Industriel afmagt
HEALTH larmer meget på deres sjette fuldlængdeudspil, men finder styrke i kontrasterne mellem støj og stilhed, aggression og resignation.
Burn the Candles
Vibe Cop
Trash Decade
Toture II
Antidote
Darkage
Shred Envy
You Died
Thought Leader
Don't Kill Yourself
Wasted Years
Når trioen fra Los Angeles rammer rigtigt, er HEALTH en uimodståelig størrelse. Kombinationen af Jake Duzsiks emotionelle, soverkammer-romantiske vokal og det musikalsk industrielle univers kan skabe en indlevende og dragende kontrast. Når det lykkes, er HEALTH ikke til at skyde igennem.
Samtidig har netop balancen været bandets udfordring, siden de bevægede sig væk fra det punkede støjrock-kaos, der var udgangspunktet. En udfordring, der imidlertid lader til at være løst på denne sjette fuldlængdeudgivelse.
Der er fortsat noget fundamentalt uroligt over HEALTHs musik. På ’Conflict DLC’ når førnævnte kontrast mellem støj og stilhed sit højdepunkt. Hvor tidligere udgivelser ofte har været præget af en næsten kompromisløs ensartethed i aggressionen, markerer albummet en tydelig, musikalsk udvikling. Pladen arbejder mere succesfuldt med dynamik og kontraster og fremstår dermed mere nuanceret.
Både ’Disco4::Part II’ (2022) og ’Ratwars’ (2023) bevægede sig i samme retning, uden dog at være lige så polariserede som HEALTH anno 2025. Bandets mange års erfaring med soundtrack-arbejde og samarbejder med kunstnere som Sierra Veins, Swarm, Ada Rook og naturligvis Nine Inch Nails har haft en tydelig indflydelse på lydbilledet.
Alligevel er det voldsarrangement, man serveres for på åbningsnummeret ’Ordinary Loss’, et my mere bombastisk end forventet. Hårdt pumpende industrial kombineres med et guitarelement, der lyder revet direkte ud af aggrotechen. Det hele er indlevende orkestreret, og Duzsiks indledende vokalføring kan let narre lytteren til at tro, at alt er, som det plejer.
Ubehaget er størst, når det ikke støjer
'Conflict DLC' larmer generelt meget. Guitarerne er dybt stemte og massivt bearbejdede, så de smelter sammen med synths og elektronisk støj i en kompakt lydmur. Trommerne lyder mekaniske og insisterende, men føles sjældent livløse, og B. J. Miller driver numrene frem med en fornemmelse af kontrolleret kaos. Aggressionen er støjende, men også præcist og umiddelbart formidlet.
Med tre højtempo-tracks i træk rammer ’Trash Decade’ lytteren lige i mellemgulvet. Nummerets midttempo, dystopiske synthflader og hårdtpumpende trommer understøtter det messende håb om skønheden i uvidenhed.
Kontrasterne træder dog for alvor frem, da “Torture II” åbner for et af pladens stærkeste numre, “Antidote”. Ren industrial emo af den slags, der giver lyst til at rulle sig sammen i depression og de tanker, der kan følge med, når det er værst. Her møder man en rå og uforsødet ubehagelighed, som hverken fræsende guitarer eller hårdtpumpende trommer kan matche.
Netop kontrasten mellem de mere stille passager og de aggressive udbrud er en af albummets største styrker. De fungerer ikke blot som åndehuller, men som aktive modpoler til det industrielle inferno. Tempoet sænkes, de elektroniske flader får mere plads, og stemningen bliver mere introspektiv. HEALTH har aldrig haft svært ved at arbejde med melankoli, men på 'Conflict DLC' er gråvejret tungere – og konflikter er ikke nødvendigvis støjende eller udfarende.
Som helhed er ’Conflict DLC’ ikke en radikal genopfindelse af HEALTH, men en moden videreudvikling. Trioen udnytter kontrasterne mellem det guitartunge og det stille, mellem aggression og resignation, bedre end tidligere – og efterlader et stærkt, positivt, men karakteristisk opgivende indtryk.