Tidsrejsen: Metallica i Danmark 1984 - 2019

Populær
Tidsrejsen: Metallica i Danmark 1984 - 2019

Med koncerten i Parken har Metallica spillet 30 gange i Lars Ulrichs hjemland. En vanvittig debut i 1984, rockerfrygt i Holstebro i 1987 og en syg James Hetfield i Royal Arena i 2016 er blot blandt nogle af de vilde oplevelser. Rejs tilbage i tiden og oplev alle de danske shows i ord, billeder, lyd og film.

Kunstner
Fotograf
Jacob Dinesen (Hetfield i Forum 2009)

1980. En 16-årig dansker flytter sammen med sine forældre til den amerikanske østkyst for at udforske, om han har arvet sin kendte fars vindende evner på tennisbanen. Enebarnet, der i sin opvækst er blevet forkælet med frihed hjemme i Hellerup, har dog svært ved at indordne sig under tennisakademiets strenge disciplin.

Året efter ender familien i stedet på vestkysten i Los Angeles. Og heller ikke her kommer der gang i tenniskarrieren. Evnerne er der ikke med ketsjeren i hænderne på eliteniveau. Der er de bestemt heller ikke med et sæt trommestikker, som der sporadisk er blevet øvet med siden de tidlige teenageår.

Men hvor de manglende kundskaber i sportens verden øjeblikket fører til fiasko, så er musikkens verden skabt af et andet stof – og Lars Ulrich er lavet af det.

Den halvvoksne knægt, der knap nok kan spille musik, da han møder James Hetfield i 1982 og sammen med den jævnaldrende guitarist og sanger danner sit livs eneste band med det kiksede navn Metallica, der udvikler sig til at blive en af de mest berømte trommeslagere i musikhistorien. Nogensinde. Og nutidigt den mest berømte dansker, der findes på kloden.

Skæbnen har aldrig stået i vejen for Lars Ulrich. Fordi hans virkelige talent er selv at forme den. I selskab med de rette mennesker undervejs. Lars Ulrich og James Hetfield ville det. Metallica gjorde det. Fandt brikkerne, samlede dem og selv opfandt dem, der manglede.

Få år forinden de dannede Metallica var heavy metal dømt dødt. Genrens første generation var enten bogstaveligt eller kreativt faldet fra hinanden. Cream, Led Zeppelin, Deep Purple og Black Sabbath. Giganterne var fortid. Og især forældet, da punken sidst i 1970’erne satte en ny dagsorden og dødsstødet ind. Og alligevel på samme tid blev en inspiration. Med vildskaben. Med det rebelske udtryk. Og netop fra England, hvor heavy metal også genopstod med åbenbaringen af Iron Maiden, Judas Priest, Def Leppard, Saxon, Mötorhead, Venom, Raven, Blitzkrieg, Tygers of Pan Tang og Diamond Head.

The New Wave of British Heavy Metal var ved fremkomsten først i 1980’erne ukendt for amerikanerne. Men ikke for danskeren, der flyttede dertil, og formede sin egen stil. 

Metallica var thrashens første. Og blev de største lige fra debuten ’Kill ’Em All’ udkom 25. juli 1983. Fandenivoldsk og ulideligt larm for de fleste. Men heller ikke kun for de færreste.

Heavy metal var tilbage. Stærkere end før. Hurtigere end nogensinde – og foretrukket af arbejderklassen, hvis danske talerør var fremme i skoene, når det gjaldt formidlingen af den sønderlemmende musik. 

På Ekstra Bladet sad poeten, senere rektor for Forfatterskolen og musikanmelder, Poul Borum ugentligt og skrev entusiastisk om heavy metal.

Da han 14. oktober 1983 anmelder ’Kill ’Em All’, er det første gang, at Metallica omtales i et dansk medie. ”Det er spændende at følge den nye heavyrock – og det er sjovt at det hidtil bedste danske bidrag kommer fra Los Angeles [...] Metallica spiller den hårdeste og heaviste heavy metal, man kan få at høre. Deres første plade er lige udsendt, og den er rivgod. Forhåbentlig kommer de snart til Danmark og spiller,” skriver Borum under overskriften ”Tungt, hurtigt og godt – og lidt dansk” og kvitterer med fem stjerner.

Borum er ikke alene om holdningen til de nye toner fra undergrunden i USA. Få uger efter hans anmeldelse udkommer Danmarks første magasin om heavy metal, ’Hot Rockin’’.

I det indviende nummer har magasinets medstifter og fremtidig metalguru Peter Béliath fingeren på hurtigpulsen og skriver om ’Kill ’Em All’: ”Metallica er verdens heavieste act, stærkt fulgt af de canadiske Exciter! Kendetegnende for gruppens hardcore metal er det høje tempo, men uvist hvordan lykkes det dem alligevel at lave det ene blændende temposkift efter det andet. Jeg mindes ikke at have hørt noget så supersonisk.”

Borum og Béliath er ikke alene om fascinationen. Samtidens førende pladepusher – Lars Ulrichs mentor som teenager – Ken Anthony bliver også blæst bagover.

Så meget, at han kontakter Danmarks førende heavy-promoter, legendariske Erik Thomsen, for at fortælle ham om lyden af fremtiden. Men Thomsen bider ikke på. Danmark er ikke på programmet, da Metallica første gang turnerer i Europa i starten af 1984. Til gengæld tager de direkte fra det sidste i show i Belgien og til Danmark. For at indspille ’Ride the Lightning’ på Amager.

”Medrivende, fornyende – endnu bedre end deres første,” er bedømmelsen fra Poul Borum, der uddeler fem stjerner i sin anmeldelse i Ekstra Bladet efteråret 1984.

Budskabet går heller ikke forgæves. Metallica træder med pladen for alvor i karakter som hård heavy metals store helte. Kritisk såvel som kommercielt. Så selv den ellers før afvisende Erik Thomsen ser lyset – i profittens skær.

For samtiden hørte rock og metal-koncerter i Købehavn hjemme på Saltlageret, der med en kapacitet på 500 var rigeligt. Rockkometen Bryan Adams trækker 218 gæster, da han optræder på Saltlageret i oktober 1984.

For Metallica kan Saltlageret slet ikke gøre det. De indtager Danmark som undergrundens kæmper. Der er plads til 1300 mennesker i Saga på Vesterbro i København og næsten udsolgt, da Metallica debuterer på dansk grund i december 1984. Lige siden er billetterne blevet rev væk til hvert besøg igennem fire årtier.

Lars Ulrich har udtalt, at “enhver koncert er som en krig, der skal vindes.”

29 gange har slagmarken været i trommeslagerens hjemland. Metallica har aldrig lidt et decideret nederlag i Danmark. Dog har det været faretruende tæt på de gange, hvor især lyden og teknikken har fejlet. Eller når kvartettens dagsform ikke har været helt på toppen.

Men i langt de fleste tilfælde har gruppen forladt scenen med pomp og pragt i Danmark. Og ikke mindst har der været den håndfuld af koncerter herhjemme, hvor de fire musikere er gået til stålet med en så knusende overlegenhed, at ethvert vidne har bøjet sig for Metallicas krav på tronen.


1984: 11. DECEMBER, SAGA

(Annonce i Ekstra Bladet 11. december 1984. Over 1.000 unge fans troppede op til koncerten.)

Få koncerter opnår mytologisk status. De, der giver en ud-af-kroppen-oplevelse. De, der brænder sig ind i hukommelsen. De, ufødte generationer ville sælge deres sjæl for at have oplevet. De koncerter, der midt under udfoldelsen, allerede fremstår historiske.

Metallicas debutkoncert i Danmark er en af dem.

Spørg enhver dansk metalfan, der har rundet de 50 år. De var der sgu alle sammen – og så synet af et nyt gudebillede åbenbare sig.

Fra unge musikere som Mercyful Fates Michael Denner og Artillerys Michael Stützer til Detests John Petersen – samt formidlingens ildsjæle.

”Det har været et efterår med masser af gode heavy-koncerter. I aftes toppede det,” skriver Poul Borum begejstret i Ekstra Bladet og anvender store bogstaver undervejs i teksten for at understrege hvor HØJT, der blev spillet.

Selv i en tid hvor venstrefløjen så fascistiske elementer i heavy metal, så måtte selv Informations udsendte rockkritiker, Lars Villemoes, erkende, at gruppen med den danske trommeslager var ganske særlig.

”De lyder netop ikke som om de egentlig har nogle forbilleder. Hos dem er det som om formen bliver opfundet en gang til og pludselig kan rumme en hel del mere end den kunne før [...] Især bassisten gjorde sig gældende med en begavet og raffineret solo-spot,” skriver Villemoes spot on.

Skribentbegavelsen Peter Béliath stod der også. Lige midt i pitten, som han sidste efterår i et levende tilbageblik erindrede.

”Jeg husker også, at Metallica den aften spillede en af de vildeste koncerter, jeg nogensinde har overværet [...] Jeg var med inde i pitten. Jeg husker følelsen af panik, da en bølge rullende hen over mig. Jeg mistede fodfæstet og blev løftet op og lå nærmest vandret i klumpen af headbangende maniacs, før jeg landede på gulvbrædderne med bissende kondisko trampende tæt ved mit hoved.

Rummet med svedende og ekstatiske fyre lukkede sig omkring mig, mine arme og ben var lammet af folkemængdens tæthed. Jeg bliver trampet ihjel,” nåede jeg lige at tænke, før en stærk hånd hev mig op, og jeg så ind i et storgrinende fjæs med filipenser. Metallisk broderskab havde reddet mig. Pyh.”

I ’Enter Night’, Metallica-biografen af superjournalisten Mick Wall, står koncerten også nedfældet som en milepæl for bandet på turnéen.

”The highlight was a gut-busting hometown show for Lars at the Saga club in Copenhagen,” skriver Wall.

