Faldgruber i konventionsland

Hvis man bare er sikker nok i sin stil, er det ikke nødvendigt at være original. Men at der er nogle klassiske faldgruber, man bør vare sig for, viste to aldeles forskellige shows i den forgange uge.

Selvom denne klumme hylder originalitet og nybrud inden for metal og hardcore, så er det ikke i sig selv et krav, at al musik til enhver tid skal vinde nyt land og nedbryde skel. Rigtig meget kan reddes hjem på stilsikkerhed og rå entusiasme, og nogle gange er det helt i orden på forhånd med sikkerhed at vide, hvad man indleder sig på, når man går til koncert. Trygt og rart er det, og man kan bare læne sig tilbage og lade sig underholde uden at skulle være på tæerne for at følge med.

Hardcore og doom er hver især stærkt traditionsbundne genrer, hvor historiebevidstheden ofte står væsentligt stærkere end trangen til at eksperimentere, og hvor det genkendelige hyldes, fordi det minder publikum om, hvad vi er rundet af, hvorfor det er, vi gør det her. Det basalt fede, simpelthen. Og vinterferien gav mig lejlighed til et visit på begge scener, dels med en søndagsmatiné i Lissabon med tre lokale hardcorebands, dels med en tredobbelt doompakke på KB18 på vej hjem til der, hvor der ikke er koncerter at gå til. Det gav så også lejlighed til at få genopfrisket nogle af de klassiske problemer ved de scener – også problemer, der ikke er forbeholdt dem.

Lad være med at prædike for de omvendte

Popular Alvalade er en lille, undseelig bar midt i et småtrist beboelsesområde i den nordlige del af Lissabon, som primært diverterer med jambands og billig fadøl, men det kompenserer den for søndag eftermiddag ved at overlade scenen til originalbands. Søndag d. 15. februar var det de lokale helte For the Glory, der pakkede baren med deres jævnt bøvede, men, bevares, effektfulde crossover. Kasketskyggen om i nakken, thrashriffs, brølekor og minimum ét beatdown per nummer, så var hoppeborgen sikret.

Og det virkede, de havde virkelig publikum med sig og var tydeligvis langt mere rutinerede på en scene end de to bands, der spillede før dem, Challenge fra Extremadura, der først og fremmest spillede hidsigt og hurtigt, men uden rigtig at have nogle hooks i deres tough guy-hardcore, og det nye lissabonband Awake, der fremstod lidt usikre, nærmest kejtede og ikke særligt overbevisende. Hvilket var synd, fordi det på plade er klart det bedste band af de tre med deres stilrene youth crew og varierede sangskrivning. Deres debut-7”, den guerillacyklismehyldende 'Breaking Away', er lige så god, som den er uoriginal.

Hvad der adskilte de tre bands i subgenre, fremtoning og scenevanthed, forenedes til gengæld i deres dedikation til en af hardcoreshowets største svøber: Prædikenen. Omtrent hvert tredje nummer skulle partout indledes med en minutlang udredning af, hvad det handlede om, hvorfor det var så vigtigt for dem, hvorfor hardcore i det hele taget var så vigtigt for dem og blah-blah-blah. Seriøst, det er fint, at I er veganere, det er helt i orden, at I har lavet en sang om, at dyreforsøg er noget møg, og vi andre er også imod vold og højreekstremisme, racisme og boligspekulanter. Det kan godt være, at vores forældre ikke forstår, hvad det er, vi laver, vores kolleger gør helt sikkert ikke, og hvis I spiller på en metalfestival eller et andet sted på udebane, kunne der muligvis være en pointe lige at lade nogle ord falde om, hvad det her er for noget. Men os der kommer til et hardcoreshow, vi er godt klar over, hvad det går ud på, og vi behøver ikke at blive bekræftet i, at vi har de rigtige holdninger. Det ved vi godt, at vi har.

Lad være med at karateslamme

Det er klart at stiller man sig op foran scenen, så er man også indstillet på at blive puffet til, sågar at folk danser, hvor uklædeligt det end er. Det er en del af rushet, det er der, man virkelig kan lade sig rive med og føle musikken i kroppen – og der er ikke noget så dræbende, som når 2-3 karseklippede forstadspsykopater så føler sig kaldet til at rydde hele pitten for at stå og lave møllehjul og cirkelspark mod luften og dem, der ikke når at flytte sig hurtigt nok. Bare kom ud med det, drenge. Gør det i et træningscenter. Få jer nogle bank af nogen, der faktisk ved, hvordan man laver cirkelspark, hvis det er det, I har brug for for at føle jer i live. Lad os andre have vores pit til at moshe og stagedive og nikke afmålt godkendende med nakken i, ellers får jeg sangeren til at holde en lang prædiken om, at vi alle sammen skal være her, og at os, der hører hardcore, er som en stor familie, at vi skal beskytte vores scene og sørge for at støtte vores lokale bands og blah-blah-blah.

