Årsliste 2025 – Jesper Buhl

Dette år bød på kviksølv, sennepsgas og fortæret menneskekød. Og det var bare takket være Vidnet. Hele året gav mig meget mere; arbejde, musik, aggressiv politisk pessimisme og mere arbejde.

Jeg kunne egentlig bare kopiere manchet og introtekst fra sidste års årsliste, for vi har jo faktisk ikke fået løst nogle af verdens helt store problemer, vel? Eller bare nærmet os dem med en anelse konstruktivitet. I stedet er vi blevet mere nationalistiske, mere racistiske, mere frygtsomme og snæversynede og mere aggressive derude. Og vi har brugt generativ AI til at lave julekort og dårlige memes, så CO2-en blæser derudad, men de ligner alle sammen det, de er. En grød af dårligt genbrugte ideer ført gennem samme røvsyge filter. Skal vi ikke blive enige om ikke at koge havene for at lave sjælløse billeder, videoer og kondolencetekster fremover?
Heldigvis blev det også til lidt nogenlunde habil vin på Copenhell, til en masse god vegetarmad og en enkelt god beslutning eller to.

Anyway, skal vi se lidt på nogle af de gode ting, det satans år 2025 har bragt os?

Årets danske album:
1. Sunken: ‘Lykke’ – bandets forrige langspiller, ‘Livslede’, har fået mange lytninger i det lille, kreative kaste-hus på Amager, men med ‘Lykke’ fandt de et ekstra gear, en større lyd og en orkestrering, der virkelig fint indrammer deres triste sange om “illusionen om lykken, lykken som en umulig utopi, lykken som visheden om, at det altid kan blive værre trods nuets rådne stank, lykken som afslutningen på livet,” som jeg skrev i min anmeldelse af ‘Lykke’.



2. Orm: ‘Guld’ – De danske black metal-konger gav os deres fjerde og foreløbigt sidste album, inden de med en mastodontisk koncerttrilogi gik på pause på ubestemt tid. ‘Guld’ bød på ædel metal om ædelmetal og på nogle af karrierens hidsigste riffs. “På ‘Ir’ og ‘Intet • Altet’ bad Orm os have tålmodighed. Nu beder de os om at følge med i deres hastige ridt, som prøvede de selv at slå selve tiden ihjel med konstant forandring,” skrev jeg i min anmeldelse.

3. Heathe: ‘Control Your Soul’s Desire for Freedom’ – Aalborgenserne gav os et fornemt støjende, poetisk og smukt album, som effektivt formidlede følelsen af at stå på apokalypsens rand. En følelse, mange måske kan nikke genkendende til. Det kan jeg i hvert fald. Som jeg skrev i min anmeldelse: “Det er svært at komme med en udtømmende beskrivelse af hele ‘Control Your Soul’s Desire for Freedom’. Jeg kunne nævne ‘Black as Oil’ for dens sorgfulde orgellitani med smukt svungne guitartwang-akkorder og tårevædet sang som et punkt i nummerets 17 minutter lange udgangsbøn. Jeg kunne nævne hundredvis af den slags punkter, men jeg vil egentlig hellere opfordre alle til at dedikere en times tid med koncentreret lytning til den her plade. Det vil man ikke fortryde, for ‘Control Your Soul’s Desire for Freedom’ er en rystende god oplevelse. Pladens erkendelse er svær at sidde med, men det er rart at sidde sammen med andre.”

4. Frelser: ‘Afgrundsprofeti’ – Det var Daniel Pilgaard, vel nok Danmarks skarpeste pen hvad angår black metal, der henledte min opmærksomhed på den her virkelig gode plade, og han skriver det bedst: “Musikken er som et soundtrack til okkult vanvid eller lyden af et bæst, der skambider dit korpus og sluger din sjæl. Allerede fra starten i det knap ti minutter lange titelnummer, lyder der ildevarslende dommedagshorn, som ikke efterlader tvivl om, at Frelser inviterer lytteren med på en misantropisk mission igennem pladens knap 45 minutter, hvor alt og alle opsluges af mørket.“

5. Vidnet: ‘Attentat’ – “De Plukkede mine Øjne ud                                         
    saa jeg endeligt kan se
de vigtige Aspekter af Lidelse for Viden
under ordnede Forhold; klinisk Præcision!
     Parallelle Ordner kældereksisterer . . . . 
Offer, Vidne, Martyr? Offer, Vidne, Martyr?                                              
     Væskefyldte Hulrum, Væsken er klar,                  
en afhudet Tjener . . . . Prægtigt Eksemplar!”