Man skulle simpelthen bare have været der.


1986: 6. JULI, ROSKILDE FESTIVAL

(Annonce fra Hot Hockin' vol. 14 juni 1986. Året, hvor der første gang var et hårdt heavy metal-band på plakaten for Roskilde Festival – Metallica!)

Det går ingen forbi, at ’Masters of Puppets’ er i særklasse, da Metallica udsender deres hovedværk i foråret 1986.  De danske kritikere genkender med det samme, at udgivelsen er i en liga for sig.

Fra øst til vest: ”Bedste heavy plade i mands minde,” skriver Henrik Friis i Århus Stiftstidende.

Mens en nyansat og ung Steffen Jungersen i Ringsted Dagblad skriver: ”Musikken er så heavy, at den får Van Halen til at lyde som Tøsedrengene, og den er mere end det. Den er afvekslende, den er velspillet, og ikke mindst er den langt mere original end man som oftest oplever det i heavy metal.”

Og Jungersen afslutter med:” Metallica skal spille på Roskilde Festival i år. Og de skal nok give de gamle hippier og sure nyrockere på den festival det spark i røven de så længe har trængt til.”

Metallica sparker i den grad røv på Roskilde Festival 1986.

Med thrash-bandet på plakaten er det første gang, der kan opleves rendyrket metal på Dyrskuepladsen, da Metallica går på Orange Scene som det andetsidste band på festivalens afsluttende dag om søndagen.

Lars Ulrich og de tre amerikanere baner vejen for, at Roskilde Festival fremover bliver en langt mere rock- og heavy metal-orienteret festival. Koncerten er en stor succes. Der er troppet rigeligt med langthårede headbangere op for at se deres helte, og kritikerne skråler med i hyldest-koret.

”De mange læderklædte blandt publikum, som sandsynligvis kun var kommet på grund af Metallica, fik hvad de ville og skulle have. En forrygende opvisning i, hvor godt heavy metal kan være, hvis man har hovedet med i det man laver. Metallicas force er deres evne til at variere deres musik,” skriver Steffen Jungersen i sin lovprisning af koncerten.

Efter Metallica har Danmarks nye rockhåb fra Kolding, Skagarack, æren af at lukke Orange Scene. I stedet en utaknemlig tjans, som en reporter fra Amtsavisen Randers pointerer: ”Debuten i det danske var ikke så dårlig, men efter Metallica er det svært at spille melodisk rock. Det flytter ligesom ikke så meget,” skriver den udsendte, der i sin anmeldelse af Metallica kalder dem for en ”musikalsk udgave af ’Motorsavsmassakren’”.

Sigende metafor for bandet med blod på tanden efter succes og tørstig efter mere.

”Vi ses i Saga 27. september!” råber Lars Ulrich fra Orange Scene før Metallica forlader den efter 70 minutters metalmassakre.

Uvidende om, at skæbnen har helt andre planer for Metallica den kommende dag i september.


(Hele milepælen fra Roskilde Festival 1986 kan ses på YouTube og har i årevis eksisteret som en bootleg. Metallica udsendte officielt selv koncerten på dvd som en del af det omfattende bokssæt, der fulgte med genudgivelsen af 'Master of Puppets' i november 2017.)


1986: 27. SEPTEMBER, SAGA – AFLYST

(Søndag den 28. september går nyheden om Cliff Burtons tragiske død i Sverige igen i de fleste af landets nyhedsspalter)

”Der er ikke meget fest, ingen dumme jokes og ingen bajere. Anthrax ser ud som om, verden er gået under – hvilket den egentlig også er. I hvert fald deres verden – heavy metal-verdenen. Kort forinden havde Anthrax fået meddelelsen om, at Metallicas bus var forulykket i Sverige, og at bassisten Cliff Burton var omkommet i ulykken. Anthrax kunne ikke andet end at stige tomt ud i luften, mens deres kæmpe bjerg af en manager lavmælt fortalte om den øjeblikkelige situation. Ingen vidste hvordan det var gået de øvrige medlemmer af bandet.”

Ordene stammer fra det nystartede musikmagasin Mix, der om formiddagen har aftalt et interview med Anthrax, som er aftenens support, da Metallica skal spille i et udsolgt Saga på Vesterbro i København.

Koncerten den 27. september 1986 sker som bekendt aldrig. I stedet skrev datoen sig ind i musikhistorien som en af dens mest tragiske. Mix’ udsendte er blandt de første i verden, der hører om ulykken, som er sket kun små seks timer før hans møde med Anthrax.

Cliff Burton er kun 24 år, da han bliver slynget ud af vinduet og kvast under bussen, da den forulykker tidligt om morgen i Sverige på ved mod Danmark. Fem andre ombord bliver kvæstet, heriblandt Lars Ulrich, der dog slipper med en brækket tå.

I en tid længe før internettets øjeblikke oplysning, dukker utallige Metallica-fans op til koncerten.

Uvidende om beskeden, der venter dem. Hvad der skulle have været en fest, ender i stedet med gravøl.

Devilutions Jens Kofoed-Pihl var blandt en af de mange, der gik forgæves. Han glemmer aldrig chokket, der mødte ham og de andre rådvilde gæster foran Sagas lukkede døre.

”Vi ankom en flok med S-toget til hovedbanen og havde godt gang i den. Dengang var stilen jo snaps med appelsinvand og billig speed, og vi var forberedt på at opleve årets vildeste koncert og headbange os til døde.

Men i stedet kommer vi frem til et Saga, der ser underligt lukket ud. Og så hang der en seddel i døren, hvor der stod, koncerten var aflyst på grund af et uheld i Sverige, og at Cliff Burton var død.

Det var helt uforståeligt. Vi gik fra at være helt oppe at køre til at sidde lamslået og tudbrøle. Der kom flere og flere gæster til, der ikke forstod, hvorfor fanden vi sad og der og tudede. Vi kunne ikke engang sige det højt. Men bare pege op på sedlen.

I den tid var Metallica jo de største, når det kom til ekstrem metal. Bon Jovi og den slags var for wimps. Og i modsætning til i disse tider, hvor musikere dør på stribe, så var det fuldstændig uvant at miste en af heltene dengang. En af vores egne var faldet. Endda den mest karismatiske person i Metallica.

Jeg havde mødt Cliff to år før på en bar i København, da de indspillede 'Ride the Lightning'. Lars Ulrich sad i baren og spillede verdensmand og James Hetfield virkede genert og skræmt. Det hele var lidt akavet. Så gik jeg udenfor, hvor Cliff stod i trompetbukser og røg en joint, han stak i hånden på mig. Han var den klart cooleste i Metallica.

Det var forfærdeligt at få den tragiske nyhed i Saga. Ingen kunne rumme det. Folk sad i sektioner foran spillestedet og bare græd," erindrer Jens Kofoed-Pihl.

Dagen efter rapporterer stort set alle landets store dagblade om tragedien.

I Berlingske Tidende er det forsidehistorien, der fortsætter inde i avisen under rubrikken ”brat stop for en succes.” Og da Lars Ulrich allerede få dage efter stiller op til interview med BT, udtaler han, at ”Ingen kan erstatte Cliff.”

Set i baglyset får Lars Ulrich ret. Rent kreativt var Cliff Burton uerstattelig, og ’Master of Puppets’ forblev Metallicas hovedværk. Men det blev ikke til noget brat stop for succesen. Tværtimod. Metallica bearbejdede sorgen ved at knokle på, og allerede i november var de tilbage på turné med den nye mand i folden, Jason Newsted.


1987: 8. JANUAR, FALKONER TEATRET

(Der var 3000 gæster i København og over 2000 i Holstebro, da Metallica vendte tilbage kun tre månender efter tragedien i Sverige)

”Jeg blev lidt chokeret og troede ikke rigtig på det,” fortæller Jason Newsted i Købehavn, da metalmagasinet Hot Rockin' som det første danske medie bringer et interview med Cliff Burtons erstatning og bladets udsendte Stephen Skriver spørger ind til, hvordan han oplevede at komme med i Metallica – efter 70 bassister har været til audition, forklarer Lars Ulrich i samme artikel.

Nok havde ingen format til at fylde Cliff Burtons sko ud. Men med sit uopslidelige drive og konstant headbangende attitude var Jason Newsted den rette mand for Metallica, da gruppen gik ind i et nyt kapitel.

Siden ’Master of Puppets’ var udkommet ni måneder tidligere, er pladen solgt i over seks tusinde eksemplarer i Danmark. Et usædvanligt højt salgstal for en udgivelse i en så hård musikgenre. Hvilket naturligvis ikke går promoter Erik Thomsens forretningssans forbi.

Fra den oprindelige aflyste koncert i Saga med en kapacitet på 1300 tilskuere, vender Metallica i stedet tilbage i Falkoner Teateret og fylder næsten alle 3000 pladser ud.  

Ekstra Bladets Poul Borum er igen på pletten. Og igen begejstret.

”Efter tyve minutter kørte det for fuldt drøn med noget af det mest ægte og mest gennemarbejde rockmusik, man kan få at høre i dag,” skriver Borum i sin anmeldelse.

Dagen efter koncerten drager Metallica mod Jylland.


1987: 9. JANUAR, HOLSTEBROHALLEN

(Fantastisk indslag fra Radio Holstebro op til koncerten i 1987, hvor den lokale politimester Frantz Kohn beretter om, at den jyske by nærmest er sat i undtagelsestilstand i forbindelse med Metallicas visit.)

”Arbejderklassen – det er der ingen tvivl om,” lyder det omgående fra den pionerende metalforhandler Ken Anthony på de danske tv-skærme.

Det er svaret på spørgsmålet om hvilke social segmenter, der hører heavy metal, som reporteren stiller i udsendelsen ’Heavy Metal’, der i efteråret 1984 er Danmarks Radios første forsøg på at forstå heavy metal i public service-oplysningens navn.

