Tidsrejsen: Kiss i Danmark 1976-2017

"Kiss er det værste jeg nogensinde har hørt og set," skrev Politiken om gruppens danske debutkoncert i 1976. Bliv klogere på Kiss og læs reaktionerne på alle deres 10 danske koncerter igennem de sidste fire årtier.

”Når folk betaler for at blive underholdt har de krav på ikke bare at høre, men også at se noget. På plade er musik nok, men i en koncertsal skal øjnene også underholdes. Og det satser vi meget på.” (Alle citater følger originalens retskrivning og tegnsætning, red.).

Ordene er Paul Stanleys i Ekstra Bladet 29. maj 1976 – dagen for Kiss’ første koncert i Danmark, hvor interviewet var det første møde med den danske presse for det ikoniske band, der fire årtier senere kan konstatere, at de satsede rigtigt.

Meget rigtigt endda. Faktisk 100 millioner solgte plader, mindst 2500 spillede koncerter og over 3000 forskellige produkter med Kiss-logo på-rigtigt.

Fundamentet lægges i 1970, da bassisten og sangeren Chaim Witz møder rytmeguitaristen og sangeren Stanley Eisen i New York, og de sammen begynder at spille under navnet Rainbow – uden forbindelse til det berømte Rainbow, Ritchie Blackmore danner i 1975 – for året efter at blive til Wicked Lester.

Men bandet mangler visioner. Dem har bassisten, der siden barndommen har været fascineret af tegneserier og horrorfilm og som en ægte købmand har sans for at sælge varen.

Chaim Witz bliver til Gene Simmons, og Stanley Eisen til Paul Stanley, da de former Kiss, som på under et år er fuldendt med Peter Criss på trommer samt leadguitaristen Ace Frehley, der ankommer som den sidste i Kiss i 1973.

Superheltene er på plads. Gene Simmons er The Demon, som spyr ild og blod. Paul Stanley er førsteelskeren The Starchild, Peter Criss den rå vildbasse The Catman, og Ace Frehley The Spaceman eller bare Space Ace, der sender røg og raketter ud af guitaren, mens han spiller på den.

Sådan er Kiss (næsten) helt fra begyndelsen hver deres karakter iført kostumer og make-up på scenen, der også er indviklet i fyrværkeri og flammer.

Den selvbetitlede debutplade udkommer i februar 1974, men er ingen større succes. Ironisk nok, da flere kritikere i dag vil hævde, det er gruppens bedste plade.

Med små seks måneders mellemrum udkommer de næste to i rækken, ’Hotter Than Hell’ og ’Dressed to Kill’, men også her er succesen moderat.

Gennembruddet kommer fra september 1975 med livepladen ’Alive!’, der indfanger gruppens energiske lyd på scenen og får mere liv i materialet fra de tre første studieplader.

Og med Alice Cooper-produceren Bob Ezrin i folden rammer de plet med den næste – ’Destroyer’ i marts 1976.

Med ’Detroit Rock City’, ’Flaming Youth’, ’God of Thunder’, ’Shout It Out Loud’ og Peter Criss-balladen ’Beth’ er 'Destroyer' en hitparade, der sender Kiss på kurs mod at blive verdens største rockband.

I USA og til dels i Europa, som de ansigtsmalede ikoner første gang besøger i foråret 1976, og Kiss endelig kan opleves på dansk grund og igennem knap fem årtier kommer ikonerne igen. 

11 besøg er det blevet til, som vi har samlet alt godt sammen om i ord og billeder igennem tiden – god fornøjelse!

1976: 29. MAJ, FALKONER TEATRET

(Annonce for samt anmeldelse af 'Destroyer' i Ekstra Bladet 28. maj 1976. Dagen efter annonce i samme medie for Kiss' første koncert i Danmark).

Det er en mildere grad af Kiss-feber, der rammer Danmark, da gruppen i kølvandet på udgivelsen af ’Destroyer’ første gang gæster landet.

Fra Randers over Vejle til Nakskov bringer de fleste af landets regionale dagblade portrætter af den opsigtsvækkende gruppe med det ”skrækkelige” image, som det hedder sig. 

I de landsdækkende aviser har både Ekstra Bladet og BT interview med Paul Stanley. Og naturligvis i vaskeægte sladderstil, da sidstnævnte medie mener at vide, sangeren er til piger – og mænd. Et rygte, Stanley 40 år senere stadig kæmper med at afvise. Modsat makkeren Gene Simmons, der ingen tvivl har efterladt, når han hævder at have nedlagt 4500 kvinder i karrieren, som han fortalte til selvsamme medie, BT, i marts 2017.

