har gjort forud, mens Contrition, der vandt det første år, i stedet vandt en tur til Hansen Studios. For den ihærdige læser bringer vi her links til anmeldelser af de første arrangementer afholdt på/i hhv. The Rock, Pumpehuset og Lille Vega.
Negativt førstehåndsindtryk
Først på scenen var Panacea, der havde fået plads på plakaten ved at trække det længste strå i en online afstemningsdyst mod Cold Black og Sons of Death Valley. Når man som denne skribent kendte lidt til de andre bands på aftenen, så blev den hårde dom allerede afsagt før, der blev talt for til første sang: De her vinder ikke. Dertil var bandet for uerfarne at se på på scenen, og så var det visuelle et ikke-sammenhængende virvar af joggingbukser og korte sportsshorts.
Men det kunne jo snyde, og så er det jo i øvrigt musikken, det handler om. Panacea spillede og leverede deres melodisk funderede dødsmetal ganske udmærket, uden dog at byde på noget, som virkede synderligt nyskabende. I sekvenser var der flere meget iørefaldende melodistykker og også noget solidt og tungt groove. Undervejs ramte bandet lidt panik, da den ene guitarforstærker stod af, men heldigvis sprang en guitarist fra et af de andre bands til efter nogle minutter og fik hjulpet den stakkels gut videre på en anden forstærker.
Generisk, men gennemført
Og det her med det visuelle og at se ud, som om selvsikkerhed, selvtillid og erfaring er helt i top, mestrede det næste band til gengæld. Heidra spiller måske ikke ligefrem i uniformer, men der var en klar sammenhæng medlemmerne imellem, og selvom det måske ikke ligefrem var en vikings kampudrustning, så passede det alligevel fint til bandets vikingemetal, der inddrager både folkemusik og black metal.
Keyboardet fyldte meget i bandets lyd denne aften, og overskyggede desværre guitarerne lidt af og til, men på den anden side var det også med til at cementere bandets sans for fængende melodier og måske endda også give bandet en lyd, der stak ud denne aften. Og Heidra slap i øvrigt af sted med en væsentlig bedre lyd, end det første band havde haft - højt keyboardlydniveau eller ej.
Vokalen blev skreget/growlet noget så eftertrykkeligt ud, men imponerede også i de melodiske partier med en nærmest krystalklar tone, der af Devilutions Dragejæger blev kaldt lidt for "helteagtig" (så har man hørt det med - red.), men hos denne skribent landede som et positivt krydderi til musikken. Heidra har endnu ikke udgivet en fuldlængde, men har bestemt erfaringen på plads til det og vil sikkert kunne opnå et godt følge i udlandet også, selvom musikken kunne virke lidt generisk som et opkog af vikingemetallen som den lød i sidste halvdel af 90'erne.
Symfonisk fremgang
De symfoniske, progressive metallere i Defecto bød på et lidt anderledes møde, end de andre gange, denne skribent har stået over for dem. Der var sket positive ændringer i bandets sceneoptræden. Bandet har før været en kende nørdede at se på - ikke at det ikke kan have sin charme, når stilen netop byder på masser af teknisk lir, men denne aften virkede bandet modnet; det blev mere "metal" og blev således mere overbevisende og afgjort autentisk.
En fornuftig lyssætning, hvor nærmest alt frontlys var væk, så bandet kun blev lyst op bagfra, gjorde det hele mere dunkelt og lækkert, og så fik bandet et ekstra skub fremad af et publikum, som virkelig bakkede bandet godt op. Samtidig var den tidligere sete formålsløse, forvirrende renden fra side til side på scenen heldigvis også begrænset til en, måske nok indstuderet rutine, der virkede bedre og ikke gav mistanke om medlemmer med ADHD.
Instrumentalt er der ikke noget at sætte på Defecto, og leadvokalist Nicklas Sonne kan virkelig synge, så det falder i sidste ende på sangskrivningen, og om man kan lide specielt den del af vokalen, som nogle måske ville betegne som lidt "cheesy" og så den symfoniske sovs fra backing-tracks. Vokalen bakkes dog af og til op af nogle meget fornuftige growls, der sagtens ville kunne begå sig i nogle af aftenens mere døde bands.
Det var en aften, hvor alt lod til at lykkes for Defecto, og de spillede bestemt deres chance.
Positiv rokering
Dødsmetalbandet Abscission var aftenens sidste, dystende band. Et band, som tidligere havde imponeret med et ret interessant basspil spillet på båndløs bas. Siden dén koncert på Gimle havde bandet dog rystet posen og smidt en guitarist om bag trommerne og rokeret føromtalte bassist hen på guitaren. Den nye bassist spillede ikke båndløst og lod også til at følge guitarriffene mere slavisk, end tilfældet var tidligere for bandet. Men det var nu ikke så dumt igen, for samlet set lød bandet bare mere stramt og med en forstærket sangskrivning. Så rotationsmanøvren må siges at være godkendt.