Det er i samme program, at en 20-årig Lars Ulrich for første gang kan opleves i levende billeder i de danske hjem. Dog uden at fremstå nær så farlig som King Diamond eller flamboyant som Ken Hammer fra Pretty Maids.

De hårde toner og det første danske kuld af metalmusikere i tv forfører ikke just pigerne, men fascinerer drengene. Musikken fremstår farlig. Det fandenivoldske signalerer en fuckfinger til de finere luftlag.

Det er nutidens musik for ungdommen. Og det tiltrækker især de hårde drenge – nøjagtig som da rocken ramte Danmark i 50’erne og tonerne af ’Tutti Frutti’ tiltrak samtidens knallertrockere kaldet læderjakkerne. Musikken var midlet. Målet var ballade.

I 1980’erne gentager historien sig. Det går vildt for sig til metalkoncerter og medlemmerne fra årtiets nyetablerede motorcykelklubber i Hell’s Angels og ærkerivalerne i Bullshit fører gerne an i de fysiske udfoldelser til koncerterne.

Slagsmål hører til heavy metal. Især Iron Maiden og Mötley Crües optræden i Brøndbyhallen november 1984 trækker overskrifter, da koncerten kulminerer i kaos og masseslagsmål.

To år senere blev Iron Maiden bandlyst i Brøndby, da promoter Erik Thomsen forsøger at booke bandet på deres turné med ’Somewhere in Time’. I stedet må han afvikle den i Malmø, da Vejlby-Risskov Hallen i Århus også siger stop for heavy metal. 

I Århus har de nemlig også fået nok af genrens publikum efter Twisted Sister i foråret 1986 ender i uroligheder.

Erik Thomsen får dog et ja til at arrangere Metallica i Århus 7. januar 1987 – indtil bestyrerne af hallen opdager hvilken slags musik, Metallica egentlig spiller. De nægter at gennemføre koncerten, så Metallica i stedet for ender i Holstebro 9. januar.

Men ikke uden dramatisk optakt. I Holstebros dagblad opstår der frem mod koncerten en noget nær dramatisk føljeton i avisen. Byen er bange. Værtshuse ville holde lukket på koncertdagen. Politiet lover ekstra mandskab. Der sker i frygten for, at Bullshit-rockere ifølge rygterne kommer fra København til Holstebro for at se Metallica.

Bullshits præsident Jan ”Krølle” Larsen afviser byens bekymringer med den diplomatisk forklaring, at rockergruppen endnu ikke har besluttet sig for om de kommer til koncerten. Hvilket den københavnske afdeling da heller ikke gør, da køreturen er for lang, som Krølle beroligende beretter til medierne, da koncerten nærmer sig. De jyske rockerafdelinger tropper dog op.

Men uden at det er endt i ballade, da koncerten lukker med 'Blitzkrieg' 90 minutter efter den er startet med 'Battery'.

Metalmagasinet Hot Rockin’ er på pletten og går begejstret derfra. ”Man bliver simpelthen revet med og var nødt til at tage hatten af for dette exceptionelle gode band. Det føltes næsten som en genfødsel af rockmusikken. Stærke sager!” skriver den udsendte.


(Scenen var udsmykket som en kirkegård i Holstebro 1987. Der findes desværre ingen optagelser derfra i levende billeder, men hele oplevelsen er dokumenteret på lyd. Kvaliteten er dog derefter.)


1988: 13. OKTOBER, KB HALLEN

(Før Kim Skotte blev filmredaktør på Politiken i midten af 1990'erne, var han Det Fri Aktuelts rockskribent og anmeldte ved flere lejligheder Metallica i Danmark.)

Efteråret 1988. Det er en særdeles god tid at være metalfan på i Danmark. Især for dem bosat i hovedstaden, hvor de største navne er i byen. Fra Slayer og Candlemass over Kiss og Iron Maiden til det sidste brag med Metallica, der ankommer i selskab med kometerne i Queensrÿche.

Promoter Erik Thomsen har igen opgraderet Metallica. Logisk nok. Fra Saga over Falkoner til nu at være et navn, der kan fylde KB Hallen.

To måneder forinden koncerten er '...And Justice for All' udkommet, og kritikken er enslydende verden over – inklusive utallige danske anmeldelser.

Metallicas fjerde plade – kommende Grammy-vinder – skamroses og sælger hurtigt en million plader på verdensplan. 16.000 af dem i Danmark på to måneder.

3.000 af dem stod i den fyldte KB Hallen på Frederiksberg. Hvor ”Det stank. Det drev ned af væggene. Det dryppede fra loftet. Det var sved fra børnene. Det var bajere. Det var heavy rock. Og det var fedt for dem alle sammen,” reporterer Ekstra Bladet fra koncerten.

Fansene fik unægteligt, hvad de kom efter. Fra åbneren med danmarkspremiere på 'Blackened' til 'Whiplash' sluttede braget over to timer senere.

Nuværende filmredaktør på Politiken og tidligere rockanmelder på Det Fri Aktuelt, Kim Skotte, var på plads som den hedengangnes avis' udsendte i hallen – og gik derfra med følelsen af et lokomotiv havde drønet over ham.

”På scenen var der ingen tvivl og ingen tid til pjat. [Metallica] er et dræbende effektivt band, der har øjnet tungmetallets alkymistiske muligheder i fremtiden,” skriver Kim Skotte nærmest profetisk i sin anmeldelse.

Da Metallica returnerer til Danmark sker det på et stadion.


1991: 10. AUGUST, GENTOFTE STADION

(En verdensmand vender hjem til Gentofte foran 30.000 mennesker. Foto: Bent Midstrup)

Selv Metallica har deres overmænd. I den hårde musiks verden er det kun Led Zeppelin og AC/DC, det er lykkedes for at sælge over 200 millioner plader.

Så det er selvsagt den australske rockgruppe, der står øverst på plakaten, da det populære Monsters of Rock-koncept rammer Gentofte Stadion.

Det sker to dage før Metallica udsender 'Black Album' – deres kommercielle pendant til AC/DC’s 'Back in Black'.

Monsteret 'Enter Sandman', der allerede er udsendt som single, åbner showet, hvor Metallica ikke efterlader tvivl om, at de er skabt af stadionmateriale.

30.000 gæster står på det udsolgte stadion. Som altid er en af dem Steffen Jungersen, der er udsendt af BT.

”Fra klokken 18.15 og fem frygtindgydende kvarter frem beviste Metallica tydeligt, hvorfor netop de er senere års mest roste heavy metal-band. En mesterlig opvisning i dynamik, afveksling og virkelig velarrangeret rockmusik. Metallica er totalt kompromisløse,” lyder det fra Jungersen og giver fuldt hus med seks stjerner, mens hovednavnet AC/DC må nøjes med fire stykker for en jævn indsats.

Berlingske Tidendes Lars B. Jørgesen er helt på bølgelænge: ”Metallica spiller i en nærmest demonstrativ altopslugende, huggende og skurrende kadence [...] Bare fire sortklædte, stålsatte mørkemænd med langt hår. Udsendinge fra helvedes forgård med guitarer som tordenkile i hænderne, ” skriver Jørgensen med metalliskmalende poesi.


1992: 9. & 10. DECEMBER, FORUM

(Udklip fra Ekstra Bladets anmeldelse af braget i Forum.)

"- Daaaaanmark. vil I ha' pop eller Metallica i tre timer?" Spørgsmålet kommer fra danske Lars Ulrich ud over de fem video-skærme, der er stillet op i Forums imponerende hal.

Svaret er ikke til at tage fejl af - det er ægte og kommer dybt fra juleøls-maverne: "- MEEEETALLICAAAAAAA," skriver Ekstra Bladet dagen efter Metallicas første magtdemonstration i Forum.

Hvis koncerten i Saga var Metallicas højdepunkt i Danmark i 80’erne, er koncerterne i Forum det for 90’erne.

Næsten tre timers tonsermetal. Hver anden aften i gennemsnit i løbet af 1992.

Det siger alt om Metallicas ekstraordinære format, da de to gange gæster København december 1992 og i året imponerende har tilbagelagt over 180 koncerter.

Ingen formulerer det mere præcist end Steffen Jungersen i B.T.

”Jeg har lige været i Paradis, og jeg overlevede, så jeg kan fortælle jer, hvordan det var! Der er absolut ingen over eller ved siden af vor tids mægtigste metalmaskine - mesterlige og mageløse Metallica - som i aftes foran 6.500 fanatisk frådende fans gav ikke blot en koncert, men en åbenbaring i, hvordan man spiller Heavy Metal med personlighed og originalitet,” skriver han med ukuelig begejstring.

Kollegaerne hos de øvrige dagblade er rørende enige. Metallica anno 1992 er uden sidestykke i heavy metal.


1993: 28. MAJ, GENTOFTE STADION

(Klassisk rock, satanisk heavy, crossover-metal og Metallica. Pakken fejlede intet på Gentofte Stadion.)

Tilbage på Gentofte. Foran 30.000 tilskuere. I selskab med de gamle danske idoler – gendannede Mercyful Fate.

”Det var et herligt genhør med Mercyful Fate, og det er i hvert fald en vis Lars Ulrich, der spillede lufttrommer ude i kulissen, enig med mig i,” skriver Steffen Jungersen i B.T.

Og Metallica selv? ”Mesterlige var de – som altid,” lyder dommen fra Jungersen.

Politikens Erik Jensen er på bølgelænge og roser Metallica ”for som sædvanlig at gøre en ekstra indsats for de danske venner.” Og morer sig desuden over en Metallica t-shirt med påtrykket: ”Birth, school, Metallica, death!”

Næppe helt forkert et livssyn for Metallicas mange disciple. For sådan er det jo. Heavy metal er verdens fedeste sekt at være medlem af!

