Roadburn Festival 2014 - Lørdag

Devilutions gæstereporter havde en stærk lørdag med had til menneskeheden, thrashdød, psykedelisk drone og til sidst et skævt jamband.

Op, ud, græs, hygge, solskin og dernæst bus til 013. Først på plakaten var de doomy sludgers Noothgrush, der forventeligt jævnede tømmermænd og bagskæverter godt ud med tunge riffs og had til menneskeheden. Så var man sat godt i gang og blev yderligere pumpet godt op af en tur forbi Het Patronaat til finske Circle, der vanen tro gakkede godt ud, i en djævelsk blanding af noget, det godt kunne lyder som kraut i overgear og nærmest hardcore-agtige sekvenser.

Alt leveret af et band klædt i spandex og lir, antræk de i øvrigt iførte sig på scenen inden koncertstart til publikums store morskab og klapsalver. Circle er et band man nok enten hader og dømmer som noget værre gøgl, eller elsker ubetinget for deres sindssyge sammenblanding af alle mulige genrer. Stille, opbyggende passager efterfulgt af et vredesudbrud af nærmest hardcoreagtige dimensioner. Godt var det, men ikke så godt at vi ikke lige tog en afstikker for at æde os tykke i asiatisk all you can eat, inden turen gik til YOB på Main Stage.

Skuffende hovednavn og thrashdød

YOB var sat til at spille hele 2009-albummet 'The Great Cessation'. Ikke et album, jeg skatter helt vildt højt, men YOB plejer at være ret leveringsdygtige, specielt på deres efterhånden tilbagevendende koncerter på Roadburn, med den karismatiske Mike Scheidt i front til at styre slagets gang. Mike Scheidt skrev sig for evigt ind i alle de fede rockminder hos mig, da han stagedivede under Doom-koncerten på Het Patronaat i 2012. Helt og aldeles en solid ting at gøre. Hvis han ikke allerede var Roadburns ukronede konge inden, så blev han det i hvert fald der.

Desværre skuffede YOB temmelig meget i denne omgang, riffene smagte ikke lige så tungt som tidligere koncerter, man blev ikke som vanligt overvældet af YOBs ellers altopslugende lyd. Ærlig talt husker jeg ikke meget fra koncerten, ikke på grund af hård urt, men fordi koncerten simpelthen var alt for lav og nærmest kedelig. Men har bare ikke lyst til at gå skuffet fra en YOB-koncert, specielt når man har set dem myrde alt en 3-4 gange før. Vi var mange, der satte vores lid til søndagens koncert, hvor det i den grad blev heppet på en revanche. Men mere om det i søndagens reportage.

Jeg skred over til Tribulation, noget måtte der jo gøres efter nedturen på Main Stage. Tribulation kendte jeg ikke i forvejen, jeg luskede bare derover, fordi det lugtede af død. Og død fik vi alle sammen, nærmere bestemt thrashdød, der i den grad lugtede af Venom. Jeg morede mig kosteligt og fik en tiltrængt dosis headbanging med resten af det ivrige publikum, minus Devilutions egen Mathias, der i stedet ville hænge ud med Aaron Turner (Isis) og co. i form af Old Man Gloom. Stor fejl. Resten af os rev lortet fra hinanden på Patronaaten, i det, der engang har været et kirkerum. Der er en pervers fornøjelse i at høre noget ukristeligt i gamle kirkebygninger. Aaaah. Videre.

Psykedelisk drone og hashjam

Efter en omgang røg og fem Snickers var det tid til Loop. Jeg havde kun hørt enkelte snaser af det legendariske band og fandt det en anelse uinteressant og pænt. Alt lyder pænt, når man fremdeles hører ting, der lyder, som om de er indspillet på et lokum af suicidale drankere. Det blev heldigvis gjort totalt til skamme. Loop forførte hele Main Stage med deres psykedeliske og dronende lyd og sluttede mesterlig af med et cover af krautrockerne Cans 'Mother Sky', et soundtracknummer fra den mesterlige britiske film, 'Deep End'.

Ovenpå det mesterværk af en koncert skulle der andre kager på bordet, kager, der smagte af krammere, hygge, viftende næver og luftguitar i slowmo. Harsh Toke var svaret med deres blanding af Earthless og Endless Boogie. Man kan måske argumentere for, at et band, der blot lyder som to andre bands parret, ikke har en eksistensberretigelse, og det er sikkert sandt, men som en festlig afslutning på hovedfestivalen var det fint. Som Harsh Toke passende boogiede: ”Light up and live”. Det var lige, hvad vi gjorde, og hvad man altid gør på Roadburn. Fææææst.

Hjemme på campingpladsen ormede jeg i soveposen og slumrede hen til lyden af brølende løver i dyreparken, snak om shamanisme og tonerne af Pink Floyd i mine meddoomeres telte ved siden af. Roadburn, mand.

Læs desuden anmeldelser af dagens koncerter med:

CIRCLE
YOB
LOOP
INTER ARMA
og
HARSH TOKE