Metaldiktator: Alice Cooper - Love It to Death
Populær
Bandet Alice Cooper fik deres gennembrud med albummet 'Love It to Death' fra 1971, der er et startskud for rock 'n' roll som et horrorshow og for shock rock som internationalt fænomen.
2. I'm Eighteen
3. Long Way to Go
4. Black Juju
5. Is It My Body
6. Hallowed Be My Name
7. Second Coming
8. Ballad of Dwight Fry
9. Sun Arise
"All people have a light and a dark side. My dark side tends to go on stage”. - Alice Cooper
Om lidt over en uge går Alice Cooper på Helviti-scenen på Copenhells første dag. Privatpersonen Vincent Damon Furnier vil endnu engang være gemt væk for en aften, og i stedet vil alter egoet Alice hive os ind i sit teatralske shock rock-univers.
Det er et scoop af de større, at Alice Cooper gæster årets festival. Man kan ikke nævne mange enkeltpersoner, der har haft så stor betydning for heavy metals æstetik og udformning, som Alice Cooper har. Og man kan ikke nævne mange, som har været musikalsk aktive igennem snart 50 år med et så (for det meste) højt bundniveau som Alice Cooper. Ser man bort fra den nylige koncert i Horsens med "supergruppen" The Hollywood Vampires, er det også ved at være en årrække siden, Cooper sidst har gæstet landet og især københavnsområdet.
Der er på mange måder et godt påskud til at blive mindet om, hvorfor Alice Cooper har været og er så vigtig. Og taget i betragtning, at manden på nuværende tidspunkt er 68 år, kunne man tro, at han inden for en overskuelig fremtid ville trappe ned på den omfattende turnévirksomhed.
Med andre ord er Copenhell 2016 måske sidste chance for at se en af rockhistoriens og heavy metals største og mest betydningsfulde figurer i live på en dansk scene.
Det kræver selvfølgelig en hyldest. Når man kigger på en så omfattende diskografi som Alice Coopers, der spænder over 26 studieplader og et væld af liveudgivelser, udgivet på 40+ år, er der selvsagt mange steder, man kan slå ned på, når man sætter sig for at lave en Metaldiktator som denne.
Skulle det omhandle det platinsælgende hovedværk ’Billion Dollar Babies’ (1973)? Eller skulle det være ’Welcome to My Nightmare’ (1975), det første soloalbum og første full-blown konceptalbum? Eller ’Trash’ (1989), der med ’Poison’ som altoverskyggende hit fik Alice tilbage i mainstream? Eller genkomsten med den stærke ’The Last Temptation’ (1994), de lidt oversete og metaltunge ’Brutal Planet’ (2000) og ’Dragontown’ (2001) eller nogle af de andre glimrende rockplader, der er fulgt efter?
Nej, vi starter, hvor Alice Cooper selv for alvor startede. Med det tredje album, ’Love It to Death’ (1971), der står som begyndelsen på guldalder-epoken. Her fandt bandet deres lyd, deres visuelle stil, de fik deres første hit, og i løbet af kort tid blev de katapulteret til en status som rockgenrens nye bad boys med forsanger Alice selv som den ultimative antihelt. Elsket af publikum og hadet af forældrene. Lige som det skal være.
Fanget i det forkerte selskab
På dette tidspunkt var Alice Cooper mest af alt et band. Ganske vist med alter egoet Alice i front, hvilket nemt kan føre til forvirring. Men den væsentligste årsag til bandets succes stammede ikke bare fra et effektfyldt liveshow og rebelske udskejelser, men fra en stærk musikalitet og sangskrivning mellem bandets fem enkeltpersoner.
Med tiden blev sammenholdet i bandet et problem, da frontmanden blev ført frem som stjernen, hvilket efterlod de andre i stikken, mens Vincent Furnier forsvandt i karakteren Alice Cooper, og alkoholforbruget bare steg og steg. Spliden førte til, at Furnier gik solo under navnet Alice Cooper i 1975, og for pladesamlere og kategoriseringsnørder har det igennem tiden været et omfattende diskussionsemne: Skulle alle Alice Cooper-pladerne stå samlet, eller skulle de stå adskilt med 1975 som skilleåret? Og hvis de skulle stå samlet, skulle de så kategoriseres under A eller C?