Igen er de danske kritikere enige om, at Metallica var på toppen på Gentofte.

Især Ekstra Bladets Morten V. Poulsen får metaforerne til sprudle i sin levende beskrivelse af kvartetten.

”Mr. Metallica, danske Lars Ulrich, hugger stikken i trommeskindet med en brutalitet og præcision, der grangivelig ligner den, en erfaren bøddel lægger for dagen, når han kapper hovedet af et bævende offer.

James Hetfield kaster sig glubsk og frådende fremad mod mikrofonen, som var den hans ærke-dødsfjende.

Kirk Hammett - 90ernes Jimi Hendrix - får guitaren til at græde og vride sig af smerte.

Jason Newsted? Han holder den tunge, ildevarslende puls i åbningshymnen 'Creeping Death'.”


1996: 15. JUNI, VALBY IDRÆTSPARK – AFLYST

(Fra Metallica til Michael Learns to Rock. Festivalens program hang ligeså meget sammen som dens økonomi ...)

”Vi har ikke spillet i København siden maj 1993, så vi glæder os til at få kogt op igen. Vores job i Valby er blevet stablet på benene i løbet af de sidste par uger. Programmet for vores efterårsturné har ligget klar et stykke tid, men pludselig begyndte folkene bag Copenhagen Rock Festival at kime os ned. Til sidst blev vi enige om at gøre det. Så nu kommer vi stormende.”

Lars Ulrich er begejstret, da B.T. 12. marts 1996 fanger ham over telefonen fra studiet i USA, mens Metallica er ved at færdiggøre den længeventede opfølger til 'The Black Album'.

Dagen før er Copenhagen Rock Festival blevet præsenteret på et stort anlagt pressemøde med tilhørende store ambitioner fra arrangørerne med direktør Torben Wihlborg og pressechef Svend Rasmussen i spidsen, der ingen tidligere erfaring har med events i den her størrelsesorden.

Men nu skal det være. Anonyme investorer har skudt ti millioner i projektet. Hovedstaden skal have en rockfestival. Endda en moderne en af slagsen over tre dage i Valby Idrætspark – uden tømmermænd i telte og overlevelse i makrel, mudder og urin.

For 400 kroner kan folket få musik og service i tre dage og hver aften tage hjem og sove i sengen og vende tilbage dagen efter. Og programmet sigter – nærmest skizofrent – bredt med Metallica og Prince øverst på plakaten samt følsom rock med Toto, hip hop med Run DMC, country med Emmylou Harris og pop med den hjemlige landeplage Michael Lears to Rock og diabolsk heavy metal med Mercyful Fate.

Med musik for enhver smag føler bagmændene sig sikre på succesen bliver en realitet og overbeviste om, det intet betyder, at festivalen afholdes midt under EM i fodbold og blot to uger før de på tidspunktet altdominerende Roskilde Festival og Midtfyns Festival løber af stablen.

De bliver klogere. Præcis tre måneder efter den storstilede annoncering og musikken skal i gang, ender det i stedet i den største festivalfadæse, der er oplevet i Danmark.

I branchen har rygterne svirret længe. Økonomien hænger ikke sammen, og i maj begynder amatørismen for alvor at krybe frem i lyset. B.T. har talt med Princes publicist, og avisen kan afsløre, popstjernen ingen kontrakt har med festivalen om at spille på den. Prince har faktisk slet ingen planer om at spille i Europa eller andre steder i sommeren 1996. Publicisten bekræfter dog, at der har været kontakt med festivalen om en eventuelt koncert, men at det aldrig kom længere end til løse forhandlinger.

Pengene strækker ganske simpelt ikke til at få Prince på programmet. Især ikke da billetsalget svigter totalt. Kun få tusinder har købt adgang. Pengekassen bløder.

Metallica har modtaget seks millioner kroner i forskud og med fire millioner tilbage i budgettet samt de få lave billetindtægter til resten af programmets navne, afvikling, markedsføring og lønninger kuldsejler festivalen i økonomisk kaos – så flere ansatte allerede forlader den synkende skude undervejs.

De tilbageværende hovedmænd forsvinder nærmest fra overfladen, da festivalen først i juni erklæres konkurs, og pressen ivrigt prøver at få en kommentar. For at dukke op igen i dagene efter – ugen før afviklingen – og pludselig erklære, at konkursen er trukket tilbage, og festivalen nu er reduceret til en enkelt dag med Metallica som hovednavn og Mercyful Fate som support.

Det forbliver tom luft. I sådan en grad, at Metallica når at sende deres udstyr over Atlanten for blot at blive mødt af en tom græsplæne i Valby.

Lars Ulrich er mildt sagt rasende, da B.T. får ham i tale dagen før den pludseligt aflyste koncert.

”Det er grotesk –her sidder folk og snakker om investorer, kuratorer, postkontorer, og jeg ved ikke hvad. Jeg vil skide på de folk – dem vi bekymrer os om er vores fans. Hele bandet havde glædet sig til festivalen. Og vores danske fans, der har brugt deres sparepenge på at købe en billet for at se os spille, sidder nu med røven i vandskorpen og får ingen koncert.

Det vil jeg fandeme ikke være med til. Det skal ikke være dem, der skal bøde for, at en inkompetent koncertarrangør ikke kan få det til at hænge sammen, og at billetsalgsstederne og investorerne nægter at tage deres del af ansvaret. De skal ikke tage røven på vores fans,” tordner trommeslageren, der samtidig har et plaster på såret til dem med ubrugelige billetter.

De kan kvit og frit ombytte billetten til en ekstra koncert, som Metallica i al hast smider på turnéplanerne i Forum i november.

Metallicas gavmilde gerning går ikke gnidningsfrit igennem, da de anonyme pengemænd pludselig træder offentligt frem og mener, Metallica skal tilbagebetale deres honorar på seks millioner kroner for en koncert, der ikke blev til noget.

Sådan hænger juraen bare ikke sammen. Metallica har krav på deres penge, men forsøget på at gøre dem til skurkene lykkes nogenlunde, da arrige Prince-fans indser de ingen kompensation får og lader deres vrede gå ud over ”grådige” Metallica, der kunne gøre alle glade, hvis de returnerede deres betaling til festivalens konkursbo, der ingen værdier har til at sikre, at alle billetkøbere kan få deres penge retur.

Investorernes manøvre med at kaste skylden på Metallica kommer dog hurtigt til kort, da pressechef Svend Rasmussen i B.T. i september står frem og afslører, hvordan ledelsen under hele forløbet tvang ham til at lyve i medierne om, at alt konstant var i skønneste orden trods at festivalen fra start havde kurs mod afgrunden.

Lars Ulrich var derimod en mand af sit ord, da de svigtede fans fik en ny chance for at se bandet et halvt år senere. 


1996: 26. & 27. NOVEMBER, FORUM

(Udklip fra Ekstra Bladet, der fanger Lars Ulrich i byen efter turnéen er slut i Forum.)

Fra den aflyste festivalfadæse og tilbage to aftener i Forum.

Det sker på turnéen med 'Load', som muligvis fik mange fans til at vende Metallica ryggen. Men kritikerne – de danske – var stort set enige om, at Metallicas noget alternative nye lyd faktisk klædte bandet.

Men indstillingen var en anden i bedømmelsen af koncerterne i Forum.

Uvant for Metallica. Så vender kritikerne fingeren ned.

”Tæt på at være en fuser”, skriver Politikens Erik Jensen og fortsætter: ” Det er tiende gang, at San Francisco-kvartetten gæster Danmark, og det er stensikkert første gang, at publikum har følt trang til og haft mulighed for at småpludre undervejs i koncerten. Ved sidste seance i netop Forum blev der skrålet med på hver eneste strofe og det helt uden alle de effekter, Metallica har slæbt med sig på turné denne gang som en blanding af krigsskueplads, fremtidsfabrik og futuristisk musikværksted.”

Fra at være et band uden behovet for at aflede musikken med effekter og gøgleri, trækker Metallica på turnéen i cirkustøjet. Konceptet kan opleves i koncertfilmen ’Cunning Stunts’, hvor det dramatiske højdepunkt er et uheld på scenen, der ender med en fyr (stuntmand) antænder og løber rundt i flammer.

Samme syn mødte gæsterne i Forum. Hvor der impulsivt blev drejet 112. Og Metallica? De havde glemt at informere om deres planlagte stunt, så brandbiler og ambulancer drønede frem mod Forum.

Men mon ikke Metallica havde råd til at betale regningen for den falske alarm.

Da den anden koncert er slut har Metallica gennemført 54 europæiske koncerter og kan gå juleferien i møde.

Naturligvis ikke en uden en obligatorisk bytyr i København for Lars Ulrich. Efter koncerten donerer han sit brugte trommesæt til Hard Rock Cafe ved siden af Tivoli, der som den første af kæderne kan indrette lokalerne med et autentisk Metallica-instrument.


1997: 16. NOVEMBER, CHRISTIANIA

(En sjældent spillet 'Of Wolf and Man' blev fyret af under den hemmelige koncert på Christiania.)

”Jeg mener virkelig, at Load og Reload (det nye Metallica album, som udkommer i dag, red.) er vores to bedste plader,” siger Lars Ulrich, da Politikens Erik Jensen møder trommeslageren og Kirk Hammett på D'Angleterres restaurant i København. I byen for at promovere ’Reload’.

Lars Ulrich er formodentlig den eneste i verden med det synspunkt.

Dagen før interviewet har Metallica givet hemmelig koncert foran cirka 1000 fans i Den Grå Hal på Christiania under dække af en Q&A med bandet og koncert med et Metallica coverband.

De fleste havde nok luret, at bandet ville være identisk med dem, som de skulle spille covers af, da Metallica lavede samme pr-manøvre i Stockholm i dagene op til.

