Jubelfed julethrash
I et udsolgt BETA afsluttede thrash-veteranerne Artillery et heftigt koncertår på forrygende vis.
2 Eternal War
3 By Inheritance
4 The Face Of Fear
5 Bombfood
6 Turn up the Rage
7 Legions
8 Deeds Of Darkness
9 Khomaniac
10 10000 Devils
11 The Almighty
12 Terror Squad
Artillery har haft et heftigt turnéår i 2025, blandt andet i Asien, Spanien, Portugal, Sverige, Tyskland, Belgien, og i denne fjerde adventsweekend i Silkeborg og på Amager, hvor bandet afsluttede koncertåret med en udsolgt koncert i BETA - og en særdeles vellykket én af slagsen.
De mange shows i nær og fjern har i den grad sammentømret bandet, der i BETA spillede med en sprudlende energi og en usvigeligt sikker tightness. Bandet hamrede igennem i et forrygende flow af fartfyldte thrash-bangere, gedigne metal-grooves og gnistrende guitar-kaskader, krydret med mere melodiske sekvenser og enkelte, æsketunge doom-partier.
Hovedvægten lagt på det 40-års jubilerende materiale fra debutalbummet 'Fear of Tomorrow', som bandet har haft særlig fokus på i løbet af året. I BETA blev der således lagt nådesløst fra land med et par af debutens dynamitbundter, 'Into the Universe' og 'Eternal War', og derfra var det bare videre med en times sydende thrash metal.
Helt eminent i blandt andet den pågående 'The Face of Fear', mesterlige 'By Inheritance' og '10.000 Devils' og en opturs-ondsindet udgave af 'Deeds of Darkness'. Det hele perfekt afrundet med den fede fræser 'The Almighty', der havde den hårdtslående original-trommeslager Carsten Nielsen som gæst, og syng med-klassikeren 'Terror Squad' med Nakskov-heavydrengene på entusiastisk ølkor.
Artillery anno 2025 er i sandhed også en supergod udgave af dem selv, hvor den originale og ikoniske guitarist Michael Stützer og den solide bassist Peter Thorslund, som kom med i bandet i sen-80’erne, suppleres fornemt af det yngre triumvirat: sanger Martin Steene som engageret og fed frontmand, den ferme guitarist René Loua og trommeslager Frederik Kjelsrup Hansen, der tilfører en dejlig dynamik til lydbilledet.
Ny juletradition?
Før Artillery-showet sørgede veteran-kollegaerne Wasted for en omgang klassisk metal-opvarmning. Herfra var der mest genkendelighed i sangene fra bandets også 40-års jubilerende debut 'Halloween… The Night Of', hvor denne anmelder oplevede bandet for første gang.
I dag er den uprætentiøse og uformelle sanger Michael Sonne som gennemgående frontfigur suppleret med et ungt og entusiastisk hold, der ikke har intention om at opfinde den dybe metal-tallerken, men hjertens gerne fylder den op til randen med dyb dedikation til fed tråd og traditionel heavy metal. I afslutteren 'Pain' dukkede “junior Sonne” - med fornavnet Nicklas (Defecto, Metallica Jam) - op som delvis gæstesanger, og så kom der virkelig vokal-volume på. Men farmand stod nu også fint i front for en solid og (måske grundet årstiden?) heavy-hyggelig optræden fra Wasted.
Før koncerten trakterede Artillery med gløgg og æbleskiver på den nærliggende Café 5-øren, hvor mange metalfans samledes et par timer før showstart. Arrangementet fik dermed også en dimension af en fin, social begivenhed, og måske endda startskuddet på en årlig koncert-tradition, som det også blev nævnt oppe fra scenen.
Og ja tak, vi er nok mange, der gerne vil lade Artillery thrashe julen i gang hvert eneste år, for bandet er godt nok stærkt kørende på deres snart 44. år.

