Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Tung og velspillet debut

Populær
Updated
Tung og velspillet debut
Tung og velspillet debut

Blood Label har arbejdet seriøst og længe med deres debutplade 'Skeletons', der viser, at der et potentiale i bandet, som bare venter på at komme ud.

Kunstner
Titel
Skeletons
Dato
17-03-2014
Distributør
Trackliste
1. Deliver Me From Evil
2. Snake in the Grass
3. Shotgun-Blown in the Face
4. Paranoia
5. Bad Blood
6. Stuck In Limbo
7. Hell Holds a Place For You
8. Explode
9. Disease Pit
10. Skeletons
11. Coup De Grace
12. The Black Arts
Karakter
3

Blood Label har rodet rundt i kulisserne i dansk metal i nogle år efterhånden. De har været med i Wacken Metal Battle, og medlemmerne har tidligere været med i bands som Dawn Of Demise, The Burning og Hatesphere. Så det vil være en overdrivelse at kalde Blood Label for vårharer. Omvendt er det først nu, de for alvor begynder at åbne døren for et gennembrud. For indtil nu har de kun spillet nogle shows, udgivet et par ep'er, og her i marts måned 2014 sker det omsider. Debutpladen.

Bandets første fuldlængdeplade hedder 'Skeletons' og er produceret af Tue Madsen fra Aarhus. Kan man klatre op af den mands swimmingpool, så kan man også kravle op fra undergrunden og ind i lyset. Det er præcis, hvad Blood Label håber vil ske med udgivelsen af 'Skeletons'.

Blood Label åbner med 'Deliver Me From Evil', hvor det regner, og stemningen fik mig med det samme til at tænke på Slayers 'Raining Blood', men heldigvis drejer Blood Label det i deres helt egen retning. Hele vejen igennem pladen fornemmer man, at det her er thrash af den helt tunge ende. Masser af tyngde krydret med melodisk guitar, der tilsætter den knivspids lyttervenlighed, som gør, at man ikke bliver træt i hovedet ved første gennemlytning. For der er knald på her.

Heldigvis formår de erfarne musikere netop at hive forskellige elementer ind, der gør musikken interessant. Netop de melodiske guitarer, temposkift og gode omkvæd gør, at deres thrash forbliver indbydende. Forsanger Kenneth Klitte Jensen har en imponerende stemme, der råber ganske højt og formår at gøre det på en måde, så det lyder godt og passer godt ind i de melodiske elementer. Samme kontrol som genrebroderen Robb Flynn fra Machine Head.

Eneste malurt, der kan dryppes i bægeret, er, at der trods de gode elementer kan være lidt svært at skille de enkelte sange fra hinanden. Der er dog sangen 'Shotgun-Blown To The Face', der også har virket som en singleforløber forud for pladens udgivelse, samt den efterfølgende 'Paranoia', der står ud som gode skæringer, man kan huske. Der er også den oplagte 'Stuck In Limbo', der modsat resten af pladen er en sang, hvor Blood Label har skruet noget mere ned for tempoet. Netop det, at den er den eneste sang, hvor tempoet er sådan, gør, at den er sådan lidt fortabt, som titlen antyder. Det klæder dog bandet, at de afprøver forskellige afkroge af thrashgenren i stedet for allerede på debutpladen at skære sig ned i én rille.

Med 'Skeletons' har Blood Label nemlig skabt en ganske udmærket thrashplade. Den er virkelig tung. Præcis som man kunne have forventet, når man tænker på, hvilke musikalske ophav medlemmerne kommer fra. Den er tung og velspillet, og det er netop af den årsag, at de har prøvet det her før. Produktionen er også ganske udmærket, og man fornemmer, at der hele vejen rundt er kælet for den her udgivelse. Et resultat af erfarne kræfter. Nu bliver det spændende at se, hvordan Blood Label følger den op. Lige nu skal de ud på en mindre turné i Danmark som opvarmning for bl.a. Hatesphere, og derefter gælder det Europa. Med denne gennemarbejdede debutplade bliver det spændende at se, hvorvidt Blood Label kan skabe sig den plads i metalverdenen, de gerne vil have. For genremæssigt er der andre, der lyder ligesom dem, hvilket nok er den helt store udfordring for bands i den hybridgenre, der blander thrash, dødsmetal m.m.

'Skeletons' er dog en udmærket start for Blood Label. Man fornemmer, hvilken vej de gerne vil, og med Tue Madsen er de blevet styret sikkert i havn på den første plade. Nu skal de selv klare resten af sejlturen.

Nedenfor kan du nyde bandets officielle musikvideo til 'Shotgun-Blown In The Face':

{qtube vid:=ey6XSiWXKp4}