Men ikke siden den danske debutkoncert i Saga 1984 har man – og ej siden – kunne opleve Metallica under så intime forhold.

Selv så bandet også frem til det hemmelige show. Af forskellige årsager...

Som Kirk Hammett siger til Erik Jensen: ”’Jeg glædede mig helt vildt til at spille på Christiania. Vi plejer jo altid at være derude, når vi er her i byen for at hente 'røgvarer'. Nu kan vi så betale lidt tilbage", forklarer Kirk Hammett.

Landets dagblade er også på plads. Og trods de har lugtet lunten, er forventningen ikke stor efter forrige års fiasko i Forum. Men der er genrejsning til Metallica.

Ekstra Bladets Peter Albrechtsens skriver i sin anmeldelse:

”En hemmelig koncert med Metallica. For fem år siden havde det været en begivenhed, man ville gå gennem ild og vand for at opleve. Men efter sidste års småtamme Forum-koncerter og den nye middelmådighed 'Reload' var entusiasmen mere behersket. Måske netop derfor var Metallicas revanche i Den Grå Hal særligt overvældende. Ikke blot for fans, som ikke anede, hvad der skulle løbe af stablen, men for alle og enhver, som har fulgt Metallica gennem tykt og tyndt og tungt gennem 16 år.

Den timelange koncert var i høj grad et gensyn med numre, kvartetten ikke har luftet på en scene i umindelige tider. Og hvor var det vidunderligt at møde dem igen. 'Am I Evil?', 'The Thing That Should Not Be' og 'Master Of Puppets' i sin fulde fænomenale længde var nogle af de sensationer, der undervejs fik det til at knage i knoglerne og risle langs rygraden. Det var selvfølgelig en særdeles uhøjtidelig affære. Og hvad så? Her var ingen flammekastere eller eksplosioner. Til gengæld gnistrede og glødede samspillet, så salen mindede om et solarium. Bare spørg Foo Fighters [spillede i Vega senere på aftenen, Devilution red.] , som hoppende og heppende nød hele herligheden i fulde drag. Præcis som os andre.”


1999: 1. JULI, ROSKILDE FESTIVAL

(To gange har Metallica spillet The Misfits' 'Die, Die My Darling'. På Roskilde Festival i 1999 og ti år senere i Forum.)

Fra små 5.000 fans foran Orange Scene i 1986 til mindst 50.000 i 1999. Det siger alt om Metallicas udvikling, da de efter 13 år vendte tilbage på Dyrskuepladsen.

At det året efter skulle være til Pearl Jam en ufattelige tragedie skulle ske, siger alt om livets uransaglighed.

Stod man til Metallica på Roskilde Festival 1999, ved man hvorfor.

Det var vanvittigt. Decideret livsfarligt. Og mirakuløst endte det kun med knubs og brækkede lemmer for flere festivalgæster.

Koncerten kom med udgivelsen af coverpladen 'Garage Inc', der naturligt satte sit præg på sætlisten. Fra 'Breadfan' over 'Whiskey in the Jar' til 'Die, Die My Darling'.

Dagbladenes kritik er som så ofte leveret i positive vendinger. Med en enkelt undtagelse.

Metallicas ellers faste fortaler Steffen Jungersen er rasende.

I sin anmeldelse i B.T. lægger han ikke fingre imellem:

”Okay, så falder fars flækøkse: Det dér, Metallica, det kunne I fandengaleme bare ikke være bekendt [...] Sjældent har jeg hørt et verdensnavn sjaske sig igennem deres sæt, som det Metallica lavede på Roskildes Orange Scene i går.

Se, nu véd jeg tilfældigvis, at Metallica har været på turné i flere uger op til gårsdagens koncert, hvorfor der selvsagt ikke er en undskyldning tilbage i Helvede for at levere noget så usammenhængende og dårligt sammenspillet, som de gjorde i aftes.”

I det mindste var der revanche til Jungersen, da Metallica fire år senere returnerede til Danmark. På samme sted.


2003: 26. JUNI, ROSKILDE FESTIVAL

(Fra 'Master of Puppets' over 'No Remorse' til 'Ride the Lightning'. Det tunge skyts blev fyret af under den suveræne seance på Roskilde Festival i 2003. Koncerten kan høres i god kvalitet på YouTube.)

Saga 1984. Forum 1992. Roskilde Festival 2003.

Tre højdepunkter på tre årtier.

Det lå ellers ikke i luften, at Metallica ville vælte Roskilde Festival med en magtdemonstration, de ikke siden har leveret i Danmark.

Metallica var i krise. Den, der er skildret i dokumentarfilmen 'Some Kind of Monster'. Tæt på sammenbrud. James Hetfield i eksistentiel opløsning – fra alcoholica til ædru. Og med 'St. Anger' – udgivet få uger før Roskilde Festival – var pladens mildt sagt svage kvalitet ikke just et optimistisk forvarsel for koncerten.

Men Metallica blæste alt og alle bagover. Både de 50.000 fans foran Orange Scene og dem, der lyttede med på P3, som sendte koncerten direkte.

Derfor findes der også bootlegs med fremragende lyd fra radiooptagelsen som kilde.

Metallica optog også selv det sanselige bombardement og udsendte en håndfuld numre fra festivalen på singleudspillene til 'St. Anger'.

Anmelderne var også enige. De kunne ikke være andet uden at blive stemplet som inkompetente. Der var dømt fem og seks stjerner over hele linjen til koncerten, der trods alle odds igen beviste, at metallens konger hed Metallica. Også i det nye årtusinde.


(I en måned før og frem til Lars Ulrich helt bogstaveligt træder ind på Orange Scene i 2003, fik et kamerahold fra Danmark Radio lov til følge den danske verdensstjerne. Udsendelsen Spot blev sendt på DR2 i ugerne efter.)

2004: 26. MAJ, PARKEN

('I Disappear' blev skrevet til 'Milssion Impossible 2' med Tom Cruise i hovedrollen som agenten Ethan Hunt. I Parken 2004 var det første gang Metallica spillede nummeret i Europa.)

Danmarks nationalarena. 40.000 fans. Det kunne ikke være større for Lars Ulrich.

Men som altid. Og det er altid. Så smadrede Parkens elendige akustik lyden fuldstændig. I sådan en grad at anmelderne så sig nødtvunget til at give karakter til både koncerten – og lyden. Bundkarakter til sidstnævnte og hæderlige antal stjerner til førstnævnte.

”Det var nogenlunde som lyden af en håndgranat i en øldåse. Eller som hvis man læssede en halv million dollar af i mønter i Lars Ulrichs swimmingpool,” skrev Thomas Treo i Ekstra Bladet, der trods forholdene uddelte fem stjerner for selve showet.

Den dårlige lyd endte dog ikke som det eneste, der kom til at kendetegne koncerten.

Et 80’er-spøgelse viste igen sit grimme ansigt med visse gæsters trang til ballde.

Som Berlingske Tidendes Thomas Søie Hansen så koncist berettede om de særprægede segmenter i Parken:

”Omkring mig en primalskrigende testosteronhob af hærdebrede Hells Angels-bikere, nålestribede jyske bankmænd og bumsede teenagere i nyindkøbte Metallica-trøjer til en 2-300 kr. Der er bodybuildere med middelsvære guldkæder uden på tøjet og webnørder. Blonderede kvinder, og en pøbel, der kaster øl i min computer,” lyder det med en forståelig bitterhed i hans anmeldelse.

Koncerten skrev sig da også ind i arkivet for politiets døgnrapporter.

14 blev anholdt for vold og fordrukken adfærd efter Metallicas lydhelvede var overstået.

2007: 13 JULI, VESTERENG AARHUS

(Sørgeligt, men sandt. Koncerten i Aarhus bevægede sig på randen af en fuser.)

Igen tog Metallica røven på alle. Forventningen var koncert på Roskilde, som bandet havde teaset i retning af på deres hjemmeside.

Sådan blev det bare ikke. I stedet gik turen for anden gang i karrieren til Jylland. På en mark et par kilometer uden for Århus Centrum.

Fra forrige koncert i Parken til Vestereng. Koncerten var sådan set stabil nok.

”Havde det ikke været for de aldrende metalhoveders ukuelige spilleglæde, kunne det være gået helt galt, men det er én af de ting, man ikke kan tage fra Metallica: De er et af verdens bedste livebands,” lød det fra Mathias Nielsen – identisk med Devilutions redaktør – i hans anmeldelse i BT.

Ekstra Bladets Thomas Treo var mere kontant i spyttet: ”Kort sagt: KEDELIGT,” konkluderede han om koncerten, der høstede den dårligste kritik siden Forum 1996.

Især fordi tilstandene mindede om koncerten i Parken. Lyden var bedre i Århus. Til gengæld forsvandt den fuldstændig efter ti minutter, mens Metallica uvidende om strømafbrydelsen spillede videre i 'For Whom The Bell Tolls'.

I 15 minutter var den væk. Men Lars Ulrich holdt trods alt publikums humør oppe med et kort mime-stumshow fra scenen.

De 50.000 gæster gik også til den. Så meget at byen var i det vrede felt dagen efter, da gæsterne bogstaveligt havde efterladt en tydelig svinesti hele vejen fra koncerten til centrum.

Og hvordan bliver man i øvrigt imponerende upopulær? Det gør man, når man som denne artikels skribent smider hele venneflokkens billetter væk i sin brandert på vej mod koncerten ... Sorry, boys! Men tak til det ældre ægtepar i et tilfældigt parcelhus, der gav os mulighed for at printe dem ud igen.


("Vi ses til næste år med en ny plade!" siger Lars Ulrich fra scenen og takker af i Aarhus.)


2009: 20, 22, 23, 27 & 28. JULI, FORUM

(Bar står der her i baggrunden af klippet fra Forum. I backstage-området blev den fri bar også flittigt benyttet af de mange venner, familiemedlemmer og gæster den gavmilde Lars Ulrich havde inviteret til de fem aftener i Forum. Rygtet siger, at trommeslageren betalte en barregning på næsten én million kroner, da det hele var overstået.)