Det er fnidderier og i sagen uvæsentligt, men vigtigt er det at understrege, at Alice Cooper i denne periode var mere end bare personen Alice Cooper. De fem medlemmer – Vincent Damon Furnier (vokal og mundharmonika), Glen Buxton (guitar), Michael Bruce (guitar), Dennis Dunaway (bas) og Neal Smith (trommer) – mødtes i high school-tiden i Phoenix, Arizona, hvor en kærlighed til især The Beatles, men også samtidens øvrige populære navne som The Rolling Stones og The Yardbirds var med til at drive gruppen frem. Under navnet The Spiders var de lokale rockhelte, og i 1967 tog de turen til Los Angeles for at arbejde sig frem til et større gennembrud.
Problemet var blot, at det var der tonsvis af andre bands, der også gjorde. The Spiders blev nødt til at skille sig ud, og med et navneskifte til Alice Cooper og et vildere, mere teatralsk liveshow, der inkluderede spraglet, feminint og glitrende tøj, heftig make-up, rekvisitter i massevis og udadvendt energi prøvede de at arbejde sig frem.
Bandet blev signet af selveste Frank Zappa og udgav de første to plader, ’Pretties for You’ (1969) og ’Easy Action’ (1970), som måske var hæderlige forsøg på at spille sig ind i tresserpsykedeliaen, men som også var noget anonyme og uinspirerede.
Alligevel var det, som om enkelte numre kradsede i overfladen på den velmenende og fredselskende hippiekultur, som var herskende i Los Angeles i sentresserne. Sange som ’Mr. and Misdemeanor’ og ’Refrigerator Heaven’ (begge fra ’Easy Action’) byggede på et mere hårdt rocket grundlag, havde en form for sprogligt overskud, og så var der i personaen og sangeren Alice Cooper ikke mindst en karismatisk figur med en kraftig vokal, der ikke nødvendigvis var melodisk træfsikker, men som besad en vrængende styrke.
Selvom de spillede en mere letbenet og psykedelisk pop-rock, faldt de langhårede og uregerlige medlemmer i Alice Cooper ikke særlig godt ind i Los Angeles’ musikmiljø. Det var de stadig for larmende, højtråbende og outrerede til. I den suveræne dokumentarfilm ’Super Duper Alice Cooper’ (2014) fortælles en stærk anekdote om, hvordan bandet på et tidspunkt var blevet booket til at spille som del af lineup til et stort show, hvor 6.000 hippier kogte helt ud på lsd og andre bevidsthedsudvidende stoffer. Så snart Alice Cooper gik på, blev koncertstedet simpelthen langsomt tømt.
Los Angeles var med andre ord ikke klar til deres elektriske rockshow, der med tiden skulle blive mere teatralsk og mere horror-inspireret.
Tilbage til Detroit
Løsningen skulle vise sig at udskifte Los Angeles med motorbyen Detroit, der havde mere ligesindede rockfæller i navne som MC5 og protopunkerne i The Stooges.
Furnier var endda vokset op i Detroit, før familien flyttede til Arizona, og da Alice Cooper spillede i byen i sommeren 1969, var det, som om et tabt bysbarn vendte hjem. Publikum viste sig ganske enkelt meget mere modtagelige over for det kaotiske liveshow, bandet satte på. Wayne Kramer fra MC5 beskriver det som ”Salvador Dali med en elektrisk guitar”, og det kan vel kun forstås som et kompliment.
Da en ung producer ved navn Bob Ezrin gennem sit pladeselskab blev spurgt, om han havde lyst til at samarbejde med bandet og blandt andet prøve at skaffe dem en hitsingle, sagde han til at starte med nej, da bandets rygte i forvejen var dårligt. Men efter at have set dem optræde på en klub i New York kunne han tydeligt se, hvad bandet ville. ”This isn’t rock ’n’ roll, this is the beginning of a cultural movement!” siger han om den aften i ’Super Duper Alice Cooper’.