Vidnet var i skarp grindcore-konkurrence med Jawtraps hidsighed og politiske indignation, med Sewer Hauls charmerende råddenskab og med Fordærvs morsomme bredsider, men det var duoens musikalske grusomhed, og fornemme lyrik, der smagte af den historiske avantgardes dramatiske ortografi og splintrede og rædselsvækkende verdenssyn, der skaffede dem pladsen på denne liste. 

Boblere:
Jawtrap, Sewer Haul, Fordærv, Kollapse & Grava, EYES, Nyredolk.

Årets internationale album:
1. Agriculture: ‘The Spiritual Sound’ – Over to EP’er og deres selvbetitlede album fremelskede amerikanerne en lyd, der forenede black metallens mørke med håbets og fællesskabets lys. På ‘The Spiritual Sound’ berigede de den lyd med radikale nybrud og føjede nye dimensioner til deres sange om buddhisme og levet queer-liv. Fænomenalt!



2. HEALTH: ‘Conflict DLC’ – Støjveteranerne, der blev til synthwavede gamesoundtrackere, serverer her en omgang af det, de selv kalder cum metal, men er man ikke til musikalsk ejakulat, kunne man også kalde det for en blanding af industrial, metal, synthwave og popmusik, forlenet med anime-soundtrackets sødme. Et voldsomt godt album for stilfulde og tristsindede personager.

3. Chat Pile & Hayden Pedigro: ‘In the Earth Again’ – Sludgerne fra Oklahoma City møder Texas’ mest følsomme guitarfingerspiller, og en slags støjende, vidunderdeprim bekendelsescountry opstår.

4. Lambrini Girls: ‘Who Let the Dogs Out’ – Virkelig underholdende og medrivende cuntology lige ud af Brighton. 

5. Byonoisegenerator: ‘Subnormal Dives' – Vanvid. Absolut fucking vanvid!

Årets danske hit:
D1MA ft. Syl: ‘Brænder’ – I ka’ ik’ stop’ det, de har sat i gang! Denne banger var årsagen til, at jeg blev hængende til sent på Roskilde, og den skuffede ikke. En af de mest spillede sange i husholdningen, idet kæresten også elsker dette samarbejde.

Bobler:
Orm: ‘Martret’



Årets internationale hit:
FKA Twigs: ‘Eusexua’ – Titelnummeret fra det album, hvor FKA Twigs sprang fra artsy r’n’b til sexet østblok-techno. Genialt album, genial sang og en genial video, hvor vi også lige får en snas af samarbejdssangen med Koreless, ‘Drums of Death’.

Boblere: 
Mala x Magugu: Militant Don
Chat Pile & Hayden Peligo: Demon Time



Årets genfundne klassiker:
LLNN: ‘Unmaker’ – Genfunden er måske så meget sagt, for pladen har aldrig rigtig forladt rotationen i privaten, men i år har dette voldsomt gode album fået ekstra mange spins. Urørlig klasse!



Årets koncerter:
1. Blood Incantation: Amager Bio – Ingen kunne have gjort det bedre, end de krautede dødsmetalfreaks gjorde det i bioen. Det talte jeg med min yndlingsskrivemakker om. Læs med her.

2. EYES X Syl, Copenhell – Uden tvivl min bedste koncertoplevelse på dette års Copenhell. Sammensmeltningen  af de to bands fik Pandæmonium til at koge i solen.

3. John Cxnnor: Roskilde Festival (med Witch Club Satan) og Vega – Ja, ja, Devilution giver altid topkarakter til John Cxnnor, bla, bla, bla. Faktum er, at duoen fik skabt to meget forskellige unikke koncerter, som begge rørte mig dybt og fik mig helt op at køre. Nuff said.

4. Vægtløs, Roskilde Festival – Nøj, hvor har jeg efterhånden set Vægtløs mange gange, og det er vist ikke en hemmelighed, at jeg er meget glad for bandet. Men den her koncert var spændende, for det var, som om Vægtløs måske var lidt på udebane med en festhungrende crowd og en solskinssetting, som i hvert fald på papiret ikke lå godt til bandets sorgfulde og opløftendende sange, men aalborgenserne vandt publikum med radikal åbenhed og reddi gode sange. En kæmpe sejr!

5. Heathe, Xenon – Det var fandeme en god koncert med Heathe i Huset i Magstrædes teatersal. Man kunne mærke altings endeligt i musikken, men vi gik derfra med armene over hovedet.

Boblere: HXC Kids (Amager Bio), Julie Christmas (Copenhell), Lueenas (ACW), Kraftwerk (KB Hallen), Orm 10 X om Solen (VEGA), Kollapse & Grava (Roskilde Festival), Nine Inch Nails (Roskilde Festival), Couch Slut (Roskilde Festival), Strychnos (Copenhell), Oranssi Pazuzu (ACW), Agriculture (ACW). 
Ekstra-særligt tack för allt: Bob Hund (Den Grå Hal)

Årets ekstrametalliske indslag:
1. FKA Twigs: ‘Eusexua’ – Springet til techno klæder sangeren og danseren Tahliah Debrett Barnett, aka FKA Twigs. Pladen er fyldt med sex, og alle undtagen patriarkatets voldelige mænd er inviteret.

