Ny plade beseglet i eget blod
PopulærDevilution har interviewet Nergal fra Behemoth, og vi fandt blandt andet ud af, at hans eget blod er brugt til covermaleriet på den nye plade.
I næste uge udkommer det polske band Behemoths 10. studieplade, der bærer titlen 'The Satanist'. En meget ligefrem titel, der på alarmerende og forrygende flot vis blev introduceret med musikvideoen 'Blow Your Trumpets Gabriel', der ramte nettet i starten af december måned som forsmag på det, der så rammer os alle d. 3. februar 2014, når 'The Satanist' udkommer. I forbindelse med udgivelsen har Behemoth allieret sig med britiske Cradle Of Filth til en turné i Europa. Den rammer Danmark i København og Aarhus, når de spiller i Amager Bio d. 26. februar og på Voxhall d. 27. februar.
Forud for alt dette fik vi os en snak med forsanger og rygrad i bandet, Adam Darski, der også er bedre kendt under sit kunstnernavn Nergal. Vi interviewede ham også i 2012, da de gæstede Roskilde Festival og fik på det tidspunkt en god snak om hans sygdomsforløb, hvor han fortalte om sin kamp med leukæmi. Nu er det lagt bag ham, og han og bandet barsler nu med første studieplade efter dette sygdomsforløb. For det er et stykke tid siden, der sidst er kommet musik fra Behemoth. 'Evangelion' er fra august 2009, så nu er det på høje tid, at polakkerne igen udkommer med et satanisk opus. For når man lytter til 'The Satanist' er det svært at klassificere det som andet end netop det!
Behemoth har med netop 'Evangelion' og pladerne før dette, 'The Apostasy' og 'Demigod', skruet op for forventningerne - alle tre var vellykkede. Og med den lidt længere ventetid var det derfor naturligt at starte med at spørge oml netop tilblivelsen af 'The Satanist', men fordi jeg spurgte om, hvordan han havde det som "isbryderspørgsmål", så endte vi med at snakke turné først.
Devilution: 'Hej Nergal. Hvordan går det?'
Nergal: 'Vi er på vej til Warszawa for at øve os til turnéen.'
Devilution: 'Jeg ved, at jeres trommeslager, Inferno, er blevet opereret sidste år. Har han det godt og er han klar?'
Nergal: 'Ja, han har det fint og er i god form. Det tog lidt tid at komme sig, for det var en blindtarm, der skulle fjernes. Helingsprocessen tog lidt længere end forventet, da der kom en lille infektion i operationssåret. Men han har det godt nu.'
Devilution: 'I har valgt at turnere sammen med Cradle Of Filth i Europa i denne ombæring. Hvad kan fans forvente af den turné?'
Nergal: 'Vi er på toppen af vores karriere som band. Vi er i vores bedste form nogensinde. Og det siger jeg ikke bare for sjov. Moralen er høj i bandet, og der er en helt anderledes beslutsomhed i gruppen end før. Så hele sceneshowet, udstyret osv. er blevet opfrisket. Sætlisten er ændret og der sker en masse nye ting, og vi kan slet ikke vente med,at komme ud at spille.'
Devilution: 'I har også den nye plade ude, som har fået titlen 'The Satanist'. Hvorfor valgte I den titel?'
Nergal: 'Tja, det var, fordi jeg ikke kunne finde på noget bedre, haha. Jeg mener, at det er en fantastisk titel, som meget fint reflekterer vores livsfilosofi. Nogle vil måske sige, at det er en meget ligefrem og simpel titel, og det er helt fint, hvis man tror det. Men man kan også fortolke det anderledes, og for mig er det en utroligt stærk og potent titel, der er en kraftig erklæring. Nogle vil måske sige, at det er en metalkliché at kalde pladen 'The Satanist', men jeg mener, det er en genial måde at manifestere vores udtryk på. Efter 30 år med ekstremmetal er der ikke noget band, der endnu har turdet give deres plade den titel. Så det er lidt specielt og unikt. Banebrydende endda.'