Historien om Kiss har fra første færd også været historien om deres egen personligheder og iscenesættelsen af deres image i offentligheden.

Når det blot handler om musikken, synes mediernes interesse i bund og grund at være mindre. Trods den massive omtale er det kun Politiken, der ulejliger sig med rent faktisk også at overvære debutkoncerten i Danmark.

Den nu pensionerede og 70-årige Helle Hellmann var Danmarks første kvindelige musikjournalist, da hun i 1967 blev ansat på Politiken til at skrive om beatmusik og igennem årtier formidlede rockens væsen.

Men det ville være synd at sige, Kiss efterlod et godt indtryk hos den unge rockjournalist.

”Før man flipper dårligt ud over grupper som Kiss fra New York, skal man lige tænke på, at med dem har ungdommen fået de idoler forbrugersamfundet fortjener. Skal man takke nogen for Kiss, eller det modsatte (helst), kan man gå hen og trykke dem i hånden, som gennem deres daglige påvirkning får folk til at begære hvad som helst, bare det er nyt og anderledes. Og i tilfældet musik: mere larmende end forgængerne. Kiss er det værste jeg nogensinde har hørt og set. Dermed er ikke sagt, at gruppen ikke var dygtig [...] Jo, de var skam dygtige og det hele var dybt deprimerende. Eneste opmuntring var, at salen kun var halvfuld,” lyder det i Politikens dom 31. maj 1976.

To tilfælde i Politikens anmeldelse ender varslende og symptomatisk for Kiss i Danmark. Hårde hug fra anmelderne og svigtende billetsalg.

Få dage før Kiss optræder foran små 1.500 mennesker i Falkoner Salen, spiller de foran 10.000 i Stockholm.

41 år senere har Kiss gæstet Danmark 10 gange, mens de har spillet i Sverige 28 gange. Senest 6. maj foran 25.000 i Stockholm, mens der angiveligt kun er solgt små 2000 billetter i forsalg til koncerten i Horsens.

Sådan er det. For fulde huse i Sverige. For få tusinder af fans i Danmark.

Hvad de få fans i 1976 på tidspunktet ikke er klar over, er, at den originale besætning ikke kan opleves igen i Danmark før 21 år senere.

1980: 11. OKTOBER, BRØNDBY HALLEN

("Det er en fantastisk oplevelse at være support for Kiss," sagde bassisten Steve Harris til BT i Iron Maidens første danske interview samme dag, som de gav deres første koncert i Danmark).

Peter Criss får en fyreseddel i 1980 før indspilningen af ’Unmasked’, skønt han får credit for at spille på pladen, selvom trommerne er indspillet af Anton Fig.

Fig når dog også at blive fyret, før han officielt kommer med. Ind kommer i stedet Eric Carr, der sidder bag tønderne som The Fox, da Kiss returnerer til Danmark i efteråret 1980.

Fanskaren er vokset herhjemme, så Kiss nu hører til i Brøndby Hallen. Men fanskaren er også blevet yngre end det gennemsnitlige publikum til en rockkoncert, da Kiss i samme periode kan opleves som vaskeægte superhelte i biograffilmen ’Kiss Meets the Phantom of the Park’, hvor stjernerne er oppe imod en gal opfinder i en forlystelsespark, som de redder med deres overnaturlige evner og naturligvis deres magiske musik, som filmen er fuld af.

”Et tåbeligt produkt, sjusket iscenesat,” skriver samtidens store filmanmelder Ib Monty i Jyllands-Posten. Kritikken holder dog ikke de unge Kiss-fans fra at gå i biffen. 7.989 billetter sælger ’Kiss’, som dens danske titel er, i løbet af efteråret 1980, oplyser Det Danske Filminstitut.


(Trailer til 'Kiss Meets the Phantom of the Park'. Filmen blev chokerende nok ikke indstillet til nogen Oscars).

Det er slet ikke noget ringe salgstal, ligesom det heller ikke er mindre imponerende, at Kiss faktisk trækker 4.700 mennesker til Københavns Vestegn for at se dem i selskab med et helt nyt og uhørt fandenivoldsk supportband – Iron Maiden.

”40 minutters komprimeret, hårdpumpet beton-rock,” skriver Informations Anne Schoen positivt om det britiske band med en vanvittig Paul Di’Anno i front. Fire år senere er Bruce Dickinson i spidsen, da Iron Maiden vender tilbage til Brøndby Hallen – nu selv som hovednavn med et ungt Mötley Crüe som support.