Med Ezrin til at holde de løse ender sammen blev bandet beordret til at øve for alvor, og således stod medlemmerne i op til 12 timer om dagen og spillede og skrev sange, før de i december 1970 var klar til at gå i studiet med en samling skarpt skårne rocknumre. I marts 1971 kunne de præsentere resultatet: ’Love It to Death’.
Det var her, at bandet for alvor slog sig fast som et af tidens mest lovende rocknavne. Stilen var hårdere, mere skramlet og in your face end tidligere, men de havde også fundet et ståsted i glam rockens klassiske rock ’n’ roll-tendenser, som blev blandet med hitsikre popmelodier og stærke omkvæd, alt imens sangteksterne fortalte historier, der kunne være enten charmerende sjove eller dybt foruroligende og skræmmende.
Samtidig viste albumcoveret en forstærket visuel identitet: Fem langhårede mænd iklædt spraglet tøj, som de tydeligvis have været i både herre- og dameafdelingen for at hente, poserer uhøjtideligt i småkiksede positioner i et teater- eller musical-lignende spotlight: Velkommen til et alternativt og utraditionelt rock 'n' roll-show, lader det til at kommunikere.
Gennembruddet
Med singleforløberen ’I’m Eighteen’ fik bandet det første store hit. Det er et catchy nummer, hvor personaen Alice på charmerende vis skildrer ungdommens besværende frihed og fremmedgørelse. ”I’m eighteen and I don’t know what I want” vrænger han på en måde, som er blevet en af hans signaturfraseringer, inden konklusionen til slut kommer med råbet ”I’m eighteen and I like it!”, mens bandet spiller akkordrundgangen ud.
Selvom det ikke er en af deres vildeste rocksange, var det ikke desto mindre en god og passende introduktion. Nummeret bæres frem af et signifikant riff over den grundlæggende akkordrundgang i Ezrins nedbarberede og nøgne lydbillede. Det skramler på den der helt rigtige garagerockede facon, men det er frontmand Alice, der mest af alt fremstår både stærk, karismatisk og rådvild, som han selvironisk skildrer formålsløsheden, som i sidste ende viser sig at være pointen i sig selv.
'Love It to Death' indeholder flere af bandets bedste sange skåret efter denne skabelon, hvor de kombinerer popmelodier med en rå og skramlet rock. ’Caught in a Dream’ åbner albummet effektivt med et stærkt riff af Glen Buxton og har et helt tresserpoppet omkvæd, ’Is It My Body’ er en af bandets mindre kendte klassikere, hvor teksten drillende og selvbevidst stiller spørgsmål til afsenderens tvetydige identitet, og ’Long Way to Go’ er en decideret partyrocker, som man gerne ville køre i bil til, og som det på den måde er oplagt kommer fra et Detroit-band. ”I guess I love it, love it to death!” synger Alice hen mod sangens slutning. Ja, og det er svært ikke også at elske den energi og selvbevidsthed, bandet viser frem her.
Horrorshowets indtog
Det svageste moment på albummet ligger i den ni minutter lange ’Black Juju’, hvor bandet kaster sig i et psykedelisk prog rock-eksperiment. Det er tydeligt, at det ikke er der, bandets styrke ligger, og de formår ikke at opretholde det momentum og den fremdrift, der ellers er til stede i vidt omfang på alle de andre numre.
Til gengæld får de senere åbnet for den mere foruroligende og teatralske historiefortælling, som de skulle vise sig at mestre i så ekstraordinær grad, at det blev et af deres musikalske varemærker.