Abscission har et godt flair for det episke, så dødsmetallen fik fine elementer af noget black metal - ja, måske indimellem ikke så langt fra, hvordan Behemoth lyder på 'Evangelion'-skiven. Virkelig velspillet og med en fornuftig levering for genren, men trods det flotte skridt fremad, bandet har taget det sidste års tid, så mangler der måske lige en tand mere i forhold til at ramme noget mere unikt. På trods af at man som dødsmetalfan bestemt fik serveret en indbydende vare.
Mens vi venter ...
Som det har været tilfældet før, så skulle forrige års vinderband også på scenen, og det skete, mens juryen skulle votere, og publikumsstemmerne tælles op. Det var Fall of Pantheon, der heller ikke spillede helt, som man havde set dem før. Siden bandet vandt MFN sidste år og spillede på Copenhell, har bassisten Dave Armstrong fået plads i midten af scenen og er nu ikke kun bassist, men også leadvokalist. Trommepladsen er pt. ikke besat, men når man nu havde nydt Richardt Olsens fede, meget kompetente, spil på gryderne i Abscission, så var det jo ikke så skidt, at Fall of Pantheon havde lånt netop ham.
Så Fall of Pantheon anno 2014 var således et mere positivt møde end besætningen anno sommeren 2013. Bandets dødsmetal fungerede godt, og de nye sange i sættet antydede, at sangskrivningen og udviklingen stadig går godt fremad. Det er en efterhånden gammelkendt genre, som heldigvis har mange konservative fans, så bandet kan komme langt ved "bare" at gøre dødsmetallen ære - som de afgjort gør. Men skal toppen nås, så skal det hemmelige krydderi, som skal løfte bandet fra horderne. stadig lige findes.
Vinderen er ...
Inden aarhusianske Blood Label skulle gå på, blev vinderen annonceret. Det blev Heidra, hvilket kom lidt bag på flere, men når man efterfølgende så det i morgendagens klare lys, så var det måske nok det band, der havde virket mest selvsikre på scenen og dem med det mest overbevisende produkt i forhold til salgbarheden her og nu. Men i forhold til, hvor musikken kan nå hen, så tror denne anmelder, at der var et par andre bands, som på længere sigt vil kunne føre deres musik længere i forhold til en genkendelig, selvstændig lyd, og som derfor ville have været mere spændende at give chancen - men så må de bands jo bare tilbage og arbejde hårdt i øveren.
Menneskeflugt
Med seks bands på plakaten bliver det selvfølgelig en lang aften. Heldigvis måtte starten ikke skubbes, som det år Barricade vandt (2012), hvor Pumpehuset ikke var helt klar med effektiv entré/garderobe, og hvor nogle af bandene også havde været bedre til at lokke alt og alle af vennerne med, så køen før spillestart var lang udenfor. Der havde været et hæderligt besøgstal denne aften, men allerede efter sidste dystende band og under Fall of Pantheons show forsvandt flere gæster desværre. Og da Blood Label skulle til at gå på, så var det svundet kritisk ind i mængden.
Der var heldigvis en lille, men dedikeret skare tilbage helt oppe foran, og aarhusianerne spillede samtidig et godt show, der holdt de tilbageværende til ilden, så mandefaldet i publikum lod til at være sat på pause. Menuen hed primært godt og blandet fra bandets debutalbum, og afslutteren blev naturligvis det meget fængende nummer 'Shotgun-Blown in the Face', som er bandets første udspil fra debutten 'Skeletons', der kommer her i marts.
Det var et Blood Label uden den karismatiske Alexander Kjeldsen (også i The Burning), men hans standin gjorde det nu også godt. Kenneth Klitte Jensen på vokal klarede rollen som frontmand godt, og hans stemme lød nærmest som på den kommende plade, og det kan man ikke klage over. Bandets metal er inficeret med både død og thrash metal, men det er især, når det lige groover lidt, at bandet især funkler. Det var også fedt at se bassist Nikolaj Poulsen, der virkelig så ud til at have opgraderet sin performance på scenen efter at have stået på scenen med Hatesphere. Alt i alt et band, der stod for en professionel levering, der havde haft lidt bedre vilkår, hvis folk ikke havde fået lov at smutte før lukketid.
Karakterer
Panacea: 2
Heidra: 3
Defecto: 4
Abscission: 4
Fall of Pantheon: 4
Blood Label: 4