Brøndby Hallen er fuld af fantastisk historie, og Kiss skriver sig ind i den med en suveræn koncert, som Informations anmelder begejstret bruger fire lange spalter på at fortælle om.

”I nummeret ’God of Thunder’ letter Gene Simmons, ”flyver” op i luften og lander højt oppe på en af forstærkerne. Her står han som en djævlen med ”blod” vælten ud af munden og vrænger ansigt, mens han spiller. ”Flyver” videre, over på den anden side af scenen, og dirigerer et flammehav, der brøler op af fire tromler, placeret rundt omkring scenen. Det er fantastisk, det er overjordisk,” skriver Information 14. oktober 1980.

Hos Politiken har bladets udsendte den stik modsatte opfattelse. Både af musikken og showet. ”Det så berømmede sceneshow var som sammensat af en flok lallende amatører med flere penge end ideer”, lyder det om Gene Simmons' udskejelser, mens musikken perfidt slagtes.

”Med en rytmisk spændstighed som en skærveknuser og en musikalitet som en skærebrænder tromlende Kiss sig igennem halvanden time af noget, de i højtgearet toneleje blev ved at kalde rock & roll. Man følte sig kaldet til at anlægge injuriesag på genrens vegne.”

Ordene stammer fra Torben Bille. Politikens musikanmelder, der mente, heavy metal var fascistisk. Heavy-haderen over dem alle, som musikmaestro Peter Béliath kalder ham i sin artikelserie om datidens anmelderelite, der ikke kunne fordrage den hårde genre.

Gene Simmons er i dag en af musikhistoriens mest succesfulde med en personlig milliardformue.

1983: 17. NOVEMBER, VEJLBY-RISSKOV HALLEN

(Anmeldelse i Aarhus Stiftstidende af Kiss' første koncert i Jylland).

Som tilfældet var det med Peter Criss’ kreditering som musiker på ’Unmasked’, skønt han ikke spiller med på pladen, gentager historien sig på gruppens hårdeste udgivelse, ’Creatures of the Night’, i 1982.

Ace Frehleys ansigt pryder albummets cover, og rummanden står i noterne som guitarist.

Musikalske uoverensstemmelser og tilsnigende fuldtidsalkoholisme sender dog Space Ace ud af Kiss, før de går i studiet med ’Creatures of the Night’.

Ind kommer i stedet Vinnie Vincent, der som det sidste medlem i gruppens historie får sin egen karakter som krigeren Ankh Warrior.

Men forgæves. ’Creatures of the Night’ er musikalsk blandt gruppens mest ferme udgivelser, men salgstallet skuffer Simmons og Stanley.

Douen tager en beslutning.

Tiden som superhelte er forbi og passer ikke ind i 1980’ernes mainstreammusik, der finder sit store publikum foran tv-skærmene, de unge har stirret fast på siden MTV’s fremkomst i 1981.

18. september viser Kiss sig offentligt frem for første gang uden makeup på MTV, samme dag som ’Lick It Up’ udkommer, hvor kvartetten også pryder coveret som fire helt almindelige musikere.

Ingen kostumer. Ingen karakterer. Bare Stanley, Simmons, Carr og Vincent.

Det er Kiss anno 1983, der to måneder efter afmaskeringen giver deres første koncert i Jylland. Og med undtagelse af den koncert få dage senere på Sjælland, får jyderne en version af Kiss, der aldrig bliver mulighed for at opleve igen.

Det er muligt, at Ace Frehley er den originale leadguitarist og har sin helt egen særlige spillespil. Men Vinnie Vincent er og bliver den mest gudbenådede guitarist, der har spillet i Kiss.

Aarhus Stiftstidende udsendte bemærker da også Vincents talent i Aarhus. Eller gør han?

”Soloer behøver ikke være af det onde. Men når de præsteres i Kiss-regi er de ikke spontane og indholdsfyldte. Tværtimod er de udtryk for den enkeltes masturbation udi teknisk kunnen. Som enhver ved, er der kun én der i sidste ende får noget ud af at masturbere: den masturberende.”

Jyllands-Postens anmelder hæfter sig mere interessant ved, at Kiss ikke rigtig fungerer på scenen uden kostumerne.

”Krigsmalingen var tidligere gruppens varemærke. Den er væk nu og de skingre stemmer og tungebevægelser, der hørte sammen med den, virker ikke længere på sin plads sammen med de nøgne – og i virkeligheden – kønne ansigter.”