Devilution: 'Ud fra sangtitlerne på den nye plade lader det til, at der stadig er en masse vrede og satanisme i Behemoth. Men hvad handler teksterne egentlig om?'
Nergal: 'Vi har bevæget os inden for det samme universelle budskab igennem hele vores karriere. Men det føles, som om vi har fundet den ultimative måde at udtrykke os på, og der er selvfølgelig en masse metaforer, men jeg mener, at jeg med dette album er kommet noget nærmere kernen og essensen af min natur. Jeg kan godt lide at sige, at dette album handler mere om menneskets natur og ambitioner end nogen anden plade, vi har lavet. Den handler også om magt, svaghed og om at omfavne, fejre og tilbede vores sande natur. Ikke undertrykke det eller afvise det pga. religioner, eller hvad andre gerne vil fortælle os eller lære os. Det er grundlæggende. Det er efter min mening vigtigt at have et velafbalanceret liv og opnå lykke og tilfredsstillelse.'
Devilution: 'Har dit sygdomsforløb påvirket den proces?'
Nergal: 'Det er svært at sige. Jeg kan ikke finde et nøjagtigt tidspunkt, der har ændret min holdning og mine refleksioner, men det har da nok haft en indflydelse. Og det er lidt sjovt, for det er lidt selvmodsigende. For på den ene side er jeg blevet meget mere radikal og fundet ud af, at jeg ved tingene selv pr. instinkt. Jeg står bag det, jeg prædiker, mere end nogensinde før. Omvendt er jeg også blevet mere praktisk anlagt, så jeg ved det sgu ikke, hehe. Jeg omfavner nok bare mig selv mere som menneske og er tilfreds med mig selv, mit liv og mine mål. Det er et emne, der virkelig kan debatteres længe og uddybende. Med 'The Satanist' - selvom det er et radikalt standpunkt - så giver vi ikke rigtig noget svar, men stimulerer mere lytteren til at stille spørgsmål. Det er nok det, der er det vigtigste budskab.'
Devilution: 'Det med at stille spørgsmål vil jeg lige holde dig fast på. For jeg har set musikvideoen til 'Blow Your Trumpets Gabriel', og det er en flot musikvideo. Hvem fik ideen til den, og hvad er meningen med den?'
Nergal: 'Jeg er nok ikke den bedste til at svare på det spørgsmål. Vi leverer bare informationen og prøver at udvikle os og håber, at lytterne selv reflekterer over videoen og drager deres egne konklusioner. Jeg kan ikke rigtig analysere mit eget værk. Jeg har lavet videoen, så jeg bliver fri for at analysere den, haha.'
Devilution: 'Hvor blev musikvideoen optaget?'
Nergal: 'Det blev gjort i det sydlige Polen'.
Efter lidt snak om turné, tekster og musikvideo var det oplagt kort at høre om coveret. For det er ikke hver dag, man ser et maleri blive lavet specifikt som et albumcover. Det er sket denne gang. Den russiske maler Denis Forkas har lavet coveret til 'The Satanist', og bag dette ligger der også en, bogstavelig talt, ret bloddryppende historie.
Devilution: 'Så springer vi til pladens cover. Hvor kender du maleren Denis Forkas fra?'
Nergal: 'Som med så mange andre kontakter, så fandt jeg ham via internettet og Facebook. Jeg kontaktede ham, vi snakkede om emnet og stolede på, at han ville komme med noget flot. Jeg synes det er det flotteste cover, vi nogensinde har lavet. Det er sgu helt perfekt.'
Devilution: 'Jeg har læst et sted, at dit eget blod har været brugt som maling. Kan du be- eller afkræfte den historie?'
Nergal: 'Ja, det er sandt. Jeg gjorde det for at understrege det faktum, at jeg er så emotionelt knyttet til det, vi laver. Så det er en symbolsk handling.'
Devilution: 'Hvor lang tid har det rent faktisk taget bandet at lave pladen?'
