Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Psykedelisk naivitet

Populær
Updated
Psykedelisk naivitet
Psykedelisk naivitet
Psykedelisk naivitet
Psykedelisk naivitet
Psykedelisk naivitet
Psykedelisk naivitet
Psykedelisk naivitet
Psykedelisk naivitet

Foggs andet studieudspil er et musikalsk krydsfelt af alt det, vi godt kan lide: doom, røget støj og akustisk kærlighed. Paletten tenderer stilforvirring, og nytænkning er der ikke det fjerneste af. Charmen kan ingen dog tage fra bandet. 

Kunstner
Titel
High Testament
Dato
23-06-2015
Genre
Trackliste
Joy of Home
You Are Welcome
Seasons
Mountain
The Garden
Hand of the Lord
Grass in Mind
Karakter
3

Det var ikke ligefrem kærlighed ved første blik. Til at begynde med syntes der nærmere at være noget urimeligt over den åbenlyst plagierende facon, sangene på ’High Testament’ fører sig frem på. Og at bandet så samtidig maskerer deres tyveri ved højlys dag ved forsøgsvis at give deres tyvekoster en besjælet egenartethed, der ikke blot skal rocke lytteren igennem, men sgu også komme ind og røre lytteren, gør ikke ligefrem urimeligheden mindre. ”Det kan man sgu da ikke slippe afsted med,” tænker man. Men tjoh, det kan man åbenbart godt.

Kunstnerne, dette unge trekløver fra Texas stjæler tydeligst fra, er Black Sabbath, Sleep, 70’er-Pentagram, Ty Segall og Neil Young, som i hænderne på guitarist Chase Jowell, bassist Brandon Hoffman og trommeslager Ethan Lyons bliver støvet mere eller mindre charmerende sammen til det, man passende kan kalde for et rutineret fanboy-udtryk. Alle tre musikere er kun lige knap og nap trådt ind i tyverne, har spillet sammen siden 2012, og at man bærer over med den totale mangel på egenrådighed, har sandsynligvis en del at gøre med bandets unge alder. Nogle gange vil charmen ved en yngre nysgerrighed for rockmusikken imponere i sig selv.

Modsat landsmændene i Ecstatic Vision, hvis debutplade vi anmeldte i sidste uge, har Fogg desuden den helt rigtige psychrock-lyd på deres side. Tee Pee Records, der udgiver ’High Testament’, kan heller ikke ligefrem siges at være urutinerede i genren, og det er i det hele taget lækkert med mere vellydende undergrundsstads fra det samme label, som også har givet os psychrockkometer som Earthless og Witch. Nogle gange vil også den rigtige rockproduktion åbenbart charmere mere i sig selv, end man måske lige aner.

However, uanset hvor meget man i dag forsøger at imitere lyden af udspil fra glansperioden omkring slut-60’erne og start-70’erne, synes man aldrig at ramme den spot on. Sammenligner man eksempelvis lyden af Foggs bandnavnefælle, Tony Iommis tidlige band Velvett Fogg, med nærværende Fogg-plade, ’High Testament’, er der en betydelig analog rockdybde til forskel. Maskineriet bag er ikke som i psychrockmusikkens heyday. Men stadigvæk, Tee Pee Records udgiver fine ting, og Foggs første plade på pladeselskabet er ingen undtagelse.

Indmaden passer desuden fint til den indpakning, som produktionen i dette tilfælde kan siges at præsentere. Fra den semi-akustiske, smukke åbning i ’Joy of Home’ over samme skærings hurtige udvidelse med elektrificeret, guitarbaseret, potenthård lirrock og videre i samme spor med en form for Ty Segall-rockstøj i ’You Are Welcome’ til lige dele Sabbath- og Sleep-rip-off i ’Seasons’. Pladen præsenterer lidt af hvert, men Fogg er bedst, når enten de tuner ned og sætter sjælen på spil i deres nedbarberede stunder, eller når de slår hjernen fra og lader de guitarer, som de håndterer efter noget nær suveræn evne, tænke for dem.

’High Testament’ er formentlig ikke en plade, der vil blive sat meget på i fremtiden, men Fogg har nu alligevel charmerende succes med at kopiere alle de musikere, som de sandsynligvis dyrker i øveren in between takes. Der er en tydelig og tilmed ægte interesse for rockmusikken til stede på udspillet, som giver de akustiske, rørende stunder en naiv styrke og de rockende, psykedeliske stunder en interessant, aparte nysgerrighed. Det skulle ikke undre mig, hvis Fogg næste år er at finde under årets Roadburn line-up, ligesom det heller ikke skulle undre mig, hvis de ender med at blæse festivalens Stage 01 omkuld.

Der er noget på spil her. Det har ikke det fjerneste at gøre med hverken originalitet eller opfindsomhed, men der er nu alligevel noget på spil her.