Til at flankere sig har Kiss i stedet valg at omgive sig med kampvogne og kanoner på scenen for at karakterisere gruppen som en musikalsk krigsmaskine til de hårde numre fra ’Lick It Up’ og ikke mindst ’Creatures of the Night’ som titelnummeret og ’War Machine’, der er på sætlisten, hvor materiale fra ’Dynasty’, ’Unmasked’ og fadæsen ’Music From ”The Elder”’ er skåret helt fra.

På den måde får Kiss-fans i Danmark i 1983 bandet serveret på en måde, der er helt særlig i Kiss’ 40-årige karriere. Men kun et fåtal ser Kiss i Danmark dette år. Der er uenighed om salgstallet. Aarhus Stiftstidende mener at vide, at kun 900 tilskuere købte billet, mens Jyllands-Posten har et tal, der siger 1300.

Uanset sandheden er der enighed om en ting. Koncerten i Vejlby-Risskov Hallen var en økonomisk fiasko.

1983: 21. NOVEMBER, FREDERIKSBORG HALLEN

(Uønsket i hovedstaden af frygt for ballade. Sjællandske Kiss-fans måtte derfor en tur til Hillerød i 1983).

Er der heavy rock i byen, er der øretæver i luften. I en tid før rockerne gik med Gucci-solbriller og havde dårlig musiksmag, var bikerkulturen til den hårde musik. Og var det ikke de grupperinger, var det alle de øvrige med en kort lunte og en springkniv i lommen, der satte deres præg på koncerterne i 1980’erne.

Det skaber store udfordringer for promotorerne at arrangere heavy-koncerter i årtiet. Ikke mange vil huse heavy metal. Det er derfor, Metallica må helt til Holstebro i 1986, og andre som Iron Maiden slet ikke kommer til at spille i Danmark i de år.

Efter obligatorisk ballade i Brøndby Hallen i 1980 er Kiss også uønsket i hovedstaden, da de vender tilbage til Sjælland. Men i Hillerød vil man nu gerne have dem. Så fire dage efter de spiller i Vejlby Risskov-Hallen, står Kiss så i Frederiksborg Hallen foran 2.000 tilskuere.

”Så højt er der garanteret aldrig blevet spillet i Hillerøds håndboldhaller”, bemærker reporteren i sin anmeldelse i lokalavisen Frederiksborg Amtsavis og har ud over det intet positivt at sige om Kiss’ koncert.

Nyere stemmer i de landsdækkende aviser har derimod en anden opfattelse. Landets nu førende rockanmelder i Politiken, Anders Rou Jensen, har forladt Hillerød i godt humør.

”Kiss kan deres isenkram og er bestemt ikke dummere end som så”, konkluderer Anders Rou jensen.

Poeten og heavy-formidleren over dem alle, Ekstra Bladets Poul Borum, har i ugerne op til koncerten tildelt fem stjerner til ’Lick It Up’, men skriver ikke om showet i Nordsjælland. Poul Borum er derimod på pletten, da Kiss vender tilbage allerede året efter.

1984: 21. OKTOBER, FALKONER TEATRET

(Et sjældent syn: Kiss på forsiden af Berlingske Tidende som optakt til koncerten i Falkoner).

Vinnie Vincent rager uklar med Gene Simmons og får en fyreseddel i foråret 1984. Mark St. John afløser ham på indspilningen af ’Animalize’, der nok bliver en kommerciel succes med det store hit ’Heaven’s on Fire’, men kritikere og gamle fans er ikke begejstrede over musikkens udvikling.

Paul Stanley er musikalsk primus motor i perioden og gør Kiss til et glam rock-band frem for et heavy rock-band. Stanley er heller ikke tilfreds med Mark St. John, der på grund af dette kombineret med sygdom ikke holder mange måneder i Kiss.

Bruce Kulick kommer ind på leadguitar, kort før Kiss er tilbage i Danmark på det sted, hvor de startede otte år tidligere.

De danske fans er faldet fra. Kiss er henvist til Falkoner, mens deres gamle supportband Iron Maiden blot 10 dage senere nu fylder Brøndby Hallen.

Danskerne vil have heavy metal. Ikke letbenet rock, hvilket der ellers er dobbelt op på i Falkoner med Bon Jovi som support, der første gang gæster Danmark.

Det passer ikke til Ekstra Bladets Poul Borums smagsløg. ”Næste gang kan jeg godt undvære den generte opvarmingsgruppe Bon Jovi”, skriver han kort og godt.

Kiss går derimod rent ind i kroppen på kritikeren. ”Jeg stod eller rettere hang oppe foran i et brusebad af egen og andres sved, og der kunne man virkelig se, hvordan de spillede både til hinanden og publikum. Uden dikkedarer og krukkeri var det bare det store varme fællesskab”, skriver Borum.