2. Skt. DeLarge: ‘Ritualer er det eneste, vi har at holde om’ – “Rap lige fra leveren med ubesværet fusion af noise, hardstyle og digital hardcore. Et gravmæle over en verden og et indre, der har set bedre dage.” Sådan beskrev jeg denne perle af en plade, som jeg tror, vil skrive sig ind i musikhistorien under kategorien “lagtidsholdbar”.



3. Zack Christ: 'OKAY BLOOMER eller: Om at gå ud i verden med huden som et åbent sår, en nøgen beklædthed' – Dybt rørende, fantasifuldt, elektronisk album om at lære at leve med neurodivergens, om at bevæge sig ud i en verden, der føles alt for nærværende. Inkluderer et sublimt samarbejde med Feather Mountain.


4. All Men Unto Me: 'Requiem' – Sorgfulde kampsange om patriarkatet, om transmaskulinitet, queer-eksistens og tilgivelse, skabt af Ashenspires live-sanger, Rylan Gleave, ved hjælp af elektronik, orgler og en rent ud sagt imponerende vokal-spændvidde og -teknik.

5. Carl Knast: ‘Crowdpleaser’ – Nogle gange er man kommet for at umti-umti, fordi ens libido blinker rødt. I sådanne tilfælde sætter man ‘Crowdpleaser’ på og bliver rykket rundt af en samling bangers, der sætter Knasts mere kedelige kolleger i rap-mainstreamen fuldstændig til vægs med uforudsigelighed, kreativitet og syret humor.



Årets danske navn:
EYES x Syl – Sikke en sejrsrunde af en koncert! Det er vidunderligt, når koncerter hæver sig op til et niveau, hvor de nærmere er skelsættende begivenheder. Der er absolut intet i vejen med svedige klubjobs, men det her var noget særligt, og jeg hader mig selv for ikke at have nået at sikre mig en af de tilhørende T-shirts.

Årets internationale navn:
Agriculture – Ikke alene er ‘The Spiritual Sound’ en god plade, det er også en modig plade, der viser et band i konstant søgen på nye udtryk. Et band, der har modet til at forlene det, der har givet dem succes, med nye retninger og stilistiske tiltag. Men Agriculture er ikke bare modige og usentimentale. De er også gode til at få de abrupte og voldsomme stilspring til at give mening. Bravo!



Årets nye danske navn: 
Vidnet – den københavnske duo sparker dig lige i pikken, mens de kæler for din høje pande. Lige dele brutal grindore og litterært overskud. Rigeligt med tragisk forfald og mennesker uden hud.



Årets nye internationale navn:
Chat Pile & Hayden Peligo – tudecountry møder flæbesludge. Ingen af de to er sådan set nye, men det er vel nyt, at de er sammen, og det er en voldsomt god plade, der er kommet ud af samarbejdet. 



Årets comeback:
Det var sikkert WASP eller sådan noget. Eller måske mæslinger.

Årets fysiske udgivelse/bog/film/bokssæt:
Diverse: ‘Det Sista Som Ska Tystna - Historier Vi knappt Minns, Men Aldrig glömmer’ – Dybt bevægende samling af minder om Bob Hund i anledning af, at bandet fra hinsidas nu er gået hinsides. En skøn, lille bog, som hylder Skandinaviens bedste indieband. Et band, der kunne vække nysgerrigheden som få, og “När jag blir nyfiken står tiden still. Då blir jag pigg och orkar lite till”. Det bliver svært at kapere tilværelsen uden jævnlige besøg i København af den sødeste flok idioter.

Det overså jeg i 2024:
Sikkert voldsomt meget. Fortæl mig om det.

Årets optur:
At folk efterhånden er ved at være klar på en Spotify-eksodus. Det er sexet ikke at komme penge i Daniel Ek og hans AI-dronevåben, og vi gider kun bolle med folk, der støtter kunstnerne.

Årets største skuffelse:
I ved, som sædvanlig, hvem I er.

Største ønske for 2026: 
At magthaverne tager sig sammen eller pisser af.
At vi får nedlagt vores svineeksport, som giver staten underskud og dræber farvandene.
At den store del af befolkningen, der vil ulovliggøre islam i Danmark, lige tager sig et kursus i grundlæggende borgerrettigheder.
At livet går lidt langsommere.

Det glæder jeg mig mest til i 2026:
Jeg ved heldigvis endnu ikke, hvad der kommer til at rive tæppet væk under mig, men det glæder jeg mig til.