Nergal: 'Jeg startede nok med grundskitser til sange og tekster i midten af 2012. Så begyndte vi at øve i september 2012 og havde tre sessioner, hvor vi øvede sange. Den første varede en uge, anden omgang tog to uger, og den sidste session varede omkring en måned. Det var kun øvelokale. Derefter gik vi i studiet. Studieprocessen var fire måneder og derefter fire uger med at mixe pladen. Det var ret intensivt og omfangsrigt og tog al vores energi. Det var det, pladen krævede.'
Devilution: 'Jeg skrev på Facebook, at vi ville interviewe dig i dag og spurgte vores læsere om forslag til spørgsmål, og én af dem skrev og spurgte om en dokumentar omhandlende tilblivelsen af 'The Satanist'. Kommer der en sådan?'
Nergal: 'Det gør der faktisk. Den kommer til at hedde 'The Oblivion', og den er 30 minutter lang. Det er en lidt anderledes måde at portrættere tilblivelsen på. Det bliver ikke den traditionelle måde med med druk, studie osv., for det har vi alt sammen gjort før. Vi har valgt en mere kunstnerisk tilgang til dokumentaren denne gang og man kan se nogle små bidder af den på vores Facebook-side. Den sidste smagsprøve kommer i ugen op til, at pladen bliver udgivet. Så ja, der kommer en dokumentar.'
Devilution: 'Når turnéen i Europa er overstået, hvad er så planerne for Behemoth?'
Nergal: 'Vi får meget, meget travlt! Vi turnerer hele verden i år. Lige efter denne Europa-turné rammer vi USA i april og Rusland i maj. Derefter sommerfestivalerne, hvor vi kommer ud og laver nogle virkelig store shows. I oktober tager vi Polen, og til november tager vi til Asien. Så det er hele verden, faktisk.'
Devilution: 'Her er et andet spørgsmål fra læserne. Hvilken plade ser du frem til i 2014, og du må ikke vælge 'The Satanist'?'
Nergal: 'Puha, 2013 var jo et virkelig godt år. Måske det bedste det sidste årti. Der var både David Bowie, Nick Cave og mange andre fantastiske ting. Hvad udkommer egentlig i 2014?'
Devilution: 'Slayer, Gorgoroth, Judas Priest, Foo Fighters, Tool og Mastodon kommer alle med nye plader.'
Nergal: 'Ud fra dem, du nævner der, må det nok være Slayer. Jeg ser altid frem til en ny plade med Slayer. Jeg har været fan af Slayer siden barndommen, det har ikke ændret sig, og jeg ser derfor stadig frem til, atr de udgiver nyt.'
Devilution: 'Nu er Slayer jo heller ikke blege for at lege med Satan i musikken, ligesom I gør det. Men nu er der jo også kommet det svenske band Ghost. Dem har du vel hørt om?'
Nergal: 'Ghost og os er kolleger. Vi har lige været i Stockholm, og vi er gode venner.'
Devilution: 'Mener du, at de prædiker samme budskab, som I gør omkring det med, at man skal tænke selv og ikke lade sig stavnsbinde af religion?'
Nergal: 'Vi er alle frihedselskende individer, og vi bruger forskellige værktøjer for at få vores budskab igennem. Ghost er noget helt anderledes og et nyt perspektiv på området, men det er interessant. Jeg kan vældig godt lide det. Masser af teater, men det er et vigtigt band på metallandkortet.'
Devilution: 'Alle tiders. Vi vil lade dig komme videre til øvelokalet, så I kan blive klar til turnéen.'
Nergal: 'Helt fint. Tak fordi I gad ringe og husk endelig at komme til vores koncert. Det bliver godt!'
Her på redaktionen har vi funderet over, hvad en mand, der frivilligt lader sig årelade for at få gjort et maleri færdigt, mener med 'godt'. Hvis du mener, du kommer levende fra det, der utvivlsomt bliver en sort messe, når Behemoth og Cradle Of Filth rammer Danmark, så tag for Djævelens skyld med til koncerterne. Indtil da kan vi fra mandag d. 3. februar 2014 nyde Behemoths 'The Satanist'. Indtil da kan du nedenfor nyde musikvideoen til 'Blow Your Trumpets Gabriel'.