1988: 15. SEPTEMBER, KB HALLEN

(Australske Kings of the Sun opvarmede i KB Hallen. Det middelmådige rockband fik forståeligt nok aldrig det store gennembrud).

Med undtagelse af det store 1981-fuck up ’Music From ”The Elder”’ er ’Crazy Nights’ den plade, Kiss mest har valgt at ignorere. Kun hittet, det radiovenlige titelnummer, er igen dukket op på sætlisterne i løbet af de seneste ti år.

Det er ikke meget anderledes med 1985-pladen ’Asylum’, som Kiss valgte ikke at drage til Europa og turnere rundt med.

Så først efter fire år vender Kiss tilbage i Danmark på 'Crazy Nights'-turneen. I KB Hallen, som nu er samtidens primære sted for heavy- og rockkoncerter, men Kiss er langt fra at fylde den nu nedbrændte hal ud.

Medierne ignorerer også koncerten. Kun Ekstra Bladet sender en kvindelig reporter, der anmelder – ganske positivt – koncerten i notitslængde.

Som så ofte er der i stedet mere interesse for selve personerne i bandet end for bandets musik. I BT kan man møde Gene Simmons, der vil lave penge (BREAKING NEWS!) og til formålet har startet sit eget pladeselskab.

Kunne han forestille sig at udgive danske bands, vil dagbladets udsendte vide?

”Dansk heavy er da OK, men de synger med accent, så hvorfor beskæftige sig med dem?” lyder det kontant i svaret fra bassisten.

Den kan Pretty Maids jo så tænke lidt over.

1997: 21. JUNI, VALBY IDRÆTSPARK

(For kun anden og helt sikkert sidste gang kunne Kiss i den originale besætning opleves i Valby i 1997).

Det er en sørgelig nyhed, der rammer rockens verden 24. november 1991, da meldingen om Eric Carrs død rammer medierne. Kun 41 år gammel har trommeslageren mistet livet til cancer.

Med en fortid i alt fra Badlands over Black Sabbath til Gary More kommer Eric Singer ind som erstatning og medvirker på 1992-pladen ’Revenge’, hvis titel henviser til Eric Carrs ufortjente skæbne.

’Revenge’ er kommercielt et kæmpehit, hvor især covernummeret ’God Gave Rock ’n’ Roll to You II’ er i konstant rotation på MTV som den officielle musikvideo til drengerøvsfilmen ’Bill & Ted’s Bogus Journey’ med Keanu Reeves i hovedrollen.

I 1990’erne rammer et nyt fænomen MTV, som alle store navne springer med på: Unplugged-koncerter.

For Kiss er det samtidig begivenheden, der i 1995 fører til forsoning. Eric Singer og Bruce Kulick er officielt med i bandet og medvirker under koncerten, men de nyere medlemmer overskygges af de gamle.

Peter Criss og Ace Frehley er inviteret med på scenen for at spille med på det tidlige materiale i akustiske versioner.

For første og eneste gang er den originale besætning samlet på en scene uden kostumer og makeup.

Kiss-fans vil have mere. Det får de. I den fulde form. Da Unplugged-koncerten officielt udsendes på plade og VHS i 1996, bliver Kiss gendannet i deres originale form.

Demon, Starchild, Space Ace og Catman er tilbage med et brag. I bogstaveligste forstand da Kiss rammer Valby Idrætspark i sommeren 1997.

Koncerten går over i historien som en af de bedste på dansk jord i 1990’erne og den mest succesfulde for Kiss i Danmark.

Der er solgt flere billetter, end hvad Kiss samlet har solgt til deres seks foregående danske shows på 21 år.

18.000 tilskuere er på plads. Forenet lørdag aften i torden og sommerregn foran Kiss for fuld udblæsning og en koncert kun med materiale fra pladerne mellem 1974 og 1979, som det originale line up nåede at indspille sammen, før de gik fra hinanden.

I dagene efter får anmelderne helsider at boltre sig på i aviserne. Alle er oppe at køre. Ekstra Bladets Thomas Treo giver seks stjerner. BT’s Steffen Jungersen seks stjerner. De øvrige bruger ikke symboler, men er alle begejstret. Politikens Erik Jensen. Jyllands-Postens Keld Broksø og Berlingskes Per Reinholdt Nielsen.

For anden gang i karrieren er Kiss på toppen af verden som det hotteste rockband på kloden. Så kort det nu end varer – igen.

2008: 3. JUNI, FORUM

(Eric Singer på storskærmene bagved Gene Simmons, Paul Stanley og Thommy Thayer i Forum. Foto: Jacob Dinesen).