Vær sikker på, at du kan yde dine coverversioner retfærdighed

Selvom eftermiddagen var helliget originalbands på Popular Alvalade, forhindrede det ikke Awake i at spille et enkelt cover, og uden at gøre sig nogen som helst illusioner om at kunne dække over deres åbenlyse inspirationskilder, spillede de Youth of Todays 'Slow Down'. Det gjorde de fint, det er i sig selv et herligt nummer fra en helt fantastisk og aldeles essentiel plade, 'We're Not in This Alone', og det er ikke rigtig til at ødelægge, med mindre man virkelig prøver hårdt, fordi det ikke forlader sig på vibes eller grooves eller andet fintføleri, men bare kræver at man kan spille tjept og aggro.

Torsdag d. 19. februar på KB18 så Monolord heller ingen grund til at smyge sig uden om den enkle, eviggyldige sandhed, at doom skylder Black Sabbath selve sin eksistens, og de afsluttede således deres sæt med et cover af deres 'Fairies Wear Boots'. Hvis man nu et øjeblik har prøvet at lægge bongen fra sig og gøre sig nogle store, kosmiske tanker om, hvorfor Black Sabbath er så fedt, udover at fordi det er Black Sabbath, duh, så kan man for eksempel være kommet frem til, at noget af det, der gør det så fedt, er, at det er så mange ting på en gang: Tungt og groovy, mudret og klart, simpelt og intrikat. Den flertydighed tromlede Monolord intetænsende henover, og desto hårdere trommeslageren Neurosis-bankede i skindene, desto tungere faldt det gumpetungt til jorden som en nedrighed snarere end en hyldest.

Vær sikker på, at du kan multitaske, hvis du skal multitaske

Monolord var ellers klart det stærkeste band på en aften med middelmådig svensk doom af den slags, hvor man ville være gået ud og have fået sig en tofudog i gården, hvis de havde spillet på Heavy Days in Doomtown. For deres vedkommende slet ikke decideret dårligt, deres sludgede doom havde klart sine momenter, den lød bare som lidt for mange andre bands, der har gjort det i den stil, uden at kompensere for det med ekstra fedhed, energi eller mindeværdige riffs. Men når de var aftenens stærkeste kort, skyldtes det i lige så høj grad niveauet hos de landsmænd, der havde spillet inden dem.

Moon Coven åbnede med et endeløst nummer, der stod på skuldrene af 70'ernes britiske betonrock, og med tre guitarer på frontlinjen var der lagt en tung bund til at boogie henover uden nogen skelen til tid eller andre petitesser. Og det kunne sådan set have været cool nok, specielt hvis det riff, de trampede rundt om, havde været stærkt nok til at bære nummeret, men når det aldrig blev rigtig medrivende, skyldtes det, at forsangeren David Leban simpelthen virkede usikker på at håndtere guitar og sang samtidig. Med en ekstra guitarist på hver side af ham fortabte, hvad der eventuelt må have været af småfejl i hans guitarspil sig i den samlede mængde, men hans sang blev voldsomt hæmmet af, at han hele tiden måtte skele til fingrenes placering på gribebrættet og slet ikke kunne fokusere nok til at synge igennem. Hvis han gerne vil være med, når de andre jammer, kunne han eventuelt overveje at nøjes med at gøre det, når han ikke skulle synge, og stole nok på sine sidemænd til at lade dem klare arbejdet i mellemtiden.

Masker dækker ikke, de fremhæver

Også Salem's Pot virkede ufokuserede, og det er muligt, at de bare har været for skæve til, at de egentlig burde have stået på en scene den aften, men det lød simpelthen, som om guitaristerne og bassisten ikke kunne høre trommeslageren eller omvendt, de fleste anslag og breaks virkede i hvert fald underligt tøvende og usikre. Det swingede overhovedet ikke, når det skulle retroswinge, som det nu åbenbart skulle med jævnlige garagerockismer som afbræk fra den okkulte psykedelika, de fremførte, og det kunne godt få en til at mistænke dem for at have lagt flere kræfter i alt det uden om musikken frem for i selve musikken. Ikke at der som sådan er noget galt overhovedet med påkaldelser af Satan og rundhåndet doseret nøgenhed i artworket, men når selve musikken så ikke holder, falder det hele desto tungere sammen. At bandet optrådte i venetianske masker vakte bare endnu mere opmærksomhed på manglerne i musikken. Det er i orden at lave show, det er fint, men hvis der ikke er et solidt fundament for det, så er der kun showet tilbage, og så – så skal der i hvert fald være flere nøgne damer med. Og rigtige ofringer med teaterblod.

Det er sådan nogle faldgruber, man risikerer at falde i, når man går til den slags shows: Det trygge og velkendte kan vise sig at blive lige lovlig trygt og lige lovlig velkendt. Man kan kede sig, og man kan kede sig over sig selv, fordi man falder i og tager til sådan nogle shows. I det mindste var jeg fredagen forinden taget ind på en natklub under en bro og hørte ∆TILLL∆ fra Porto spille doomy, blackindustriel electronica. Der var lesbisk koketteren, teenagegoths i præstekjortler og generel chicness blandt Lissabons sortklædteste. Det fik mig til at føle mig vildt usofistikeret, og det er sådan noget, der giver en grund til at stræbe videre. Trods alt. Indtil man falder i igen.