Fem aftener i Forum. Det lyder mere en som en musical, der kommer til byen end et metalband på turné.

Undtagelsesvist når bandet hedder Metallica og gruppens trommeslager gerne gør en ekstra indsats for at give sit hjemland nogle særlige oplevelser. Eller i hvert fald sørge for, at tilfredsstillelsen er maksimal for landsmændene – de danske fans svigtes aldrig.

Passionen for musikken og idoldyrkelsen fyldte selv alt for Lars Ulrich i de unge år. Han husker rødderne. Har forståelsen for fankulturen. Hvordan man plejer den. Ikke mindst tjener penge på den og, relativt betragtet, gør det med respekt. Der er i hvert fald langt til hvad Kiss ”kræver ind” på samlerkontoen, og som samtidig holder sig til det sikre materiale på scenen.

Ligesom AC/DC, der – før Axl Roses tilgang – cirka har spillet den samme koncert i 30 år.

Metallica varierer. Overrasker. Og gør det helt rigtige. For fans. Og især for at mediernes gunst holdes oppe. Kritik betyder noget for Lars Ulrich –  i særdeleshed den kritik, der skrives i det danske Metallica-kapitel, som han selv påvirker hver gang ved at præge rammerne for de danske besøg.

Hvert visit har sin historie. Og står tilbage som historiske. Efter logisk princip rangeret efter udfoldelsen. Men ikke desto mindre sidder hver koncert fast i erindringen. 

Modsat øvrige bands i Metallicas liga, der gentager sig selv. Gang på gang. Kan man sælge 50.000 billetter, så er det en mark i Jylland, i nyere tilfælde Odense og Roskilde, eller som så ofte i Parken. Hvor lortelyd mere er reglen end undtagelsen. Og en ligeglad indstilling lader til at herske, når eksempelvis Bruce Springsteen vender tilbage til det elendige stadion, hver gang han med få års mellemrum gæster København. Med dårlig lyd og skuffede fans som resultatet hver gang. Og hvem husker til sidst egentlig forskel på de fire shows Springsteen har givet i Parken på de sidste ti år? Næppe mange. Men lortelyden står med uvidenskabelig garanti øverst i hukommelsen hos mange, der var til stede. En gang. Flere gange. Forskellen er forduftet. Hvis der reelt var en.

Lars Ulrich tænker i helt andre baner. I de bedste for ham selv, hans band, hans fans og hans historiske arv i Danmark. Metallica eliminerer gentagelsens påvirkning. Vi husker koncerterne. Fordi de aldrig er ens. Og Metallica lærer af fejlene fra dem, der kiksede. Metallica er ikke vendt tilbage til Parken. Lars Ulrich ville aldrig vælge risikoen ved at gentage turen til stedet, hvor lyden ødelagde koncerten i 2004.

Metallica går heller ikke går grådighedens nemme vej.

En arbejdsdag foran 50.000 fans i Parken eller foran lidt færre er den rationelle forretningsmodel, når det gælder indtjening kontra indsats. Men Lars Ulrich er ikke bange for også at tage den lange vej. Den vej, og indsats, der i det store billede giver mening at bruge fem arbejdsdage på for at tjene de samme penge, der kunne hives hjem på en enkelt aften.

Det er ud fra det princip netop historien skrives. Ved at undgå gentagelsens ligegyldige cirkel. Som det alternative tilfælde var i midtsommeren 2009. I Forum. Indendørs. Denne gang med en scene midt inde i spillestedet og publikum i en cirkel omkring bandet, der kunne opleves bevæge sig rundt fra alle sider.

Og så ellers fem aftenen fordelt på otte dage i Forum – med overskud til en afstikker på en festival i Finland undervejs.

Når Metallica kommer til byen efterlader de ingen i tvivl om deres tilstedeværelse. Og verdensstjernen Ulrich elsker åbenlyst opmærksomheden, når han vender hjem, og straks indtager rollen som den mest eftertragtede mand i medierne. Lars Ulrich stiller altid op. Efter behov. Efter værdien i det. For Metallica, For ham selv. Og formlen har fungeret. Lige siden begyndelsen hvor Ulrichs enestående sans for bandet som forretning har ført Metallica mere frem end hans evner som trommeslager har – med en særpræget, nærmest metalbuddhistisk, balance.

Hjernen arbejder på fuld tid for forretningen. Men hjertet banker for heavy metal. For musikken og målet, mytologien, der blev virkelighed. Livet som rockstjerne. En af de største. Konstant på toppen i over tre årtier. Og aldrig mæt at frihedens sødme, der kommer, når berømmelse og penge bryder med livets lænker fra det almene liv. Fra privatfly til modellerne, der bliver til konerne – yngre for hvert ægteskab. Og champagnen på D'Angleterre, når turen går til København.

Eller bare en kold bajer, når Lars Ulrich vanen tro ikke holder sig tilbage fra at frekventere Københavns tilrøgede beværtninger. Fra stamstedet Andys i indre by til festen fortsætter i de sene nattetimer på Nyhavns berygtede døgnåbne værtshus Hong Kong.

Den obligatoriske bytur var ingen undtagelse efter den første koncert i Forum. Ingen nævnt Ingen glemt. Devilution var i selskab med Ulrich og slænget, der talte Machine Heads frontmand Robb Flynn, der dagen inden var fyldt 39 år. Det skulle fejres. Og det blev fejret – i stor stil. Nærværende magasins udsendte bød på elefantøl, der var lidt for hård kost for fødselaren Flynn, der noget nær bevidstløst af druk måtte slæbes ud fra og baren og smides i en taxa. Velkommen til Danmark!

Fra sladder til succes. Metallica triumferede fem gange i streg. Fem udsolgte koncerter foran 10.000 publikummer hver aften, der samlet fik serveret 49 forskellige numre fra diskografien.

Der var konsensus blandt kritikerne. Og i stedet for at citere utallige af de begejstrede domme, der kom på stribe i løbet af ugen, så er Thomas Treos afsluttende bemærkning i hans anmeldelse i Ekstra Bladet af den femte og sidste koncert ganske rammende:

”Generelt sluttede Metallica dog af med sønderlemmende manér og en majestætisk pondus, der blandt andet resulterede i de taktfaste tilråb 'Ulrich! Ulrich! Ulrich!', og Hetfield fik såmænd en bh smidt for fødderne.

Det manglede da også bare efter fem dages mastodontisk mandfolkepræstation, der ikke kun vil gå over i historien på grund af kvantiteten, for kvaliteten var ofte lige så overvældende, og man kommer sgu til at savne sin daglige dosis Metallica.

Så kom snart igen, drenge – vi snupper gerne en snes koncerter i K.B. Hallen i august!”

Det er også Ekstra Bladet, der vinder i konkurrencen om den skæveste dækning af de fem koncerter, der er massiv mediedækning af.

Avisen sender blandt andet gæsteanmeldere til koncerterne. Så det er Sort Sol-guitaristen Lars Top-Galia, der fælder dom over den anden koncert i rækken. Fire ud af seks stjerner og generelt tilfreds, men den gamle punker er ikke bleg for at uddele et par kritiske lussinger til sin landsmand på scenen:

”Selv om Lars Ulrichs imponerende engagement og drive aftvinger respekt og åbenlyst er afgørende for Metallicas eksistens, så punkterer hans kåde sceneoptræden indimellem koncertens alvor,” skriver Lars Top-Galia.

Seks stjerner fra Lars Lilholt!
Da endnu en gæsteanmelder kommer på banen under den fjerde koncert er kritikken kun positiv – men temmelig kuriøs, da afsenderne af topkarakteren på seks stjerner uddeles af viserock-sangeren Lars Lilholt.

Det er ingen hemmelighed, at Lilholt, Johnny Madsen og Allan Olsen var tørstige typer, da de spillede sammen i Dalton, men mere til fælles med Alcoholica har trioen næppe aldrig haft. Lilholt kender knap nok nogle af numrene, han oplever i Forum, men får alligevel en ganske poetisk og humoristisk oplevelse ud af det. Som hans underholdende anmeldelse også udtrykker.

”Bassisten (Robert Trujillo, red.) – hans kropssprog kan jeg godt lide. Han har kun ét kropssprog, men det kan jeg altså godt lide! Han er en herlig figur. Det samme er ham traktormekanikeren med kluden i lommen – ham der synger for – han er fandeme god! ”

Ekstra Bladets kuriøse dækning af Forum-ugen ender dog ikke kun med gæsteanmeldere. Avisen får også Lars Ulrich med på vognen – i tilbageblik til at anmelde Metallicas tre foregående koncerter på Roskilde Festival, Parken og Århus under overskriften: ”Lars er begejstret for Lars og uddeler 17 stjerner til Lars.”

Selvkritik – eller munter mangel på sammen – ligger naturligvis lige til højrebenet for verdensmanden, der uddeler syv ud af seks mulige stjerner til sig selv i Parken 2004.

”Det var helt genialt i Parken! Det var den uge, hvor jeg begyndte at synes, fru Connie Nielsen var meget, meget, meget interessant. Jeg fik min assistent til at sørge for, at Connie stod lige bag trommerne. Og så spillede jeg smart på scenen og gav den lige lidt ekstra. Og det virkede jo!” Lyder det i begrundelsen.

Lars Ulrich er ikke uden humor.

Heller ikke på dagen før den sidste koncert i Forum, hvor han natten før har været i byen til klokken fire om morgenen og tropper bedugget op om formiddagen i indre København for at modtage Dansk Musikerforbunds Hæderspris samt en check på 50.000 kroner.

Svaret kommer prompte – og ærligt – da en beæret Lars Ulrich bliver spurgt om, hvad checken skal bruges på.

