Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Når mørket bliver til håb

Updated
Front2

Depression, angst og tab har sat dybe spor i He Who Saw The Abyss. Nu bruger bandet deres egne erfaringer til at støtte Livsliniens arbejde og sende et klart budskab til mennesker i krise: Du er ikke alene.

International Suicide Prevention Month markeres hvert år i september for at skabe opmærksomhed om selvmordsforebyggelse, mental sundhed og vigtigheden af at søge hjælp. Sidste år blev der i Danmark registreret 503 selvmord. 371 mænd og 132 kvinder. 

Staten medfinansierer Livslinien, som tilbyder gratis og anonym rådgivning til mennesker i krise, pårørende og efterladte via telefon, chat og mail. Organisationens omkring 250 frivillige rådgivere modtager årligt op mod 20.000 opkald – langt flere, end de har mulighed for at besvare.

Ingen skal stå alene med sådanne svære tanker, som International Suicide Prevention Month og Livslinien har fokus på. Tanker som medlemmerne af He Who Saw the Abyss kender alt for godt til. Gruppen opstod i 2023 og består i dag af Ole Lorenzen, Kian Wulf, Jon Arent, Emil Klamer, Mikkel Rützou og Berne Baki – du kan læse meget mere om bandet i vores Morgendagens Stjerner.

For He Who Saw The Abyss har mental sundhed aldrig været et tema, man tog på i markedsføringsøjemed. Det er fundamentet, bandet er bygget på.

Depression, angst, traumer og selvmordstanker har fra begyndelsen været en del af fortællingen bag det danske blackened deathcore-band. Musikken har fungeret som et frirum, en ventil og en måde at sætte ord på de oplevelser, der ellers kan være svære eller decideret umulige at forklare.
Derfor føltes det også naturligt for bandet at markere Suicide Prevention Month ved at indgå et samarbejde med Livslinien. Fra september og frem mod den internationale dag for mental sundhed den 10. oktober ønsker de ikke blot at skabe opmærksomhed, men også at bruge deres platform til konkret handling.
"Vi følte, at vi som band havde brug for at anerkende denne måned og bruge vores platform til at markere den," fortæller trommeslager Ole.

Samarbejdet er blevet til en indsamlingskampagne, hvor He Who Saw The Abyss donerer hele indtjeningen fra en specialproduceret merchandise-serie til Livslinien. Ikke overskuddet. Ikke en procentdel. Alt, revl og krat, så at sige.

Projektet er blevet til via et intenst samarbejde mellem Jeppe Toft (direktør for Livslinien), bandet selv og deres visuelle samarbejdspartner, Altar of Sorrow, med fokus på at ramme den rette balance mellem bandets eget visuelle udtryk og Livsliniens formål. Dette er udmøntet i den merch-serie, der skal drive indsamlingen.
"Det skulle være fængende, men samtidig respektfuldt," siger Ole. "Vi endte med et udtryk, som både repræsenterer os som band, noget Livslinien kunne stå inde for, og samtidig et produkt, der har givet Altar of Sorrow mulighed for at udtrykke sig."

Målet er enkelt: Når nogen køber merch eller støtter kampagnen, går støtten ubeskåret til Livslinien. Bandet har endda åbnet for andre initiativer under kampagneperioden.
"Hvis folk vil have trommeundervisning, billetter til kommende koncerter eller noget helt tredje, så finder vi ud af det. Vi vil gerne donere alt, hvad vi kan komme i nærheden af." fortsætter Ole.

Du kan se alt bandets merch og støtte Livslinien ved at klikke her.

Merch Abyss

Derfor er Livsliniens arbejde vigtigt
Formålet er naturligvis nobelt, men for medlemmerne af He Who Saw The Abyss er støtten til Livslinien ikke kun et spørgsmål om velgørenhed. Den er personlig.
"Det betyder vanvittigt meget" siger Ole og fortsætter: "Som privatperson har det betydet rigtig meget, at der har været den støtte og hjælp, man kunne få, når jorden begyndte at brænde under en".
Han fremhæver særligt de frivillige kræfter bag Livslinien, som hver dag stiller sig til rådighed for mennesker i akut krise.