Med den genvundne succes og respekt udsender det gendannede Kiss ’Psycho Circus’ i 1998. Kritisk og kommercielt får comeback-pladen fin succes, men bag kulissen er Kiss allerede ved at falde fra hinanden igen.

Det er ikke offentligt kendt på tidspunktet for udgivelsen, men Peter Criss og Ace Frehley medvirker meget lidt på pladen. I realiteten er det Frehleys kommende afløser Tommy Thayer, der indspiller det meste af leadguitaren, mens Kevin Valentine næsten har indspillet samtlige trommespor.

Facaden holder ikke længe, før et offentligt deja-vu gentager sig i starten af det nye årtusinde. Først ryger Peter Criss (kommer kortvarigt igen), derefter Ace Frehley, mens Kiss samtidig har annonceret, at de stopper, og har været på afskedsturné.

Et farvel i musikbranchen skal som bekendt altid tages med et gran salt. Fra 2004 overtager Eric Singer officielt rollen som The Catman, mens Tommy Thayer siden 2002 har været fast i rollen som Spaceman.

Det er stadig til stor diskussion blandt fans. For hvorfor har de ikke fået deres egne roller i stedet for at imitere Peter Criss og Ace Frehley? Spørger man til det, er det ikke just velanset.

Det måtte denne artikels forfatter erkende, da spørgsmålet kom herfra i presseteltet på Sweden Rock Festival i 2013. Kiss’ reaktion kan opleves 2:20 inde i klippet nedenunder.



Da Kiss i 2008 vender tilbage til Europa er det som led i 35-årsfejringen af ’Alive!”. Koncerten i Forum består derfor primært af karrierens første materiale, der var med på live-pladen i 1975.

Men hvor Kiss var i topform og blev hyldet af pressen i 1997, er gruppen denne gang en skygge af sig selv og bliver slagtet af anmelderne.

”Tordenguden Gene Simmons var en fuser, og frontvræler Paul Stanley fyrede floskler af mellem numrene, så man skulle tro, han holdt foredrag i en børnehave i Hollywood. Men den stilrene scenografi og det spektakulære sceneshow var såmænd superb, og det livsbekræftende slager-katalog gav trods alt gruppen kunstigt åndedræt gennem to triste timer. Fuldkommen unødvendigt”, skriver Thomas Treo i Ekstra Bladet og kvitterer med to stjerner.

Devilutions Mathias Nielsen deler samme antal stjerner ud og konkluderer:

”Kiss har sange som førnævnte, 'Strutter', 'Cold Gin', 'Black Diamond' etc., og derfor skal der ualmindeligt meget til for at dumpe, men det var unægtelig tæt på, at det alligevel skete i Forum. Pensionsotiummet kalder, Kiss!”

Men Kiss lytter ikke til Mathias Nielsen og går på pension. Tværtimod går de i studiet.

2010: 16. JUNI, GIGANTIUM

(Kiss åbner koncerten i Aalborg med det glimrende nye nummer 'Modern Day Deliah').

Efter 11 år uden nyt gør Kiss igen comeback med 2009’s hæderlige ’Sonic Boom’. Pladen ryger direkte ind på en andenplads på den amerikanske Billboard200-hitliste, hvilket Kiss ikke før har præsteret.

Kiss er stærkt tilbage. Også i Europa i 2010 på turneen med ’Sonic Boom’, der denne gang sender bandet forbi Aalborg foran små 4000 fans i et halvfyldt Gigantium, hvor et amputeret Guns N’ Roses har stået på samme scene kun to dage før.

Men et halvfyldt Gigantium slår ikke Kiss ud af kurs. Kritikkerne har tilgivet floppet i Forum og forlader Aalborg i overbevist stil.

”’Cold Gin’, ’Deuce’ og ’Crazy Crazy Nights’ blev leveret superskarpt i en stærk åbning, inden en vis tomgang satte ind midtvejs, før ’100.000 Years’, ’I Like It Loud’ og Gene Simmons’ klassiske blodspytteri og endnu en platforms-tur højt op over scenelysene igen sendte salen i ekstase.

’Love Gun’ svingede fedt, og man tilgiver gerne Paul Stanley for slet ikke at kunne ramme de høje toner længere efter en opvisning i hard rock og ’classic rock’ med alle klichéerne intakte, og lyden i Gigantium var tilmed nærmest fantastisk. Forbløffende godt!” skriver Ekstra Bladets Peter Elsnab og tildeler fem stjerner.

Gaffa og Jyllands-Postens udsendte er på bølgelænge. Kiss har bevist, at de stadig er på toppen af rock & roll.