”Jeg vil sgu bruge pengene til at betale barregningen fra igår. Og det er ikke engang nok. Jeg er nødt til også at spæde lidt ekstra penge til selv.”


("Kvinde min jeg elsker dig!" I en kort stund greb Lars Ulrich mikrofonen i Forum og kastede sig ud i Gasolins største klassiker.)


2012: 6. JUNI , FÆNGSLET HORSENS

(Metallicas største hit 'Enter Sandman' kom til sidst i Horsens under fremførelsen af 'The Black Album', som blev spillet i pladens omvendte rækkefølge.)

Med knap 250.000 solgte eksemplarer af 'Black Album' i Danmark er pladen den mest solgte per indbygger end i noget andet land i verden.

Så det var næppe overraskende, at de 40.000 billetter blev afsat på en halv time til koncerten i Horsens, da Metallica kom til fængselsbyen for at spille hele deres storkommercielle gennembrudsplade.

Til gengæld var det overraskende, at de jyske arrangører ikke havde det mindste styr på logistikken. Det var med god grund, at der var 5000 billetter færre til salg, da Metallica vendte tilbage til byen to år senere.

Som sild i en tønde. Umuligt at finde frem til hverken bar eller toilet for de gæster foran scenen. Og umuligt at se og høre koncerten ordentligt for de publikummer længst væk fra scenen.

Koncerten var i sig selv heller ikke af den uforglemmelige slags. Som Devilutions Metallica-connoisseur Kent Kirkegaard koncist sagde i sin kritik: ”Det er som om, at maskinen "Metallica" kører på autopilot.”

Der var enighed på kritikerlinjen.

Med hele 'Black Album' fik vi numre, vi aldrig havde hørt før. Men i selskab med et Metallica, der var hørt langt bedre før.


2013: 6. JULI,  ROSKILDE FESTIVAL

(Metallica fløj direkte fra USA til Danmark for at spille i Roskilde. Gruppens fjerde besøg på festivalen var desværre uden den mastodontiske pondus som kendetegnede koncerten samme sted ti år tidligere.)

”By the way, Metallica is playing Roskilde.”

Så kort og kækt kunne det gøres, da Roskilde Festival på den mest blærede facon i en opdatering på Facebook foråret 2013 annoncerede, Metallica for fjerde gang ville gæste Dyrskuepladsen.

Ingen så det komme, eftersom Metallica ingen planer havde om at spille i Europa i 2013. Men netop sådan har gruppens forkærlighed for Danmark altid gjort deres besøg uforudsigelige.

Den eksklusive koncert fik forventningerne i vejret. For uden andre aktuelle koncerters sætlister at forholde sig til på forhånd, hvilke overraskelser kunne så muligvis være i vente?

En begivenhed måneden før fik virkelig blodet til at koge i de danske fans. På Metallicas egen festival, Orion Music, var de uannonceret selv gået på scenen og havde fremført hele 'Kill Em’ All'. For første gang nogensinde – inklusive den instrumentale '(Anesthesia) Pulling Teeth', Metallica ikke havde spillet siden den aften i Sverige 1986, hvor Cliff Burton omkom i timerne efter koncerten.

Hele 'Kill ’Em All' kom desværre aldrig på Roskilde Festival.

Faktisk kom kun 'Seek & Destroy' fra debutpladen, og gamle fans fik i stedet en kold spand vand i hovedet, da middelmådige numre som 'I Disappear' og 'Carpe Diem Baby' søvndyssende kom fra kvartetten under den orange teltdug. Det virkede ikke som den overlegne kampform, gruppen var i ti år tidligere på samme scene.

Devilutions Mathias Nielsen langede også ud efter det uoplagte band og skrev i sin trestjernede anmeldelse:

”Sætlisten var bygget op helt uden fornemmelse for momentum og det faktum, at det egentlig skulle have været en historisk aften. Pålidelige rygter ville vide, at Metallica var blevet fløjet ind få timer før koncerten og forlod landet igen få timer efter, og der var da også et eller andet hektisk over det hele, der også for ofte endte med at minde om endnu en af de berømte dage på kontoret for de jetlag-hærgede veteraner. Måske havde Ulrich endda skrevet sætlisten undervejs i privatflyet.”

Mathias Nielsen stod dog alene tilbage med kritikken. Måske fordi han har oplevet Metallica knap 50 gange og har et bredt perspektiv at bedømme ud fra.

For i dagbladene kunne anmelderne næsten ikke få armene ned af bare begejstring.

’Min mave snørede sig sammen, og mine øjne blev våde. Jeg græd under 'Nothing Else Matters', og så er der for mig ingen vej tilbage,’ lød det følsomt fra Pernille Jensen, der uddelte fem hjerter i Politiken.

Jyllands-Postens Anders Houmøller Thomsen fældede dog ingen tåre og skrev: ”Fra ruinen af det sammenstyrtende bulder red ’Nothing Else Matters’ ud i natten som en ensom spøgelsesrytter fortabt i tid og rum. En universel folk-vibrerende heavy-ballade med dødsmærket fortabelse,” og kvitterede samlet med fire stjerner.

Hos Informations Rune Skyum-Nielsen kunne koncerten ikke blive større. ”På Orange Scene gjorde Metallica al skepsis til skamme med et determineret brag af en maratonkoncert.”

Og med seks ud af seks stjerner delte Berlingskes Lars Rix den ultimative begejstring og kaldte oplevelsen for ”et stilstudie i maskulin potens og musikalsk overlegenhed.”

Fra tre til seks stjerner. Sådan er meningerne mange, når sanserne suger forskelligt til sig. Men én ting er sikkert. Metallica har næppe spillet for sidste gang på Orange Scene.


2014: 3. JUNI,  FÆNGSLET HORSENS

(Der var ingen overraskelser på sætlisten i Horsens, som var formet efter afstemning på nettet.)

Da fortidens pengemaskine i det fysiske pladeslag gik i tomgang, var Metallica blandt de første til at gå fremtiden innovativt i møde. Godt nok vandt Lars Ulrich over Napster. Men hele kampen mod internettet var uundgåeligt tabt på forhånd.

Fra filmene ’Some Kind of Monster’ og ’Through the Never’ til egen musikfestival. Ideerne har været mange. Især på scenen. Fra det annoncerede til det overraskende.

Både publikum – og dem hjemme i stuerne, der så med på live stream – tabte både næse og mund i eufori, da James Hetfield 3. juni 2006 på den tyske Festival Rock am Ring en halv time inde i koncerten udbrød, at Metallica var kommet for at fejre 20 år med ’Master of Puppets’ ved at spille pladen i sin helhed. Hvilket de fortsatte med på resten sommerturnéen.

Metallica forstår bedre end alle andre at benytte overraskelsens magt. Da de spillede hele 'The Black Album' i Horsens i 2012, var det dog offentliggjort på forhånd, men da returnerede til den jyske by to år efter, var det denne gang op til publikum at bestemme indholdet.

”Metallica By Request” var konceptet for hele turnéen, hvor publikum på nettet stemte på hvilke numre, de ville høre.

Smart koncept og relativt omkostningsfrit. Underforstået ,at det på forhånd gav sig selv, Metallica ikke skulle en tur i øvelokalet og genopfriske sjældenheder som ’Phantom Lord’ eller ’Crash Course in Brain Sugery’.

De 35.000 billetter i Horsens blev revet væk på under en time, og majoriteten stemte helt som forventet på de kendte og kommercielle numre.

Som Devilutions Kent Kirkegaard Jensen skrev i sin anmeldelse: ”Den mest forudsigelige sætliste af alle gjorde, at jeg ikke havde de store forventninger til koncerten. Heldigvis blev mine bekymringer dog gjort lidt til skamme.”

Nej, Horsens stillede ikke tørsten efter de sjældne perler hos hardcore fans, men indholdets udførelse var trods alt ikke til at klage over.

Anmelderkorpset var enige. Fra fire hjerter af Pernille Jensen i Politiken og samme antal stjerner fra Thomas Treo i Ekstra Bladet til fem stykker fra Anders Houmøller Thomsen i Jyllands-Posten.

Metallica fejlede ikke med By Request-konceptet, men en decideret fremragende koncert udviklede det sig aldrig til i Horsens.


2017: 3, 5 (AFLYST), 7, & 9 FEBRUAR, ROYAL ARENA ØRESTADEN

(Det famøse øjeblik hvor James Hetfield vil stoppe koncerten, men utilpas fortsætter efter publikums berusede krav om, at den syge sanger bare har at gennemføre med ondt i halsen)

We sound like shit! I wanna stop!”

For en af musikhistoriens  mest selvsikre frontmænd var det et sjældent syn at se James Hetfield vakle på benene, da Metallica åbnede den milliarddyre Royal Arena. Hvad der skulle have været et historisk brag af en åbning, endte i stedet som et flop.

Efter en halv times show var det hørbart for enhver med sanserne intakte, at frontmanden var syg. Tilsyneladende var sanserne bare på nedsat funktion hos størstedelen af 15.000 gæster, der nægtede at efterkomme Hetfields ønske om at stoppe koncerten. Efter flere forgæves opfordringer fra Hetfield fortsatte koncerten, der endte med en forkortet sætlisten, en sanger med så ondt i halsen, han ikke kunne synge, og et af det værste shows, Metallica leverede efter 35 år inde i karrieren.

Det var dog ikke det indtryk nyhedsbureauet Ritzau formidlede, da de allerede om natten udsendte en artikel om, at anmelderne var enige – en samlet vurdering baseret på evigt ukritiske Steffen Jungersen i BT og Ekstra Bladets evigt kritiske Thomas Treo, der tilsyneladende havde haft ørepropperne stukket lidt for dybt i ørene denne aften og gav koncerten fire stjerner for dens ”nerve, gnist og pondus."