Netop kriser, sammenbrud og vejen tilbage derfra er centrale elementer i He Who Saw The Abyss. Det er fundamentet for bandet, hvor alle medlemmer har haft deres udfordringer, hvilket bliver direkte omsat til det musikalske univers. På de første udgivelser, ’Echo Passage’ (2024) og ’House of Dust’ (2025), kredser sangene og tematikkerne direkte om et medlems mentale udfordringer. Herunder svær depression, selvmordsforsøg og den efterfølgende kamp for at genopbygge et liv præget af depression og angst.
"Hvordan fanden kommer man tilbage efter sådan en oplevelse?" spørger Ole retorisk.

Udover at støtte et vigtigt formål håber bandet, at kampagnen kan bidrage til en større samtale om mental sundhed. Selvom metal- og hardcoremiljøet ofte beskrives som åbent over for svære emner, oplever medlemmerne stadig, at mange mennesker har svært ved at være til stede, når problemerne bliver konkrete.
"Vi skal kunne tale om de svære ting, og der skal være plads til at have det svært", siger Ole. "Men vi oplever også stadig, at når det kommer til stykket, bakker mange ud, når makkeren eller kæresten falder i et hul".

En sang om sorg og håb
For He Who Saw The Abyss handler det ikke om at glorificere smerte. Tværtimod.
"Det handler om at sætte lys på mørket og fortælle om det, der gemmer sig i krogene", fortæller Ole.
Den tanke går igen på den kommende single ’Orchid’, som udkommer som den ene halvdel af en duologi. Her tager bandet endnu et dyk ned i mørket. Særligt for guitarist Jon, hvor kærlighed, familie, nære relationer og døden er bærende elementer.
"Hele idéen til singlen er opstået ud fra, at jeg mistede min mor for få år siden, og at jeg har siddet med følelser, som jeg ikke har kunnet komme ud med", fortæller Jon.

Han beskriver sangen som et forsøg på at indkapsle sorgens kaos. Den følelse af at befinde sig i et mørke, der virker umuligt at navigere i. Men samtidig rummer sangen et håb.
"Når man lytter igennem sangen, vil man bemærke, at den føles kaotisk og uden forløsning indtil slutningen, hvor der kommer samling på kaosset. For os giver det en følelse af, at det nok skal blive bedre."

Musikalsk markerer ’Orchid’ også begyndelsen på en ny æra for bandet. Ifølge guitarist Emil er fokus flyttet fra det teknisk imponerende til det følelsesmæssigt nærværende.
"Vi er gået i retning af mindre teknisk, mere indlevende, hvor musikken er trådt ind i en atmosfære, som afspejler følelser og verdener, der sonisk fortæller en historie lige så vel, som teksten gør".

Når singlen lander, og kampagnen afsluttes, stopper arbejdet dog langt fra. Bandet har en fysisk udgivelse på vej, en række kommende koncerter og flere nye medlemmer, der skal integreres.
"Vi forventer, at det er HWSTA 2.0, som rammer spillestederne", siger Kian Wulf og fortsætter: "Nye sange, nye medlemmer, ny energi, federe shows og en mur af lyd, som forhåbentlig kan rive folk midt over".

Du er ikke alene!
Men hvis man spørger medlemmerne, hvad det hele i sidste ende handler om, er svaret enkelt: Hvis bare én person gennem musikken eller kampagnen finder modet til at række ud efter hjælp, har indsatsen været det hele værd.
"Det betyder alt", siger Kian og fortsætter: "Som kunstner er det fantastisk, hvis man kan få folk til at føle noget eller tænke over noget. Men hvis musikken kan give nogen modet til at handle, så er det noget helt særligt".
Og til dem, der lige nu kæmper med depression, angst eller selvmordstanker, sender bandet et sidste budskab: Du er ikke alene.
Der er hjælp at hente. Det bliver bedre. Du behøver ikke have svarene lige nu eller vide, hvordan vejen frem ser ud. Tag ét skridt ad gangen. Du er værdifuld, præcis som du er.
"Har du ingen at række ud til" siger Kian, "så ræk ud til os."

Din livslinie
Hvis du kæmper med selvmordstanker, depression, angst eller befinder dig i en alvorlig livskrise, er du ikke alene. Der findes mennesker, der er klar til at lytte.

Livslinien tilbyder anonym rådgivning til mennesker i krise, pårørende og efterladte. Du kan kontakte Livsliniens telefonrådgivning på 70 20 12 01 hver dag eller benytte deres chatrådgivning via www.livslinien.dk.