Da Slayer ramte Danmark i 1985
7. juni 1985 gæstede Slayer Danmark for første gang. I anledningen af de 40 år for den historiske milpæl i dansk metalhistorie ser vi tilbage på Slayers betydning for dansk metalkultur.
Thrashen ramte Danmark, da Metallica koncertdebuterede på Vesterbro i december 1984, men 7. juni 1985 blev det både hårdere og højere, da Slayer også ramte Vesterbro med Hell Awaits-turneen. Koncerten var den første ud af de 22 koncerter, som thrash-giganterne har leveret på dansk jord igennem 40 år.
Der findes ikke mange skrevne ord om Slayers debut i Danmark, men den første generation af metalfans, som var samlet i Carlton den sommeraften i juni 1985, erindrer Slayers visit som den hidtil hidsigste koncert i landet – endda den første koncert i Danmark med et udenlandsk band, der blev markedsført som black metal.
Slayer skulle udgive 'Reign in Blood' i 1986, før dagspressen omtalte dem. Erik Jensen som den første i Roskilde Dagblad. Men i undergrunden havde metaljournalistikkens koryfæ, Peter Béliath, allerede lovprist Slayers demobånd fra 1983 i Hot Rockin’, der var Danmarks første fanzine om heavy metal.
I det danske, men engelsksprogede fanzine Metallic Beast, kunne man for første gang møde Slayer på tryk. Skribent Peter Markham berettede om sit møde med Slayer på en bar på Vesterbro i anledning af deres debutkoncert. Tom Araya, Kerry King, Jeff Hanneman og Dave Lombardo havde kun lige passeret de 20 år og besad på alle måder den alders selvsikre og hårde attitude i samtalen med Metallic Beast – som disse herlige uddrag om Metallica og dansk metal.
Metallic Beast: Many thrashers think Metallica has wimped out with 'Ride the Lightning', what do you think?
Jeff: I hate it, but some of the songs on 'Kill ’Em All' are great.
Metallic Beast: Have you heard any Danish bands?
Jeff: We think that Mercyful Fate are really great, but I haven't heard any.
Dave: At Heavy Sound [Festival i Belgien 1984] I heard Pretty Maids, but I think they are shit. They were bad. I locked myself in my room.
Kerry: Are Pretty Maids Danes? I didn’t know that, we’re also heard Artillery but I don’t like them!
Det er muligt, at Kerry King ikke var fan af Artillerys musik, men ifølge Artillerys Michael Stützer, så havde de to bands en forrygende fest den aften på Vesterbro i 1985.
15 måneder efter koncerten udsendte Slayer 'Reign in Blood' på Def Jam. 28 minutter og 55 sekunder. Mere skulle Slayer ikke bruge på at nagle en milepæl i metallens historie. Det var resultatet af magiens gnister mellem genier, da Def Jams producer Rick Rubin sad bad pulten på 'Reign in Blood'. Rubin har siden hen været et kapitel for sig selv som en af de mest betydningsfulde producere i musikhistorien.
Sammen med Slayer fortsætter Rubin triumftoget med 'South of Heaven' (1988) og 'Seasons in the Abyss' (1990), der afslutter den første (og klart bedste) periode med Araya, King, Hanneman og Lombardo, før uvenskabet mellem Lombardo og de andre foldede sig ud. Def Jam var også præget af konflikter mellem selskabets spidser. Fra 1988 udkommer Slayer på Rubins eget Def American. Rubin havde ud over Slayer også navne som Danzig og The Black Crowes i folden. Artisterne blev udstillet på opsamlingen 'Til Def Do Us Part' i 1991.
I en tid længe før internettets revolutionerende tidsalder, havde opsamlinger enorm betydning. 'Til Def Do Us Part' blev helt naturligt anmeldt i pressen. I juli 1991 var det dansk rockjournalistiks bautasten Steffen Jungersen, der anmeldte opsamlingen i BT. ”Tidens vel nok mest hippe pladeselskab i USA”, skriver Jungersen om Rubins label og skamroser Danzig og Black Crowes. Men Slayer – kvartetten, der stadig var dømt som usmagelig i andet end undergrundens fanzines – bliver slagtet af Jungersen.
”Der ryger nogle stjerner, fordi jeg endnu en gang skal trækkes med de fire syge idioter i Slayer. Rubin hævder, Slayer er ’verdens bedste heavy metal band’. Hvis det var sandt, var det fandeme trange tider, du! Slayer spiller deres sædvanlige voldsforherligende bræk på ’War Ensemble’ og ’Dead Skin Mask’. Og de spiller dem med det ene riff, det over en karriere på otte år er lykkedes dem at mestre. Nul melodi, nul omtanke, nul hjerne,” lyder det brutalt i BT i sommeren 1991.
Anmeldelsen fik Slayers danske fans til at se rødt. I en tidsalder længe før digital kommunikation, er læserbreve den eneste mulighed for at lufte sin utilfredshed, hvis redaktionen lader en læsers mening slippe igennem på det trykte papir. 17-årige Brian Petrowskys (RIP) frustration blev bragt, da han fik et kortfattet læserbrev igennem som respons på kritikken af Slayer: ”BT’s Steffen Jungersen er både fræk og latterlig, når han i en anmeldelse skriver at gruppen Slayer består af’ fire syge idioter’. En parodi på en rigtig anmelder.”
Overstående er et fantastisk fragment i dansk metalhistorie. Det handler ikke om at have ret. Musikkritik har ingen facitliste. Det er en løbende diskussion af kunsten. Slayer har om nogen sat sit præg på musikkunsten og skabt debat om den hårde genre. Og med tiden overbevist selv de hårdeste skeptikere. Jungersen blev siden hen stor fan af Slayer – og sikkert uden af vide det – fan af ham den 17-årige, rasende knægt, da Petrowsky i front for Iniquity fem år senere udgav ’Serenadium’, der her knap tre årtier senere stadig står tilbage som en af de bedste, danske death metal-plader.
Iniquitys debutplade blev fortjent skamrost af Jungersen BT i 1996 – samme år, hvor Slayer i øvrigt tabte sutten og gamle fans med ’Undisputed Attitude’. Men Slayer er her endnu. 40 år efter deres debut i Danmark skrives der stadig videre på historien, når Neckbreakker, der stadig var uproducerede sædceller før alt overstående havde udfoldet sig, opvarmer for Slayer til efteråret i England. Endnu et fantastisk kapitel i dansk metalhistorie.
Og Slayer i Danmark? Mon ikke vi ser dem i Royal Arena eller på Copenhell i 2026.