Efter 'Second Coming', en lille underkendt perle af en sang, der har albummets måske stærkeste refræn, kommer 'Ballad of Dwight Fry', en fortælling i første person fra en mand, der har været væk fra sin familie. Sangen starter med en pigestemme, der spørger, hvor hendes far er, før Alice Cooper introducerer sig selv som faderen. Men undervejs i det drævende vers finder man ud af, at det ikke var en forretningsrejse eller et arbejdsrelateret ærinde, han har været på. Han er indlagt på et sindssygehospital, og som han selv siger: ”I think I lost some weight there/And I’m sure I need some rest/Sleeping don’t come very easy/In a straight white vest”.
Det er en dynamisk og langsomt opbyggende sang, hvor Alice går fra stille hvisken til maniske udråb og skrig, når den mentale afgrund rykker tættere på. I omkvædet, hvor Alice skråler ”see my lonely life unfold”, rammer bandet en mere emotionel storhed, som viser sig at klæde dem utroligt godt, fordi de har det sangskrivningsmæssige format til at underbygge det. Den samme formular byggede de videre på på de kommende plader, og det kom der adskillige gode sange ud af ('Dead Babies' og 'I Love the Dead' fx).
Det er et afgørende moment i bandets historie, og endnu mere interessant er det, hvordan sangen faktisk blev til. Titlen er først og fremmest en reference til Hollywood-skuespilleren Dwight Frye, der spillede skurk i adskillige klassiske Universal-horrorfilm såsom ’Dracula’ og ’Frankenstein’ (begge 1931), men endnu mere interessant er det, at forsanger Alice Cooper gjorde brug af en form for method acting for at portrættere sangens fortæller. Han indspillede simpelthen sangen i en spændetrøje for at kunne leve sig ind i historien. Det er især effektfyldt i midterstykket, hvor han gentager sætningen ”I gotta get out of here” på mere og mere manisk facon, før det kulminerer i omkvædet endnu engang.
Spændetrøjen blev siden et fast indslag på bandets (og solokunstnerens) turnéer ved fremførelse af nummeret, og man kan med en vis rimelighed påstå, at det også er her, at Vincent Damon Furnier for alvor bliver til personaen og rockstjernen Alice Cooper. Det musikalske grundlag er der, karismaen er der, indlevelsen er der. Derfra kunne det kun blive vildere og større. Snart stod Alice Cooper og sang, mens han holdt en kæmpe boaslange. Økser og andre våben blev brugt til at maltraktere dukker og lignende, og ikke mindst fik hovedpersonen selv dødsdommen på flere måder: Enten blev Alice henrettet ved en halshugning i en guillotine, eller også blev han hængt i en galge.
Det var voldsomt, intenst og skrækindjagende for datidens mere bornerte publikum, og med det teatralske live-horrorshow blev shock rocken et verdensomspændende fænomen.
Grænserne rykker sig
En sang som ’Ballad of Dwight Fry’ spiller bestemt på klichéerne, og især sådan en ting som den indledende pigestemme er noget, der hurtigt kan gennemskues som gennemtæsket patos-afpresning. Men da bandet tog dette teatralske format til sig og begyndte at inkorporere de dystre fortællinger mere og mere på pladerne og til koncerterne, var det ikke, fordi Alice Cooper ville ændre ens indtryk af det teatralske og drabelige horrorunivers. Pointen var netop, at vi kendte universet, men at det ikke var blevet udfoldet som et rock ’n’ roll-freakshow før. Og dér fik Alice Cooper med rette et kæmpe følge efter ’Love It to Death’. Bandet blev en såkaldt overnight sensation, og succesen blev kun større med de efterfølgende plader ’Killer’ (1971) og ’School’s Out’ (1972), hvis titelnummer må siges at være Alice Coopers absolutte signatursang ved siden af ’Poison’. ’Billion Dollar Babies’ var det kommercielle peak, før skuffelsen ’Muscle of Love’ (1973) ramte, og bandet gik i opløsning, mens Alice himself gik solo.