Enige anmeldere eller elendig journalistik,” skrev Devilution i dagene efter i en kommentar til Ritzaus skæve artikel, for hvis landets anmelderkorps var enige, så var det i hvert faldt ikke om, at Metallica leverede en koncert på toppen med en syg Heffield i front.

To dage senere kom aflysningen – ganske som ventet –  af den næste koncert i rækken ud af de planlagte fire i Royal Arena. Og trods de to sidste blev gennemført, så skrev de sig heller ikke just ind i historien som blandt Metallicas bedste i Danmark. James Hetifield var stadig ikke på toppen og publikum fik langt fra det show, de normalt ville få for billetpriserne på 750 kroner.

Metallicas måde at takle Hetfields halsproblemer på, var at forkorte sætlisterne, få publikum med på så meget fællessang som muligt eller spille de numre, hvor der slet ikke er vokal på.

Held i uheld for gamle fans, der endte med at få to af heavy metals største instrumentalklassikere nogensinde leveret. Suveræne ’Orion’ under det andet show og geniale ’The Call og Ktulu’ under den sidste aften – og sådan blev Hetfields sygdom årsagen til sjældne historiske øjeblikke i København. 



(9. februar i Royal Arena: En yderst sjælden 'The Call of Ktulu', der oprindeligt hed 'When Hell Freezes Over' i den første demoversion af nummeret, da Metallica indspillede klassikeren i Sweet Silence Studios på Amager blot en spytklat fra hvor Royal Arena tre årtier senere blev opført)


2017: 2. SEPTEMBER, ROYAL ARENA ØRESTADEN

('Through the Never' var blandt overraskelserne, da nummeret fra 'The Black Album' for første gang efter fire år blev fyret af under premieren på Metallicas efterårsturné med 'WorldWired Tour')

Metallica tog ikke bare hul på 2017s efterårsturné med et nyt sceneshow og ny sætliste i Royal Arena.

Gruppen skyldte også danskerne en omgang, efter James Hetifield mistede stemmen under den første ud af fire koncerter i Royal Arena i februar 2017 og nummer to i rækken måtte aflyses.

Ville Metallica her et halvt år senere under erstatningskoncerten give den hele armen og mere til som et plaster på såret? Metallicas veje har altid været uransagelige – så måske? Lars Ulrich gjorde på premieredagen ikke spændingen mindre, da han til Ekstra Bladet udtalte: ”Vi kommer med en superfed sætliste, der blander nyt og gammelt og gode overraskelser.”

Den danske trommeslager, der altid har dikteret Metallicas sætliste, holdt sit ord. Den ellers altid klassiske koncertlukker ’Seek & Destroy’ kom bare 15 minutter efter start som showets tredje nummer, der endda blev fulgt op med tonerne af ’Through the Never’, som ikke var fremført siden 2013.

Men det var især Ulrichs lovede ”nyt”, som satte sit præg på lørdagens koncert. Med seks numre fra ’Hardwired ... To Self-Destruct’ fyldte halvdelen af pladens numre en tredjedel af koncertens numre, der strakte sig over to timer og tyve minutter.

James Hetfield sagde det selv undervejs: ”That’s a lot of new songs’”.

Trods det faktum, at både utallige medier og fans udråbte den længeventede  ’Hardwired ... To Self-Destruct’ i november 2016 til at være Metallicas bedste og mest slagkraftige udgivelse i 25 år, så var seks numre alligevel en tand for meget på en lørdag aften i Ørestaden.

Berlingskes Mads Heinrich var ikke imponeret og tildelte sølle tre stjerner:

”På trods af, at kvartetten virkede til at være i strålende humør og tydeligvis nærede intentioner om at råde bod på den ærgerlige aflysning i vinters, så blev aftenens substitutshow aldrig helt det indædte metalgilde, som Metallica ellers er garant for. Dertil var sætlisten præget af for mange intetsigende fyldnumre, og bandet manglede den afgørende gennemslagskraft under store dele af koncerten.”

Kritikken var identisk i Ekstra Bladet fra Thomas Treo, der også kvitterede med tre stjerner.

”Sætlistebestyrer Lars Ulrich overraskede med relativt mange nyere numre. Det var en satsning, der gav bagslag,” lød det fra den udskældte musikanmelder, der ugen før sammen med Devilution var persona non grata på presselisten til Volbeat i Parken, hvor Lars Ulrich gæsteoptrådte på to numre.

Treo kunne naturligvis ikke holde sig fra at give det danske verdensband en stikpille i sin anmeldelse af Metallica.

”Selv på en dårlig dag, der føltes mere som en onsdag end en lørdag, har Metallica et vist format, der i sammenligning fik Volbeats ramasjang i Parken sidste lørdag til at minde om en børnefødselsdag,” kom det kækt til sidst i anmeldelsen.

Volbeats anmelder-ven Steffen Jungersen var naturligvis begejstret for ”børnefødselsdagen” i Parken og stod som så ofte ugen senere i Royal Arena tilbage med sin helt egen oplevelse end resten af musikpressen.

Der var intet mindre end fuldt hus med seks stjerner i BT fra Jungersen, der havde oplevet den bedste danske koncert med Metallica siden det historiske triumftog på Dyrskuepladsen 14 år tidligere.

”Dette var den bedste Metallica-koncert, det har været min lykke at opleve siden bandets legendariske 2003-optræden på Roskilde Festival, og koncerten var med afstand bedre end Metallicas tre første shows i Royal Arena tidligere på året.”

Med fire sorte firkanter placerede Devilution sig midt imellem de øvrige mediers oplevelser. Sætlisten var muligvis ikke den bedste, som denne artikels forfatter konkluderede i sin anmeldelse, men det ændrede ikke på Metallica efter tre årtier stadig stod på en scene og serverede musikken med hård pondus.

”Metallica spiller, som Metallica skriver musik anno 2017. Lev med det – tvivlsom sætliste eller ej, så kunne Metallica næppe være i mere sprudlende form efter 36 fuckin’ år som thrashens første og største!” var dommen efter verdens største metalbands 28. besøg i Danmark.


2018: 27. MARTS, JYSKE BANK BOXEN

(Et sikkert hit i Herning: Mægtige 'For Whom the Bell Tolls'!)

En koncert med Metallica er ikke bare en begivenhed på to timer foran x antal tusinde fans. Når verdens største heavy metal-band melder sin ankomst, er det en begivenhed, der præger hele byen – hele dagen.

Det ses i medierne. Det mærkes i bylivet.

I Herning er borgerne vant til at have musikkens største navne på visit. Utallige ikoner har lagt vejen forbi Danmarks ellevtestørste by og spillet for fulde huse. Fra Bob Dylan og Mark Knopfler over Genesis og Red Hot Chili Peppers til Rammstein.

Men Metallica er bare størst, som den jyske vært og metalfan Peter Ingemann siger det på tv.

Herning Folkeblad skriver flittigt om begivenheden, da Metallica rammer byen. Både i dagene op til og efter. I avisen møder man blandt andre gæster fra hele Europa, der er rejst til den jyske provins for at se Metallica. På den lune forårsdag for koncerten er der også højt humør og godt fyldt op på de lokale beværtninger. På værtshuset Fox and Hounds fyrer kopibandet The Memory Remains den hårdt af i timerne op til koncerten, imens gæsterne skyller rigeligt med bajere ned.

“Der bliver solgt mange fadøl, og de er store!” siger værtshusets bestyrer Pernille Korsholm til Herning Folkeblad.

I Boxen bliver der også langet rigeligt med fadøl over disken. Der er nok at se til for personalet. Med 15.300 gæster har Metallica sat rekord: nemlig publikumsrekorden ved en enkeltstående koncert i Jyske Bank Boxen.

De mange mennesker og deres promille i blodet får dog ikke gæsterne til at gå amok til andet end musikken. Lidt uro, men ingen sigtelser for vold, beretter politiet dagen efter koncerten i de lokale medier.

I de landsdækkende medier er der heller ingen tale om tæsk. I hvert fald ikke fra anmelderne til Metallica. De er glade, uden at være totalt begejstret.

“Det er længe siden, Metallica var skræmmende, men kvartetten fra Californien kan stadig være skræmmende gode,” skriver Thomas Treo i Ekstra Bladet og giver fire ud af seks stjerner.

Showet i Herning er Metallicas første efter to måneders vinterpause. Måske derfor er kvartetten lidt rustne i samspillet i begyndelsen. Ifølge Devilutions Henrik Kjellerup Bro fungerer det i hvert fald ikke for de fire midaldrende fyre på scenen under de to første numre ‘Hardwired’ og ‘Atlas, Rise!’, som Bro kalder for “rodet, anstrengt og lettere krampagtigt” udført.

I takt med de mange klassikere på sætlisten får gruppen dog spillet sig varme, og Bro ender med at tildele oplevelsen fire ud af fem sorte firkanter.

Et moment midtvejs i koncerten viser sig at skille sig helt ud fra både tidligere og senere koncerter med Metallica. Det sker simpelthen, da Kirk Hammett og Robert Trujillo kaster sig ud i at spille Gasolins ‘Rabalderstræde’ med Trujillo på broget dansk vokal – så har man også set det med!


(Øjeblikket, hvor Trujillo og Hammett skaber fællessang med 'Rabalderstræde' i Herning.)


2019: 11. JULI, PARKEN


Opdateres ...





ARTIKLEN ER PUBLICERET 2. FEBRUAR 2016. OPDATERET 1. SEPTEMBER 2017, 24. MARTS 2018, 9. JULI 2019


LÆS OGSÅ: TIDSREJSEN: BLACK SABBATH I DANMARK 1969 - 2016

LÆS OGSÅ: TIDSREJSEN: KISS I DANMARK 1976 - 2017

LÆS OGSÅ: TIDSREJSEN: RAMMSTEIN I DANMARK 1998 - 2019