Hedensk kosmos

Hedensk kosmos

Inter Arma leverede sent lørdag aften en dynamisk koncert, som transcenderede grænsen mellem det storladne og primitive. Havde det ikke været for opstartsvanskeligheder, så havde koncerten stået som en af årets bedste.

Kunstner
Spillested
Dato
12-04-2014
Trackliste
1. Love Absolute
2. The Survival Fires
3. The Long Road Home
4. ’sblood
5. Sky Burial
6. Destroyer
Koncertarrangør
Karakter
3

Det var med fjorten koncerter og et halvt Loop-set i blodet, at undertegnede begav sig mod Roadburns Green Room. Jeg var med andre ord ved at være godt hærdet af et hav af gode koncerter, som senest havde stået på gedigne tredive minutter af Loop, man virkelig ikke ønskede at forlade. Havde det ikke været for Inter Armas suveræne ’Sky Burial’ – en af mine metal-favoritter for året 2013 – var jeg nok blevet hængende ved Main Stage.

Foruden det fem mand store band, der udgør Inter Arma, havde man medbragt en fyr til at styre en theremin – et instrument, der kommer til udtryk på den instrumentale ’Love Absolute’, som er en af ’Sky Burial’s mere nedtonede og svævende sange. Symptomatisk for koncerten var det dog trommeslager, T. J. Childers, der kortvarigt spankulerede nøgen rundt på scenen for derefter at gå all in commando i et par lyserøde og meget korte shorts, som virkede mest iøjne- og iørefaldende. Kort før koncerten gik (forsinket) i gang, blev der desuden smidt en ordentlig trækævle bag trommesættet.

Sløv start

Det skal for retfærdighedens skyld siges, at der kan have sneget sig en fejl ind i aftenens sætliste. En overdosis af nikotin, dårligt kød og stærke hollandske bajere nærer ikke en i forvejen pissedårlig korttidshukommelse. Der blev hvert fald lagt stille fra land med førnævnte ’Love Absolute’.  

Kendetegnende for både aftenens koncert og ’Sky Burial’ er Inter Armas varierende dynamik. Der er således både plads til det svævende og ophøjede, det tunge og jordbundne samt det hurtige og kaotiske. Således var koncerten både et sammenkog af doom-, black-, prog-, post- og sludgeingredienser. Hvad der på papiret kan virke som et alt for sammensat udtryk, bliver heldigvis aldrig decideret overkill på plade, da produktionen simpelthen er for suveræn. Tammernes nedstemte, bløde skind tilsat stortrommepedalernes pulserende lyde fra både selve pedalens kontakt med skindet, men også fra kædens konstante og mekaniske, olierede raslen er fundamentet, der både binder pladen så hamrende godt sammen og samtidig rangerer trommeproduktionen på ’Sky Burial’ som en af de allerbedste i ’13.  

Koncertens første tredjedel blev derfor delvist uforløst, da lyden ikke sad helt i skabet. Ikke at den var decideret dårlig, men alligevel uden det der sidste nøk, som får en til at stramme næven og kampryge smøger! Forsanger Mike Paparos vokal havde ikke den helt fornødne gennemslagskraft, og hans intense, nedstirrende kontakt med publikum virkede derfor lidt vattet. Dette resulterede i, at den nedtonede, stille passage i midten af ’The Survival Fires’ sjovt nok virkede som et af højdepunkterne i denne første del af koncerten. Det var her, som om det mere nedbarberede lydbillede var lettere at kontrollere i liveregi.

Afrikansk trommekaos

Gennembruddet kom heldigvis under den knytter-lige-i-ansigtet-agtige ’’sblood’. Det var, som om trommerne i løbet af sangen blev skruet op til 11, hvilket gavnede det samlede lydbillede gevaldigt. De æggende og konstante trommer henledte ens tanker til Afrikas savanne og hedensk stammemusik, mens den ligeså repetitive og aggressive guitar transformerede den udvendige og meget kropslige mani til noget indre, ondt og kaotisk.

Koncerten nåede herefter sit klimaks ved den monumentale og svært fede titelsang ’Sky Burial’. Sangen, som de første par minutter henter tydelig inspiration hos Neurosis og de sidste par minutter muligvis låner en kende for meget af Mastodon, havde en præcis dynamik, hvilket fik et på dette tidspunkt tydeligt begejstret publikum til skiftevis at headbange i takt for efterfølgende at rokke kroppen forvirret rundt. Og der var netop noget forløsende i at høre den meget omskiftlige ’Sky Burial’ ovenpå både den episke ’The Long Road Home’ og kontante ’’sblood’. Den indædte vrede fik endelig lov til at sive ud af alle kroppens sprækker, før man endegyldigt blev nedbrudt og smadret af sættets sidste og kamptunge sang, ’Destroyer’. Her viste Inter Arma endegyldigt, hvor skabet skal stå. Sangen slæbte sig afsted i små syv og et halvt minut for endelig at få afløb med en energiudladning i femte potens. Det er netop ’Destroyer’s tålmodighed, som får denne skæring til at stå som en af bandets hidtil stærkeste. Igen sender de effektfulde, gentagne trommer tankerne mod en hedensk urkraft, mens guitarens doomede og slæbende riff nedriver store bygninger i beton.

Det, der slutteligt endte med at gøre Inter Armas koncert god, var, at der både er et primitivt og rytmisk fundament plantet i bandets motor, men at der også kommer et strejf af nyere lyde – hovedsageligt fra de to guitarister – som henleder tilskueren til industri og maskiner. Dynamikken og diversiteten mellem koncertens skæringer bidrog til en virkelig god koncert, og havde det ikke været for en meget middelmådig første tredjedel, så havde Inter Armas Roadburn-koncert virkelig taget kegler.