2013: 11. JUNI, FORUM

(The God of Thunder i en alder af 64 år i Forum. Foto: Jacob Dinesen).

Omgivelserne har meget at sige. Da undertegnede oplever Kiss som hovednavn på Sweden Rock Festival 2013, leverer det ikoniske band en sublim koncert på en torsdag aften foran 30.000 festivalgæster.

En uge senere og 150 kilometer fra festivalen står Kiss så i Forum. Foran små 4.000 mennesker i en betonklods med plads til 10.000. Samtidig er deres sceneudstyr angiveligt gået i stykker, eller måske var der i virkeligheden ikke plads til alle de platforme, Kiss skulle hejses frem og tilbage og op og ned på.

I stedet står de på scenegulvet, da tæppet falder i den mennesketomme hal. Fra start til slut syntes alle parter at kede sig bravt.

Stemningen er heller ikke god på scenen, hvor Paul Stanley for åben mikrofon bliver ved med at komme med spydige stikpiller til Tommy Thayer. Den på tidspunktet 53-årige guitarist, der på alle måder i løbet af koncerten var bedre spillende og bedre syngende end den 62-årige Stanley.

Det var direkte pinligt at overvære. Desværre skulle næste besøg vise sig at blive en større parodi.

2017: 9. MAJ, CASA ARENA HORSENS

(Paul Stanleys kiksede dansetrin var ikke meget bedre end hans vokal i Horsens)

Alt koksede for Kiss i Jylland. Helt symbolsk som selve forløbet før koncerten blev en realitet. I efteråret 2015 annoncerer Kiss, at de igen drager på europæisk turné i det efterfølgende forår. De første officielle datoer er en håndfuld shows i Tyskland, men danske Kiss jubler allerede, før bandet selv melder en dansk dato ud. Det har arrangøren Horsens and Friends selv sørget for i deres forårsprogram, der udkommer fire uger før juledagene. Kiss kommer til byen og spiller i Fængslet den 18. maj, står der i programmet. En begivenhed, der formentligt også straks står på fleres ønskeseddel til jul.

Der bliver bare ingen billetter til Kiss-fans under juletræet i 2015.

Horsens & Friends har været for hurtigt ude. Kiss har endnu ikke bekræftet koncerten og underskrevet kontrakten. Bemærkelsesværdigt siger Horsens & Friends-direktøren Frank Panduro det endda selv i Horsens Folkeblad, at de faktisk ikke har koncerten i hus, trods de har sat den på forårets offentliggjorte program. ”Jeg satser på, at projektet lykkes,” udtaler Panduro til byens lokalavis.

Virkeligheden var en anden, og Horsens & Friends udstillede dem selv som en flok amatører. Kiss melder aldrig andre datoer ud end de tyske i november. Det virker besynderligt, og efter tre måneders tavshed aflyser Kiss koncerterne i februar 2016. Bandet kommer aldrig med en forklaring. Men den svæver uofficielt i luften i perioden, hvor frygten fik en sejr og satte rockmusikken på pause. Tragedien i Paris den 13. november 2015, hvor 129 mennesker mistede livet under Eagles of Death Metal fik efterfølgende flere amerikanske bands til at aflyse deres europæiske koncerter i frygt for deres sikkerhed. Blandt andre aflyste Lamb of God en udsolgt koncert i Vega, hvilket ikke faldt i god jord hos flertallet med en billet. Kiss kommenterede ikke på, hvorfor de trak stikket og aflyste i Tyskland, eller hvorfor de ikke indfriede forventningerne til den angiveligt planlagt dato i Fængslet i Horsens, bandet aldrig returnerede kontrakten på.

Men til byen kom ikonerne. Et år efter Horsens & Friends’ fadæse var den god nok, da billetsalget startede i december 2016 til koncerten i Horsens 9. maj 2017. Uventet blev showet annonceret til at finde sted i byens Casa Arena med en markedsføring, der klingede hult.

”Der bliver tale om en ganske eksklusiv oplevelse. Med plads til blot 4500 tilskuere får de danske KISS-fans tilbuddet om at komme rigtigt tæt på det ikoniske rockband,” lød det i annoncen.

Kiss kom næppe til Danmark med intentionen om en særlig intim koncert for det danske publikum. Kiss kom til Casa Arena, fordi de ikke kunne trække et større publikum. Med plads til 10.000 fans i Forum i 2013 var veteranerne knap nok i stand til at sælge halvdelen af billetterne. Det klædte ikke Kiss’ format at spille i halvtomme omgivelser. Og det gjorde næppe noget godt for Gene Simmons’ ego at overvære synet.

