Identitetsudfordringer
Tyske Heretoir gæstede torsdag Stengade med tunge temaer og teknisk dygtighed, men trods stærke præstationer blev koncerten aldrig for alvor medrivende.
Torsdag aften stod i post-black metallens tegn, da det tyske band Heretoir indtog Stengades intime og publikumsvenlige scene. For mange i salen var det sandsynligvis første gang, de så bandet live – og desværre var sandsynligheden for, at tyskerne for alvor forankrede sig i publikums bevidsthed, minimal.
Heretoir formåede ellers at fremvise deres musikalske kunnen – og det var der bestemt nok af. Bandet, der blev dannet i 2006, har efterhånden nogle år på bagen og har udgivet fire plader, hvoraf den seneste, 'Nightsphere', udkom i 2023. Erfaringen var tydelig fra første sekund, især hos forsanger David Conrad, der stod som det naturlige omdrejningspunkt med en energisk fremtoning og teknisk snilde.
Musikalsk bevæger Heretoir sig i et spændende krydsfelt mellem de dundrende, nihilistiske black metal-elementer og de storladne, smukke post-rock-lydflader. Det hele smelter sammen i et atmosfærisk udtryk – ikke ulig navne som Alcest, Katatonia eller Agalloch.
Generelt var det musikalske fundament ikke Heretoirs største udfordring. På samme måde leverede Conrad og resten af bandet en præstation, der som minimum levede op til forventningerne. Problemet var primært, at koncerten aldrig for alvor blev levende. Kompositionerne løftede sig sjældent fra interessante til spændende og indlevende, hvilket resulterede i et publikum, der primært stod stille – og ikke nødvendigvis fordi de svælgede i de post-rockede, atmosfæriske lag.
Sekundært skuffede det, at de tre guitarister – Conrad, Maximilian Forst og Kevin Storm – sjældent trådte tydeligt frem i lydbilledet. De enkelte lag i musikken stod sjældent klart, hvilket ofte betød, at de mere subtile og differentierende elementer i bandets lyd druknede.
Endelig må det konstateres, at Heretoir stadig læner sig for tæt op ad deres inspirationskilder og endnu ikke har formået at skabe en stærk, selvstændig identitet.
Dermed fandt koncerten aldrig den tyngde, der ellers kendetegner Heretoirs musikalske univers. Tematisk arbejder bandet med tunge emner som personlig smerte og menneskets rolle i en verden, der er ved at gå under – men disse tematikker satte aldrig rigtigt aftryk på publikum, på trods af deres aktualitet. Da kvintetten blev klappet af scenen, var det primært på grund af leveringen, energien på scenen og ikke mindst Conrads positive udstråling. Resten har vi allerede glemt.
Kaotisk charmerende
Som opvarmning til tyskerne havde danske Fractal Black fået spilletid – og sikke et kaos. En amatørkoncert på højt niveau, med al den charme det indebærer. Fractal Black er vitterligt et charmerende bekendtskab. Forsanger Charlie bød på en smittende energi, som fik det fremmødte publikum til at svede, mens hun nok selv svedte ekstra de gange, hvor der blev sat ind på de forkerte tidspunkter – eller teksten blev glemt.
Modsat Heretoir var der ingen tvivl om, at Fractal Black har en stejl læringskurve foran sig – men vi skal jo alle starte et sted.
Manglerne var mange, men det var positivt at mærke lysten til at spille og bandets smittende energi. Særligt det sidste betød, at flere medlemmer tog turen ned blandt publikum, mens trommeslageren måtte se sig helt efterladt på scenen. Resten må læres hen ad vejen – ligesom bandet skal finde sin egen identitet i stedet for at lyde som tre Tool-fans og en forsanger, der gerne vil være pop-punk-sanger.