C-U-N-T-Y for life!
Lambrini Girls støjer sig charmerende flabet ind på punkscenen med en debut spækket med humor, holdninger og riot grrl-attitude for alle pengene!
Company Culture
Big Dick Energy
No Homo
Nothing Tastes As Good As It Feels
You’re Not From Around Here
Scarcity Is Fake (communist propaganda)
Filthy Rich Nepo Baby
Special Different
Love
Cuntology 101
“Hugo wants to be a rockstar / Smashing up five grand guitars / His dad works for Sony“, lyder det fra starten på ‘Filthy Rich Nepo Baby’ som et glimrende eksempel på, hvad Lambrini Girls er for en størrelse. Brighton-duoen, bestående af Lily Macieira (bas) og Phoebe Lunny (guitar), er ikke bare ude for at brokke sig over verdens tilstand, korrupte politibetjente, gentrificering eller børn, der er født med en guldske i munden. De vil være fri til at være sig selv, bramfri, rå og rapkæftede, men også have det sjovt undervejs. Humor og vrede går hånd i hånd, og pladen står aldrig stille, konstant til bidet med huggende punk-riffs og skarpe tekster, hæmningsløst spækket med F-bombs, fordi briter.
Ingen sød-pige mentalitet her – tværtimod kæmper Macieira og Lunny deres egen sag for ikke bare at finde sig i hvad som helst fra mænds side, som fx i ‘Big Dick Energy’ med sarkastiske udbrud som “Big dick energy / A champion of heterosexuality / Stop telling me how much you lift!”. Selv i den barske beskrivelse af at kæmpe med spiseforstyrrelser i ‘Nothing Tastes As Good As It Feels’ formår de at sætte det hele på en spids, da den runder af i lidt af et kaos-freakout, mens Lunny skriger for fulde lunger:
“Also, diet drinks taste like absolute fucking shit / Give me full fat, you fucking bastards / Kate Moss ruined my life / Fuck / Let me eat carbs!”
Mon ikke mange nikker genkendelse til dén følelse!
Nu er Lambrini Girls dog meget mere end blot skarpe ordsmede, for underholdt bliver vi bestemt også på den musikalske front. En kollega refererer til dem som Amyl 2.0, og det kan jeg fint følge, for hvor Amyl nogenlunde mønstrer samme bid og wit, så har Lunny og Macieira bare meget mere nerve, saft og kraft i sangskrivningen. Vi snakker korte numre med huggende riffs, feedback og et tempo, der ofte lægger sig lige på den rette side af overdrevet uden at blive for meget af det gode, mens Lunnys skrig og Jack Lookers hårdtslående punch bag tønderne bruges alsidigt undervejs til at gøre ‘Who Let The Dogs Out’ lige dét mere overbevisende.
På den korte side af en halve time bliver den heller aldrig for meget af det gode, men er en gennemført kæberasler fra start til slut, hvor stort set hele pladen kunne fungere som singler, simpelthen fordi det hele er så smittende og livsbekræftende på sin egen idiosynkratiske vis. Stærkest repræsenteret i ‘Big Dick Energy’ som den varmblodige punkbanger, ‘Filthy Rich Nepo Baby’ som en af pladens mest vellykkede, legesyge indslag og, ej at forglemme, den mere club-venlige lukker ‘Cuntology 101’, hvor Lunny forsikrer os om, at det sgu er helt ok at være cunty, uanset om det så handler om at lære at elske sig selv, sige nej, at få autistiske nedsmeltninger eller at skide hjemme hos din ven.
Det er ikke svært at høre, hvorfor Lambrini Girls allerede har høstet anerkendelse i undergrunden, samarbejdet med Iggy Pop (er klokkerne i ‘Nothing Tastes As Good As It Feels’ ikke også lidt The Stooges-agtige?) og turneret med Idles, før debuten overhovedet er på gaden. At historien desuden går på, at det er selveste Banksy, der spiller trommerne live, når de fyrer op for en forlængst udsolgt Ideal Bar om et par måneder, tilføjer kun yderligere til charmen, omend Lambrini Girls er SÅ meget mere end blot et band med de rette følgere til at sprede ordet for dem.
‘Who Let The Dogs Out’ gør i hvert fald absolut sit til at sætte Brighton-duoen og deres rapkæftede, støjpunkede riot grrrl-attitude på dagsordenen. Budskaberne er velkendte, men serveret så meget på en spids, og i så kondenseret og overgearet en form, at vi kun kan trække på smilebåndet og tage det hele ind. Nyskabende er det ikke, men smittende som et friskt, nyt pust, der giver håb for, at punk stadig kan antage nye former og bide lige stærkt fra sig her i 2025. En slagkraftig kickstart på musikåret, og forhåbentlig et springbræt til mange flere fræsende tirader fra Lambrini Girls forude!