Alice Cooper var ikke alene til at udfordre de gængse rammer og normer på dette tidspunkt, for samtiden var rig på udfordrende bands, kunstnere og bevægelser, og Alice Cooper kan heller ikke krediteres for alene at have opfundet shock rocken. Lang tid før deres gennembrud havde amerikanske Screamin' Jay Hawkins gjort det til et signaturstunt at stige op af en kiste på scenen, ligesom den britiske sanger Arthur Brown allerede i 1968 optrådte med corpsepaint. Sideløbende med Alice Cooper indtog David Bowie rollen som det biseksuelle og androgyne alter ego Ziggy Stardust, og Black Sabbath havde med albummet og ikke mindst sangen 'Black Sabbath' (1970) taget det første skridt mod en forenelse af horror og heavy metal.
Men hvor Black Sabbath i sine tidligere år var et større hit i Europa end i USA, og hvor britiske David Bowie musikalsk var både blødere og mere alsidig, så var det Alice Cooper, der for alvor gjorde shock rock til et internationalt fænomen. Det dekadente, uhyggelige og farlige mødtes med en amerikansk show-tradition og blev inkarneret i en alternativ gender bender af en rockstjerne. Mens disko- og dansekulturen i løbet af 1970'erne blev et frirum for queer-miljøet, så havde den hårde rock sin egen form for androgyne drag queen-superstjerne i Alice Cooper. Selvom han ikke selv anså sig som en del af queer-kulturen, så var han stadig en figur, der i sin fremtoning var frigjort fra snærende kønsroller og seksuelle stereotyper. "Bizarre, kinky, neither-here-nor-there", som han beskriver sig selv i et aparte interview fra 1974, som man kan læse dele af her.
Der går en lige linje fra Alice Coopers identitetsleg og udklædning og op til 80'ernes ligeledes drag-influerede glam metal, til King Diamonds sminke og sceneshow, til Marilyn Mansons androgyne fremtoning, til corpsepainten i black metal, og til udklædningerne hos Ghost. Alice Cooper var der først. Og hvis man tror, at Ozzy Osbourne var den første til at få kontroversiel omtale for sin behandling af dyr efter at have bidt hoveder af duer og flagermus, så var det altså til en Alice Cooper-koncert mange år forinden, at en høne var blevet flået ihjel blandt publikum efter at være blevet smidt ud fra scenen.
John Lydon (bedre kendt som Johnny Rotten fra Sex Pistols og Public Image Ltd.) har udtalt, at ’Killer’ er det bedste album nogensinde. Elton John har været i håndgemæng til en Alice Cooper-koncert over et par dametrusser, der blev kastet ud over publikum. Bonos første single var ’Hello Hooray’. Dave Mustaine kalder Alice for en ”bona fide legend”. Horrorinstruktører som John Carpenter og Wes Craven anerkender hans og bandets betydning, og selv Salvador Dali var så begejstret for freakshowet, at han indgik et kunstnerisk samarbejde med Alice i 1970'erne.
Det var på ’Love It to Death’, at bandet og karakteren Alice Cooper for alvor manifesterede sig som en ny rockgenerations antihelte. Det var her, indflydelsen startede, og det var her, der også viste sig konturer af noget andet: Et nyt publikum. Cooper kommer selv ind på det i ’Super Duper Alice Cooper’:
”Our audience was a new audience. It was not the Crosby, Stills & Nash audience. Kids on the lunatic fringe of society, the ones that were left out, they finally had a rock star that represented them”.
Et horrorshow for outsiderne. Det lyder rimelig velkendt som en beskrivelse af heavy metal, gør det ikke?
Når Vincent Damon Furnier træder i baggrunden og lader sin mørke side i form af Alice Cooper gå på scenen på Copenhell den 23. juni, er det derfor en hyldest af en af rock- og metalhistoriens vægtigste aktører, der forhåbentlig understreger sin egen betydning og viser, at han snart 50 år inde i sin karriere stadig kan ære sit bundsolide materiale.
Men det er også en hyldest til den mørke side, vi alle har, og til den genre, vi bliver ved med at dedikere os selv til. Heavy metal ville ikke være den samme uden Alice Coopers bidrag. Og det bidrag starter for alvor med ’Love It to Death’.