Bassisten havde næppe forventet det blev endnu værre et syn, der ventede ham i Horsens fire år senere.

I 2017 kom Kiss direkte fra udsolgte shows Stockholm og Oslo foran 25.000 fans. I Horsens dukkede der 3.000 gæster op til den ”eksklusive” koncert, der var 1.500 billetter fra at være udsolgt.

Pretty Maids leverede varen som support. Kiss skrabede bunden og fremstod som amøberne fra 1980’erne fiktive Spinal Tap, der blev kult i en fup-dokumentarfilm. Paul Stanleys stemme bevægede sig konstant imellem værende fæl falsk eller helt fraværende af slitage. Gene Simmons bevægede sig slet ikke før flere pinlige forsøg, da han skulle flyve til vejrs og spy ild efter ’Firehouse’.

Simmons bevægede sig til gengæld med hastige skridt fra scenen, før bandets fotograf kunne nå at skyde gruppebilledet af de fire musikere med ryggen mod publikum, efter klassikeren ’Rock and Roll All Nite’ sluttede showet med vanlig konfetti.

og før de slukøret dukkede op igen på scenen til to ekstra numre.sidste  Eric Singer demonstrerede sin utilfredshed ved temmelig vovet at kaste sine trommestikker efter bassisten og bossen, der åbenlyst ikke gad forevige oplevelsen i Horsens med et gruppebillede af kvartetten på scenen med publikum stående i baggrunden omgivet af tydeligt mange tomme siddepladser på tribunerne.

Den identiske type fotografi, som  Kiss eller havde for vane at dele på Facebook hver aften efter en overstået koncert.  Der kom ingen digitale klapsalver eller kommentarer til de danske fans i Horsens på Kiss’ Facebook-profil. Til nøds delte de på det sociale medie dog i dagene efter et uskarpt billede af Paul Stanley taget af en fan blandt publikum. Tolkningen var næppe til at tage fejl af. Kiss forlod Danmark som et band, der mest af alt havde behov for at glemme oplevelsen i Horsens.

Den samme indstilling havde musikanmelderne.

To sorte firkanter blev det pænt til fra denne artikels forfatter i Devilutions dom. Gaffa gav mere flinkt tre stjerner, trods musikmagasinet mente, Paul Stanleys stemme lød som en ”torteret kat.”

BT’s Steffen Jungersen var på bølgelængde og lagde ikke fingrene imellem i sin overskrift med ordene: ”Et trestjernet dødskys: Kiss har overskredet sidste salgsdato,” og foreslog bandet at gå på pension.

På den europæiske turné spillede Paul Stanley hver aften på en unik fremstillet guitar med det pågældende lands flag malet på guitarens gribebræt og efter showet fik en fan mulighed for at købe den. Prislejet var helt i det kommercielle bands ånd og stod i 70.000 danske kroner. Villige fans lagde summen i de fleste lande. Modellen med det danske flag måtte Paul Stanley pakke ned og tage med hjem til USA.

Den slags forretning gik ikke i Danmark, hvor ikonerne igennem næsten 50 års karriere aldrig har formået virkelig at slå igennem. Ganske sigende er Kiss helt uhørt for så ikonisk en gruppe aldrig blevet booket på en dansk festival. Selv Copenhell har sprunget over i 2019, hvor Kiss er i nabolaget, når den danske festival fejrer ti års jubilæum.

Kiss har ellers fyldt kalenderen op med rigeligt koncerter for at sige farvel til deres fans på ikonernes angiveligt endegyldige End of the Road-turné.

Men umiddelbart giver Kiss ingen sidste omgang i Danmark. Og blot 11 koncerter på 41 år blev det til. Kun de færreste danske fans har formentligt oplevet dem alle. Mens mange fans har til fælles at have oplevet de fleste. Koncerter med Kiss i kostume og makeup. Koncerter uden. Koncerter med alle fire originale medlemmer. Og ikke mindst koncerterne før de sidste fusere. Dem vi mindes med et Kiss på toppen, der vitterligt var the hottest band in the world!

Publiceret 7. maj, 2017. Artiklen er revideret og opdateret 7. juni, 2019.

LÆS OGSÅ: METALDIKTATOR: 'HOTTER THAN HELL'

LÆS OGSÅ: METALDIKTATOR: 'DRESSED TO KILL'

LÆS OGSÅ: TIDSREJSEN: BLACK SABBATH I DANMARK 1969 - 2016

LÆS OGSÅ: TIDSREJSEN: METALLICA I DANMARK 1984 - 2017