Fyrre, fed og forrygende
I Amager Bio indledte Dirkschneider heavy metal-koncertåret med en gennemført 40 års-hyldest til Accept-albummet 'Balls To The Wall', superbt sekunderet af andre gamle Accept-klassikere.
Fast as a Shark
Living for Tonite
Midnight Mover
Breaker
Flash Rockin' Man
Metal Heart
Breaking Up Again
Balls to the Wall
London Leatherboys
Fight It Back
Head Over Heels
Losing More Than You've Ever Had
Love Child
Turn Me On
Losers and Winners
Guardian of the Night
Winterdreams
Ekstra numre:
Princess of the Dawn
Up to the Limit
Burning
Ikke flere Accept-sange i bandet U.D.O., erklærede den originale Accept-stemme Udo Dirkschneider for nogle år siden, men under eget efternavn – Dirkschneider – går det an.
Endda rigtig fint an, når det gælder den fortsatte 40 års-jubilæumsfejring af Accept-klassikeren – og i høj grad gennembruddet – 'Balls To The Wall' (udgivet i december 1983). Og det gjorde det fredag aften i Amager Bio, hvor Dirkschneider-kvintetten satte fyr under hele albummet fra start til slut, suppleret med gamle Accept-klassikere fra både før og efter.
En vinder af en sætliste, og heldigvis med et dedikeret og topengageret band. I tillæg til den 73-årige Udo: den gamle Accept-bassist Peter Baltes samt de yngre kræfter, Udo-junior Sven Dirkschneider på trommer og det gennemsolide guitarpar Dee Dammers og Alen Brentini.
Eksplosivt igangsat af legende-fræseren 'Fast as a Shark', som i sin tid beredte start-80'ernes thrash- og speed metal-bølge, og som den 16. januar 2026 kickstartede kanonaden af eviggyldigt, old school Accept-materiale, der altså bare lyder helt rigtigt med Udos rustne kvad på toppen.
'Flash Rockin' Man' og 'Breaker' skar knivskarpt gennem stålet, mens mesterlige 'Metal Heart' skabte en eksalteret symbiose i hele den fyldte og ovenud fredags-festende sal. Som et pulserende, powerfuldt resonansrum mellem scene, gulv og balkon.
Nærværende nostalgishow
Et fornuftigt ballade-intermezzo fulgte med 'Breaking Up Again' med vokal fra Baltes (ligesom i studie-originalen), der lige gav Udo lidt luft til lungerne, og dernæst højttaler-introduktion og spotlights på 'Balls To The Wall'-bagtæppet.
Et uundgåeligt højdepunkt fra starten i det uforlignelige åbnings- og titelnummer, naturligvis, men omtrent ligeså overdådigt fulgte en euforisk sprudlende version af 'London Leatherboys'. Vi var så meget i både '83 og '26.
'Balls To The Wall' var et af de album, der definerede midt-80'er metalæraen for i-begyndelsen-af-20'er versionen af undertegnede, og det var selvfølgelig ekstraordinært fan-fedt med hele albummet i streg, og dermed også dets dybe skæringer. Her stod toptændte leveringer af 'Love Child' og 'Losers and Winners' særlig stærkt, inden albumopførelsen og dermed hovedsættet blev lukket med den smukke, melankolske 'Winterdreams'.
I netop denne mørke vinteraften blev der ikke bare drømt, men i dén grad realiseret og eksekveret i et enormt nærværende nostalgishow, som også strejfede heavyhimmelen i effektfulde ekstranumre som syng-med-klassikeren 'Princess of the Dawn' og den AC/DC-strejfende, brusende rock'n'roller 'Burning', der spredte de sidste, lidenskabeligt gengældte gnister mellem band og publikum. Et forrygende koncertsæt. Ja, helt og aldeles forrygende.
Vi kan hermed erklære heavy metal-koncertåret 2026 for åbent med overliggeren sat i skyskraberhøjde.
NB: Deres udsendte var også på plads til det belgiske opvarmingsband Evil Invaders, der desværre lod deres alt for opskruede lydbillede dominere næsten totalt. Det fik mudret deres ellers sympatiske referencer af Mille-Kreator vokaler, Overkill'sk powerthrash og lidt Iron Maiden-rifferi, og åbnede i stedet op for lidt mere Anvil-agtige associationer.