Ingen knæhøj karse

Ingen knæhøj karse

San Diego-kvartetten Harsh Toke gav to jamkoncerter fyldt med den klassiske rocks jamdyder: Den første af dem havde Patti Smith-guitarist Lenny Kaye som gæstemusiker, den anden var på hovedscenen lørdag ved midnat. Ingen af koncerterne lettede for alvor.

Kunstner
Spillested
Dato
11-04-2014
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Hvis Napalm Death var en spøjs Roadburn-booking, så virkede det endnu mere aparte, at guitarist Lenny Kaye var sat på programmet til at jamme med San Diego-gruppen Harsh Toke. Men nu havde kurator Mikael Åkerfeldt altså inviteret.

Kaye kendes bedst som guitarist i Patti Smiths band og har ingen reel forbindelse til den oftest tunge eksperimenterende musik, der præsenteres på Roadburn. Som det nærmeste har han engang skrevet en antologi om garagerock, og mens rygterne allerede svirrede om ham som gæstekurator på Roadburn 2015, jammede han altså på festivalens Green Room-scene.

Harsh Toke er en ung kvartet, der blev dannet i 2012, men som spiller psykedelisk stonerrock-jam af den slags, som snarere hører hjemme i 1969 end i 2014. En god sammenligning er power-trioen Earthless, der også har gæstet Roadburn før og jammet med Dinosaur Jr.-guitarist J Mascis. Det handler altså om at vælge et par akkorder, spille dem så længe at de fremprovokerer en raga-agtig musikalsk hypnose og så lægge guitarsoloer ovenpå. Og dét gjorde de så fredag og lørdag på årets festival.

Malplaceret Kaye

Fredagskoncerten i Green Room var, som nævnt, med Lenny Kaye på gæsteguitar, og hér spillede den udvidede kvintet sig gennem en mere end en halv time lang jam, baseret på et solidt basriff som fundament, mens der var gjort plads til masser af guitarlir fra de tre i front. I længden blev det hele en anelse overstyret med keyboardmand Gabe Messer, der i anledningen var hoppet over på den seksstrengede. Han havde en hippiedrøm at udleve og røg flere joints undervejs i koncerten. Mens han spillede.

Kaye så også ud til at have lidt svært ved at finde sig rette, selvom han fik op til flere hiv af Messers joint. Han kom med klichéer om hashrygning i Holland, doserede med sit nye mantra, "Harsh Toke, Good Smoke", og på et tidspunkt forsøgte han sig med dødsmetal-growl, "for det havde han aldrig forstået, at metalmusikere kunne". Ind i mellem sang han og flettede strofer ind fra Velvet Undergrounds 'Run Run Run', 13th Floor Elevators' 'Roller Coaster' og Bo Diddleys udødelige 'Who Do You Love?', der kom en tur forbi Quicksilver Messenger Services version.

Lettede aldrig

Der blev lukket med den altid medrivende Them-signatursang, 'Gloria', som Kaye selv har været med til at gøre endnu mere legendarisk sammen med Patti Smith. Men alligevel lettede koncerten aldrig, simpelthen fordi især trommeslager Austin Ayub manglede lidt ekvilibrisme bag tønderne, og fordi Harsh Toke som sådan aldrig gjorde noget, som ikke tusindvis af andre jambands kan gøre, når de tager fra i et A eller et E.

Det samme gjorde sig gældende for kvartettens koncert på hovedscenen dagen efter, som satte punktum for lørdagsprogrammet. Atter en håndfuld jams, næsten nonstop-jointrygning fra Messer, der som showmand også toppede ved at bunde dåseøl i enkelte slurker oveni al rygningen. Det var stenet og underholdende nok, men musikalsk knæhøj karse blev det aldrig til fra Harsh Toke.